Dette blogindlæg omhandler et noget specielt fænomen: En russisk nonne på en lille vestfynsk ø næsten midt i Lillebælt. Nogle gange er det nødvendigt at starte med en anden historie som baggrund for den egentlige historie, hvilket forklarer nedenfor nævnte handlingsforløb.
Baggrund
I 2001 inviterede den danske teolog Jørgen Laursen Vig, der ejede Hesbjerg Slot på Fyn, den russiske nonne Amvrosija til Danmark med det formål at opbygge et russisk ortodoks kloster på sit slot. Klostret blev dediceret (tilegnet) til den sidste russiske Tzar Nikolaj, der var søn til den danske prinsesse Dagmar. Klosteret hører under det russiske patriarkat i Moskva.
I 2005 døde Jørgen Laursen Vig og i 2012 flyttede Nonne Amvrosija til den lille ø Baagø ud for Assens, hvor hun siden har ført klosteret videre og fået opført en smuk lille kirke. Ved forskellige højtider holdes der gudstjenester, når der kommer en russisk ortodoks præst fra København (eller længere væk fra).
For de læsere, der ville være interesseret i en gudstjeneste, kan man se, hvornår der holdes gudstjeneste ved at klikke på http://www.hesbjerg.ru/D/d_index.html. – Og skulle nogle læsere have skærpet deres appetit på et af Fyns mange slotte, kommer her et link til Hesbjerg slot: https://www.hesbjergslot.dk/
Ved siden af kirken er indrettet et lille feriested med værelser til pilgrimme og gæster, der kommer fra hele Danmark og Europa.
Logistik
Baagø-færgen sørger et par gange hver dag for logistikken mellem Assens og Baagø. Nu er den lille vestfynske ø Baagø ikke begunstiget af hverken metro eller Fynbus, så ifald der kommer besøg “af en vis betydning” (selskaber etc.), afhentes de efter aftale med “Grisebilen”. En lettere ombygget grisetransportbil, som ses af billedet.
For de gæster til den iøvrigt seværdige ø, der måtte ønske et par kilometers gåtur til byen midt på øen, er der tale om en god naturoplevelse. Og som helt særlig service for personer, der stortset kun kigger på deres mobils display i deres vågne liv, følger hermed koordinaterne til den russiske kirke:
Longitude (Længdegrad) : 9.80991893
Latitude (breddegrad) : 55.31060447.
Der er jo ikke tale om en basilika eller domkirke med store løgformede kupler, men den lille kirke ses tydeligt, når man kommer kørende eller gående, som jeg foretrækker under besøg på øen.
Det interiøre er dekoreret (eller som nogle danskere ville synes “overlæset”) med kirkelige symboler.
Den russiske munk (venstre på billedet) var på besøg. Han var rejst fra den russiske menighed i Hamborg og blev – under en lukket forevisning (hvori jeg deltog) – brugt som talerør for den russiske ortodokse tro. Han svingede mellem engelsk og tysk med en velgørende tydelig tale. Og samtidig udstrålede han en overraskende ægte venlig imødekommenhed. I mit stille sind tænkte jeg, at det dynamiske og relativt frisindede liv i Tysklands største havneby måske havde optøet hans mere russiske (dystre) folkesjæl.
Søster Amvrosija – den ædle russiske nonne på Baagø – ses til højre. Det skal siges, at hun ikke bærer den “tevarmeagtige” hat (undskyld mit frisprog 😉 ), når hun lejlighedsvis tager over med Baagø-færgen de 29 minutter til Assens for at købe ind.
Det hænder, at vi mødes. Så forsøger jeg at mobilisere min – i forvejen begrænsede – charme til at optø hendes reserverede russiske stil. I starten ignorerede hun mig, men nu er vi på nik og smil (dog for hendes vedkommende kontrolleret smil). Det er vist det, som med et kendt udtryk kaldes for “kulturudveksling”. 😉
Ø-fakta
http://www.baagoe.info/Baagoe.html (der bor i skrivende stund 23 personer fast på øen), hvortil kommer en del sommergæster på den relativ store campingplads. Øen hører under Assens by. Baagø er naturligvis omfattet af den såkaldte “Ø-pasordning” og indgår også i den fortræffelige Sammenslutningen af Danske Småøer https://danske-smaaoer.dk/ .
Links
https://www.tv2fyn.dk/tv-2/fond-tabte-til-russisk-nonne-i-strid-om-fynsk-slot?fbclid=IwAR0DML_PGZdZ9oMOFiPDx4hgqG0iV8624a9OoeDZtJEBLgUjIU7dZo6Z-ko (opdateret pr. 19.09.2022)
https://www.youtube.com/watch?v=wdTUIEzqmKk (youtube-clip)
Interessant indlæg. Tænk hvad der sker på de små danske øer, som man ikke aner noget om. Nu ligger det jo ikke langt fra blogejerens domicil så det hjælper jo på det. Jeg har set den russiske kirke i Bredgade i København. Der er jo godt nok et kvantespring mellem København og Bogø men alligevel føler man det spændene selv i mindre format. Tak for indblikket som jeg klarede helt uden grisebil og færge. 🙂
@fru Pia Charlotte: Som du skriver, er det interessant viden (m/u grisebil og Baagø-færgen). Den russiske kirke i Bredgade (Kbhvn.) er også set, ligesom jeg med glæde besøger den russiske katedral i Nice, når jeg med års mellemrum nyder Den Franske Riviera.
Kirkens veje er i sandhed uransalige for den rationelt tænkende, men skal man gøre alle til disciple, kommer man selvfølgelig ikke uden om Bogø, selvom rekrutteringen (efter beskrivelsen at dømme) ikke er kronet med større held.
Jeg tænker uvilkårligt på nonnen som menneske. Hvad har hun forladt? Oplever hun livet på Bogø som eksil eller privilegium?
Det, der for nogen er uforståeligt, kan være drivkraften for andre. Mangfoldigheden er vidunderlig!
@Eric: Jeg tror/fornemmer, at nonnens sind er som løgkuplerne på de russiske kirker; lag på lag af følelser, der mere eller mindre interagerer med hinanden. Nogle ville måske sammenligne med de russiske babushka dukker, men deres symbolik passer bestemt ikke ind her. Som det er kommentatoren bekendt, har jeg boet en kortere tid i et munkekloster i Belgien. Mine samtaler med de katolske munke (ikke de ortodokse russiske, der undveg kontakten) tydede ikke på fortrydelse. Men – for “rationelt tænkende” – er det svært ikke at forestille sig øjeblikke, hvor den “ydre verdens tilbud” måske kan friste. – Baagøs (Bogø ligger ved Møn 😉 ) indbyggere rummer andre interessante profiler, som en kvindelig forfatter (pensioneret overlæge fra Odense Universitetshospital (OUH)), en kvindelig grisefarmer etc. – faktisk har jeg flere gange overværet en gudstjeneste i den lille kirke og “studeret” profilerne.
Det skal nok passe, at det er et “kontrolleret smil” – og der er sikkert lige så meget dyster indremission i Den Russiske Kirke som der er i IndreMission og … jaja, nu skal jeg nok holde op, men religion er ikke min foretrukne erkendelsesform.
Derimod fænger interessen på specielle skæbner, hvad har fået hende til at gå den vej, spørger jeg mig om. Man kan gætte, og hvis det var fiktion, ville man føle sig fri til at gætte: “hun er blevet grebet af renheden og den fromme tankes afstandtagen til sanselighed enten fordi hun har lidt overgreb eller også fordi hun er blevet bragt til at føle skyld og det har udløst en kædereaktion af beskyttelses-handlinger. Men det er som sagt et gæt.
@DAX: Tilgangen til hhv. nonne- og munkelivet er et interessant emne. Måske har du ret? Måske har du delvist ret? Det er næppe tilfældigt, at kvinder og mænd søger ind i de unge år og bliver opslugt (livstid for det meste) af et strengt struktureret fællesskab, der er indpakket i en religiøs uniform.
Det er næppe heller tilfældigt, at der er lange ventelister på bopæl i seniorfællesskaber i vor tid. Mange søger fællesskabet – af flere grunde. Nu kunne jo så indvendes, at den russiske nonne næppe oplever meget fællesskab i sit “ensomme” liv på Baagø; måske har hun netop søgt den religiøse single tilværelse og kan så….via Skype eller Internettet være i kontakt med sine ortodokse fæller, når tid og behov smelter sammen. – Jeg tænker hver gang, jeg møder hende og betragter hendes ansigt: Mon hun nogensinde har grinet af noget?
Ja det er interessante betragtninger som fører frem til mange faktorer, der trækker i samme retning vedrørende munke- og nonne-liv. Den sidste bemærkning svider: Har hun mon leet, smilet, været glad? Engang hvor det bagefter var pine og skyld?
@DAX: Dine sidste to sætninger antyder et nærmest s/m-lignende mentalt liv; noget, der godt kunne befordre tankevirksomhed omkring personer, der vælger at indordne sig under et religiøst fællesskab (intet nævnt, vist nok intet glemt).