Fortiden
Få kender i dag navnet Rasmus Nicolaj Ernst. Han var fynbo. Mere præcist en skolelærer i Nyborg. Det siges, at det var ham, der i 1897 udtænkte et spil, hvor bolden flyttes ved kast mellem spillerne og hvor markspillerne scorer på to mål med et bufferfelt. Læreren kaldte meget logisk spillet for “håndbold”.
Historien fortæller også, at året efter udformede oberstløjtnant Holger Nielsen et tilsvarende spil på Ordrup Latin- og Realskole, hvor han var gymnastiklærer. De to spil flød sammen og i 1906 kunne skolelærer Ernst udsende et sæt regler, herunder at man ikke må løbe med bolden og højst holde den i tre sekunder osv.
Tyskland var også med, næsten samtidig. Senere hen i herrehåndboldens verdenshistorie dominerede vores store sydlige naboland i perioder, ikke mindst i den forsvundne stat DDRs tidsalder (1949-1990). Det samme gjorde flere af de andre tidligere kommunistiske østeuropæiske lande. Efter Murens fald dominerede Sverige og Rusland på skift i en periode, indtil Frankrig efter århundredeskiftet overtog førertrøjen med Kroatien og Spanien som konkurrenter. Men Danmark har blandet sig i toppen flere gange og ikke mindst de seneste 10 år. Det blev f.eks. til den fine olympiske guldmedalje i Rio de Janeiro i 2016. Og så endelig i dag…..guldmedaljen for øjnene af 15.000 tilskuere i den fantastiske hjemmebane Jyske Bank Boxen i Herning samt millioner af tv-seere.
Min personlige fortid
Jeg har været håndboldelsker i mere end et halvt århundrede. Det blev grundlagt i skolegården i de tidlige 1960ere; desværre fandt vores gymnastiklærer hurtigt ud af, at volleyball (for ham) var mere spændende. Nogle af os drenge vendte dog efterfølgende tilbage til håndbolden.
Een af mine bedste klassekammerater blev i mange år en kompetent målmand på Danske Banks oldboys-hold. Og apropos Danske Bank og håndbold har seniorrådgiver Palle “Banks” Sørensen (f. 1945) udgivet det uundværlige opslagsværk “Håndboldhelte – værd at vide om 847 landsholdsspillere gennem tiden”.
Lidt senere i slutningen af 1960erne spillede jeg i Østerbro-klubben KH. Målmandsposten var ikke mig. Hverken stregspil eller skud ej heller. Desværre! – Det eneste, som jeg duede til var spilfordelingen. Det som i vore dage med et kendt angelsaksisk ord kaldes playmaker. På en god dag var det faktisk ikke så dårligt. Det faldt mig nemt at “læse spillet”. Men håndbolden blev i ungdommens strøm af rastløshed afløst af andre udfordringer, men kærligheden til spillet, nu som tilskuer, forsvandt aldrig.
Rollen som tilskuer, ikke kun foran tv-skærmen, men i mange år til kampe, nationale som internationale, har passeret revy; lige fra den lille provinshal, hvor spillet bød på talrige tekniske fejl, tvivlsomme dommerkendelser, umagelige sæder og ikke mindst råbende (over-)ambitiøse forældre til øjeblikke såvel i Danmark, Sverige og Tyskland, hvor utroligt dygtige spillere passerede få meter forbi mit synsfelt og i gyldne øjeblikke på sekunder viste omverden, hvorfor de kaldtes verdensstjerner.
Verdensstjerner i herrehåndbold
Den første danske verdensstjerne jeg oplevede live hed Jørgen Petersen (1944-2011). Denne HGer, senere HIFer, var i slut-60erne og start-70erne blevet kaldt flere gange for “verdens bedste håndboldspiller” i skarp konkurrence med østeuropæiske topspillere; især rumænere (Hans Moser, Stefan Birtalan, Gheorghe Gruia etc.), sovjetrussere, tjekkoslovaker, jugoslaver og østtyskere (især SC Magdeburgs klubhold) var stjerner i de år. Disse østeuropæere var såkaldt “statsprofessionelle”. Vi danske var (håbløse) amatører, indtil mange år senere, hvor også håndboldsporten blev professionaliseret.
“Verdens bedste målmand” blev østtyskeren Wieland Schmidt kaldt en del år med rette også i “Jerntæppe-tiden”. Den “kun” 185 centimeter høje østtysker kom fra det fantastiske succesrige SC Magdeburg-hold i slut-70erne og start-80erne. Den nu modne 65-årige Leipzig-borger forgudes stadig af mange tyskere, hvilket er forståelig for enhver, der oplevede ham live eller på tv-skærmen.
TV-skærmens udsendelser kan være medrivende, men “live” er det bedste. Oplevelsen af at være vidne til et håndboldslag med 13-15.000 medrivende tilskuere i en såkaldt multihal er berusende. I Sverige (Malmø Arena 13.000 tilskuere) og ikke mindst i Tyskland (Berlin, Magdeburg og Flensburg) er oplevet store øjeblikke dog “kun” med ca. 8.000 tilskuere. Det føltes næsten som de 82.000 fodboldtilskuere på Giuseppe Meazza stadion i San Siro-bydelen i Milano, der blandt flere kan henføres til mine (fodbold-)stadionoplevelser.
Verdensstjerner er oplevet close up på håndboldbanens 20 x 40 meter store bane som svenske Magnus Wislander, franskmanden (med de serbokroatiske aner) Nikola Karabatić, der i sidste sekund scorede til 26-25 og dermed reddede VM-bronzemedaljen til Frankrig d. 27. januar 2019 i Jyske Bank Boxen.
Og så – ikke at forglemme – den fabelagtige kroat Ivano Balić har passeret mit synsfelt ganske få meter fra banens optrukne linjer og givet uforglemmelige øjeblikke. Sidstnævnte, langhårede Balić var en fryd at opleve en kold vinteraften for ca. 10 år siden i Odense. På den modsatte bane var der en ung dansk spiller, lidt højere og med lidt længere hår. Kroaten Balić var på det tidspunkt vel verdens bedste.
Den anden blev sidenhen verdens bedste. Hans navn var – og er – Mikkel Hansen. I nutiden er nærmere præsentation overflødig af denne 100 kilo tunge og 196 centimeter høje danske verdensstjerne, der første gang så verdens lys den 22. oktober 1987 i den vidunderlige gamle håndboldby Helsingør.
Det føles både underligt og stort, meget stort, at have oplevet det lysende talent hos to danskere i deres tidlige håndboldkarriere. Jeg fornemmede det første gang, som mange andre, engang i Københavns Forum omkring 1970 med Jørgen Petersen i en landskamp mod Sverige (den tidligere og fremragende danske landsholdstræner Leif Mikkelsen har beskrevet det med gyldne superlativer flere gange).
Den anden gang var netop denne aften i Odense. Det var verdensstjernen Balić versus det unge talent Mikkel Hansen. Tilskuerne så noget den aften, som enhver håndboldelsker genkendte som ikke bare håndbold, men noget mere. Meget mere. Det lysende talent! En smuk oplevelse, som når en blomst springer ud, hvad enten det er i håndbold eller anden sport eller faktisk nærmest i en hvilken som helst disciplin.
Nutiden
Den 25. januar 2019 – VM i herrehåndbold i Danmark og Tyskland, netop de to lande, hvor det hele startede – så omkring et par millioner TV-seere samt ca. 13.000 tilskuere i Hamborgs Barclaycard Arena netop stortalenten Mikkel Hansen spille sin landskamp nr. 200. Den aften var han verdens bedste..igen. Verdensmesterne fra Frankrig blev nærmest udraderet i en dansk sejr på 38-30. Een af de kampe, hvor alt syntes at lykkes for det danske hold….alt! Landskamp nr. 1.476 i dansk herrehåndbolds historie var blandt de bedste, måske den bedste 1. halvleg nogensinde!
Finalen to dage senere i Jyske Bank Boxen mod Norge – det skandinaviske broderland – er netop overstået. Resultatet – en sand magtdemonstration – 31-22 til Danmark.
Arrangementet har været en stor succes. Øjeblikket er ikke til at fremdrage DHFs beslutning om manglende transparens i regnskabet, herunder mulige offentlige krone-tilskud fra f.eks. den driftige Herning kommune. Øjeblikket er heller ikke til at diskutere nyere regelændringer i spillet, hvorefter 6 spillere efter visse forudsætninger kan erstattes med 7. Øjeblikket er til stolthed og glæde. Lad det være sådan!
Fremtiden
Jeg giver den fremragende (og helt rigtige valgt) danske cheftræner Nicolaj Jacobsen ret: “Frankrig er stadig verdens bedste håndboldnation”. Bredden er meget stor, hvortil kommer den mangeårige talentudvikling på diverse håndboldakademier. De mangler p.t. dog en klassemålmand som fuldgyldig erstatning for den nyligt “pensionerede” Thierry Omeyer (f. 1976).
Unge spillere (20-22 år) som Dika Mem, Nedim Remili, Kylian Villeminot og Ludovic Fabregas er ved at bide sig fast på Frankrigs herrelandshold. Med den tillærte hårdhed, skarphed og ikke mindst med årene rutine vil de fortsætte “Les Bleus” succes. Sultne unge fra de tidligere franske kolonier, især Maghreb-området, har længe banket på (også i fodbold).
Den danske bredde på eliteplan er – sammen med Frankrig – den bedste i verden. Den er også funderet af mange års succesrigt ungdomsarbejde på klubplan. Tænk blot på den sydfynske “talentfabrik” GOG (Gudme og Gudbjerg). Det har manifesteret sig i flotte internationale titler på ungdomsplan især de seneste 10 år.
Den cirka 450 gram tunge håndbold (cirka 100 gram lettere for damerne) vil forhåbentlig fortsat rulle i mange år endnu, ligesom interessen vil være massivt indsmurt i harpiks dejligt fri for vold på tilskuerpladserne (som f.eks. fodbold). Og nye stjerner – danske som udenlandske – vil i øjeblikke løfte spillet til et galaktisk niveau……såvel set fra (multi-)hallernes tilskuerpladser som TV gældende både for herrerne og damerne. Begge køn har siden især 1990erne gjort Danmark megen sportslig ære.
Og efter tre mislykkede forsøg for dansk herrehåndbold, i 1967, 2011 og 2013, skete det endeligt. Til lykke…det er ikke bare stort, ikke kun rigtig godt, men det er det bedste. – De danske håndboldherrer – olympiske mestre – er nu også verdensmestre, fordi de gennem hele turneringen var de bedste!
Dette er dansk håndbolds “finest hour”
Fantastisk slutrunde af de danske håndboldherrer.
Jeg har i min barndom og ungdom fulgt spillet i Stevnshallen og mange andre sportshaller, da både min far, mor, farbror, tante og søster var aktive i Lasse Svan Hansens ungdomsklub Sierslev (Jeg holdt mig selv til fodboldbanen i EVIF).
Når jeg ser, og glæder mig over, så blændende og overbevisende spil, så savner jeg min far, Egmont Larsen, som jeg desværre måtte sige farvel til for snart 3 år siden. Vi har altid, når det danske landshold deltog i slutrunder, eller OL, indgående vendt de danske præstationer.
Enten så vi kampene sammen, eller vendte dem efterfølgende på telefonen. Jeg er sikker på, at vi ville have været helt enige om, at det danske landshold, under denne slutrunde præsterede det helt sublime.
Jeg husker i 70’erne da landsholdet spillede opvisningskamp mod Sierslev i Stevnshallen, hvor bl.a. Palle Jensen bombede min far i målet. Den franske og norske målmand må have følt næsten det samme, i deres sidste møde med danskerne.
@Tommy L.R.: For os lidt mere modne håndboldfans føles det nok mere både pragtfuldt og samtidig lidt højtideligt, hvad vi har oplevet. Det sker ikke mere i vores levetid at opleve en dansk besat holdsport blive verdensmestre på hjemmebane. Herligt med det link mellem Sierslev og Flensburg Handewitt, hvor den lange tråd var i skikkelse af verdensmestrenes sympatiske og driftssikre højre fløj. Sidstnævnte klubs hjemmebane har jeg oplevet live og det kan varmt anbefales. Modsat mig har det familiære sat sine tydelige aftryk hos Dig og aktuelt (også her) sendt nogle varme tanker til din afdøde far. – Tak for en rigtig fin reflektiv kommentar.
Din imponerende indsigt vidner om interessen. Normalt følger jeg slet ikke med i den slags boldbegivenheder, men da aftensmaden i går skulle times, så fruen kunne se finalen, lod jeg mig alligevel indfange af holdets suveræne overlegenhed, og maden blev 5 minutter forsinket.
@Eric: Når det kommer til sport, er din store og mangeårige interesse (og aktiv deltagelse i) en “hjernesport”, der kræver dyb koncentration og strategisk tænkning. Sidstnævnte to forhold gælder også i håndbold, dog i en langt mere fysisk og verbal larmende version. 5 minutter kan betyde alverden på en håndboldbane, hvilket du måske fornemmede i et sjældent øjeblik, da din attention (lettere modstræbende) blev omsluttet af dansk håndbolds “finest hour”.
Tak for din detaljerede gennemgang af fortid,nutid,regler og eget engagement indenfor håndboldsporten fra en tidl. ignorant indenfor håndboldsporten, der førhen kun lod inspirere lejlighedsvis af gemalen, der altid heppede med, i hvert fald så længe danskerne var med i turneringerne.;-)
Men tilbage til i går, hvor den overbevisende sejr over Norge, gjorde os danskere så pokkers stolte, og hvor både trænere og spillere fortjener denne hæder fuldt ud.
Har dog været involveret via det ældste barnebarn, der i 10-12 års alderen fik transport til diverse steder, når hun spillede kamp, smittet af den dengang fabelagtige Anja Andersen.
Men hyldesten sluttede ikke i går, vi fortsætter senere i dag.;-)
@Ingelise: Anja Andersen var i 1990erne for kvindehåndbold, hvad Mikkel Hansen er i disse år for herrehåndbold. Enere….i særklasse. Begge har fuldt fortjent fået prædikatet “Verdens bedste”. Det fortæller noget, når selv “ignoranter” lader sig mere eller mindre frivilligt rive med i denne stemning. Igår blev der skrevet dansk idrætshistorie og vi er begge erfarne nok til at fornemme, når man er vidner til historieskrivning online, hvadenten det er politik eller sport.