Den ungarske adelsmand

 

Andreas – starten

Nøjagtig fem år efter verden havde oplevet den første atombombe i  krig (Hiroshima, 06. august 1945) så Andreas verdens lys på en fødeklinik i den ungarske hovedstad Budapest. Moderen var lærerinde. Faderen forretningsmand. Få år senere kom en lillesøster til verden, hvis tilbagestående udvikling ikke på nogen kunne matche Andreas´ intellekt og naturlige udvikling. Familien var adelig (på moderens side).  I en alder af 6 år skete der noget afgørende i hans liv: Familiens flugt mod vest i nogle stemningstunge oktoberdage i 1956 fra Ungarn til Østrig.

::::::::::::::::::::::

Den forsøgte borgerkrig 

Selvom Ungarn var kendt som “den bedste barak” i det daværende Østeuropa alias Warszawa-pagtlandene, var det alligevel utåleligt for mange ungarer. USSR og de broderlige østeuropæiske kommunist-ledede stater mente, at den ungarske frihed skulle indrammes og der skulle ro på flokken; i hvert fald set fra Kreml.

Denne justits blev godt hjulpet af den ungarsk-talende sovjetrussiske ambassadør Jurij Andropov (1914-1984) i Budapest.  Skulle nogle genkende navnet, var der (ganske rigtigt) tale om den mest magtfulde KGB-chef i en årrække (1967-1983). Andropov fik til sidst en kortvarig karriere som USSRs øverste magthaver (1982-84). I en alder af knap 70 år  blev den afbrudt af døden i forbindelse med nyresvigt. En stærkt formildende egenskab hos denne benhårde og dødens farlige USSR-leder var hans mentor-rolle for en senere verdenskendt russer, Mikhail Gorbatjov (f. 1931). Begge kom fra Kaukasusområdet.

Et ultrakort tilbageblik for at indramme baggrunden for, hvad der skete i nogle oktober- og november dage 1956. Faktisk var det russerne selv, der startede. Den sovjetrussiske leder Nikita Khrusjtjov havde holdt en tale på partikongressen i Moskva, hvor han til manges overraskelse fordømte Stalins forbrydelser (ingen kunne vel være uenige med ham). Men kort tid efter begyndte studenter i Budapest at demonstrere i sympati med de strejker og uroligheder, der havde fundet sted i Polen. Man sang den ungarske nationalsang, krævede de sovjetiske tropper ud af Ungarn og ikke mindst krævede befolkningen frie valg. Demonstrationen i Budapest havde bred opslutning ikke bare af arbejdere, men også af politi og militær. Det var den berømte aften 23.oktober 1956. En stor statue af Stalin blev væltet. Og den tilsyneladende politiske medvind fortsatte: Moskva gav accept på, at den populære politiker Imre Nagy kunne vende tilbage til magten. Samtidig trak det russiske militær sig tilbage til deres kaserner uden for Budapest.

Nogle tror, at Moskva håbede, at netop Nagy kunne lægge en dæmper på opstanden. Men den noget farveløse politiker gjorde lige det modsatte. Han støttede oprøret og lovede tilmed frie valg. Ikke nok med det, han meldte Ungarn ud af Warszawa-pagten. Det var dråben (som vi siger på dansk), der fik bægeret til at flyde over. Nogle dage senere vendte det russiske militær tilbage og lagde en ring om Budapest.

Fra den 4.november til den 11.november kæmpede ungarske studenter, arbejdere og soldater heroisk mod den sovjetiske overmagt. De vestlige nyhedsbureauer modtog talrige henvendelser fra ungarerne, der ønskede, at verden skulle kende til de brutale sovjetrussiske troppers nedkæmpelse af ungarerne, men uden hjælp fra Vesten. Man havde nok i Suez-krisen og ønskede ikke at involvere sig i den russiske sfære bag Jerntæppet er vel de mest logiske forklaringer.

Russiske tanks og kanoner forvandlede nogle af Budapests smukke kvarterer til murbrokker. Flere tusinde ungarere og over fem hundrede russiske soldater omkom. Dette – og meget andet – kan opleves ved et besøg i “Terrorens hus” i Budapests centrum.

Og til slut omkring 1956-overfaldet: Omtrent 200.000 ungarere flygtede til Vesten, heraf 1.000 til Danmark.  En stor del af de tusindevis af flygtninge kom i bølger via den østrig-ungarske grænse, hvor pigtråd og andre forhindringer blev forceret og nogle skudt under flugten. Men Andreas og hans moder samt lillesøsteren lykkedes under spektakulære omstændigheder at flygte til Vesten og blev interneret i en flygtningelejr i Wienerwald udenfor Wien.

Anledningen

Min moders personlige egenskaber inkluderede foruden et særdeles humanistisk sindelag også et aktivt medlemskab af  Dansk Kvindesamfund. Sygdom i de unge år havde forhindret hende i at gå den akademiske vej (jura), men en mere sikker tjenestemandsstilling i et skattedepartement gav socialt og økonomisk overskud til at forsøge at begribe forskellige europæiske sammenhænge, især med fokus på tysk- og fransksprogede områder. Derfor gav den ungarske opstand også anledning til tankegods i de næstfølgende år, der kulminerede i vinteren 1960 med en beslutning om (modsat den øvrige familie) at give ophold til et “wienerbarn” alias en ungarsk flygtning i en periode. In addition mente hun også (med rette!), at det var gavnlig for hendes eneste barn at få “hands on” på, hvordan andre mere udsatte børn kunne havde det.

Opholdet i DK

Flygtningeorganisationen Caritas var det administrative bagtæppe for de ungarske flygtningebørns ophold i DK.  Der havde tidligere i tiden efter 1. Verdenskrig eksisteret lignende ordninger, heraf begrebet “wienerbarn”.  Afhentningen skete i månedsskiftet maj/juni 1960 på Københavns hovedbanegård.  Toget fra Wien blev tømt med “wienerbørn”, vel cirka 50, der så blev stillet op på rækker i ankomsthallen. En rygsæk var hvert barns bagage. På hver rygsæk var påhæftet en adresselabel med deres navn og nr.

Københavns Hovedbanegård omkr. 1960

Og så gik “jagten” for plejeforældrene til at finde netop “deres wienerbarn”. Jeg husker endnu min moders imponerende acceleration i mængden med mig hastende bagefter, indtil hun pludselig stod med “wienerbarnet” Andreas i hånden.  Det blev starten på nogle måneder, der aldrig glemmes.

Vi boede i en 6-værelses Frederiksberg-lejlighed, hvor der var den fornødne plads til en midlertidig beboer. Min bedstefar boede sammen med os.  Da først den øvrige familie havde indset, at min moders vilje var blevet gennemtrumfet, åbnede de forskellige hver på deres måde deres hjem og (i nogle tilfælde) hjerter for den ungarske flygtningedreng.

Kommunikationen skete på tysk. Et sprog, som mange danskere stadig i 1960 efter verdenskrigen havde mere end svært med at anvende. I > 2 måneder talte jeg tysk som aldrig før eller siden. Den eneste måde for kommunikation med min jævnaldrende gæst og legekammerat.  Min moder og bedstefar mestrede tilstrækkeligt, om end fransk var deres primære kompetence.  Enhver, der har hørt ungarsk, forstår “umuligheden” ved det sprog. 😉

Andreas´ ophold blev en kombination af  daglig rutine og lejlighedsvise (for længst) planlagte 1-dags ture eller korterevarende kroophold forskellige steder i DK – netop for at give ham et afvekslende indtryk af DK.  Generelt var han taknemmelig, men det ungarske (mellemeuropæiske?) temperament, der indeholder det psykologiske begreb “tungsind”, markerede sig i glimt.

Hans appetit fejlede intet, bortset fra chokolade. Det havde været “flygtninge-retten” under de overmåde stressende dage, medens den lukkede grænse mellem Ungarn og Østrig blev forceret.  Fortællingen om dette blev gentaget næsten i det uendelige og under mine senere besøg i såvel Wien som Budapest blev det erindret i kraftige flash back.

Afskeden – 60 år

For nylig var jeg der igen. Københavns Hovedbanegård er besøgt et utal af gange.  De fleste anledninger har været transit fra A til B eller afhentning /aflevering af relationer fra ind- og udland.  Få af de ganske mange anledninger huskes, en huskes særlig tydelig. Den skete i disse dage for nøjagtig 60 år siden og det er netop den, der udgør handlingen i dette essay.

Det kan tælles på en hånd, at mine øjne er blevet våde på Hovedbanegården, men en 11 års knægt er vel undskyldt, når det sker i en særlig anledning. Årsagen var et farvel til en 10-årig dreng, den mest mærkelige legekammerat i mine drengeår. Vi havde alle, de to drenge og de ledsagende voksne tårer i øjnene, da vi vinkede farvel i den store hal, efter at den 10-årige dreng var blev “indskrevet” via den centrale koordinator til hjemrejsen til Wien – jf. “afrejsebeviset”

Det skete i denne tid for nøjagtig 60 år siden…..

::::::::::

Gensynet i Wien – 1967

Tiden efter opholdet i sommeren 1960 blev blandt andet brugt til flittig brevskrivning mellem min moder og Andreas´ moder. Hertil kom afsendelse af pakker med diverse indhold fra DK til Wien. Men 1960erne var en opbrudstid, modsat det mere stillestående, dybt konservative og i mange henseende magre 1950er-årti.

Der blev længere mellem brevene. Og i 1966 hørte vi ikke mere fra Andreas og hans moder. Året efter – 1967 – besluttede jeg at rejse til Wien for at “opklare”, hvorfor.  På daværende tidspunkt havde DSB et aldeles velfungerende rejsebureau, der arrangerede togrejser til mange steder i Europa. Både Wien-rejsen og flere efterfølgende var tilpasset et ungt menneskes begrænsede rejsebudget og samtidig gav ledsagende (ofte glimrende) rejseledere en fin åbning til Europas mange interessante hotspots.

Netop i disse dage for 53 år siden kom jeg således til Wien. Via DSB-rejselederen og et lokalt folkeregister i Wiens centrum blev det afklaret, at Andreas (og moderen) stadig levede og boede på en adresse i Wienerwald.

Wienerwald er en lavtliggende del af Alperne bevokset med skov i de yderlige dele af Niederösterreich og Wien. Skoven dækker over 1 000 kvadratkilometer og inkluderer den nordligste del af Alperne.  Stedet er meget brugt som friluftssted for borgerne i områderne omkring den østrigske hovedstad og kan varmt anbefales som udflugt under f.eks. ophold i Wien.

Det blev en stærkt antiklimaks.  Det skulle vise sig, at Andreas (og hans moder samt den udviklingshæmmede lillesøster) stadig boede i flygtningelejren syv år senere, selvom moderen år forinden havde skrevet, at de “var på vej til at flytte til Wien”.  Selvfølgelig var det nærmest luksus sammenlignet med de FN-flygtningelejre i nutiden, der vises fra f.eks. Mellemøsten.  Men et besøg for nogle år siden i et tysk KZ-museum (Ravensbruck nord for Berlin) gav mig kraftige associationer.

Det var, som om tiden stod stille. Mennesker gik rundt med tomme blikke. Det var stadig (august 1967) en del ungarer, der “hang fast” i flygtningestatus.  Jeg (og min moder) havde været sikre på,  at Andreas´ livsduelige moder ville have skaffet hendes to børn bedre vilkår, men skæbnen (eller hendes amputerede livskraft) ville det anderledes.

Andreas virkede – venligt sagt – ikke begejstret for mit besøg. Moderen var på arbejde i tæppefabrikken i Wien og han var alene med sin evnesvage søster. To rum var deres hjem. Alt var spartansk. Hans tungsind var om muligt endnu mere markeret end i starten af hans danske ophold. At jeg kom indenfor, skyldtes udelukkende min insisteren på at “se hans hjem”.  Selv ikke et glas vand blev foreslået, men jeg var stædig og blev der vel 1-2 timer, hvor der udspandt sig en sjælden tysk-sproget spredt kommunikation i en yderst depressiv stemning.

Det kan være svært at opretholde en stemning og samtale, når den ene part helst er fri, simpelthen fordi der ved en tidligere lejlighed er malet et “skønmaleri” af en virkelighed med “stolte og betydningsfulde adelige slægtninge”.   Jeg husker klart min stemning, da jeg få timer senere stod af den lokale bus efter den noget “blandede” oplevelse i Wienerwald.

Research i nutiden tyder med stor sikkerhed på, at den “den ungarske adelsmand” ikke lever mere…..

Kulturudveksling

Begivenheden i Wienerwalds flygtningelejr såede – dengang ubevidst – nogle korn i mit sind.  Jeg tror fortsat på nytten af begrebet “kulturudveksling”.  Ikke pladderhumanisme, ikke en-vejs kommunikation og hjælp, men gensidig udveksling af værdier, af holdninger og erfaringer og med gensidige krav. Det kan ofte nytte noget, for begge parter og ikke uvæsentligt i den meget store skala forhindre krige.

Links:

Terrorens hus: https://www.youtube.com/watch?v=7rOD71NNLzw

 

 

 

 

 

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Den ungarske adelsmand”

  1. Din mor var en fremsynet kvinde, men ellers en trist historie om skæbne, tungsind og vel også om stolthed og skam.
    Håbet er dog, at den ungarske adelsmand senere fik et godt liv.

    1. @Eric: Du har inderligt ret i, at de nævnte begreber gennemsyrer dagens essay. Om Andreas´ senere liv har jeg mine tvivl, men det forbliver livet ud et “hængeparti”. Og endelig – jeg tror, at min moder fik kalibreret nogle evner i sine unge år under hendes bidrag i Modstandsbevægelsen (WW2).

  2. Interessant og sørgelig beretning.
    Som de fleste i 70-års alderen, husker jeg kun de meget spektakulære tv-shows i 1957 – “Ungarnshjælpen”.
    Din historie viser også, at nogle flygtninge ser nye muligheder og klarer sig godt, men at andre ikke er så gode til at omstille sig.

    1. @Per Jan: Jovist – Ungarnshjælpen med salig DR-redaktør Svend Pedersen erindres. Og ja – “flygtningeproblematikken” er en kompleks sag. “Wir schaffen das” var en af kansler Merkels fejltagelser. Nyligt er oplyst, at kun omkring 50 procent af de syriske flygtninge er i beskæftigelse (procenten for kvinderne er skræmmende lav). Dette emne er næsten uden ende med følelser, holdninger og vinklede argumentationer.

  3. Det skal jeg love for er et hængeparti. Man sluger texten for at finde ud af hvad der sker. Jeg kender godt tanken om at skønmale situationen, men dog i en lidt anden vinkel. Denne historie får virkelig sat tanker i gang.

    Din kommentar om at din mor fik “kalibreret nogle evner i Modstandsbevægelsen” er lige på kornet, det er jo de mest foretagsomme, de mest initiativrige, dygtigste, modigste, som gør sådan nogle ting og kan se udenom myndighedernes “officielle meddelelser”.

    Jeg tror at Andreas’ historie også rummer et problematisk element, måske en “skæbnetro”, måske en reel depression forårsaget af at føle sig hæmmet i alle henseender.

    1. @DAX: Bloggens indhold, herunder Essays-sektionens, forsøges varieret i substans. Og indrømmet – Den ungarske adelsmand – hører ikke til blandt de mest grinagtige. Men som jeg skriver i sidste afsnit “Kulturudveksling”, såede en af de mere begivenhedsrige oplevelser i drengeårene nogle “sædekorn” i mit indre. Noget, der er uundværligt for moralen og ofte duellerer med nutidens hastige materielle dagsorden.

      Blandt dine mange gode (og velkomne) kommentarer hører ovennævnte til blandt de absolut bedste….

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *