Der er de seneste årtier dukket et utal af forkortelser for alskens lidelser, såvel somatiske som psykiatriske. I nutiden forekommer det næsten som om, at der ligefrem er en tilskyndelse til at diagnosticere mennesker, der blot er lidt anderledes (eller måske helt normale?). Når det gælder det somatiske, forekommer der ikke at være den store reservation (ofte nærmest tværtimod) for at bekende sin lidelse/skavank. Derimod forsøges diagnoser, der relaterer sig til sindet for mere unævnelige.
I mine nære cirkler har jeg gennem mit plettede liv oplevet såvel skizofreni som ikke mindst især manio depressivitet ( i nutiden kaldet “bipolar”). Sidstnævnte kan også, hvis man da ikke “studerer” personen tilstrækkelig, sagtens forveksles med Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder – i bogstavsforkortelse ADHD. På almindelig dansk kunne man sige “forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet”.
Illustrationen ovenfor viser en nylig udkommet bog om emnet.
Bogens indhold
Bogens bogside (intro) delciteres: “Min (u)perfekte hjerne – en personlig guide til et godt liv med ADHD er skrevet til voksne, der ligesom forfatteren lever med en krøllet hjerne. Bogen henvender sig også til pårørende og andre, der gerne vil blive klogere på livet med ADHD. Baseret på forfatterens egne egne erfaringer indeholder bogen den viden og de redskaber, han selv manglede, da han som 40-årig opdagede, at han havde levet i årtier med ADHD som blind passager.
Bogen indeholder konkrete redskaber til at leve et godt og balanceret liv med ADHD. For eksempel strategier til at holde fokus og motivation for at komme i mål med planlagte opgaver (…)”
Bogen er disponeret i 13 kapitler, der vinkler en persons reaktioner i forskellige relationer (hverdag, arbejds- og sociale forhold, økonomi, kost, venskaber, kærlighedsforhold etc.; alt sammen redskaber for personen og samtidig forståelse for omgivelserne.
Forfatteren Mikkel Bech arbejder som freelance – journalist, formidler og foredragsholder om ADHD og mental sundhed. Han mener ikke overraskende, at ADHD skal tages alvorligt. Alligevel insisterer han i bogen helt bevidst på ikke at kalde ADHD en diagnose – men bare bruge bogstaverne ADHD; desforuden kalder han ADHD for en ”klub, som stadigt flere bliver medlem af”.
Som han udtrykker andetsteds: “”Vi, der har ADHD, er ikke syge. Vores hjerner er bare anderledes. Jeg og andre med ADHD er ikke vores diagnose. Vi er mennesker med hjerner, der som alle andre hjerner har sine særlige udfordringer og kvaliteter,(….)”
Refleksion
Faktisk er den både let læselig og i sin helhed aldeles fremragende i sin beskrivelse af emnet, måske også fordi forfatteren selv bekender sig til diagnosen.
Blogejeren har omgået/omgås personer, der afgjort kan rubriceres under denne diagnostiske betegnelse. Det er ofte både spændende og (indimellem for) aktive personer, der nemt mere eller mindre selvbevidst “griber taktstokken” i sociale sammenhænge. Underholdningsværdien er åbenbar, det samme kan anstrengelsens tyngde være efter et længerevarende samvær og begrebet “stress” indgår også som en mere eller mindre inkluderende faktor.
Mennesker med denne “lidelse” befinder sig ikke sjældent i offentlighedens søgelys (ligesom “bipolar”). Deres drive befordrer mange resultater, hvoraf nogle sker med spændende målopfyldelse og andre ender i – venligt udtrykt – manglende konstruktion.
Indholdet af de to links uddyber ADHD-emnet på bedste vis:
Links:
Der er efterhåer nden så mange diagnoser, at det kan være svært at følge med, medmindre det interesserer en meget. Der ADHD, damp, autisme, post og bi- det ene og andet, præ ditto osv.
De dækker givetvis et forklaringsbehov (og evt. behandlingsbehov) for en eller anden “unormalitet”, men jeg tænker uvilkårligt, at man så samtidig indsnævrer normalitetsbegrebet, så det normale bliver mindre rummeligt og i mangel på bedre defineres som fravær af afvigelse. Og så er vi på cirkelslutningens overdrev.
@Eric: Din kommentar sammenfatter det på fortrinlig vis: “(…) man så samtidig indsnævrer normalitetsbegrebet”. Igen, igen i disse dage 10-18. aug. 2024 udspiller sig den årlige Pride Festival, hvor regnbuens farver, hoftevrid og insisterende attituder er fremherskende.
Mikkel Bech’s bog lyder som en god bog til bedre at forstå hvad ADHD er. Psykiatrifondens hjemmeside har jeg set på, og der er jo mange forskellige diagnoser, så Eric’s synspunkt kan jeg sagtens følge.
@Per Jan: Emnet har jo også en vis pendant til den aktuelle Pride Festival, men ja, “normalitetsbegrebet indsnævres” i sandhed og biologiske afvigelser synes at have medvind i nutiden….mon hvor længe?