Hundested
Jeg er kommet med uregelmæssige tidsforløb i byen siden 1957. Derved kan mine mange tilbagevendende besøg ikke undgå at smitte af på min holdning og sammenligninger. På et tidspunkt medio 1980´erne var det tæt på huskøb i byen, men omstændigheder trak en anden vej.
Byen på den yderste vestre spids af kommunen Halsnæs (fusion af Hundested og Frederiksværk pr. 2007) rummer personlige minder og i større urban skala indeholder byen Hundested også ups and downs i velstand gennem de seneste decennier.
Befolkningen i Hundested by rummer aktuelt ca. 8.500 indbyggere på et areal af 799 ha. Den 3 km lange Nørregade-Søndergade forbinder Hundested med det lidt ældre fiskerleje Lynæs mod syd. Hundested fik sin jernbane (fra Frederiksværk) i 1916 og en (af flere) logistiske konsekvenser var etableringen af en egentlig færgeoverfart til Rørvig (Region Sjælland) 30 minutters sejltur i vestlig retning, hvilket blev opstartet d. 16. maj 1928. En gren af familien Hulegaard havde netop året før købt fritidshus (Det Gamle Toldsted) ved Rørvig havn og glædede sig over dette tiltag.
Færgedriften i byen blev fra 1934 og frem til 1996 nok lige så kendt for ruten Hundested-Grenaa, der havde sin storhedstid i 1970´erne og 1980´erne med løbende opgraderet tonnage, indtil konjunkturerne og anden færgedrift (Odden-Ebeltoft) tog livet af ruten. Hundested havn var samtidig en travl fiskerihavn i en del år, men også denne aktivitet er blevet kraftig nedgraderet de seneste årtier. Den sydlige del af havnen benyttes nu kun til godshavn og i nyere tid til lejlighedsvis anløb af enkelte krydstogtskibe (krydstogtpassagerer køres i busser til udvalgte seværdigheder i Region Hovedstaden under opholdet).
Det skal i denne forbindelse adderes, at lukningen af færgeruten Grenaa-Hundested i 1996 gav et tab på 15 mio. kr., som var medvirkende årsag til, at kommunen i slutningen af 1990´erne måtte søge Indenrigsministeriet om særlig økonomisk støtte, hvilket er en nænsom formulering af sandheden: Hundested Kommune blev sat under administration af Indenrigsministeriet i en periode. Men trods krisen voksede Hundested Havn som industrihavn med rum for fiskeri, lystbåde og turistfaciliteter.
I nutiden (oktober 2023) opleves byen uden for turist- og sommersæsonen charmeforladt. Når man som blogejeren har kommet der gennem mange år på alle fire årstider, opleves en noget slidt by med butikslukninger m.m. Den (næsten) altid friske vestenvind sørger dog fortsat for, at luftforureningen er minimal. Et mindre museum ved havnen med “sandfigurer” kan besøges i den lyse tid 18/05-22/10 2023. Sandskulptur festivalen har siden starten i 2012 kørt med forskellige temaer. I 2023 “Once upon a time”. (link nedenfor). Ellers er der af kulturelle indslag kun:
Knud Rasmussens Hus
Museet er et stemningsfuldt museum og mindestue for Danmarks mest berømte polarforsker. Polarforskerens arbejdshus i cottagestil blev opført 1917 efter tegninger af arkitekt Helge Bojsen-Møller. Huset ligger placeret på en stor naturgrund med udsigt over Kattegat, i Hundesteds nordlige udkant, tæt på Spodsbjerg Fyr. I godt vejr kan man se helt til Hesselø, som ligger ca. 26 km væk, hvilket jeg kan bekræfte fra mit aktuelle besøg.
Man kan opleve den autentiske stemning i huset, som det så ud for 100 år siden. Her kan man bese årets særudstilling og lære mere om Knud Rasmussens fantastiske liv og de mange polarekspeditioner. I 1936 blev der på grunden rejst en imponerende mindevarde for polarforskeren. Over varden står Spodsbjerg Fyr på det højeste punkt i området. Knud Rasmusens Hus er det helt rigtige sted at starte en frisk gå- eller vandretur i den omkringliggende natur og bla. besøge det lille bysamfund Kikhavn, hvor salig statsmin. Anker Jørgensen havde sommerhus i mange år.
Huset blev bygget som sommerhus for Knud Rasmussen og familien. Det blev dog mest brugt som arbejdshus for Grønlandsfareren – et fristed på afstand af storbyen, berømmelsen og forstyrrelserne. I Hundested fandt han ro til at fordybe sig med sine manuskripter, planlægge nye ekspeditioner samt mødes med venner, kollegaer og andre forfattere i smukke omgivelser. I 1939 overdrog Dagmar, Knuds enke, huset til offentligheden. Det har været museum lige siden.
En voldsom brand hærgede dele af museet i 2011, men blev efterfølgende restaureret. Mange recidiverende gæster oplever, at den nuværende version tilmed er mere autentisk.
Biblioteket i Hundested (Halsnæs Bibliotek) viser litteratur om Grønlandsfareren
Økosamfundet Dyssekilde
Lidt uden for Hundested i østlig retning (mod Frederiksværk) ligger “Økosamfundet Dyssekilde”, der gennem snart mange år har praktiseret en alternativ livsform. I Torup Spisehus serveres (naturligvis) vegetariske, veganske og diverse kødmåltider. Torup Marked har hver lørdag fra juni til oktober et “berømt marked” , hvor der sælges lokale produkter fra Økosamfundet. På udvalgte tidspunkter arrangeres guidede ture i miljøet.
Diverse andre illustrationer fra Hundested:
Knud Rasmussens varde og Spodsbjerg Fyr
Knud Rasmussens varde, museet (til ve.) og udsigt til Rørvig på den anden side af fjorden
Spodsbjerg Fyr – Fyret er ni meter højt og har en lyshøjde på 40 meter. Det første fyr opførtes i 1845. Nuværende fyr er fra 1907 og er et vinkelfyr
Hundested Skanse opførtes i 1809 i forbindelse med Englandskrigene 1807-1814. Sammen med Skansehage i Rørvig på den anden side af fjorden skulle indsejlingen til Isefjorden beskyttes. Skansen havde i 1809 otte kanoner og to morterer. I dag står kun fire kanoner tilbage, og dele af voldanlægget er styrtet i havet. I dag fredet som fortidsminde
En vandretur på ca. 2 km ad Spodsbjergstien i ØNØ retning fra Spodsbjerg Fyr strækker sig til fiskerlejet i Kikhavn
Opmarchplads for biler og pass. til Hundested-Rørvig færgen
Indre marina i Hundested havn
Hovedgaden i Hundested
Lynæs Kirke er beliggende på Kirkebakken i den sydlige Hundestedbydel Lynæs. Kirken blev indviet 1901
Hundested-Rørvig overfartens færger. Til ve. M/F Nakkehage og til højre “flagskibet” M/F Isefjord
Links:
https://knudrasmus.dk/bes%C3%B8g-os/om-museet
https://denstoredanske.lex.dk/Knud_Rasmussen
https://da.wikipedia.org/wiki/Hundested
https://torupsogn.dk/page/998/lyn%C3%A6s-kirke
Note:
Med færgen fra Grenaa til Hundested, af Jan Vinther Christensen – ISBN 978-87-90924-36-2.
Der findes næppe en bedre og mere fyldestgørende beskrivelse af Grenaa-Hundested overfartens historie.
Tak for endnu et interessant indlæg om en for mig ukendt krog af landet. Det er svært for småbyerne, at få enderne til at mødes. Butiksdød lyder bekendt, og det pulserende liv på fotoet af hovedgaden taler sit eget sprog.
@Eric: I mine unge dage (si´r den gamle mand 😉 ) var hovedgaden fuld af liv og aktiv forretningsliv. I dag – udenfor sæson – nærmest stendød med tomme butikker. Nye tider, som vel også kan konstateres på forskellige “feriedestinationer” i Region Nord.
Bortset fra en enkel gang, hvor jeg var med bilfærgen fra Grenaa til Hundested, har jeg ikke været der. Jeg har dog tænkt på at besøge Lynæs Fortet ved lejlighed, da jeg havde en ældre bekendt, sin opholdt sig på fortet, da tyskerne i 1943 tog marinesoldaterne til fange. Når jeg besøger fortet må jeg ved samme lejlighed så se byen og museet.
@Per Jan: Skal du have noget (positivt) ud af Hundested, bør de se den i sommersæsonen. Jeg har kun passeret det nævnte: https://nordfronten.dk/ffsider/ffleksikon/lynaes/lynaes.htm
Den beskrivelse af det vinterlige Hundested er sikkert meget rigtig, både nu og før, men på den anden side er dansk gråvejrsvinter kedelig de fleste steder. Man skaber undtagelser med lyskæder og jul.
Det mest alvorlige ved Hundested og lignende havne er faktisk at fiskeriet af konsumfisk er gået så langt tilbage, både pga. overfiskeri og forurening. Da jeg arbejdede i Hundested i 1991 var der i havnen blåt af fiske kuttere, men allerede i 1995 var havnen forladt.
Historien om den gode S-borgmester, som gerne ville have byens til at trives og investerede i skolemøbel-produktion eller lignende, den har du enten undertrykt eller glemt. Det var samme borgmester tror jeg som købte en ny Hundested færge, der skulle være hurtigere, men som ofte havde problemer.
Her på det sidste har jeg været glad for opmuntrende kommentarer om helbred og rejse. Det er vigtigt at bevare bevægeligheden, og det gør du godt.
@DAX: Decimeret udbytte af konsumfisk samt (ikke mindst) lukningen af Hundested-Grenaa har medvirket til stagnation. Som nævnt i indlægget har mine (overnattende) besøg i Hundested været med spredte terminer henover årene. Derfor er historien om borgmesteren og skolemøbler etc. ukendt for mig.
Omkring M/F Isefjord er jeg mere på hjemmebane. Færgen blev kontraheret på et værft i Bangla Dehs efter flere års kreditgivende tovtrækkerier (Danske Bank afviste at støtte en dansk/europæiske værftsløsning). M/F Isefjord har siden 2013 gjort pænt maritim fyldest på ruten og den gamle M/F Nakkehage (tidl. blandt andet Assens-Årøsund) forventes udrangeret i 2024 som overfartens reservefærge.
Apropos logistik håber jeg fortsat, at din snarlige US-rejse må blive vellykket i alle måder; godt at du tager Malte med på turen.
Jeg tror at den aluminiumsfærge, som borgmesteren købte ca. 1994 var en hurtigfærge til Grenå, ikke Rørvig.
Måske jeg senere vil finde lidt mere. I min erindring står en situation hvor borgmesteren besøgte den virksomhed hvor jeg arbejdede og holdt en jubilæumstale til ejeren.
@DAX: Der var noget turnaround ved færgedriften de sidste år. Detaljerne kan ses i indholdet: https://www.faergejournalen.dk/gre-hun/GHL_Hist.html