De nordiske (u)ligheder

Det nordiske, især det skandinaviske (DK, Sverige og Norge), har gennem mit voksne liv haft en særlig plads, både i mit hjerte og min hjerne samt for motion af mine kufferter.

Dette essay tager sit ufuldstændige udgangspunkt i belysningen af en buket forskellige vinkler på det nordiske, der fremstår aktuelle. 

Det ønskværdige scenarie

Nu hører egenskaben “naivitet” ikke just til mine spidskompetencer. Men alligevel bør nævnes, at i et “idylliseret og perfektioneret verdensbillede” ville jeg uafviseligt foretrække en nordisk neutral zone, gerne med tilskud af Baltikum (Estland, Letland og Litauen).

Magtbalance i Norden

De politiske omstændigheder har så ført landene ind i den militære union NATO (undt. Sverige og Finland) og den politiske union EU (DK, Sverige, Finland), hvor de er alliancepartnere i et fragmenteret verdensbillede anno 202X, ikke af entusiastisk kærlighed, så dog af nødvendighed.

Såvel USA som Rusland kunne også have fordele af en nordisk-baltisk neutral zone, som f.eks. Schweiz udgør i midten af Europa. Men “magt” er et potent politisk begreb, der sjældent lader sig pacificere og/eller forklare og lige som f.eks. spejlæg er svært at dele lige.

Rusland

De politiske realiteter, ikke mindst Ruslands (beklageligvis) fremfærd, udelukker dette territoriebaserede skønhedsbillede. Dette land har en anderledes paranoid og revanchistisk approach til sine europæiske naboer. Ironien er faktisk, at der med fordel for begge parter kunne skabes et langt mere slagkraftigt europæisk formaliseret partnerskab, hvis substans kunne tjene som et operationelt og ikke mindst nødvendigt bolværk mod en stadig massiv udfordrende politisk opponent i realpolitisk skikkelse af den kinesiske fremmarcherende dominans i dette århundrede. Denne antagelse skal kobles sammen med, at de britisk-sprogede magter USA og UK efter alt at dømme fortsat vil være på retræten som betydende magter i dette århundrede og i forskellige varianter distancere sig (yderligere) fra EUropa. I dele af det tyske politiske system er denne erkendelse ikke så fjern!

I tilfældet Kina vil nogle politologer med de langsynede briller sikkert hævde, at en alliance mellem USA, UK, Indien, Japan og Sydkorea de første mange år ville kunne inddæmme og – om nødvendigt – udsuge den kinesiske kraft. Men med den nylige (2020) underskrivelse af RCEP-aftalen ***) formår Kina at slå revner i en sådan tænkt koalition. Og det hjælper ikke EU(ropa); slet ikke nu uden Storbritannien.

Et tilbageblik til tiden omkring seneste årtusindeskifte. Rusland, arealmæssigt verdens største land, skiftede præsident fra en modig, vestlig orienteret og tiltagende temmelig slidt, alkoholiseret variant til en forhenværende KGB-officer. De vesteuropæiske politikere greb ikke denne chance. Manglede som ofte før – bortset fra tiden lige efter 2. verdenskrig og senere i tider med Jacques Delors *) -format og udsyn.

Derved bestyrkede det – på det tidspunkt (start 00-erne) – meget svage Rusland i, at Vesten kun var indstillet på at dominere og ikke anerkende den store nations værd. Det har så medført – blandt meget – et tempereret fjendskab, der hverken nu eller i fremtiden gavner nogle af parterne, uanset hvor meget gas der flyder gennem diverse Nordstream-ledninger, antal spionudvekslinger, indefrysninger af diverse milliardærers konti eller de mange dispensationer grundet mistanke om doping, der tildeles for russiske deltagelse i sportskonkurrencer.

Men det kunne i nutidens optik bringe den store potente nabo i øst til erkendelse af, at destruktivt fjendskab burde omveksles med en realitetsbetonet indstilling til nutidens udfordringer og ikke mindst fremtidens, hvor en aldrende befolkning og et udfordret BNP bør iagttages. – Et eksempel på, at det med nogle økonomiske og mentale kraftanstrengelser godt kunne lade sig gøre med en “holdnings-bearbejdelse”, var det succesrige afholdte VM i fodbold anno 2018 i Rusland **).

Nordic flags in Riksdagen

De nordiske (u)ligheder

Nordisk Ministerråd kunne fejre sit 50-årsjubilæum i 2021. På Nordens egen dag, den 23. marts, fremhævedes derfor gennem fem tematiske debatter, hvad de nordiske lande i fællesskab har bidraget med, og hvad nordiske nøglespillere fokuserer på lige nu.

I den anledning skete en fordybning på fem aktuelle temaer, som årets finske formandskab har fokus på – nordiske løsninger inden for:

  • Ligestilling
  • Grænsehindringer
  • Cirkulær økonomi
  • Ytringsfrihed
  • Kultur

Linkets indhold fortæller mere: https://www.norden.org/da/information/nordens-dag-2021

Foreningen Norden kunne i 2019 fejrer sin 100 års dag. Det sker efterhånden også for en del mennesker, omend få af disse – hvis nogle – har fødselsdag den 23. marts, der igen i 2021 blev markeret som Nordens Dag.

Norden omfatter kongerigerne Danmark, Norge og Sverige samt republikkerne Finland og Island, hvortil kan tilføjes de selvstændige regioner Ålandsøerne, Færøerne og Grønland, ialt 3.426.000 kvadratkilometer. Samlet set større end Indien, men det skyldes jo også Grønlands kæmpestore og Islands ubeboelige arealer.

Læser man til baggrund for de nordiske folk, optræder forskellige kendetegn.  De nordiske lande opfatter sig selv – med noget ret – som moderne, højtudviklede, velorganiserede, retfærdige og demokratiske stater, der har grundlagt deres velstand på en blanding af humanisme, effektivitet og rationalitet. Det udgør et sekulært protestantisk område, dog uden den betydelige indflydelse, som f.eks. ses i andre landområder, hvor det katolske, muslimske, hinduistiske eller buddhistiske spiller en afgørende, nogle ville sige for afgørende rolle i befolkningens hverdag og generelle trivsel.

Fornuft over sine følelser kan vel også påstås at være nordiske dyder. De f.eks. sydeuropæiske højlydte følelsesudbrud og åbenlyse konflikter er kontraster, der ikke kan genkendes i tilnærmelsesvis samme målestok i det mere klimatisk kølige Nordeuropa. Ro og konsensus. Eller som den svenske etnolog Åke Daun beskriver det:

I Norden er det ligheden, der er efterstræbelsesværdig. Jo mere ens man er i en gruppe, jo bedre. Så kan man ånde lettet op. Det er anstrengende at have synspunkter, der afviger stærkt. Så må man lede efter det, der forener.”

computer,kvinde,teknologi,programmering,font,animation

Digitalisering

Ved et nyligt møde (16. marts 2021) drøftede ministrene for digitalisering og EU-Kommissionens ledende næstformand Margrethe Vestager, hvordan digital og grøn politik kan koordineres og styrke hinanden. For at indfri det fulde potentiale, der ligger i at anvende digitale teknologier til at nå vores klimamål, er vi nødt til at samarbejde om at identificere fælles udfordringer og løsninger og lære af bedste praksis i og uden for regionen. Få kan vel næppe være uenige i dette.

I Norden og Baltikum bidrager digitale løsninger allerede til at sikre bedre energieffektivitet, cleantech-løsninger, smartere mobilitet og udviklingen af bæredygtig produktion for bare at nævne nogle få eksempler. Nordisk Ministerråds generalsekretær Paula Lehtomäki er overbevist om, at den nordisk-baltiske region har meget at bidrage med til EU i omstillingen i relation til en grøn, digital fremtid.

De nordiske og baltiske lande har opstillet tre overordnede mål for deres samarbejde om digitalisering i 2021-2024:

  1. Øge mobiliteten og integrationen i Norden og Baltikum ved at skabe en fælles platform for digitale tjenesteydelser, der rækker på tværs af landegrænser
  2. Fremme grøn økonomisk vækst og udvikling i den nordisk-baltiske region ved hjælp af datadrevet innovation og en fair dataøkonomi til effektiv deling og genbrug af data
  3. Fremme nordisk-baltisk lederskab i EU/EØS og globalt gennem en bæredygtig og inkluderende digital omstilling af vores samfund

De nordiske lande anses allerede nu for at være foregangslande og naturlige partnere for EU på digitaliseringsområdet. På EU’s indeks for den digitale økonomi og det digitale samfund (DESI-indekset) ligger Finland, Sverige og Danmark i toppen med Estland lige efter.

Finlands minister med ansvar for digitalisering, Sirpa Paatero, fremhæver det nordisk-baltiske samarbejde om udvikling af et elektronisk ID (NOBID-projektet) som et udstillingsvindue.

 

Briller, Læsebriller, Læsning, Læse, Bog, Vision, Syn

I dette afsnit skal nævnes to eksempler på et “samlet syn” på det nordiske:

I en interessant avisartikel (Berlingske.dk 30.juli 2018) uddybede Danmarks ambassadør Jarl Frijs-Madsen i Norge nogle megatrends omkring udviklingen i Norden.  I artiklen hed det bla.

“Alle nordiske lande undergår i disse år temmelig dramatiske forandringer (det var før Corvid-19!). Det gør de som følge af globale megatrends. Disse megatrends er udviklingstendenser, som over mange år påvirker alle lande, virksomheder og borgere. (….) Megatrends, der medfører stor udvikling i de nordiske lande er først og fremmest #digitalisering, #demografi, #urbanisering, #bæredygtighed, #pres-på-offentlige budgetter, #globalisering og #fokus-på-sundhed (Corvid-19 har i sandhed perspektiveret dette!).”

“(….) Digitaliseringen og den teknologiske udvikling er den enkeltfaktor, som påvirker verden og således også Norden mest i disse år. Men Norden er i en god position til at opnå flere fordele end ulemper, da vi er den mest IT-parate befolkning i verden.”

“(….) Den demografiske udvikling er derimod en potentiel bombe mod de nordiske velfærdsmodeller og hænger tæt sammen med det stigende pres på de offentlige udgifter. Finske byer er blandt de hurtigst aldrende i Europa. Det er først og fremmest den stigende forventede levetid, som øger omkostningerne til sundhed og pleje. Her ses teknologien i alle lande som en del af løsningen.”

“(….) Urbaniseringen skaber efterspørgsel efter nye bydele, nye boliger, nye skoler og ny infrastruktur. Sverige forventes at bygge 700.000 nye boliger frem mod 2025.”

“(….) Sammenlagt vil de nordiske lande være verdens 11 største økonomi. Og tager man de baltiske lande med (ja tak!), er man tæt på top-10.”

Det er begrænset, hvad der er “bogført” i nyere tid omkring Norden, Skandinavien, herunder især sammenlignede emner. Men et godt nutidigt (2017) eksempel kunne være….

Om Ledelse skriver forfatteren (delcitat fra hendes hjemmeside):

“Det kolde Nord er blevet hot. Og nordiske lande og virksomheder i Norden tiltrækker nytilflyttede, der ikke er flasket op med skandinavisk ledelseskultur og nordiske værdier, hvor man er på fornavn med chefen og lighed, konsensus, tillid og teamwork spiller store roller.

Derfor går en fransk topchef galt i byen, da han med fransk logik og organisationsforståelse argumenterer for, at det er tåbeligt, at han bruger sin tid på at lave sine billetbestillinger selv – og af sine skandinaviske medarbejdere får at vide, at i Norden er vi alle lige.

Derfor river den britiske topchef sig i håret, når beslutninger, han troede, var truffet, endnu engang åbnes, og der indkaldes til et nyt møde med idérige, debatterende og konsensussøgende deltagere – som efter chefens bedste over overbevisning hellere burde passe deres gode arbejde.

Og derfor oplever en amerikansk topchef gang på gang at få en verbal blodtud af sine nye norske landsmænd, der bestemt ikke holder sig tilbage fra den meget direkte, og i amerikansk optik decideret uforskammede, kritik – som leveres med den største norske naturlighed, lige før man går over til at tale hyggeligt om turen til hytten på fjeldet.”

og lidt mere generelt:

“I Norden opbygger man ikke relationer, man går lige på for at løse opgaven og vurderes på sin evne til at samarbejde og være effektiv: med de rette kompetencer og det nødvendige vidensniveau. Titler, formalia og hierarkier spiller ikke åbenlyst nogen stor rolle i Norden, hvor hierarkierne er uformelle og derfor svært gennemskuelige. For naturligvis eksister de også i Norden, men magtdistancen, altså oplevelsen af afstand mellem medarbejder og ledelse, mellem høj og lav, er i global sammenhæng lille. Man stræber efter en oplevelse af lighed og ”min mening er lige så god som din”.

“Team, samarbejde og fællesskab er nordiske plusord, og der er i de fleste nordiske organisationer ret højt til loftet, når det gælder uenighed mellem ledere og medarbejdere. Konsensus og kompromisser karakteriser ofte samarbejds- og mødekulturen, og nordiske virksomheder og deres medarbejdere er generelt karakteriseret ved stor tillid, uddelegering af ansvar til underordnede, kort vej mellem top og bund, flade hierarkier og mere fokus på den enkeltes vurderinger og kompetencer end på stive, formelle regler.”

Bogens epilog omtaler forskellige emner, som f.eks.

“Der er i Norden en stærk ambivalens over for det fremmede. Man skiftevis svulmer af stolthed, når mennesker udefra vil bo her, og irriteres voldsomt, hvis de ikke forstår systemerne og den nordiske måde. Lande har brug for arbejdskraft, gerne af den veluddannede slags. “

“De nordiske lande har et projekt med at definere velfærdsstater, der rækker ind i det 21. århundrede. Og en levevis, der både rummer autonome individer og kollektive løsninger. Og et samliv med mennesker, der ikke er født ind i den nordiske tankegang.”

Varianter af Norden

 

Samarbejde

Et godt eksempel på grænseoverskridende nordisk samarbejde ses i Øresundsregionen mellem Danmark og Sverige.

Medicon Valley Alliance (MVA) er en dansk-svensk life science klyngeorganisation etableret i 1997 af universiteterne i København og Lund. Navnet Medicon Valley, der er inspireret af (naturligvis) Silicon Valley, dækker geografisk det østlige Danmark (Sjælland og øerne) og det sydlige Sverige (Region Skåne). Organisationen Medicon Valley Alliance er en non-profit virksomhed registreret i Danmark og med kontor i Ørestaden. Der er mere end 300 medlemmer, hvoraf langt størstedelen er private danske, svenske, nordiske og europæiske life science relaterede virksomheder med interesse for forskning, udvikling, salg og service målrettet regionens life science økosystem. 

De Corona-relaterede grænselukninger og forskelligartede syn på smitte-håndteringen har dog skabt nogle yderst vanskelige vilkår for MVA på det seneste.

Corona

Det nordiske samarbejde har det seneste år været under et historisk pres. Det har påvirket dem, som bruger samarbejdet mest: Nemlig dem, der lever og arbejder i og mellem grænseområderne.

For første gang siden den nordiske pasunion blev etableret for 68 år siden, har man oplevet lukkede grænser mellem landene. Lige nu er det politiske samarbejde mellem Danmark og vores nærmeste nabolande kendetegnet ved uforberedte handlinger uden en samlet plan og uden retning, hvor grænserne er blev åbnet og lukket næsten efter forgodtbefindende. Det har desværre kompliceret hverdagen for tusindvis af grænsependlere, familier og øsamfund.

Den aktuelle Corona-håndtering har således i de nordiske lande har været forbløffende forskellig. Det samme har statistikkerne. Man kan rolig hævde, at Sverige har skilt sig ud, såvel i håndteringen af pandemien, som i de løbende statistikker over antal smittede og døde. Medierne har bragt rigeligt med reportager om dette, så derfor fravælges dette emne i denne kontekst.

Nordisk kuffertmotion

Coronaen har skubbet på mine rejseplaner. Det gælder sikkert også for læseren. Men senere i 2021 og de kommende år står den igen i varianter, herunder ikke mindst en sørejse til øerne i Nordatlanten, som udgør et langt mere råt og naturpræget område af det nordiske.

Mine bøgers og diverse indlægs illustrator gennem mange år Jakob Kramer Hero har efter specifikation tegnet en færge til brug i en kommende bog. Den er ikke en bestemt færge, men helt bevidst en fusion af tonnager fra flere færger. Også på det område har Norden nogle stolte maritime traditioner.

Illustrationen viser det stærke maritime behov i de nordiske farvande. Omgivelserne beskriver det nordiske landskab, der består af store områder beklædt med natur og klipper såvel på fastland som på øer.

Det nordiske har en lang historie….og kølvandet vil fortsat bruse….længe endnu!

 

Noter

*) Jacques Delors: https://www.europarl.europa.eu/thinktank/en/document.html?reference=EPRS_BRI(2020)652009

**) https://idraetshistorie.dk/temaer/vm-i-fodbold-2018/putins-succesfulde-vm/

***) Det Regionalt Omfattende Økonomiske Partnerskab (RCEP) er navnet på frihandelsaftalen, der samler Kina, Japan og Sydkorea i én økonomisk blok, der yderligere inkluderer Australien, New Zealand og Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (ASEAN).

Norden for nybegyndere, Kirsten Weiss –  ISBN 978-87-02-22119-0

https://foreningen-norden.dk/

http://www.jakobkramer.dk/

 

DEL SIDEN

15 kommentarer til “De nordiske (u)ligheder”

  1. Det var spændende læsning, Hulegaard. Der er så mange emner, at det er svært at kommentere. Men vi lider vist alle af udlængsel på grund af coronaens begrænsninger. Det er ikke til at forstå, at håndteringen af corona-situationen har været så forbløffende forskellig.

    1. @Madame: Coronaen slører “normalbilledet”, som vi kendte det før udbruddet for et år siden. Essayet indeholder nogle vinklinger på de nordiske politiske muligheder, som selv Coronaen kun kan maskere for en tid. 😉

  2. Det var en stor mundfuld; men med mange interessante synspunkter.
    Digitaliseringen er givetvis et stort plus for de nordiske lande. Tyskland som ellers regnes for et effektivt land, synes at være noget bagud på den front.
    Med Ruslands nuværende ledelse, er der nok ikke udsigt til nogen væsentlige ændringer i forholdet til Nato og den model du foreslår.
    Selvom de nordiske lande minder meget om hinanden, så skiller Sverige sig ud – ikke kun med tilgangen til pandemien – men især med mange års hovedløs indvandringspolitik, som også er gået ud over Danmark via EU’s regler for familiesammenføring til Danmark via et kortere (proforma) ophold i Sverige.
    Vores nordiske samarbejde er fortsat stærkt og må da gerne styrkes yderligere.

    1. @Per Jan: Jovist, det var en stor mundfuld og den blev endda “slanket” efter 1ste udkast. Bl.a. blev netop emnet “Flygtninge/indvandring og familiesammenføring” afskåret. Det samme gjorde militæret og miljøspørgsmål.

      – I Sverige har både Moderaterne (Kons.) v./ Frederik Reinfeldt og nutidens socialdemokratiske regering v./ Stefan Löfven ført en forbløffende liberal linje med en åbenhed, der i den grad kan forbløffe. I min optik er ordet “naivitet” på tungen. Men de seneste års tiltagende styrke af Sverigedemokraterne i mange dele af Sverige har omsider fået landets ledelse på lidt andre tanker. En væsentlig faktor har også været svenskernes (helt misforståede) negligering/berøringsangst af debatten omkring dette sprængfarlige emne, der i DK, Norge og Finland via indvandrings-fjendtlige partier.

      Ruslands-afsnittet er tveægget. Naturligvis er det realpolitisk en umulighed med den nuværende ledelse, der udelukkende har fokus på revanchismen – altså en om mulig genskabelse af USSR-territoriet. Men – tro det eller ej – en dag er Putin færdig og en ny ledelse kan nå til en erkendelse af, at den virkelige opponent (fjende) er Kina.

      Det er helt rigtigt (af dig) at påpege det fuldstændig utrolige i, at verdens 4de største økonomi er så ufattelig bagud med digitaliseringen, hvilket har undret mig gennem årene via min nære kommunikation med tyskere.

  3. Du kommer vidt omkring. Alliancer, samarbejde eller ej tror jeg, at en af de vigtigste “bomber” under Europa, Nordamerika og Sydøstasien er den demografiske udvikling. Der tales blot ikke så meget om det.
    Du berører kort den aldrende befolkning i finske byer, men fælles for de områder, jeg nævnte ovenfor, er, at fødselsraten er væsentligt under de 2,1, som skal til for at “opretholde” en befolkning og har været det siden (typisk) 1960’erne. Så det er ikke kun et spørgsmål om, at mennesket lever længere – man kan fremskrive matematisk, hvornår befolkningssammensætningen tilter, hvis ikke der sker noget.
    Det ironiske er, at hvis fødselsraten ikke stiger, vil (immi)migration på sigt være den eneste redning, og det harmonerer sandt for dyden ikke med den politik, der aktuelt (og generelt) føres i de nævnte områder.

    1. @Eric: Jeg kan udmærket følge dit ræsonnement. Men vi gamle drenge kender jo politikerne godt nok til at vide, at de nødig tænker længere frem end 1-2 valgperioder. Derfor bliver “beviselige fremskrivninger af demografi” o.lign. parkeret i udvalg og efterfølgende i tykke rapporter på læreanstalternes reoler parallelt med x gigabytes på et under-drev.

      Du nævner “Sydøstasien”. Ifølge min viden (især Indonesien og Filippinerne) er der vist kun begrænset demografiske panderynker (høje fødselsrater); i den indokinesiske del og Thailand er det svært at vurdere, da de relevante myndigheder næppe har styr på meget andet end militæret. – Derimod er Japan et skoleeksempel på essensen af din “kritik”.

      “(…) fødselsraten ikke stiger, vil (immi)migration på sigt være den eneste redning.” = Præcis det argument, som visse svenske og tyske politikere har fremført som “forsvar” for de mere eller mindre åbne grænser. Vi bliver nok klogere på dette i midten af dette århundrede. 😉

  4. @Erik, sjovt nok havde de danske politikere let ved at fremskrive den demografiske udvikling adskillige valgperioder, da de hævede pensionsalderen 😉
    Hvad angår Sydøstasien kan man sikkert tvivle på statistikken for visse lande, men iflg. globalis.dk er raten for visse lande endog ret lav: Taiwan 1,2, Singapore 1,2, Japan 1,4, Thailand 1,5, Kina 1,7, Malaysia 1,9 og flere kan føjes til listen.
    Med 1,7 ligger DK rimeligt for Europa, men det er alligevel lavt. Min pointe er blot, at ønsker man ikke immigration, skal der tænkes alternativt.

    1. @Eric: Fremskrivninger af pensions- og trafikprognoser er “undtagelser for reglen”. Enig i det første og omkring trafik sidder der regnedrenge og “kigger på” Kattegatforbindelsen samt Lynetteholmen (projekteret ø/nyt byområde i Københavns havn).

      Jeg er glad for dine Globalis-relaterede bemærkninger af flere årsager. 1) Bloggen har (længe haft) planer om et indlæg vedr. Verdensmålene, enten helt eller selektivt (emnebaseret). Det blev jeg mindet om ved aktuel randomiseret studie på Globalis.dk. Jeg er sikker på, at din research er præcis (som altid); mine info omkring Indonesien og Filippinerne haves fra personlige kontakter og kan sagtens være “følelsesrelaterede”. – Men – by and large – kan det sikkert fastslås, at flere af de nævnte lande (dog undt. Japan) har et elastisk forhold til statistisk indberetning, i Kinas og Vietnams tilfælde bestemmes det sikkert centralt.

      Jeg forstår din sidste sætning. Jeg har længe ment (jeg lever knap længe nok til at bevise det ;)), at teknikken – robot etc. – vil erstatte talrige menneskelig funktioner i løbet af de kommende decennier. Vi er kun ved begyndelsen med robotstøvsuger, robotplæneklipper og lignende småtterier…..og så:

      “Den iskolde sandhed” er jo nok også politisk, altså at EU(ropa) frygter den islamiske befolkningsmæssige fremfærd, selv Israel har regnet på, hvornår der kan blive muslimsk majoritet. Jeg har oplevet mange varianter i det lille multikulturelle Nederlandene, der nu “huser” 17,2 mio. indb. – de etniske spændinger stiger (som f.eks. i den grad i det langt større Frankrig) og anvendes som et tungt argument mod immigration/statsborgerskab etc.

  5. Jeg har svært ved at læse denne artikel, måske fordi tankegangen vedr. Rusland er lidt kroget; men generelt ja til at Rusland burde være en del af EU fordi vi ville være stærkere, geopolitisk og industrimæssigt.

    Men vi ved jo godt hvad der er årsagen: De store klasseforskelle i Rusland 1900-1910 og blomstringen i resten af Europa var brændstof til en revolution, og revolutionens spydspidser mente at resten af det “overklasseregerede Europa” ville bekæmpe det Russiske system, og dermed gøre det umuligt at få udlignet sociale forskelle. Er der nogen, der har skrevet om hvordan Kina’s økonomi blomstrede efter at Deng åbnede op for kapitalisme af en slags?

    eller de mange dispensationer grundet mistanke om doping, der tildeles for russiske deltagelse i sportskonkurrencer.

    1. @DAX: Det var en overvejelse, hvorvidt Ruslands-vinklen skulle indarbejdes i den nordiske tekst. I første udkast indgik også militær-vinklen (in casu Østersøen), men blev fraskåret.

      Det havde nok stået mere klart, ifald Ruslands-vinklen var blevet parret med EUropa-spørgsmålet. Tanken er den enkle: Hovedfjenden er Kina nu og i fremtiden. EU (og især Norden med Arktis) uden UK står mega svagt. Havde man grebet de politiske muligheder omkring skiftet i Kreml i de første år af 200X, mener Ruslands-kyndige, at Putin ville have været mere samarbejdsvillig. Rusland følte sig nedgjort og var i en uvant svag position. – Som du konkluderer (helt rigtigt) ville EU (og dermed Norden) have været langt stærkere geopolitisk, også fordi (i min optik) USA og nu UK trækker sig mere og mere fra EUropa.

      Men realiteterne er ikke lig (mine) ønsketænkninger. Realpolitisk står EU(ropa) svagere end nogensinde med nogle betænkelige højredrejninger i Ungarn og Polen, med nogle Balkan-lande, der måske snyder på vægten. Det gik lidt for hurtigt i 2004, da Anders Fogh Rasmussen spillede den store forligsmager, men rationalet var – især i EU/Bruxelles – at man var bange for, at nogle af tidligere kommunistiske østeuropæiske lande faldt tilbage til et opadstigende og revanchistisk Rusland.

      Jeg ser ret pessimistisk på fremtidens Europa, omend ikke i dag eller imorgen, men i de kommende årtier med de forskellige globale magtdelinger…..

      1. Undskyld der kom rod i min kommentar: Det var bemærkningen om doping, som jeg havde svært ved at forstå og ville have anbragt oppe ved et indledende spørgsmål. Jeg beklager.

  6. Undskyld der kom rod i min kommentar: Det var bemærkningen om doping, som jeg havde svært ved at forstå og ville have anbragt oppe ved et indledende spørgsmål. Jeg beklager.

    1. @DAX: Min inkluderende bemærkning omkring “doping” – Ruslands kapitel, 4 afsnit – er ment “ironisk”, altså på den ene side nærmest dødsfjender mellem EU/Vesten og Rusland og så alligevel accepteres undtagelser/gives en kattelem til at lukke russerne ind i den sportslige varme.

      – I Tyskland er der meget delte meninger omkring f.eks. eks-kansler Gerhard Schröders formandskab i et russisk gasselskab og kraftige indblanding i Nordstream. På den anden side fornemmes også en vis pragmatisk forståelse i dele af Tyskland for nødvendigt samarbejde med Rusland (ligesom Ungarn), modsat Polen og Baltikum, hvor der nærmest er frygt og had mod Rusland.

  7. Ja, jeg havde fanget tanken om at Putin i de første år kunne være vundet for en fælles kurs med Europa overfor de stærke kræfter i Asien – det mener jeg også, og hvordan det så i praksis ville være sket, kan jeg også forestille mig. Der kunne være flere forskellige strategier, samarbejde via organisationer, handel, ideologisk udveksling vedrørende konkrete aspekter af infrastruktur (altså trafik og transport, som vi ser det med pipelines) men først og fremmest skal vi vist være glade for at teknisk samarbejde stadig kan fungere trods de forskelle der er, og trods det revanchistiske approach, som man mener er baggrunden for Putins handlinger i Krim, Sebastopol, Syrien, Tyrkiet, Ukraine, og sikkert mange flere steder i Mellemøsten.

    Baltikum samarbejdet var interessant læsning. Det er IT oppefra, “vandfaldsmodellen”, forstår jeg, styring oppefra. Man kan så håbe at de gode IT folk, der i Estland har valgt at satse på Open Source systemer ligesom Google og Amazon mfl. vil smitte af på den tekniske side i Danmark, hvor vi jo desværre har set at det koster milliarder at lave skattesystemer, som ikke virker.

    Nå nu kom jeg vist ud ad en tangent! Men anyway, interessant læsning.

    1. @DAX: I relation til 1 afsnit omkring Rusland er det præcis mine tanker. – Omkring Baltikum – som jeg også har en svaghed for – er især esterne særdeles IT-minded. Noget, russerne skulle “demonstrere” i nogle maj-dage 2007, ved at lægge det officielle IT-Estland ned. Jeg var i Estland (Tallinn) dagene efter og min daværende nære forbindelse, der arbejdede i indenrigsmin. var stærkt chokeret, men egentlig ikke forundret over den opførsel fra deres store nabo i øst. Det lille kontingent af NATO-styrker i Estland gør meget nytte. 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *