Verdens dyreste
Dette essay er en stille refleksion over de gigantiske – eller mere korrekt – fuldstændig vanvittige summer, som professionel fodbold fremviser. CIES Football Observatory har opdateret deres liste (juni 2019) over de mest værdifulde spillere i Europas fem største ligaer, hvor de 100 mest værdifulde oplistes. De første 11 på listen har en såkaldt transferværdi på over 1 mia. dkr, eksemplificeret af de øverste fire:
1. Kylian Mbappé (Paris Saint-Germain)
Transferværdi: 1,882 milliard kroner.
2. Mohamed Salah (Liverpool)
Transferværdi: 1,640 milliard kroner.
3. Raheem Sterling (Manchester City)
Transferværdi: 1,552 milliard kroner.
4. Lionel Messi (FC Barcelona)
Transferværdi: 1,250 milliard kroner.
Enhver, der kender til fodbold i nutiden og ikke mindst i fortiden, kan med rette stille spørgsmålet: Kan en fodboldspiller virkelig være over 1 milliard værd? – Det vil være fristende at fremdrage et eksempel, der vinkler svaret.
Verdens bedste i Napoli
Beløbene er steget i en konstant opadgående kurve, men det efterfølgende kan danne nogle tanker, om end forståelige eller ej, så dog som baggrund for dette eksorbitante beløbsniveau.
Både fodboldelskere og det modsatte er stødt på navnet Diego Maradona. Engang bar han titlen “Verdens bedste”. For nylig (sept. 2019) rullede en dokumentarfilm henover de danske filmlærreder netop med titlen “Diego Maradona”.
Som titlen anfører, handler filmen om den legendariske fodboldspiller Diego Armando Maradona og er konstrueret fra over 500 timers aldrig før sete optagelser. I stedet for at forsøge at fange hele Maradonas omfangende liv vælger instruktøren Asif Kapadiaat at genfortælle den særskilte og signifikante historie om den argentinske legendes fortid.
Mere præcist fodboldspillerens fortid i den italienske klub S.S.C. Napoli, fra årene 1984 til 1991, som inkluderede seks sæsoner, to verdensmesterskaber, en kærlighedsskandale, et barn, kokainafhængighed og mafiainvolvering. (der er vist ikke glemt noget her 😉 )
Instruktøren udtalte undervejs i forløbet:
“(…)dokumentarfilm, ’Diego Maradona’, til gengæld fra »en idé om, hvad der sker, når man bliver gammel, og man har det her enorme talent”.
“Jeg vidste ikke, hvordan historien ville tage sig ud. Jeg vidste ikke engang, om jeg brød mig om ham eller ej. Det var faktisk noget, der udviklede sig undervejs”.
“(….)Maradona kommer ind på flere »udfordrende« emner, herunder forholdet til den kriminelle underverden, sit forhold til kvinder og “hans barn, som han ikke ville kendes ved”.
Med hidtil usete optagelser og interviews med Maradona selv kommer filmen rundt om et af historiens største fodboldtalenter og hans karriere og giver indblik i argentinerens »tossede« privatliv.
Rosen i Rom
Filmen om forholdet mellem den indhentede argentinske verdensstjerne og Napoli-fodboldklubben matcher på så mange måder den research jeg selv foretog i forbindelse med min seneste udgivne spændingsroman “Rosen i Rom” (2017). Kraftigt bistået af italienske kontakter og egen omfattende research blev pagina 261-266 i bogen udformet i den italienske del af handlingen. Filmens meget fragmenterede handling kan i nogen grad omsluttes af bogens sentenser som baggrund. Det er derfor naturligt med en delcitering (…. dækker irrelevante afsnit) fra min bog:
“SSC Napoli
Billedet af Støvlelandet (Italiens fastland), der sparker til bolden (Sicilien) er ikke bare et billede på italienernes fascination af fodbold. Fakta er, at en pæn majoritet af italienerne er mere eller mindre fuldtids optaget af fodbold, enten via TV eller som temperamentsfulde tilskuere på stadions eller som udøvere.
Italien er således blevet verdensmestre hele fire gange (1934, 1938, 1982, 2006) gennem fodboldhistorien. (…) De fleste napolitanere bekender sig naturligt til deres hjembys Società Sportiva Calcio Napoli (SSC Napoli) med hjemmebanen Stadio San Paolo i Rione Lauro bydelen.
(….) Som AC Milan havde mediemagnaten Silvio Berlusconi og tidligere dækfabrikanten Pirelli, som Juventus havde Agnelli-familien fra Fiat-koncernen, så havde SSC Napoli også engang haft en mangemillionær som klubejer og finansiel støtte i skikkelse af den styrtende rige skibsreder Achille Lauro. I to perioder var denne noget flamboyante rigmand klubbens præsident. Det var dog tilbage i Mussolini-tiden.
(….) Anden Verdenskrig bød mildt sagt på udfordringer for den napolitanske storreder som for hele Italien, mere eller mindre selvforskyldt. Det meste af tiden passede Lauro uden større ødelæggelser sine forretninger, men ved de allieredes erobring af det sydlige Italien stoppede succesen. Amerikanerne satte ham i fængsel og senere overførtes han til en britisk krigsfangelejr.
(….)Helt præcist mere end 30 år senere. Frelseren – manden, der forløste i hundredetusinde vis af napolitaneres drømme om succes på fodboldbanen og dermed sejre over de store klubber i Norditalien – så dagens lys. Helt nøjagtigt blev han født 30. oktober 1960 i Villa Fioritos slumkvarter i udkanten af Buenos Aires. Et faldefærdigt og usselt kvarter for fattige arbejdere i Argentinas kæmpestore hovedstad; for øvrigt tæt på storklubben Boca Juniors´ adresse.
Det var dog ikke i den argentinske klub, men derimod i den mægtige catalanske klub FC Barcelona, at SSC Napoli for en rekordsum på 6,9 millioner britiske pund hentede dette kæmpetalent i en alder af 24 år. Den 165 centimeter offensive midtbanespiller med det berømte 10-tal på spillertrøjen skulle verden de kommende år lære at kende som Diego Maradona. I den tid verdens bedste, senere blandt verdens 10 bedste nogensinde.
14 titelløse og ind i mellem ret så turbulente år blev pludselig forvandlet ved dette guddommelige fodboldtalents ankomst. Betydningen var enorm for klubben på alle planer. Onde – og måske realistiske – toner fortalte ofte, at det i virkeligheden var den napolitanske mafia Camorraen, der styrede begivenhederne. Klækkelige kontingentforhøjelser, reklame- og entréindtægter på det knap 80.000 tilskuer store stadion samt salg af merchandise var slet ikke i nærheden af at kunne finansiere guldklumpen fra Argentina.
(….) Stor – og dog i en anden variant – var også det nyindkøbte vidunderbarn Maradonas familie. Hans forældre, brødre, søstre samt personlige trænere, fysioterapeuter og managere, agenter, pr-rådgivere og bodyguards blev en del af fodboldgeniets napolitanske hverdag.
Som det blev sagt: Diego Maradona blev en fremragende forretning på de fleste planer. Boldgeniets færdigheder på grønsværen forvandlede en nedrykkerkandidat til outsider som vinder af det italienske fodboldmesterskab. Holdet blev tilmed forstærket på udvalgte nøglepositioner.
Året var 1986. Enhver argentiner – og mange italienere – husker det stadig. Argentina blev for anden gang siden hjemmebanesejren i 1978 verdensmester i fodbold. Denne gang skete det i Mellemamerikas toneangivende stat, som verden kender som Mexico.
Ingen vil bestride, at Diego Maradona var kraftig medvirkende til dette. Og argentineren fortsatte sin fremdrift i Napoli. I maj 1987 – også for første gang – vandt Napoli det italienske mesterskab.
I sidste halvdel af 1980´erne udgjorde entreindtægterne på kampdagen stadig klubbens største indtægtskilde. I Maradonas to første år havde klubben en større entreindtægt end i de foregående 24 år – tilsammen! Man – det vil sige pressen, klubben, napolitanerne generelt – tillod Maradona alt, så længe han leverede varen på banen, og det gjorde han i disse år.
At han så – set ud fra en psykologisk vinkel – udviklede sin personlighed i en mere og mere psykedelisk grad, forsvandt i succesens tåger af vundne kampe og artistiske færdigheder med den runde bold. Eksemplerne tog til. Maradona begyndte at udvikle et Cæsar-kompleks. Han omtalte sig selv i tredje person. Hans dagligdag blev krydret med talrige sex-eskapader, et tiltagende forbrug af kokain og faderskabssager.
Men resultattavlen blinkede stadig med imponerende laseragtig glød. I 1989 førte Diego Maradona klubben til den første triumf i europæisk fodbold, da Napoli vandt UEFA Cup´en.
Det blev naturligvis ikke ved. Argentinerens nykker og det kolossale forventningspres kom til en negativ udbetaling. Snart nægtede han at stille op til kampe, udeblev fra træningssamlinger og ytrede ønsker om klubskifte. Og privatlivet blev i varieret grad fortsat krydret skiftevis i Napoli og hans fødeby Buenos Aires.
For SSC Napoli blev Maradonas lidet glamourøse flugt fra Italien begyndelsen til 15 års deroute og elendighed. Klubben forsvandt fra Serie A-toppen, middelmådige resultater blev igen hverdagen og overlevelseskampe tæt på nedrykningsstregen blev en tilbagevendende udfordring. Omtrent seks års elendige resultater supplerede Napoli-byens økonomiske og sociale forfald. Sådan så det ud, indtil det igen begyndte at vende i sæsonen 2006-2007. På Stadio Comunale Luigi Ferraris i Genoa lykkedes det i sæsonens sidste kamp at kvalificere sig til oprykning til den forjættede 1. division – Serie A.
I Napoli lever Vesuv, mafiaen og ikke mindst mindet om den største spiller af dem alle, Diego Armando Maradona – fortsat. Konkurs, degradering og almindelig undergang i perioder, men nu tilbage i Serie A, ikke sjældent på pæne slutstillinger, ganske vist stadig lidt bagefter Juventus samt Milano-klubberne og lejlighedsvis AC Roma.
Napoli kunne takke Maradona for mange gyldne minder. Men millionbyen kan i nutiden takke én mand for, at den overhovedet har et fodboldhold i dag over sekunda niveau. SSC Napolis præsident er filmproducenten og mangemillionæren Aurelio de Laurentiis, der tilhører italiensk films adelsfamilie. Han tilførte i de hårde år 250 millioner kroner på bordet og reddede klubben. Om mafiaen også bidrog til bogføringen, foreligger der ikke noget officielt aktstykke om.”
Seneste nyt – medio sept. 2019
Diego Maradona i en noget udfordret biologisk 58-årig udgave er netop blevet ansat som “frelser” for det argentinske klubhold Gimnasia, der ligger nederst i tabellen i sit hjemland Argentinas bedste fodboldrække. I forbindelse med starten blev han kørt rundt i en golfbil på det lokale stadion Estadio Juan Carmelo Zerillo og fortalte ved samme lejlighed med tårer i sine øjne til jubel for de fremmødte 31.000 tilskuere, at han ville frelse klubben for nedrykning.
Maradona har således holdt en lang sommerferie efter at han fratrådte den mexikanske 2 divisionsklub Dorados de Sinalia af helbredsmæssige årsager, efter at oprykningen var glippet.
I sportsverdenen findes der mange udsagn. Uden at fornærme den hårdtprøvede eks-verdensstjerne eller komme i karambolage med injurielovgivningen kan man vist roligt i en stille stund recitere begrebet
Over the hill
Fakta:
Fulde navn: Diego Armando Maradona
Født: 30. oktober 1960
Nationalitet: Argentina
Landskampe/mål: 91 kampe og 34 mål
Kampe/mål i alt: 590 kampe og 311 mål
Øgenavne: El Diego
Priser og trofæer
Som en af historiens allerstørste fodboldlegender, fik Diego Maradona selvfølgelig en masse priser og trofæer. Blandt de vigtigste kan nævnes:
Boca juniors
Ligatopscorer: 1979, 1980, 1981
Årets spiller i Argentina: 1979, 1980, 1981
Årets spiller i Sydamerika: 1979
Primere Division: 1981
FC Barcelona
Copa del Rey: 1983
Copa de la Liga: 1983
S.S.C. Napoli
Årets spiller i Argentina: 1986
Årets spiller i Sydamerika: 1986, 1989, 1990
Serie A: 1987, 1990
Coppa Italia: 1987
UEFA Cup: 1989
Supercoppa Italiana: 1990
Sevilla FC
Årets spiller i Sydamerika: 1992
Argentina
Bedste spiller (U-20 VM): 1979
VM Guld (ungdomshold): 1979
VM Guld: 1986
Bedste spiller: 1986, 1987
VM Sølv: 1990
Trænerkarriere
Han blev i 2008 udnævnt som den nye landstræner for det argentinske fodboldlandshold. Hans debutkamp som ny landstræner for Argentina kom mod Skotland i en venskabskamp, kampen resulterede i en 1-0 sejr til Argentina. Han kvalificerede desuden holdet til VM i 2010, men en måned efter Argentinas 4-0 nederlag til Tyskland i kvartfinalen, valgte det argentinske fodboldforbund at afslutte samarbejdet med Maradona.
3die halvleg
Eksemplet – Diego Maradona – kunne i visse sammenhænge tolkes som en spiller, der var “alle pengene værd”. Om nutidens “milliard-drenge” er det samme, må bedømmes af eftertiden (og investorerne)….den nøjagtige beregning – cost benefit – afhænger af, hvor mange elementer, der indgår i ligningen.
Jeg har oplevet alle fire “milliard-drenge” en del gange på TV. Og jeg har oplevet verdens – engang i midten af 00erne – bedste fodboldspiller, brasilianeren Ronaldinho (illustr.) og argentineren Lionel Messi i samme kamp på FC Barcelonas hjemmebane, Europas største fodboldstadion, det navnkundige Camp Nou. Det var tydeligt, at der var forskelle fra nævnte to og så til resten af et iøvrigt teknisk set fantastisk hold.
I vore dage nærmer Messi sig “sidste udløbsdato”. En del vil påstå, at han har været alle pengene værd; måske er bankerne enige eller måske banker beløbene nu så hårdt mod loftet, at grænsen for værdien er nået….eller at den for længst er overskredet?
I nutiden har argentineren Lionel Messi og portuguiseren Cristiano Ronaldo på skift delt titlen som “verdens bedste fodboldspiller”. Pengebeløbene omkring de to er gigantiske og har medført nogle forlig med respektive skatteadministrationer for at undgå en egentlig straffesag (skatteunddragelse).
Som Diego Maradona har de begge nået galaktiske højder i anerkendelser og indtjeninger….jordforbindelsen er forsvundet.
De store handelsbeløb illustrerer måske, at hvor det er en sport for publikum og klubbernes fans, er det big business for klubberne og investorerne. Jeg siger måske, fordi min viden om fodbold er uhyre beskeden, men kapitalen har vel samme logik uanset investeringsobjektets karakter.
Sådan uden for indlæggets røde tråd er Napoli en fascinerende by, og jeg gad vide, om Maradona tog sig tid til at besøge nationalmuseet, der rummer kunstskattene fra Vesuvs tidskapsler, Pompeii og Herculaneum.
@Eric: “(…)men kapitalen har vel samme logik uanset investeringsobjektets karakter”. Sætningen er som skræddersyet til en lærebog. 😉 – Og nej, næppe har den tidligere argentinske verdensstjerne haft sin kulturelle gang i diverse kulturmatrikler, som Italiens 3die største by er rig på. Din hjemmeside beviser din interesse for og kendskab til dem fra dine rejser i Vesuv-området.