Lægen, der flygtede til Sri Lanka

Filmen “Munken”

Jan Erik Hansen (1960-2018) var en anerkendt læge og forsker.  Han syntes at have det hele: karriere, hus, kone, en lille søn og millioner i bevilling til at finde kuren mod hiv. Han var blandt de bedste på sit felt. En succesrige læge og videnskabsmand i det bedste danske hospitalsteam indenfor infektionsmedicin på Hvidovre hospital i 1980´erne, hvor verden pludselig oplevede den dødsensfarlige HIV-smitte og AIDS. Drømmen om en medicinsk Nobelpris var ikke urealistisk. Men pludselig trak han i 2001 stikket. Forlod sit velpolstrede danske liv og blev buddhistisk skovmunk i et fjernliggende område af Sri Lanka.

For skovmunken var det underordnet, om omvæltningen skyldtes en midtlivskrise, en fødselsdepression, stress eller guddommelig intervention. Faktum for ham var, at han nu hed Bhante og boede på et bjerg i Sri Lanka, hvorfra han gennem sin YouTube-kanal guidede folk fra hele verden mod Nirvana.

Dokumentaristerne  Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen opsøgte munken for at lære om hans teknikker til at lægge den vestlige verdens hamsterhjul bag sig, og samtidig ville de lave et dokumentarportræt. Men da de vendte hjem til det kolde Danmark, trak fornuften i en anden retning. Selv om Bhante malede smukke billeder og prædikede om den harmoni, han havde opnået ved at vende kapitalismen ryggen, anede de to anerkendte filmskabere en benægtelse.

De modstridende agendaer, som udspillede sig under optagelserne, var imidlertid bemærkelsesværdige.  Ærligheden i at lægge det hele frem var slående. For det er trods alt ikke hvilken som helst YouTube’er, der med ro i stemmen sendte Jargil og Sønderby Jepsen retur til Danmark.

Selvbevidstheden hos Bhante alias den tidligere danske infektionsmedicinske ekspert fejlede ikke noget. Hvor dokumentarist-parret Jargil og Sønderby Jepsen gerne ville fortælle historien om radikale valg og konsekvenser, var Bhantes ønske for projektet nærmest det modsatte. Det kunne nemlig ikke være ham mere fjernt at diskutere fortiden, når han med fuld fart kæmper sig mod sjælelig fred i Nirvana.

Et af filmens mest – nok det mest essentielle – spørgsmål var, om der gemte sig mere i Jans valg:

Er det virkelig et mentalt sundhedstegn at være i stand til – fra den ene dag til den anden – at trække sig fra civilisationen?

Grundet “kreative uenigheder” (har man ikke hørt det før 😉 ) blev samarbejdet afbrudt. Det betød dog ikke, at filmen blev skrinlagt. For de næste fire år fortsatte skovmunken med at optage på egen hånd. Men da hans liv tog en voldsom drejning, får parret af tragiske veje en dag alle optagelserne overleveret.

Lægesønnen, der gennem sin barndom blev hos moderen i Danmark, er ikke meget for at komme med konklusioner om sin fars liv. Han siger hårdt fra, da dokumentaristen Christian Sønderby Jepsen forsøger at lægge ord i munden på ham.

Munken ender som en splittet fortælling med interessante kreative uenigheder. Den er et portræt af et menneske, som tager sine hemmeligheder og inderste følelser med i graven. Ved at bede publikum godtage de manglende svar og acceptere det ukendte, ender hovedpersonen med at få det sidste ord.

”Så længe man ikke accepterer verden, som den er, sætter man næsen op efter skuffelse og udelukker lykken,” som han siger til slut i filmen. Det er unægtelig en påstand, som man kan bruge tid på at reflektere over. Selv havde den kontroversielle læge og skovmunk en drøm om at se en leopard i sit selvvalgte srilankanske refugium. Han havde opsat nogle natkameraer til formålet. Ironien var så, at et af disse fangede netop et leopardbesøg…..efter hans død, hvilket var filmens slutning.

Refleksioner

Filmen har stort set fået gode anmeldelser.  Som mangeårig biografgænger har jeg set x hundrede film af forskellig A- som B-film klasse samt dokumentarfilm gennem flere årtier. Denne dokumentarfilm har nu og da nogle interessante scener, men “overall” forekommer den uendelig rodet i sin fremstilling. Det ville i sandhed også have klædt denne forestilling med undertekster. Min forventning til filmen var selvklart et svar – eller næsten svar – på, hvad der drev denne succesrige læge væk fra sin på mange måder velfungerende hverdag i Danmark. Jeg fik ikke svaret. Filmens hoved- og bipersoner (hustru, søn, samarbejdspartnere i hospitalsmiljøet) blev i sekvenser interviewet og fremkom ikke med et operationelt svar.

Personligt har jeg via forskellige sociale cirkler oplevet, hvor besynderlig mennesket kan reagere. Det gælder begge køn. En af “specialiteterne” er at forsvinde fra den aktuelle sociale platform. Årsagerne er flere såsom depressioner, midtlivskriser (begge køn), kriminalitet, religiøsitet og simpel nysgerrighed. Foreningen “Missing People” kan være et trøstende anker for pårørende til de cirka 600 danskere, der menes at forsvinde hvert år.

Men netop filmens hovedperson opleves speciel, fordi hele det “alternative sceneri” kunne beskrives som ambivalent: Flugten fra familie og professionel dagligdag versus en aktiv YouTube-kanal-forbindelse med omverden. Filmens hovedperson blev 58 år. Dødsårsaget antydes som suicidium (selvmord). Ligeledes antydes en begyndende demens, som “lægen” selv er bevidst om som forklaring på livets slutning. Faktisk er disse sekvenser noget af det mest forståelige i filmen.

Et af de mest betydningsfulde ord i livet er “Hvorfor?” –  Vi kan næsten dagligt anvende det i forskellige situationer til at søge forståelse, afklaring og dermed linke til en stillingtagen om stort og småt. Motivfortolkning anvendes både be- og ubevidst næsten dagligt i alt fra akademiske sammenhænge og til betydningsløse øjeblikke.

“Hvorfor” reagerer mennesker som de gør i x antal sammenhænge? –  Svarene er ikke altid enkle og ofte kombinerede af flere forhold, men som alt overvejende hovedregel kan “hvorfor” forklares –  det savnede jeg (og sikkert også andre) i denne sammenflettede dokumentarfilm. 

Filmen spilles i udvalgte få biografer i Danmark, hvor “smalle film” indimellem præsenteres. Denne gang var den for smal!

Links:

https://kino.dk/film/munken

https://www.youtube.com/watch?v=V-4cfUDUvpw

https://www.familiejournal.dk/livshistorier/artikler/parret-bag-dokumentaren-munken-fascineret-af-tanken-om-staa-af-raeset

 

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Lægen, der flygtede til Sri Lanka”

  1. Jeg læste en avisartikel for nylig om Munken. Selvom filmen forekommer dig noget “rodet”, så ser jeg frem til at filmen engang måske vises på TV. Som du også påpeger, er det underligt at han søger fred og fordybelse i et øde skovområde i Sri Lanka, samtidig med at han er aktiv på YouTube!
    Det er uforståeligt at nogen kan foretage et sådant skifte livet, når de også har familie, men det har man jo hørt om før.

    1. @Per Jan: Alene det forhold, at Sri Lanka er inkluderet i handlingen, må selvklart interessere dig med din uafviselige viden om ø-staten. Sikkert velegnet til en tv-aften og efterfølgende kan man/du jo så spekulere over, om min bedømmelse var “retvisende”.

  2. Mønsterbryderen har altid fascineret, især hvis han giver indtryk af at have fundet lykken, som for så mange er så flygtig. Spørgsmålet melder sig: “Kunne jeg gøre det samme?”
    Hvad drev skovmunken? Det endelige svar får vi næppe, men jeg bemærker, at du med din overskrift hælder til flugtmotivet, som måske her kan omskrives til den realiserede virkelighedsflugt.
    Helt uden ironi må man konstatere, at den mønsterfølgende tilværelse med alle dens krav kan være en voldsom psykisk belastning, især hvis man higer efter en højere mening med livet end blot artens reproduktion.

    1. @Eric: Med den livserfaring, vi begge oppebærer, er der grundlag for en “kvalificeret” vurdering og (måske) eftertanke: “Kunne man selv gøre det?” Ja, “flugtmotivet” er afgjort en mulighed med den – for mig – ulogiske link til YouTube. Adderende har buddhisme nogle gange en magnetisk virkning på mere eller mindre troende vesterlændinge….

  3. Det er ikke ligefrem en opfordring til at se Banthe – men til gengæld er refleksionerne så dybe at man er klar over at filmen kan sætte noget igang.

    Hvis man er blevet indpodet med glæden for kunst og musik (åhja musik er også kunst) så har man ikke urealistiske forventninger til livet, så bliver man ikke skuffet, men overrasket, glad, opløftet, hver gang man sammen med andre hører hvordan lyd og billede kan skubbe blidt til livsglæden.

    1. @DAX: Jovist, filmen sætter afgjort noget igang hos enhver – især erfaringsbåren – læser/filmseer. Gennem mine 36 professionelle år i hospitalsverden har jeg mødt et utal af læger, hvoraf mange var musikbegejstrede. I nogle tilfælde var det helt sikkert en stærk “backinggroup” til deres til tider hårde hverdag, i andre tilfælde var det nærmest kun “lydtapet”. Selv har jeg det meste af mit voksne liv benyttet mig af musikkens forunderlige mulighed for stemninger, meget afhængig af mit eget behov for “understøttelse”.

      Jeg er ikke et nanosekund i tvivl om din musiske professionalitet og har noteret mig dine ord i sidste afsnit.

    1. @Eric: En besynderlig personlighed. Læger kan indimellem være meget sammensatte personer. Tro mig – jeg har mødt nogle af slagsen. 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

76 − 69 =