The Hiroshima Peace Dome Japan – Foto: iStockphoto
Hiroshima
For næsten nøjagtig 80 år siden, nærmere bestemt den 6. august 1945 lød logbogen for B-29 flyet, der kastede historiens første atombombe: “Kl. 8.15, atombomben udløst, 43 sekunder senere, et kraftigt lysglimt, chokbølge, flyet ryster, kæmpemæssig atomsky.” – Tre dage senere fulgte en ny udløst atombombe over Nagasaki. Det samlede tab af menneskeliv for de to byer over de første fire måneder blev opgjort til mellem 150.000 og 250.000 personer.
Cirka 60-80.000 mennesker blev dræbt øjeblikkeligt ved Hiroshima-bomben, mens det samlede antal døde menes at være omkring 140.000 som følge af eftervirkningerne. Overlevende af atombomberne kaldes i Japan for “hibakusha”, et ord der direkte kan oversættes som mennesker påvirket af bombe. Bombningerne er første og eneste gang, at atomvåben er blevet brugt i krig.
Da Japan ofte er udsat for jordskælv, er og var mange bygninger temmelig solidt konstrueret. Denne solide byggestandard er utvivlsomt en stor del af forklaringen på, hvorfor de bærende dele i visse bygninger nær ved eksplosionen ikke brød sammen. Bygninger, som lå mere eller mindre direkte under eksplosionen, blev ramt af en trykbølge der bevægede sig oppefra og ned, frem for den overvejende vandrette trykbølge, der ramte og væltede bygningerne uden om sprængningsstedet.
En af de mest berømte bygninger, der blev stående efter eksplosionen, er den regionale industri-udstillingshal (foto øv.); en bygning med et kuppeltag, tegnet af den tjekkiske arkitekt Jan Letzel. Ruinen er blevet Hiroshimas monument for freden, og blev i 1996 optaget på UNESCOs verdensarvsliste, i øvrigt under protester fra USA og Kina.
Anvendelse af atomvåben og bombningen af de to byer begrundes ofte med et ønske om at få krigen afsluttet og fremtvinge en betingelsesløs overgivelse fra japanerne. Efter at Sovjetunionen trådte ind i krigen overgav Japan sig den 15. august 1945. Den 2. september 1945 blev freden underskrevet. 2. verdenskrig var slut. Det diskuteres stadig, om atombomberne over Hiroshima og Nagasaki havde en afgørende betydning for overgivelsen.
I nutiden kan man kun håbe, at sådanne militære overvejelser ikke bliver genstand for handling og konsekvenser for den aktuelle, ret fragile, verdensorden.
##########
Internationale penpals
I 00´erne var det tiden, hvor SoMe (sociale medier f.eks. Facebook, Instagram etc.) ikke rigtig var slået igennem. Blogging derimod blev mere og mere fremherskende. Det samme gjorde mulige sociale (og dating) platforme. Glæden ved det internationale har altid været til stede hos blogejeren, der hurtigt så mulighederne i at etablere forbindelser. Det blev i det årti til yderst varierede og spændende kontakter med 15-20 mailpartners (“elektroniske pennevenner”).
Det var en samling af mange forskelligartede typer spredt ud af racer, religion, erhverv, uddannelser og personlige baggrunde. Nationaliteterne omfattede amerikanere, canadiere, russere, svenskere, estere, finner, tyskere, belgiere, polakker, franskmænd, italienere, schweizere, newzealændere, brasilianere samt asiater fra Japan, Nepal og Kina (sidstnævnte kineser(inde) var flygtet med sin nære familie fra Hongkong til Sydney, AUS kort efter overtagelsen i 1998).
Det genererede adskillige både herlige og besynderlige oplevelser. Det “newzealandske par” var i virkeligheden en amerikaner med baggrund i TX-olieindustri og hans lægeuddannede belarusiske hustru; sidstnævnte kunne ikke forstå, at jeg (med min professionelle baggrund) ikke kunne skaffe hende et lægejob i DK. Et andet eksempel var den kontante og ret sympatiske israeler, der viste sig efter grundig mailudveksling over et par måneder at have tilknytning til Mossad, Israels eksterne sikkerhedstjeneste. Hans egentlige motiv var en test af “min egnethed” som “zayin”, som jeg foreholdt ham i en absolut positiv kortere telefonsamtale og derved blev det afslutningen på vores kontakt. Et tredje eksempel var en af de to russere fra en større millionby øst for hovedstaden Moskva, der ønskede nogle forretningsmæssige kontakter (og måske også noget andet…). De få nævnte (og andre forholdsvis indholdsrige) eksempler tilhører imidlertid ikke denne historie.
Links med nogle mailpartners holdt kort, andre holdt det meste af årtiet og få holder stadig. En ville med sikkerhed fortsat være aktiv i nutiden, men skæbnen med historien som en mulig wingman afskar denne mulighed. Kvinden var fra Japan, nærmere bestemt Hiroshima. Navnet på denne mailpartner var….
##########
……Mayumi Hara
Navnet er et helt almindeligt navn for en japansk kvinde, vel nærmest som “Bente Hansen” i Danmark. Men Mayumi´s intensive attention pr. mail og ikke mindst hendes historie fortjener noget særligt.
Familien Hara
“Hibakusha” kunne med rette anvendes om familien Hara. Grundet en krigsskade var faderen hjemsendt fra militæret og havde genoptaget sin lærergerning. Moderen var hjemmegående. At familien Hara overlevede, skyldtes det utrolige træf, at de netop i de august-dage var rejst på familiebesøg andetsteds på Honshu-øen.
Omstændighederne omkring deres tilbagekomst til den sønderbombede og radioaktive by kunne Mayumi, f. 1955, via de mange og detaljerede beretninger fra hendes (afdøde) forældre gengive for mig i mails. Hun beskrev ligeledes japanernes holdning til krigen, til amerikanerne, herunder især de første besættelsesår “under” den 5-stjernede amerikanske general Douglas MacArthur. Han var den effektive hersker over Japan 1945-1951 og overvågede den økonomiske, politiske og sociale hverdag (med den japanske kejser i en neutraliseret rolle). Det skiftede og de efterfølgende år begyndte en opadstigen, hvor Japan gennemgik en helt uset transformation til et moderne samfund.
I årene 2001-2009, hvor jeg mailede med hende, var Japan stadig verdens næststørste økonomiske magt, baseret på et asiatisk folks imponerende historisk-betingede moral, fantastiske disciplin, lean-agtige produktionstilgange og (skal ikke glemmes) nærmest logeagtige racebeskyttelse. Netop i samme periode startede den evige asiatiske konkurrent Kina med sit fantastiske opsving, der sidenhen passerede Japan på den økonomiske rangliste og efter nogles mening vil passere USA i dette eller senest næste årti.
Mayumi var i den grad viden-tørstig. Jeg kunne bidrage med en del skandinaviske vinkler om mange emner og i mindre detailgrad europæiske. Hendes fag var lærer-faget, ganske som sin far. Vores mailing var rig på emner. Forskellige asiatiske kulturer, Japans besættelse af store dele af Asien under WW2, herunder flere mailudvekslinger “set fra min 1´ste sydmolukkansk-nederlandske eks-hustrus og hendes families vinkler”, japanernes forhold til religion, til sex, til (den manglende) ligeberettigelse mellem kønnene, geisha-begrebet, japanske selvforsvarssystemer versus kinesiske og koreanske etc. samt “naturligvis” de japanske “Zaibatsu” (store japanske konglomerater) og ikke at forglemme, hvorfor Liberal-demokraterne kunne sidde på magten i årtier etc.
Hendes ægteskab var velfungerende og de to børn ligeså. Hendes forældre var begge – som alt for mange andre overlevende fra Hiroshima – blevet ofre for en tidlig cancer.
Mayumi mente selv (modsat mange japanere), at (min absolutte yndlings-) præsident Harry S. Truman havde gjort det rigtige; altså at stoppe et japansk fanatisk rædselsregime og spare x tusinde amerikanske liv ved at beordre atombomberne nedkastet. Kilder fortæller, at bombe nr. 3 var klar til nedkastning over Tokyo, men det blev gudskelov ikke aktuelt.
Den sidste mail
Mailintensiviteten var i alle årene imponerende. Nogle af hendes mails var naturligvis gentagelser – i forskellige varianter, mine sikkert også. En dag kom der en mail med overskriften “Good-bye”.
Med blandede følelser lukkede jeg den op, thi det var svært at forestille, at Mayumi var træt af at maile med hendes “dejlige vidende danske ven” (som hun nu og da tilføjede). Mailens indhold var meget beskrivende, som hun havde for vane. Men denne gang kunne jeg godt have undværet detaljerne og konklusionen. Jeg læste mailindholdet flere gange og indrømmet: Mine øjne blev våde.
Mayumi havde fået diagnosticeret en inoperabel bilateral mammae-cancer af en aggressiv type. Lægerne havde givet hende få uger. Hun havde “haft det lidt skidt i et stykke tid forinden”. Hun var helt sikker på, at det var en arv fra fortiden i skikkelse af forureningen efter bomben eller via de beskadigede arveanlæg fra forældrene. I disse dage kunne hun være fyldt 70 år (1955-2009).
Indimellem er jeg hurtig på tasterne. Ikke sjældent falder indholdet mig let og på gode dage kan jeg skrive flere sider rimelig hurtigt. Men netop den dag var det som mit normalt anvendte 10-fingersystem ikke fungerede. Fingrene sad fast i tangenterne. Adskillige oplæg blev kasseret. Det tog mig flere timer at skrive “det rigtige svar”.
Den brutale sandhed er: “Det findes ikke!”, noget jeg har indset de hidtil 9 gange, hvor jeg har siddet eller stået overfor en moribund person. Omsider blev sammentømret en tekst, der med meget blandede følelser udvirkede et tryk på enter-knappen.
Mit tilkoblede mail-sporingsprogram fortalte mig, at mailen blev åbnet nogle gange over de kommende dage, i meget lang tid……..japanerne er grundige i mange af livets forhold.
#########
Potus nr. 33 alias Harry S. Truman
Akronymet “Potus” står for “The president of the United States of America” og anvendes ofte i amerikansk presse etc. De to præsidenter, daværende Harry S. Truman og nuværende Donald J. Trump, har (kun) de fire første bogstaver i efternavnet til fælles.
Truman var en undervurderet tidligere manufakturhandler fra Missouri, der i Anden Verdenskrigs sidste år som vicepræsident stod i skyggen af en gigant af præsident i fysisk og politisk skikkelse af Franklin D. Roosevelt (FDR). Den nærsynede og 175 centimeter høje Truman besad ikke på nogen måde overklassedrengen FDR´s holistiske evner, kontaktflader, talegaver eller charme. Men Truman baserede sin præsidentperiode på sine stærke instinkter, sin kristne tro og ret få rådgivere, der maksimalt matchede det yderst interessante – i alle af livets sammenhænge – ofte undervurderede begreb “loyalitet”.
Enhver interesseret i USA´s politiske periode efter Anden Verdenskrig og op til dato kan opremse Trumans efterfølgere: Eisenhower, Kennedy, Johnson, Nixon, Ford, Carter, Reagan, Bush Sr., Clinton, Bush Jr., Obama, Biden og Trump (sidstnævnte i to adskilte perioder). Af de nævnte besad flere eminente oratoriske evner, andre var fabelagtige analyserende begavelser, nogle opfyldte begrebet hæderlighed, nogle det modsatte, andre snuhed, nogle en forbløffende uvidenhed, andre en naivitet og andre igen indeholdt en betydelig promiskuitet. En enkel sågar også megalomania m.gr.
Men Harry S. Truman havde egenskaberne mod, hæderlighed og ikke mindst beslutsomhed (modsat en forbløffende del af hans efterfølgere); hverken tidligere “verdensstjerner” på den samtidige globale politiske scene som Churchill eller Stalin kunne true ham. Ja selv, da den 5-stjernede US-general Douglas MacArthur ville beordre anvendelse af atombomber i grænseområdet mellem Kina og Nordkorea under (den uafsluttede) Koreakrig, sagde Truman stop og fyrede nationalhelten fra Stillehavskrigen i april 1951; modsat mange (de fleste?) politikere havde han modet til at træffe upopulære beslutninger og ikke mindst fastholde dem.
Ved præsidentvalget i november 1948 kom en af de største overraskelser i amerikansk historie, hvor den siddende præsident Harry S. Truman mod alle meningsmålinger og til næsten alles overraskelse besejrede den republikanske modkandidat og storfavorit, guvernør Thomas E. Dewey. Det interessante var her, at det amerikanske folk – på trods af Trumans handlinger under og lige efter Anden Verdenskrig o.m.a. – ikke lod sig forføre (modsat i nutiden) og valgte Harry S. Truman som præsident frem til 1953.
Det forlyder, at en anden præsident fra samme parti (Demokraterne) ikke sjældent inviterede den aldrende Truman (1884-1972) på besøg i White House i Washington til snak og rådslagning. Dette til trods for, at denne præsident var omgivet af vel det ultimativt mest kompetente kabinet (“The Best and the Brightest”) af alle nævnte US-præsidenters. Et hold af ministre og rådgivere, der var nøje udvalgt fra hhv. de traditionsrige østamerikanske eliteuniversiteter med vedbend klædte mure samt erhvervslivets absolutte top (f.eks. Ford Motor Company), bankverdenen, diplomatiet og erfarne politikere fra Kongressen. Navnet på denne anden præsident var naturligvis John F. Kennedy.
Det ville den nuværende megalomaniske præsident aldrig gøre, men som nævnt ovenfor havde Truman og Trump kun de fire første forbogstaver i deres efternavne til fælles. Enhver “Big Beautiful Benchmarking” ville udvirke en forskel af egenskaber, hvis samlede facit med nuklear kraft som Hiroshima-bomben kunne omfavnes af den ultimativt tungeste og ultra komplette betydning af ordene “kontrast” og “format”.
########
Spændene blog tilbagevenden efter feriepausen.
Som sædvanlig kan du forbinde verdenshistoriske begivenheder med personlige anekdoter. Du må have haft travlt med en så stor korrespondance med forskellige mennesker rundt om i verden. Det må have beriget dig med indsigter i hvad ”almindelige” mennesker rundt omkring i verden tænker/håber og ønsker.
Din rørende korrespondance med Mayumi Hara minder mig om mit bankskoleopholde i London, hvor en japaner var en af mine nærmeste venner. Han mente også at det var helt berettiget af amerikanerne, at få afsluttet krigen med atombomberne og bar på ingen måde nag.
Præsidenterne efter Truman har været meget forskellige og den dårligste er desværre den nutidige. Aktuelt står Trump vel over for sin største udfordring i forbindelse hans bestræbelser på at få en Nobel Fredspris for at skabe fred i Ukraine? Heldigvis ønsker flere og flere amerikanere – inklusive republikanere – at forøge støtten til Ukraine.
@Per Jan: Faktisk havde jeg to fortrinlige japanske mailpartners i 00´erne. Den ene var “Toyota-man”, boede i Toyota og arbejdede (administrativt) på den store Tsutsumi-fabrik. Han sendte postalt og elektronisk en del materiale om dette anerkendte bilmærke og berigede mig med en del detaljer, der lykkelig er glemt. Men Mayumi havde en særlig plads i mit mailing-heart, hvilket vist tydeligt fremgår af dagens blog.
Selv konservative (republikanske) Arnold Schwarzenjäger har udtrykt stort mishag med sin formands seneste optræden overfor Czaren. Mon ikke x mio. amerikanske vælgere er ved at vågne op; om det så er tids nok, vil fremtiden vise.
Ingen kan fælde historiens dom om det, der sker i fremtiden. Debatten om atombomberne i 45 dør nok aldrig. Om historien har lært os noget, er det vel, at det moralske kompas sjældent bruges i krig.
Din pennevenne-aktivitet vidner om din videbegærlighed, nysgerrighed og vilje til at dele. Trist med din japanske penneveninde. Uanset årsagen er det næsten altid “for tidligt”, ved vi, der har nået en vis alder og mistet alt for mange.
Man kan sige meget om amerikanske præsidenter gennem tiderne, men med den seneste har vi nået et foreløbigt lavpunkt, som varsler ilde for fremtiden. Hvad angår rådgivernes kvalitet, tror jeg nu (lidt syrligt), at Kennedy næppe var helt tilfreds efter det ydmygende nederlag i Svinebugten.
@Eric: Det sidste først. En research fortæller, at Præsident John F. Kennedy, der var tiltrådt få måneder før, havde overtaget planerne for invasionen fra sin forgænger, Dwight D. Eisenhower, og han valgte trods betænkeligheder at gennemføre dem. Dog besluttede han, at USA ikke ville give eksilcubanerne luftstøtte, sandsynligvis af frygt for, at Sovjetunionen skulle gøre gengæld i Vestberlin. Enig i din betragtning, men det fortælles, at JFK lærte en del af det (og mon ikke gamle Truman havde advaret ham 😉 ). – Mayumis årgang er jo ikke dig fremmed og mine egne erfaringer opsummeret fortæller også om forbløffende mange “exits”. – Og sluttelig: Den nuværende Potus er dødsensfarlig. Den aktuelle optræden i Alaska sammen med sin gode ven Czaren og de forventede efterfølgende møder vidner om en storskrydende person, for hvem a-l-t er business.
Et meget stærkt og tankevækkende indlæg, som både formidler den historiske tragedie i Hiroshima og giver et personligt perspektiv gennem historien om Mayumi Hara. Koblingen mellem de store historiske begivenheder og de enkelte menneskers liv og skæbner gør indlægget både nærværende og rørende.
Man bliver mindet om, at selv om Hiroshima og Nagasaki ofte omtales i tal og strategiske vurderinger, var det først og fremmest en menneskelig katastrofe, der stadig kaster skygger mange årtier senere.
Atombombens ødelæggelser minder om, hvor skrøbelig freden er – men også om, hvor vigtigt det er at bygge relationer på tværs af lande, kulturer og generationer. Historien om Mayumi viser, at selv i skyggen af de mørkeste kapitler kan der opstå venskaber, forståelse og menneskelig forbindelse.
P.S. Det ærgrer mig selvfølgelig en smule, at du aldrig blev hemmelig agent for Mossad. Det kunne sikkert have genereret et par interessante blogindlæg
@Uffe J: Som redaktøren for længst har fornemmet, anvendes “koblingen” ofte og meget gerne, hvor det forekommer naturligt. På et bagtæppe af indlæggets “radioaktivitet” senses, at kommentatoren også følte sig lidt underholdt, hvilket noteres med tilfredshed.
Mossad-agentens “approach” nødvendiggjorde en præcisering fra min side, hvilket var årsagen til mit telefonopkald til Tel Aviv. Der blev verbalt jongleret med flere begreber (også “ayin” – kan oversættes til overvågningsspecialist). Efterretnings- og sikkerhedstjenester kan altid have brug for stedlige informanter (ikke at forveksle med DDR-/STASI-begrebet “inofizielle Mitarbeiter” (IM)), der netop på en art freelance-basis kan agere og/eller bidrage med semi-analyser af relevante lokale forhold/begivenheder/stemninger. Den pågældende efterretningsofficer fandt mig interessant i så henseende efter en tilsyneladende screening af tilgængelige data om min person. – Jovist, der kunne sikkert være skrevet nogle spændende indlæg med usynligt blæk. 😉