Denne sommer for 100 år siden sad Jacob Gade i et sommerhus i Tibirke og skrev en tango, som skulle bruges som akkompagnement til stumfilmen ‘Don Q, Søn af Zorro’. Tangoen blev spillet første gang 14. september 1925 i Palads Teatret i København og blev hurtigt superpopulær. Så meget, at det blev den mest spillede danske melodi verden over i årtier.
Det er således i dag 100 år siden!
Hensigten med den lidt fyldige – nedenfor nævnte – tekst om Jacob Gade er hovedsagelig for at anskueliggøre komponistens ret brogede liv og varierede tilgang til musik.
#########
Komponisten
Jacob Thune Gade blev født den 29. november 1879 i Vejle. Jacob, eller “Thune” som han blev kaldt, lærte sig som barn at spille violin og kornet, og allerede som femårig spillede han med i faderens orkester, der optrådte ved bryllupper, fester og begravelser i Vejle og omegn.
Jacob Gades opvækst som søn af en spillemand på landet er ikke meget anderledes end Carl Nielsens. Jacob stak af fra hjemmet som 15årig og søgte til København, for at gøre sin lykke som musiker og valsekomponist! Det blev en streng tid. Han kunne som ”fusker” kun få kortvarige engagementer på værtshuse, men omsider lykkedes det ham at opnå et engagement ved en badeanstalt på Østerbro, der havde en lille have med lettere klassisk musik. Det var et sommerjob, og i de kolde måneder tog han mere løse engagementer.
Som tyveårig fik Gade ansættelse på Frederiksberg ved etablissementet Lorry i Allégade. Lorry var ikke noget fashionabelt sted, men til gengæld under ledelse af den karismatiske direktør, Lorry Feilberg, Stedet kunne tilbyde underholdning med forskellige grader af lødighed (som man sagde i gamle dage), en række lokaler med både sang og musikalske indslag og alt under mottoet ”festligt folkeligt og fornøjeligt”. Feilberg digtede også en tekst til en melodi af Gade, Der er sollys i modne druer, og teksten mere end antyder den lette diverterende stemning der herskede.
På Lorry traf Gade skuespillerinden Elna From. De levede sammen i seks år, fik tre børn, men blev aldrig gift. På trods af sin opslidende livsførelse, og – påstås det i tilgængelige informationer – tværs igennem Lorrys spiritus- og tobakståger, holdt Gade alligevel fast i sin drengedrøm: han ville være komponist, kapelmester og valsekonge, og som komponist var han til stadighed aktiv.
Den første succes
Gade havde i sine ungdomsår skrevet en række valse for klaver. Allerede i 1900 havde han udgivet sin første vals, Irenen-Zauber, men først i 1915 udgav han en stor vals, Valse pleurante udsat for mindre salonorkester. Valsen blev udgivet under pseudonymet Maurice Ribot, et af flere navne han må have fundet egnet til at markedsføre sig som (fransk) valsekomponist. Derpå fulgte en række andre valse, angiveligt komponeret af Maurice Ribot og alle med franske titler. Jacob Gades valse adskiller sig i stilen fra fx H. C. Lumbyes, der lægger sig tæt op ad forbillederne fra Wien. Men Gade har formodentlig på et tidspunkt indset, at som traditionel valsekomponist, var han mindst 50 år for sent ude.
Det var nye tider, og i 1922 skrev Gade en Tango foxtrot, Valentino. Derefter fulgte hans mest kendte foxtrot, Det var mig og Maggidudi (La petite Maggidoudi), der skulle blive en slager med et langt liv. Den blev første gang fremført ved en Tivolirevy i 1923 af den populære Carl Alstrup. For Jacob Gade blev det hans første gedigne succes som komponist, og noden blev solgt i utallige eksemplarer.
Violinist og dirigent
De større etablissementer i København havde alle et orkester af en vis standard. Efterhånden som den tidlige rytmiske musik blev populær, måtte orkestrets violinister lære sig at traktere en saxofon (blogejerens yndlingsinstrument, red.) , og mange af dem tog den nye jazzens blæser til sig. Dette gjaldt ikke for Jacob Gade. Også her var han den mest klassiske i restaurationsmiljøet, og han kom meget tidligt i sin karriere til både at optræde foran orkestret som dirigent. Det er uvist, hvorfor Gades kontrakt med Lorry blev opsagt, men i årene der fulgte skiftede han ofte arbejdsgiver og flyttede fra sted til sted i byens lettere musikliv: National, Metropol, Arena-Theatrets Varieté (her stod han i spidsen for et 30 mands orkester), hotel Phønix i Bredgade og fem år på hotel Bristol på Rådhuspladsen. Gade fandt gennem en årrække et kunstnerisk tilfredsstillende arbejde på Dagmar Teatret i Jernbanegade og skrev her musik til flere af forestillingerne.
Jacob Gades violinspil var, skønt han alene havde måttet raffinere det ved privatlektioner og midt i det travle arbejde som orkesterleder, efterhånden nået op på et højt teknisk niveau. Han havde øre for klang og en udviklet sans for harmonik – det stof som en komponist dannes af. Men for at blive anerkendt som klassisk skolet musiker, skulle man spille i Det Kongelige Kapel. Dette lykkedes som bekendt for Carl Nielsen, men ikke for Gade, og det skønt at Gade utvivlsomt har været en langt bedre violinist end Nielsen. I februar 1919 gav Jacob Gade en violinaften i Casinos koncertsal i Amaliegade. Han spillede en violinkoncert af Paganini og J.S. Bachs solosonate i G-mol. Men det var tid at bryde op. Han ville prøve lykken i Amerika.
Til USA – og tilbage igen
Kort efter sin ankomst til New York fik han ansættelse ved storbiografen Capitols symfoniorkester og efter en konkurrence blandt adskillige hundrede deltagere, hvor han netop spillede Paganini-koncerten, sikrede han sig en af de to ledige pladser i National Symphony Orchestras primoviolingruppe. Her spillede Gade i to år med ikke mindst verdensdirigenten Willem Mengelberg. Under Mengelberg oplevede Gade at opføre bl.a. Mahlers 1. symfoni i Carnegie Hall, orkestrets faste spillested. Og dette længe før man spillede den verdensberømte tjekkiske komponist Mahler i Danmark. I 1921 tog Jacob Gade og hans kone Mimi til Danmark på ferie, men først udskød de tilbagerejsen til USA, og så valgte de at blive i København.
Tango Jalousi i Palads Teatret
Der havde i 1921 været kræfter i gang for at ansætte Gade som leder af Paladsteatrets orkester, og med hans erfaringer fra Capitol-biografen i N.Y. mente man, og med rette, at han ville var den helt rigtige mand til opgaven. Paladsteatret var ikke en biograf i den forstand vi kender det i dag. Biografen var bygget efter amerikansk målestok og havde plads til 2.500 mennesker. Gade rådede her over et orkester på 24 musikere, og det er denne besætning Gade skriver for i 1925 ved Tango Jalousie’s førsteopførelse.
Palads-orkestret talte adskillige af datidens mest betydelige musikere, og det blev betragtet som byens bedste efter Det Kgl. Kapel. Gade måtte selv tilrettelægge filmmusikken, og han skrev fire samlinger af Kino- brugsmusik, der med ”elastik” i kompositionerne kunne forkortes og udstrækkes efter behov. Men orkestret havde også sin egen fremtræden, og her opførte man populære ouverturer, operafantasier, wienertoner og naturligvis også H.C. Lumbyes kompositioner. Ved særlige lejligheder komponerede Jacob Gade selv den koncerterende musik.
Gade skrev efter Tango Jalousies gigantiske succes flere andre tangoer, Romanesca, Glamour og El Matador og af længere orkesterværker bl.a. Leda og Svanen, Suite d’Amour, Den sidste Viking og Bryllup på Himmelpind. Wessels små digte og aforismer satte han i rammende toner, og hans samlede værkfortegnelse rummer mere end 100 kompositioner.
Assens – Thorøhuse
Jacob Gade var takket være Tango Jalousie blevet en holden mand. Under 2. Verdenskrig flyttede han i 1943 med sin hustru Mimi til Thorøhuse ved Assens på Fyn. Her nød han sit otium, og den lille by kunne glæde sig over en skatteborger, der i realiteten holdt det hele i gang. I 1956 tog Gade skridt til at oprette det legat, der bærer hans navn. Komponisten bevarede i forbavsende grad et godt helbred frem til sin død den 20 februar 1963 som 83-årig.
.
Komponistens hjem de sidste 22 år af sit liv
Nærmeste familie
Jacob Gades hustru, skuespilleren Mimi Rasmine Hansen Mikkelsen var barnefødt i Barløse (Assens Kommune). Faktisk var på hendes opfordring, at ægteparret bosatte sig i et lille dejligt hus i Thorøhuse, den idylliske forstad til Assens. Hun var datter af gårdejer Hans Mikkelsen og Anne Marie Hansen.
Mimi Gade døde som 74-årig i 1950 og blev begravet på Assens kirkegård, hvor også Jacob Gade blev begravet. Efter hustruens død boede Jacob Gade i det lille hyggelige hus i Thorøhuse indtil sin død. Jacob Gade beholdt parrets husbestyrerinde Petra Larsen, der arvede huset med indbo og det hele. Da hun døde viste det sig, at hun havde testamenteret et maleri af Jacob Gade til Willemoesgårdens kunstsamling (Assens centrum), så han kunne hænge her sammen med sin Mimi.
Tsigane – Tobaksgaarden
En af Gades mest berømte kompositioner er Tango tsigane eller Tango jalousie, som den også blev kaldt. En passioneret tango fyldt med længsel og følelsesmæssig intensitet. Tangoen blev et af Gades mest internationalt anerkendte værker, og blev spillet af orkestre og musikere verden over.
“Tango Jalousie” blev – som nævnt indledningsvis – oprindeligt skrevet for orkester som musik til filmen om Zorros søn, Don Q med Douglas Fairbanks og Mary Astor. Uropført ved filmens københavnske premiere i Palads Biografen den 14. september 1925, hvor Jacob Gade selv var dirigent og spillede den smægtende violinsolo.
Gennem årene har “Tango Jalousie” været brugt i adskillige film, tv-shows og reklamer, hvilket har cementeret værkets plads i populærkulturen. Melodien er straks-genkendelig for mange og er stadig en elsket standard i tango-repertoiret.
På den lokale kulturinstitution Tobaksgaarden i Assens by arbejdes der på at etablere et formidlings- og oplevelsesunivers, som tager afsæt i Jacob Gades liv og virke.
Overskriften for projektet er TSIGANE, opkaldt efter Tango Tsigane (=Tango Jalousi). Et formidlings- og oplevelsesunivers omhandlende Jacob Gade . I skrivende stund – 14. september 2025 – haves ingen sluttermin.
Lokal markering
Thorøhuse Forsamlingshus markerer naturligvis dagens begivenhed ved musik, middag og fortællinger i Jacob Gades ånd. Festprogrammet indeholder Sandagerkoret, der opfører nogle af komponistens folkelige musikstykker, efterfulgt af lokale borgeres personlige erindringer om Gade. Festmiddagen underlægges tango-musik. Afslutningen er et fakkeltog til “Jakob Gades hus” (jf. foto ovenfor), inden Assens Harmoniorkester afslutter dagen med fællessang. De 88 billetter er revet væk.
Links
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/dansk-kaempehit-fylder-100-aar-og-det-tjener-stadig-penge-hjem
https://www.drkoncerthuset.dk/kalender/2025/tango-jalousie-100-aar/tango-jalousie-100-aar/
https://jacobgadeslegat.dk/tango-jalousie/
https://www.youtube.com/watch?v=ELDZ67kkYfM&list=RDELDZ67kkYfM&start_radio=1
https://politiken.dk/kultur/art4938309/Jalousi-endte-i-H%C3%B8jesteret
https://thoroehuse.dk/bylaug/omtale/om%20jacob%20gade.html
https://tobaksgaarden.dk/wp-content/uploads/2023/01/TSIGANE_prospekt.pdf
Tango Jalousie var meget spillet i radioen i min ungdom; nu er det vist sjældent at den bliver spillet? “Det var mig og Maggidudi” kan jeg også huske, nu du nævner den. Tak for et fint resumé af Jacob Gades live. ps. jeg havde en grandonkel som spillede til stumfilm på Regina Teatret i Århus indtil talefilmene kom. Så spillede han som kapelmester på bl.a. Bellevue Strandhotel og nu og da i Palmehaven på D’Angleterre, som jeg har hørt i radioen. Hans bedstefader var spillemand i Bogense.
@Per Jan: Også jeg erindrer den verdenskendte melodi fra radioen. Gennem mine mange rejser i Europa har jeg i sekvenser stødt på melodien i nattelivet og ofte oplevet en ekstrasystole 😉 af national stolthed. Min veninde boede med sin daværende mand og familie et tidspunkt skråt overfor Gades hus mange år senere i det idylliske Thorøhuse, som du også (med mig) besøgte. Som fremgår af links “rejste jeg lidt digitalt” rundt for at forsøge at vinkle 100-års begivenheden. – “Kapelmester på Bellevue Strandhotel” – et fortidigt kendt semi-fornemt underholdningstempel, som erindres udefra (blev iflg. opslag afviklet i 1971). Spillemand i Bogense – jovist – til din erindring under besøgene i samme nordfynske by med bl.a. den lille Manneken Pis.
Det er fascinerende at se, hvordan Gade trods modgang og skiftende vilkår blev ved med at forfølge sin drøm og endte med at skabe en af de mest ikoniske melodier i musikhistorien. Især det er interessant, hvordan hans liv afspejler en blanding af folkelighed og internationalt format – fra små kroge i Danmark til Carnegie Hall i New York.
At Assens i dag arbejder med projektet *TSIGANE* som formidlingsunivers er en fin måde at videreføre arven på, så nye generationer kan opdage både mennesket og musikken bag navnet Jacob Gade.
@Uffe Jerner: Under den forsøgte sammenfatning af researchen blev jeg faktisk også lidt paf over hans “brede repertoire” af både folkelighed, berejsthed og musik. Om “TSIGANE” bliver andet end et “papirprojekt”, vil tiden vise. Men byens ildsjæle, herunder velpolstrede entreprenører, er faktisk imponerende gode til dels at rejse fondsmidler, dels at (nogle gange med kraftige forsinkelser) at få etableret relevante mindesmærker.
Interessant livshistorie der også fortæller en del om hans samtid. Tak for den!
@Eric: 100 års fødselsdagen gav det logiske indfald, hvor jeg så forsøgte at vinkle den afdøde musikant, der “berigede” både omgivelserne og sine egne lokale bankkonti.