Intro
Den britiske forfatter og historieprofessor (klassisk historie) Bettany Mary Hughes underholder på DRTV med seværdige reportager fra flere latinske lande. Hendes reportager fra de græske øer er glimrende. Det samme gælder Frankrig og Italien. Sidstnævnte med fokus på Firenze.
Hendes 175 centimeter høje og faretruende nedringede barmfagre kvindekrop gynger i takt med en uafviselig og smittende begejstring for emnet. Hun er en medrivende og glimrende formidler og der bliver ikke sparet på de sproglige superlativer. En velgørende formidlende kontrast til mangen en indtørret, belæst, gråskægget og selvhøjtidelig mandsperson med et humanistisk cv, hvis længde matcher 2 udrullede og sammenhæftede klapperslanger.
I Ms. Hughes´ udsendelser skinner solen (næsten) altid. Scenerierne er forbavsende levende og man kigger ofte hen mod de passive kufferter i huset, der i et tilfælde glædeligvis erindrer en tur til Firenze.
Udsigt fra den lille grønne park ved Porta San Niccolo
Firenze
Bortset fra fodboldklubben Fiorentina med hjemmebanen Artemio Franchi stadion var byen ikke speciel present i mine tanker. Men en avisannonce en kølig mørk og sludagtig martsaften for ca. 12 år siden fristede med en fly-tilbudsrejse inkluderet 3-hotelovernatninger.
Why not? – Det gav mig lyst til at besøge byen, hvis lædervareproduktion er verdensberømt. En erkendelse: Jeg har altid været “læderlig”. – Yderligere erindrer jeg fra en fortid en person, der mente at kende min personlighed tilstrækkeligt til at kalde mig “renæssancemand” i få ledige øjeblikke, hvilket gav yderligere næring til at frigøre nogle midler fra børneopsparingen. Således landede jeg ca. 2 uger senere i Amerigo Vespucci lufthavnen og søgte mod den skønne italienske by.
Lidt nænsom research fortæller interessante nedfaldspunkter. – Nogle kalder renæssancen for “Italiens guldalder”. I 1492 skrev en florentinsk præst og filosof ved navn Marsilio Ficino til en ven og beskrev de forgangne årtiers forbløffende præstationer. Det femtende århundred havde ifølge ham være en “guldalder” for de frie kunster, og discipliner som grammatik, lyrik, talekunst, malerkunst, skulpturkunst og arkitektur havde genvundet fordums pragt – “og alt dette i Firenze”.
Begrebet “renæssance” betyder genfødsel og antyder en redning fra forsømmelse og en mirakuløs tilbagevenden til livet. Der er blevet gjort forsøg på at forklare fænomenet rent økonomisk. Firenze var i 1400-tallet en af de rigeste byer i Europa. Bank- og handelsfolk havde udviklet nyskabende forretningsmetoder, såsom veksler, dobbelt bogføring og partnerskabskontrakter, dog var uldindustrien , som tidligere var en af byens vigtigste kilder til velstand, i kraftig tilbagegang i 1400-tallet.
Mange af 1400-tallets store kunstværker fra Firenze blev da også bestilt og ikke mindst finansieret af virksomheder og enkeltpersoner som bankieren Cosimo de´Medici, der var en af Europas rigeste mænd. Firenze anses som renæssancens vugge. Mange af de største kunstnere, arkitekter og tænkere fra 1400- og 1500-tallet arbejdede her, bl.a. Leonardo da Vinci, Michelangelo, Botticelli m.fl.
Endnu en vinklet udsigt fra den lille grønne park ved Porta San Niccolo
Domkirken Cattadrale di Santa Maria del Fiore
Ponte Vecchio
Firenzes berømte læderskole er et historisk og moderne håndværkssted, der blev grundlagt i samarbejde med Santa Croce-kirken og Gori-familien. Den blev oprindeligt etableret til at træne forældreløse og fattige børn efter Anden Verdenskrig. I nutiden tilbyder skolen stadig kurser i traditionelt læderhåndværk, hvor besøgende kan lære teknikker og skabe deres egne håndlavede lædervarer.
Fakta boks
Firenze (Florence på engelsk) er hovedstaden i den italienske region Toscana og en af Europas mest berømte kulturbyer. Den er udover sit link til renæssancen især kendt for:
-
Kunst og museer:
-
Uffizi-galleriet med verdensberømte malerier af bl.a. Botticelli (Venus’ fødsel), Leonardo da Vinci og Caravaggio.
-
Accademia-galleriet, hvor Michelangelos David står.
-
-
Arkitektur:
-
Domkirken (Il Duomo, Santa Maria del Fiore) med Brunelleschis ikoniske kuppel.
-
Ponte Vecchio, den middelalderlige bro med guldsmedebutikker.
-
Palazzo Vecchio, byens rådhus og et symbol på Firenze’ magt.
-
-
Medicierne: Den mægtige Medici-familie, som i århundreder styrede Firenze, var mæcener for kunstnere og gjorde byen til et centrum for kunst og videnskab.
-
Litteratur: Dante Alighieri, forfatteren til Den Guddommelige Komedie, blev født i Firenze og regnes som grundlæggeren af det moderne italienske sprog.
-
Mode og håndværk: Firenze er et af de vigtigste centre for italiensk mode og luksus håndværk, især lædervarer, smykker og skrædderkunst.
Refleksion
Firenze har i mange år været hovedkvarter for de kendte mærker Ferragamo (besøgte skobutikken ved Arno-floden, der varmt anbefales) og Gucci, men reelt har Milano efterhånden overtaget som Italiens modecentrum. Apropos de sprog- og tekstilinteresserede er det engelske ord for modehandler, a milliner, netop afledt af milaner, altså en person, der solgte varer fra Milano. Samme by er også i sandhed et besøg værd, men det er ikke inkluderet i dette italienske reflekterende moment.
Jeg ville (også) gerne have oplevet det berømte Uffizzi-galleri, men køen var simpelthen for lang til mit temperament. Samme galleri blev for øvrigt i 1993 udsat for et angreb (Mafia-orienteret), hvor to af de fem dræbte var børn, det ene kun 2 mdr. gammel.
Bag Italiens næsten uendelige mange skønne og seværdige områder opererer de fire magtfulde mafia-grene Cosa Nostra (Sicilien), Camorra (Napoli), ´Ndrangheta (Calabrien) og Sacra Corona Unita (Apulien). Hver organisation har sit eget geografiske område og sin egen struktur, men de er alle involveret i en bred vifte af kriminelle aktiviteter.
Og i skarp moralsk kontrast til nævnte opleves den magtfulde romersk-katolske tro i bygninger, klæder og handlinger, dog i en langt mere synlig variant end de nævnte fire kriminelle grupperinger stort set på alle matrikler i “støvlelandet”.
Betydningen ”genfødsel” refererer til forestillingen om, at den storhed i kulturen, der fandtes i antikkens Grækenland og Rom, blev genfødt i denne tid.
Links
https://www.dr.dk/drtv/episode/turen-gaar-fra-paris-til-rom_374903
https://en.wikipedia.org/wiki/Museo_del_Calcio
https://www.uffizi.it/en/the-uffizi
https://en.wikipedia.org/wiki/Bettany_Hughes
Foto: Erik Hulegaard
Renæssancen er fascinerende, både som begreb og som epoke. Indflydelsen på kunst, arkitektur og verdenssyn er langtidsholdbar.
Vi besøgte Firenze en sommerdag i 2005 og blev svært skuffede. Køen til Uffizi-galleriet var også alt for lang for os, og i det hele taget var der så mange turister, at jeg fik et lettere anfald af klaustrofobi. Centrum var en kødpølse af turister, gadehandlere og sikkert også lommetyve.
Vi søgte derfor ud i “sidegaderne”, væk fra centrum, og fandt da også en hyggelig café på et torv, men det kan man gøre overalt i Italien. Måske opleves Firenze bedst ved at følge den begejstrede Bettany Mary Hughes på TV.
@Eric: Det kan ikke undre, at du som erfaren Italiens-farer har besøgt renæssance-byen, selvom preferencen ligger til Sicilien. Men en augustdag må have været et meteorologisk storsvedende mareridt (som jeg også har oplevet i Rom og Venedig i en fortid). At se Ms. Hughes´ tv-udsendelse har været en fortrinlig repetition om en af Italiens mest indholdsrige byer alias Toscanas hovedstad.
Bettany Hughes’ programmer er indtil nu fløjet under min tv-radar, men det er en fornøjelse at læse beskrivelsen af både hendes formidling og egne oplevelser i Firenze. På fineste vis bliver historiske perspektiver, personlig nysgerrighed og konkrete oplevelser koblet sammen, så man næsten mærker både solen over Arno og historiens dybe rødder under brostensgaderne.
Refleksionen over renæssancens betydning, Medici-familiens mæcenrolle og byens uundgåelige tiltrækningskraft giver et godt helhedsbillede af Firenze – ikke kun som turistmål, men som kulturelt kraftcenter. Samtidig er de små anekdoter, som Ferragamo-butikken og egne associationer til læderhåndværk, med til at gøre teksten levende. Selv har jeg kun været på gennemfart i Firenze – men min slipsesamling tæller en håndfuld meget dekorative eksemplarer af mærket Ferragamo!
Tak for en særdeles underholdende og inspirerende hyldest til både formidling, historie og re
@Uffe Jerner: Jeg må “nøjes” med flamsk silkeslips og påny reflektere over, hvorfor jeg nød Ferragamo-forretningens indhold af æstetisk “læderlig jordforbindelse”. Men – både dengang og i nutiden – kender jeg svaret: Min 2´en eks (Marianne K-S og hendes nærmeste) nærede en livslang beundring af Støvlelandets mange artistiske eksempler, hvortil adderes eks-hustruens kompetencer som italiensk-underviser. I den tid var jeg selv meget anglofil, men jeg nød det lille ophold i Firenze en del år senere med en forunderlig afsmittende virkning fra fortiden. Kierkegaards uafviselige ord: “Livet må leves forfra, men kan kun forstås bagfra”.
Hvis pensionist-travlheden, herunder Netflix, giver plads, nyd da nogle af Ms. Hughes´ DRdk´s udsendelser, som kommentatoren også gjorde med andre emner i “Covid-19-tiden”.
For en del år siden havde jeg bestilt en rejse til Firenze og omegn, men den blev desværre aflyst af rejseselskabet. Når jeg læser om dine oplevelser i byen, kan det ærgre mig at jeg ikke kom afsted. Jeg har ikke set Ms. Hughes serie, men det kan jeg jo nå endnu (har fulgt dit link til DR.) Jeg har boet i Rom og besøgt Milano. Var det først efter renæssancen, at Rom blev et kulturcentrum? Jeg tænker på Thorvaldsen, som boede og arbejde i Rom i over 40 år.
@Per Jan: Når din travle pensionisttid tillader det, er et TV-besøg hos den begejstrede og barmfagre Ms. Hughes værd at anbefale. Omkring Italiens to største (og prægtigste) byer kan meget siges. Jeg har fortrinlige minder fra hhv. Milan og Roma. Dit spørgsmål omkring hovedstaden gav mig lidt hovedbrud, da jeg min historieinteresse (og viden) nok først opstartes fra Middelalderen.
Men jeg spurgte så en af de herlige robotter og svaret er direkte citeret: “Rom har været et globalt kulturcentrum siden grundlæggelsen i 753 f.Kr., først som epicentrum for det mægtige Romerrige (med monumenter som Colosseum og Pantheon) og senere som centrum for den katolske kirke og renæssancens kunst (med Vatikanet, Sixtinske Kapel), fortsat i dag med museer, arkitektur og som inspiration for kunstnere og forskere, f..eks. via Det Danske Institut i Rom.”