Valgtanker i stillekupéen

Når man sidder i IC3-togets stillekupé, kan det generere nogle dybe tanker. Det er sket tit, simpelthen fordi jeg kører meget med tog og fordi jeg (også der) slår tankeprocessen til (en hjerneforsker vil sikkert kunne forklare og citere fra en ph.d.-afhandling, men lad det ligge 😉 ).

Således også de få gange i maj måned, hvor Rejsekortet igen er blevet digitalt motioneret ved kørsel mellem landsdelene (som det hedder med dansk jargon).  Når andet skrive- og læsestof er absorberet, hænder det, at DSBs kundeblad bliver skimmet. Således også maj-nummeret, hvor en artikel sugede mit nærvær i et stykke tid.

Lindholm

Dronebilledet foroven viser netop Danmarks vel nok mest omtalte ø gennem de seneste måneder, alt i alt. VLAK-regeringen (ihvertfald indtil videre) besluttede d. 19. december 2018 med støtte fra Dansk Folkeparti, at øen Lindholm i Stege bugt får en helt særlig betydning og funktion i fremtiden som led i finansloven for 2019.

Ifølge finanslovsaftalen skal udrejsecenteret på Lindholm således huse udlændinge på tålt ophold, udlændinge, der er udvist som følge af kriminalitet eller af hensyn til statens sikkerhed, fremmedkrigere og afviste asylansøgere, der dømmes for overtrædelse af straffeloven, våbenloven, knivloven og lov om euforiserende stoffer på eller omkring et udrejsecenter.

Beslutningen har ikke uventet mødt stor modstand fra blandt andet politikerne i Vordingborg Kommune, fra det lokale erhvervsliv og fra borgerne i især Kalvehave, hvor færgen (M/F Ulvsund) fra Lindholm lægger til.  Diverse TV-spots har bragt mere eller mindre hjerteskærende kritik af beslutningen.

Artiklen i DSB-bladet Ud og Se var formet som en annonce, hvis tekst var kildeunderstøttet af www.lindholm-fakta.dk. Nogle tekst-eksempler:

Lindholm koster mange hundrede millioner (759 mio. indtil 2022 – derefter 225 mio. hvert eneste år). Mange tror, at beboerne (tålt ophold, der skal hjemsendes, når forholdene tillader det) bliver spærret inde. Men selv med opholdspligt er det lovligt for beboerne at besøge venner i København – også om natten.

Færgen vil sejle fra Lindholm til Kalvehave flere gange dagligt. Hvis beboerne ikke har råd, vil de få færgebilletten betalt. Det er også tilladt beboerne at sejle i egen båd. 

Lindholm vil koste ca. 7 gange mere end et udrejsecenter på land. Men Lindholm må ikke føles anderledes end et center på land, da beboerne ikke må frihedsberøves.

Refleksioner

Det aktuelle valg til Folketinget Grundlovsdag 5. juni 2019 har blandt sine tungeste temaer “flygtninge-, indvandring- og asylspørgsmålene”.  En netop offentliggjort Megafonmåling (for Politiken og TV2) den 1. juni 2019, hvor 1.043 personer blev spurgt om de bedste og dårligste initiativer og refomer fra VLAK-regeringen, viser 20 procent for Lindholm-løsningen og 47 procent imod.

Når man dykker ned i lovgrundlaget, bare en smule, er det svært og komplekst stof.  Hvorfor?

Fordi der er internationale konventioners tekster, hvis retningslinjer banker ind i mangen en danskers holdning(er).  Yderpunkterne: Hvor brutal skal man være? Hvor meget kan og skal juraen bøjes? Hvor humanistisk skal man være? Hvor meget hensyn skal tages til en lokalbefolknings bekymringer over placeringen af et sådant center? Hvor forståelig er utrygheden, set i det perspektiv, at mange af de udlændinge, der befinder sig i Danmark på tålt ophold, er dømt for grov kriminalitet? 

Ifølge de aktuelle meningsmålinger til det kommende folketingsvalg vil Lindholm-færgen få slagside i bagbords side (venstre), men færgefart mellem småøer kan byde på mange overraskende oplevelser; tror mig, jeg har prøvet færgefart til adskillige danske småøer, hvor kraftig vind, understrømme, tåge, maskinstop m.m. kunne skabe kludder i regulariteten, i særlige tilfælde med efterfølgende indstilling af driften på ubestemt tid 😉 .

Læseren ønskes et godt valg Grundlovsdag 2019

 

DEL SIDEN

10 kommentarer til “Valgtanker i stillekupéen”

  1. Nu er jeg desværre ikke helt opdateret på det danske valg, men jeg håber at dem der kommer til magten efter valget skrinlægger Lindholm og benytter den til noget andet.
    Man kunne jo f.eks. samle Folketinget på dette sikkert smukke sted og lave Christiansborg om til et luksushotel.

    1. @fru Pia Charlotte: Gennem de seneste måneder, herunder ikke mindst den aktuelle valgkamp (Folketingsvalg 050619), har det regnet med diverse politiske forslag, især om og på udlændingeområdet. To nye partier (Nye Borgerlige og Stram Kurs) har formået at blive opstillet og debatten raser. Dit forslag er unægtelig et alternativ. – Nu stiller (som bekendt) advokaten og politikeren Annie Lööf ikke op til FV2019, så måske bliver forslaget opfanget af andre. 😉

  2. Du navigerer elegant i den politisk minerede Stege Bugt. De fleste er vel enige om, at beslutningen om at bruge Lindholm som center er mere eller mindre symbolsk, men det kan man ikke sige om merudgiften.
    I valgkampen sidder pengene til velfærd løst i mundlæderet, men ikke desto mindre kan man i dag læse, at fx Københavns socialudvalg er blevet pålagt at spare 84,1 millioner på 2020-budgettet (børn, ældre, handicappede osv.).
    Ét er, hvad politikerne siger, noget andet hvad de gør. Det er på det sidste, man kan kende deres prioriteringer.
    Interessant er det dog, at fokus i valgkampen er flyttet fra flygtninge/indvandrere til klimaproblematikken, og det bliver spændende at se, om og i hvilken grad det kommer til at påvirke prioriteringerne i de kommende år.

    1. @Eric: “Den gamle embedsmand” har års sproglig træning i at navigere i (kommunal-)politiske farvande med forskellige politiske interesser. Ved gennemskrivningen af indlægget blev det strammet til kanten og (med slet skjult fornøjelse) flettet sammen med min mangeårige færge-interesse.

      Jeg skal spare den venlige kommentators tid og tålmodighed i relation til Københavns kommunes aktiviteter, hvadenten det er besparelser på børne- og ungeområdet eller den betydelige (over-)administration, der i nogen grad bunder i magistratsopdelingen (og dermed politisk konfliktskyhed). Københavns kommunes B2019 er i niveau 50 mia.kr., hvilket får de 84,1 mio. kr. til at synes “afbalanceret”. Samme kommune kunne lære af sin socialdemokratiske broder i Odense, der for at undgå større besparelser de kommende år på såvel unge- som ældreområderne næsten udelukkende foretager massive administative besparelser (60 mio. kr. – fyrer 100 adm.pax.).

      Og sluttelig: En sjælden gang er det enkle budskab det tungest vejende. Den tempererede sandhed og voldsomme trumf er, at hvis ikke klimaet kommer bare nogenlunde under kontrol, kan det altsammen være ligegyldig (ihvertfald for de kommende generationer).

  3. Tak for dit svar de nye borgerlige og Stram Kurs, uha uha, jeg håber ikke de kommer til fadet. Mon ikke vi ser et lidt mere rødt folketing efter det nærtstående folketingsvalg. ?

    1. @fru Pia Charlotte: De nævnte højrefløjspartier balancerer i skrivende stund på spærregrænsen (to procent i DK).I betragtning af, at ca. 650.000 danske vælgere iflg. målinger ikke har besluttet sig endnu, kan meget nå at ske. Og ifald meningsmålingerne holder nogenlunde stik, venter der socialdemokraternes leder Mette Frederiksen og landets statsoverhoved Margrethe 2 på Amalienborg mange timers samvær, inden en eventuel socialdemokratisk mindretalsregering er på plads.

  4. Da navigation i minefelter ikke er min spidskompetence og diplomatisk formulering heller ikke, så skal jeg skåne læserne for min uforbeholdne mening, blot være taknemlig for at min adresse ikke ligger i Kalvehave, men blot undre mig over flg. sætning i DSB-Bladet:

    “Det er også tilladt beboerne at sejle i egen båd.”???

    Og i stilhed tænke på, HVOR længe vi har været om at ødelægge klimaet, og hvor lang tid det mon vil tage, at rette op på det igen?!

    1. @Ingelise: Du besidder blandt meget andet et godt lokalkendskab til nævnte sydøstsjællandske område 😉 – Og mon ikke de fleste “overfartsgæster” foretrækker M/F Ulfsund, men “egen-båds-konceptet” kan jo anvendes, ifald man ikke ønsker fokus fra myndighederne m.m.

      Omkring klimaet er det min tro, at vi maximalt kan bremse skadevirkningerne og de efterfølgende generationer (hvis de lever) kan så bese skadevirkningerne af en grådig generation. Personligt har jeg meget fokus på Arktis, der i de kommende år vil få en gigantisk både strategisk og miljømæssig betydning; meget afhænger af, hvorvidt de involverede parter kan nå til enighed. Man kan forestille sig, hvordan effekten vil blive af bare 1-2 atomraketters nedslag.

  5. Lindholm, utroligt at man kunne finde på at beslutte renovation af de bygninger på den ø. Måske har man tænkt at det var billigere end at bygge nyt på en anden ø, som jo nok ville være én uden færge, – og det ville være en ø, som man ikke ejer.

    Jeg ved ikke hvad man skal stille op med kriminelle personer, det gør mig ked af det at man ofrer flere penge på dem end på ofrene.

    Men udrejsecentrene er jo endda ikke “kun” for kriminelle fremmedelementer. Børnene i Sjælsmark har ikke gjort nogen noget.

    1. @DAX: “(…)kriminelle personer, det gør mig ked af det at man ofrer flere penge på dem end på ofrene.” – I sandhed….JA!

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

79 + = 80