Uge 34 i det Herrens m/k år 2020 har været næsten helt opslugt af to emner: Arnes pensionsmuligheder og anskaffelse af mundbind. Førstnævnte har en noget længere horisont, sidstnævnte blev “rigtig” indviet i går lørdag d. 22. august, hvor regeringen på baggrund af Sundhedsstyrelses anbefalinger indførte et krav om mundbind eller visir i al offentligt og privat kollektiv transport, taxi og færger. Det var så det indenrigspolitiske.
Udenfor den trygge danske andedam optog det måske mest besynderlige partikonvent i USAs 244-årige historie, det digitaliserede demokratiske partikonvent, en stor del i mediernes platforme. Hovedsigtet var og er: Et skift af Mr. President i – hvad postbuddet kender som – 1600 Pennsylvania Avenue NW, Washington, DC 20500, USA.
Altså et skift fra “dødens farlig reality show udført af den måske mest uduelige hovedrolleindehaver i landets historie” til “en realistisk og humanistisk sundhedsfaglig håndtering af pandemien, hvor USA også her topper listen af smitteramte, samt en genetablering af realpolitik i respekt for indgåede aftaler og kontinuerlig monitorering af fjender, der f.eks. benytter alternative alfabeter”.
Træsko på en strand
Der er nogle ord (med betydninger), der i forskellig omfang fanger det enkelte menneskes opmærksomhed mere end andre. For mig er det f.eks. ord refleksion. Ordet siges at stamme fra antikken (som meget andet) og kommer af latin reflexio ’tilbagebøjning’, afledn. af reflectere.
Mine motionsture i kendte omgivelser (undtagen på rejser) bringer mig omkring i radier af gns. 3-5 km/daglig. Ofte passeres den nærliggende Mariendalstrand (ses fra mit byhus), som nu forleden tidlig morgen, hvor der stod et par enlige træsko. Ingen mennesker var i syne. Var de mon glemt? Eller havde en person “stillet træskoene”.
Udtrykket stillet skoene forstås af mange (etniske) danskere som begrebet, at en person har begået selvmord. At afslutte sit liv kan ske på flere måder. Motiverne kan også være forskellige. Min gamle knap 86-årige frisørmester (gennem 40 år på Frederiksberg) valgte i forrige uge at suicidere (at begå selvmord), da hans aldrende korpus blev udsat for begyndende koldbrand (gangræn). Jeg har kendt andre over tid af forskellig køn og erhverv, der af varierende årsager valgte “selvafslutningen”. Og endelig har jeg haft to meget nære relationer, der også begik selvmord. I de nære eksemplers tilfælde var deres respektive bipolare psyke årsagen, der gav dem dødstødet.
Læseren kender beklageligvis sikkert også eksempler, som tankerne åbner op for ved denne gennemlæsning.
Faglig baggrund
Der findes forskellige myter og “fornuftige forklaringer” på selvmord. Interesserede kan blive lidt klogere ved at botanisere i indholdet af linket:
https://www.psykiatrifonden.dk/media/1418092/ny-%C3%B8velse-3-fakta-og-myter-om-selvmord.pdf
Et andet link med relevant og realistisk indhold leveres af Center for Selvmordsforskning:
https://selvmordsforskning.dk/statistikbank/registre/register-for-selvmordsforsoeg/
Talgymnastik
Når Danmark sammenlignes med 34 andre lande i verden (OECD-lande, 2011), så ligger Danmark på en 11. plads for laveste selvmordsrate, overgået af bl.a. England, Mexico og Grækenland. Besøges Eurostat, kan flere forhold aflæses. Væsentligst, at de gamle østlande Litauen, Letland, Ungarn, Slovenien (Trumps nuværende “trofæ-hustru” ser ofte ked ud af det og smilene er noget så kunstige, så ja…) og Estland ligger højest.
Laver man nogle udtræk i DS (Danmarks Statistik), ses blandt andet, at af de årlige cirka 5-600 selvmord fordeler de fleste sig i 50erne, altså 50-60 år. Derefter er tallet jævnt faldende.
Det positive
Selvmordshyppigheden i Danmark er halveret siden 1990. – Jeg vælger at tro, at træskoene blev glemt aftenen forinden. Men – indrømmet – Fyn er jo blandt andet (verdens-)kendt for H.C. Andersen og Morten Korch. De to bogstavatleter gik/går ind i folk med træsko på qua deres skrifter. 😉 – Jeg nøjes med at reflektere over såvel træskoene, selvmordene som ugens aktuelle begivenheder, medens uge 35 afventes lige om hjørnet……
Nu ville det være sand Trumpsk logik, at faldet i selvmordsraten skyldes, at færre bruger træsko.
Spøg til side – det er et dystert emne, du behandler i dag. Jeg har aldrig haft det inde på livet (undskyld!) og har nok derfor ikke reflekteret synderligt. Dog har jeg tænkt, at når vi ikke selv vælger at komme til verden, bør det vel være en ret at fortryde uden fordømmelse.
@Eric: Denne søndags “blogprædiken” er ikke just munter – indrømmet! – Men såvel de enlige træsko på det øde strandareal og min nylig afdøde frisørmester (næsten for egen hånd) formede nogle refleksioner tilsat lidt faktuel viden i digitale skikkelser af links. – Og så skal tilføjes en glæde ved at bemærke den lejlighedsvise humoristiske indpakning fra kommentatoren. 😉
Haha … færre bruger træsko! Den var go’
Jeg tror at snakken om selvmord i højere alder skyldes at mange mennesker ikke kan forestille sig et liv, hvor kroppen ikke fungerer optimalt. Måske er det en faktor, at man har lavet det samme hele livet – så at sige forfulgt en karriere. Når den er slut, hvad er man så? I hvert fald ikke gearet til at begynde på noget nyt.
@DAX: Din betragtning omkring aldrende “causa suicidium” er vi helt enige om. Mange mænd magter ikke “jobtabet” og – modsat de fleste kvinder – er de ofte qua manglende forberedelse til seniorlivet fristede til at afslutte tilværelsen. Der findes dog andre årsager. Som angivet i mit indlæg har jeg kendt (nær på) personer, hvis bipolare tilstande var “tændsatsen”. Ligeledes har jeg oplevet personer i sundhedsverden i forskellige aldre, der f.eks. ikke magtede at gennemgå et behandlingsforløb for en livstruende (håbløs) sygdom. Også en del unge (især piger) har det svært med de mange oplevede krav om perfektion.
Det gør mig så ondt at nogen kan komme i den situation, for vi er uden nogen som helst modifikationer blandt de 100mio heldigste asener … væsener/mennesker i verden.
I dag havde Brinkmann en sundhedsperson, som var draget til en Fiji ø hvor man kunne leve af “landbrug” uden at så eller pløje – man høstede bare det man havde brug for af nødder og bær. Hun fortalte at de var overvægtige, hvoraf jeg uddrog den konklusion, at det ikke ligefrem var den sundeste kost (jeg tror hun mente det også skyldtes manglende motion).
Hvis Fijianerne er med i de 100mio mest heldige asener, så ligger de derfor i bunden, ikke i toppen. Vi trives med at løse problemer her i landet, og selv om man som jeg og de fleste andre kan opleve livsforandrende tilskikkelser, så kan vi forholdsvis let komme op igen. (Jeg var lige ved at skrive “op på hesten” men da jeg ikke rider ret godt, droppede jeg den metafor!)
@DAX: “(…)og selv om man som jeg og de fleste andre kan opleve livsforandrende tilskikkelser, så kan vi forholdsvis let komme op igen.” – Jovist, nogle ville påstå, at det er den disciplinerede protestantiske opdragelse, der markerer sig. Men ikke desto mindre gives der stunder, hvor menneskets mentale tilstand kan komme i voldsomme svingninger, også hos tilsyneladende robuste personer. – Du har selv nylig gennemgået et svært forløb, som nu synes at være endt med en lykkelig slutning. Men i menneskers mere eller mindre oplevede “knock-out-faser”, der ikke behøver at betyde total knock-out, vil det mentale system helt klart være på overarbejde og den semi-negative følelse, der kaldes “tvivl” kan få overhånd eller udvirke noget værre.
I den mere muntre ende har jeg faktisk i en fortid haft kontakt med en kvinde fra Fiji. Hendes mor var fijianer, men hendes far var stockholmer. Hun lignede sin mor i udseende, men havde i hovedtrækkene faderens sindelag. Det kunne professor Svend Brinkmann sikkert have fået en del ud af. 😉
Ja, det er rigtigt, der er stunder, som kan få det mentale tilstand kommer i voldsomme svingninger. Tror du virkelig det er en opdragelse mere eller mindre i “protestantisk tradition”, som gør at jeg hellere vil tænke på hvor godt vi har det end på, hvor forfærdelige nederlag jeg har måttet sluge?
@DAX: Det enkelte menneskes stamina er – tror jeg – en kombination af gener og opdragelse. Hertil kommer, at mennesker kan have forskelligartet modstandskraft i varierende situationer. Når jeg “kører den indre biograf” og reflektere over de personer, som jeg har kendt, der begik suicidium (selvmord), har det netop været en kombination af flere faktorer; i nogle tilfælde var det næsten forventet med deres psyke, i andre tilfælde kom det højst overraskende for omgivelserne og kan meget vel være begrundet i en længerevarende kumulering af negative situationer. En anden faktor (som jeg har oplevet flere gange) var medicinalpersoner, der valgte suicidium som en velovervejet beslutning for at undgå en længerevarende og uhelbredeligt sygdomsforløb. – Personlig finder jeg – uanset årsag – en naturlighed i at “tilgive” de pågældende og ikke fordømme – uanset årsag (selvom jeg bekender mig til den kristne tro!).
Man kan se jeg redigerede svaret og to sætningskonstruktioner kom i karambolage! Beklager! 🙂
@DAX: Pyt med redigerede sætninger og/eller slåfejl. – Jeg værdsætter altid engagerede kommentatorer…. i sandhed! 😉
Det er jo en meget forsinket kommentar her, men jeg synes den skal med: Jeg kan godt sætte mig ind i hvordan en person, som ved af erfaring at den bevidste del af livet er ved at blive dysfunktionel, kan vælge af afslutte livet på en kontrolleret, næsten smertefri måde. Det er den type suicidia hvor testamentet er gyldigt og tingene i øvrigt er i orden – en situation som vi, der ikke er “medicinal-personer” har svært ved at forestille os.
DAX: Som nævnt i indlægget har jeg (desværre) kendt flere suicidale tilfælde lige fra den ulykkelige fortrydelse til den yderst velovervejede afslutning for egen hånd, som du ganske præcist adderer betragtninger på.