Tempelmødet med Bond-pigen

Dragonara Casino – St. Julian’s in Malta.

Illustrationen viser et græsk tempel ude på en halvø. Den bygningsmæssige skabelon er næsten identisk. Det er i hvert fald, hvad arkitekterne i en fortid ønskede. Og kommer man indenfor, er der ikke meget tempel (fra latin templum, ‘sted, hvor man iagttager varsler’) over det og dog. Tusindevis af mennesker har gennem tiderne løftet deres blikke mod himlen og bedt til, at noget vidunderligt ville ske, nemlig at heldet tilsmilede dem. 

Dragonara Casino 

eller mere historisk Dragonara Palace, også kendt som Palazzo Dragonara eller Villa Dragonara, er et palads i St. Julians, en østlig bydel i hovedstaden Valletta på Middelhavsøen Malta. Det blev bygget i 1870 som en sommerresidens for Scicluna-familien, og det er nu et kasino kaldet Dragonara Casino.

Jeg har gæstet nogle få europæiske casinoer gennem mit plettede liv. Ovennævnte var blandt dem. Det var en halvkølig decemberaften anno 1975. Såvel det eksteriøre som interiøre var arkitektonisk ret imponerende.  Det hovedsagelig festklædte publikum af begge køn var enten eksalterede, skabagtige, løsslupne eller dybt koncentrerede ved spillebordene. De befandt sig i snitfladerne mellem grådighed, held, hypertension og en ludomanisk fortvivlelse. Stedet emmede af en “eksklusiv spænding”.

Nysgerrigheden drev mig derind. Jeg spillede lidt. Vandt ikke. Det er forøvrigt kun sket en gang, derfor huskes den så tydeligt. Stedet var det kendte Berns Salonger i Stockholm. Faktisk vandt jeg tilstrækkeligt til, at min sommerferie-rejse til den svenske hovedstad blev dækket fuldt ud og lidt til, da jeg omvekslede jetons. For et ungt menneske på 19 år med et særdeles disciplineret sparsomt budget var det yderst tilfredsstillende….for nu ikke at overdrive. 😉

Tilbage til Dragonara – af en helt bestemt årsag. Nu nærmer vi os anledningen til dette blogindlægs fulde essens:

Mødet med Bond-pigen

Ursula Andress – var navnet på kvinden, der opholdt sig i casinoet denne decemberdag. Naturligvis ikke alene. Men for enhver hankat, der havde oplevet Sean Connery (den ægte James Bond) i den første filmatisering af Ian Flemings sidenhen verdensberømte James Bond-agent, var kvinden nærmest selvlysende. Jeg var tæt på (desværre ikke tæt nok, men…), så genkendelsens glæde var uafviselig og stærk.

Den kvindelige hovedrolleindehaver i den første kendte Bond-film Agent 007 Mission Drab, hvori blandt indgik den farlige Dr. No med de kinesiske aner, var i casinoet. Jeg tøvede lidt, men der var ingen tvivl.  Den på det tidspunkt verdenskendte schweizisk-fødte 39-årige skuespillerinde Ursula Andress havde eleveret sin karriere op på et nærmest galaktisk niveau, altså ikke grundet noget særligt talent, men en fusion af et spændende ansigt og en absolut godkendt fysik, “cru excellence” kunne man(d) tilføje.

Vi gik næsten samtidig, dog hvert til sit. Hun var omgivet af nogle smokingklædte pomade-drenge med rigelig skuldervat, som dryppede drikkepenge til den ene dørmand, der velvilligt havde kørt limousinen frem, så schweiziske Ms. Andress i sin selskabskjole (let nedringet) ikke skulle gå for langt i sine højhælede aftensko. Hun så livstræt ud i blikket, men sådan var hun vist skruet sammen (det var før, at plastikkirurgerne fik deres rigtige guldaldertid).

Reprise

Rollen som den første “Bond-pige” (Honey Rider) i filmen Agent 007 Mission Drab sikrede Ursula Andress en plads i filmhistorien.  Jeg genså den første James Bond-film “Dr. No” for nylig på TV2 Charlie, der nu for gud ved hvilken gang har startet en reprise med de gamle James Bond-film.

Alt har jo som bekendt en udløbsdato. Selv de velholdte starletter og filmstjerner møder en sidste gang den kendte scenedør, hvor der står “Exit”.  Men – som de gamle James Bond-film – synes også Ursula Andress, født 19. marts 1936 udødelig.

Det samme gør Dragonara Casino og de minder, som hver af os danner på livets vej, hvor de forskellig farvede jetons triller og rammer det grønne klæde i vores individuelle casino; nogle gange med gevinst, andre gange det modsatte. 

Links

Opdateret Ursula Andress story: https://www.youtube.com/watch?v=VX82Iws_xho

https://dragonara.mt/

https://berns.se/berns-salonger/

 

DEL SIDEN

10 kommentarer til “Tempelmødet med Bond-pigen”

  1. Casinoer har aldrig draget mig, og vi har endda et i Aalborg. Og da vi var på Malta, trak restauranterne på havnen i St. Julians mere end jetonerne. Men med en så beskeden eventyrlyst og velvoksen tiltro til sandsynlighedsregning, er der ikke det store håb om at blive ramt af stjernestøv.

    1. @Eric: Jovist, stjernestøv er noget flygtigt noget. Det gælder på ved det grønne tæppe i et hvilket som helst casino, som med “Bond-pigerne”, der for det meste oplever en kortvarig bestøvet stjernestund, inden udgangen mrk. “exit” passeres i vertikal eller snarere horisontal position.

  2. Det er vel ikke tilfældigt, at celebrities kan findes på kasinoer nu og da, så heldigt at du var der lige den dag. Det var godt at dit store held i Stockholm ikke medførte at du blev ludoman, for det kan vel være fristende at tro, at succesen kan gentages flere gange. Jeg har aldrig vundet noget på kasino, da jeg aldrig har spillet på kasino – heller ikke da jeg var tre dage i Las Vegas, hvor jeg nøjedes med at kigge – og der var desværre ingen celebrities de dage. Ps. jeg håber du også nåede at se de interessante oldtidsfund under dit ophold i Malta.

    1. @Per Jan: Du “nøjedes” ligesom X1 (min første hustru Yvonne) med at kigge i Las Vegas, selvom “verdens bedste natklub Caesars Palace” var lige foran hende. Den fristelse havde jeg ikke modstået, hvorimod jeg ved de meget få casino-oplevelser i ind- og udland har aftalt et max.beløb med mig selv.

      Omkring Malta har jeg gravet i min præsenile langtids-hukommelse. Tre begivenheder kommer frem: 1) Ursula Andress – 2) Den dansk-byggede færge på turen Malta-Gozo – 3) Den jævnaldrende malteser, jeg mødte i en kirke i Valletta. Vi kom i snak og han inviterede mig hjem til familien. Herudover var jeg på to sightseeing-ture, hvis indhold er “slettet” på min hukommelse. – Indrømmet! 😉

  3. Jeg kender det godt. Jeg vil ikke være typen, som let bliver star struck, stjerne-fixeret, men nogle gange ser man et menneske som man ikke kan få øjnene fra.

    Jeg morede mig over beskrivelserne – mit plettede liv? – jeg tror ikke det er så meget værre end at det kan kaldes normeret 😉

    1. @DAX: Jeg er en stor beundrer af egenskaben “selvironi”. Og omkring “stark struck” tror jeg, at de fleste heteroseksuelle mænd i deres cirka bedste alder ville ryste lidt på samme måde som croupieren kaster terningerne i casinoet 😉

  4. Ha – jeg ville ellers tro at croupier’en var vant til stjerner og rigdom. Jeg har svært ved at forestille mig at arbejde i sådan et etablissement, men én ting er sikkert: Medarbejderne ser på gæsterne med nogle meget stærke “filtre”. De har alle den erfaring med gambling at det er etablissementet, som vinder i længden.

    Det er altså herligt at du kunne høste en gevinst og så stoppe dér.

    1. @DAX: Kynisme og menneskekundskab er to vigtige kvalifikationer for croupieren, jovist! I de meget få tilfælde, hvor jeg har gæstet et casino, har jeg aftalt et max.beløb med mig selv forinden.

  5. Ja men selv om du havde aftalt dette med dig selv, så er det alligevel fantastisk godt at høre at du ikke spillede gevinsten op.
    Min grand-kusine, der som teenager drømte om at komme til Amerika, og som ca.20 årig flyttede alene til SanFrancisco, besøgte jævnligt casinoer og gav engang min bror 200$ så kunne de tage sammen på casino og hygge-spille. Hun tabte aldrig hele sin formue. Jeg tror hun tjente på ejendomshandeler, hun var meget velhavende og var gift mange gange. De 4 børn (eller er der 5? uha, jeg må se i familiebogen) kom alle godt afsted, og de oplevede familiesammenkomster i sommerresidens området Lake Tahoe, hvor hun også havde et Steinway flygel stående.

    Det svimler for mig.

    Men altså denne grand-kusine kunne åbenbart ikke lade være med at føle suset, når hun tog på casino-trip.

    1. @DAX: Det er soleklart, at en person med dine musikalske kompetencer kan blive lettere dizzy ved tanken om et ægte Steinway flygel. Grandkusine historien er god og jeg støtter logikken med “ejendomsindtjeningen”. Denne branche skovler ofte (for) mange penge hjem. En fra familien Hulegaard var netop på et tidspunkt i de tidlige 1970´ere den største ejendomsmægler i Nordjylland (base: Aalborg). Selvom han brugte pænt, var boet særledes velpolstret (jeg så selv opgørelsen fra hans datter).

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

83 − = 80