Tanker om Murmansk

Foto: Juan Garcia

Prolog

“Et russisk kampfly MiG-31 har plads til to piloter, udstyret med en 23 millimeter kanon og kan medbringe forskellige typer missiler. Onsdag d. 26. april 2023 styrtede et fly af denne type ned under en øvelsestur i Murmansk området, meddelte det russiske forsvarsministerium.”

Den ovenfor beskrevne hændelse samt den ifm. NATOs udvidelse af Sverige og Finland gav anledning til nogle refleksioner. Hver gang jeg hører navnet Murmansk, frigøres nogle tankerækker omkring fortidige hændelser og det periodevise samvær med en person.

Murmansk

Murmansk er en by i det nordvestlige Rusland på Kolahalvøen, der ikke er langt fra grænsen til Norge. Den russiske by udgør et administrativt center i Murmansk oblast (provins, område). Denne nordlige og kolde by har omkring 300.000 indbyggere. Byens betydning er knyttet til den isfrie havn, som er vigtig for Ruslands frie adgang til Atlanterhavet, både civilt og militært.

Anden Verdenskrig

De arktiske konvojer var et strategisk begreb under Anden Verdenskrig. Tyske og russiske elitestyrker udkæmpede en bitter kamp i et isoleret nordligt hjørne af Europa. Her stod slaget om kontrol over den isfrie havneby Murmansk, hvor Sovjetunionen modtog konvoj efter konvoj lastet med britiske og amerikanske kampvogne, kanoner, brændstof, håndvåben, fødevarer og fly. Forsyningerne fra de allierede konvojer holdt Sovjetunionen i live på et kritisk tidspunkt i krigens begyndelse, og Nazi-Tyskland forsøgte derfor på alle måder at stoppe konvojerne, typisk via den tyske marines ubåde.

De arktiske konvojer spillede en særdeles central rolle i forsvaret af Sovjetunionen under 2. verdenskrig. Det var samtidig så hårdt og farligt arbejde, at mandskabet gav dem tilnavnet ’selvmordskonvojerne’. Der var nemlig mange uhyggelige måder at dø på som en del af en konvoj, som ikke havde noget med fjenden at gøre.

Bent Lindner

I mit tidligere professionelle liv i en storkøbenhavnsk hospitalsadministration oplevedes mange forskellige persontyper, fordelt på henved 25 forskellige personalegrupper. I ganske få tilfælde – reelt tre personer –  oplevede jeg en fjendtlig og ubehagelig samarbejdsrelation. En af disse var “Bent Lindner” (navnet er anonymiseret). Han var en 50+ lille hidsig og ubehagelig person, der skabte en dårlig og for mange nærmest en frygtsom atmosfære.

Hans arbejde var at forestå trykkeriarbejde som fotokopiering, stencilering etc. Lindner vrissede og råbte af alle – høj som lav – og skabte sig til tider på en nærmest tragikomisk måde med at sparke til det tekniske udstyr eller smide rundt med trykkeriets artikler og hjælpemidler. Inden man bankede på døren til trykkeriet, blev der altid lyttet efter først.

Bent Lindner insisterede altid på at være velklædt (skjorte, slips, ofte habit) og ikke anvende kittel til det til tider snavsede arbejdsområde. De fleste af kontorernes personale, især det kvindelige, frygtede ham og forsøgte ved enhver mulig lejlighed at undgå ham.

Min og Lindners personlige kemi var mildest talt alvorlig udfordret. Jeg forsøgte mig med kontrolleret venlighed, men hans konfrontatoriske stil bød mig til også i øjeblikke at “matche” ham på dette felt. Det skete flere gange og en gang var en egentlig fysisk konfrontation tæt på.

Min kære gamle chef og mentor fortalte mig en dag, hvor en sådan episode igen var tæt på efterfølgende “sandheden om Bent Lindner”. Manden havde som ung under Anden Verdenskrig sejlet som skibskok netop på en af selvmordskonvojernes skibe. Han havde mirakuløst overlevet adskillige u-bådsangreb i de nordlige farvande. Ordet “Murmansk” rangerede i hans begrebsverden på linje med en dødelig smitsom sygdom.

Bent Lindner var uden nogen form for overdrivelse en ubehagelig levende “reklame for PTSD” og var efter Anden Verdenskrigs afslutning – som x tusinde andre – sluset ind i mere eller mindre beskyttede jobfunktioner hovedsagelig i det offentlige. Alene de nu mange år har gjort, at “denne type” er helt udgået af naturlige årsager.

Refleksion

Ruslands “særlige operation” i Ukraine har medført mangt og meget. Et decideret selvmål for Kreml har været Finland og Sveriges turnaround fra mangeårig neutral status til ønsket om medlemskab af den vestlige alliance NATO. Derved ser den strategiske magtbalance i Østersøen meget anderledes ud for Rusland, hvilket landet også er fuldt ud klar over.  De store flådehavne i såvel St. Petersborg som Kaliningrad vil i en konfrontation fremover strategisk være “inddæmmet”. I diverse “kontrollerede” mediefremstød understreges nu også den anseelige betydning, som den isfri store flådebase i Murmansk indtager.

Bent Lindner er død for længst. Det samme er muligheden for nogen form for vestlig støttet arktisk konvoj til Murmansk, der meget vel kan danne en strategisk flådeplatform i en forventet fremtidig konfrontation i Arktis. Derimod findes der i nutiden voldsomt mange flere tilfælde af PTSD såvel i Ukraine som af andre årsager.

Det skønnes, at omkring en procent af verdensbefolkningen lider af posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD). Måske lyder det ikke af meget, men faktisk er det op til 50.000 danskere, som lider af sygdommen ifølge Psykiatrifonden.

Noter/Links

https://ptsdidanmark.dk/

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Tanker om Murmansk”

  1. Fin sammenkobling mellem Murmansk og din gode gamle kollega. Imponerende at der bor 300.000 indbyggere i et sådant udkantsområde i Rusland. Du har helt ret i, at arbejdsmarkedet – og sikkert i sær i det offentlige – var meget mere rummeligt i gamle dage, selvom man nu taler meget om diversitet og inklusion. Det er vel først og fremmest DJØF’ernes regneark, som har fået renset mindre kurante medarbejdere/opgaver væk?

    1. @Per Jan: Der var en del af gamle mere eller mindre traumatiserede frihedskæmpere o.l., der fik “skånejobs”. De er jo uddøde, men i nutiden forsøges også med blandede successer at få integreret “arbejdsparate” personer, der af helbredsbetingede årsager befinder sig i udkanten af arbejdsmarkedet. DJØF´er siges også at være stressramte – regneark eller ej. 😉

  2. Traumatiske oplevelser sætter spor i sindet. Det er der heldigvis større opmærksomhed på i dag, end der var efter fx den første verdenskrigt ofre for “granatchok”.
    Alligevel synes det rummelige arbejdsmarked kun at eksistere i skåltaler. Nuvel, der er beskyttede arbejdspladser/-værksteder, men i det private er der i dag knap plads til den ufaglærte “fejemand”. Ikke alle kan tage en såkaldt kvalificerende uddannelse, og de tabes nemt på gulvet, ganske som ofrene for PTSD.

    1. @Eric: Enig, begrebet “det rummelige arbejdsmarked” forekommer mest anvendt i politiske verbale markeringer. I en fortid aftog det offentlige en del på diverse fleks-ordninger, men bag det tilsyneladende forstående og humane syn lurede en (ofte forbløffende) manglende tolerance. Jeg oplevede det ofte på tæt hold i 1980´erne og 1990´erne ifm. ansættelser.

      Men i takt med, at også f.eks. DJØF´er kollapser med stress er der måske håb om, at de mere kvalificerede (indkomst-) grupper reflekterer over, at tolerancetærsklen er følsom.

  3. Kommentar feltet er for lille. Godt at du havde en mentor, har jeg nogensinde haft en sådan? Jeg har muligvis forspildt en eller to chancer for en sådan indenfor musik-uddannelsen.
    Den rummelige offentlige sektor – findes ikke mere.
    Den isfrie havn Murmansk får én til at tænke på hvordan Ruslands mærkelige geopolitiske situation er, forklaret bl.a. i en video af Joseph Pisento (RealLifeLore på YouTube). Men det skyldes jo nok befolkningssammensætningen og skiftende politiske strømninger. I tidlig middelalder (og “vikingetiden”) var Kiev hovedstaden på vejen fra Skandinavien til Middelhavet – men iflg. historiebøgerne var der allerede den gang imperialistiske drømme i Moskva og Novgorod regionen.
    Det er tankevækkende at der er så mange PTSD’er. Jeg har set en DJØF’er af en slags kollapse med stress og jeg forstår det ikke.

    Ofte tænker jeg at jeg har en baggrund, som om jeg var fra en anden verden; men faktisk havde jeg angstanfald som barn og i dag forekommer det mig mærkeligt at jeg overlevede.

    1. @DAX: Din mini analyse af Rusland er jeg meget enig i. Adderende har jeg også gennem en del år haft den mening (som jeg udvekslede med russiske mailpartners i 00´erne), at Rusland har svært ved at indramme/bestemme politisk, om de er mest europæiske eller asiatiske.

      Den nuværende czar alias Putin synes ikke at have meget til overs for EU(ropa) og fokuserer mod Asien (=Kina). Den dødsensfarlige ironi for Putin-styret er så, at deres (tilsyneladende) asiatiske ven kan vise sig at være deres værste fjende på sigt. Kineserne arbejder med det lange lys f.eks. Belt-and-Road projekt, køb af internationale havne etc.

      Mentor-begrebet kan løse mangt og meget, ifald en mentee er modtagelig og det var jeg i to tilfælde, hvilket jeg altid vil prise.

      Og endelig – PTSD, stress m.m. – det er meget glædeligt for dig, ifald din nylig overståede dødsensalvorlige hæmatologiske sygdom ikke har medført nogle alvorlige psykiske reaktioner…meget glædeligt!

  4. Det er meget meget interessant hvordan Kina forholder sig til Putin – især nu hvor fredsforhandlinger er mere presserende end nogensinde, fordi Russerne trods alt vil kunne fortsætte myrderier på civile Ukrainere.
    Hvis kineserne har flere til at påvirke processen, og hvis Xi JinPing kun er “repræsentant for den politiske proces i Kina”, så er jeg ikke så urolig, fordi vi i Vesten må indse at det kinesiske “landskab” – befolkningens tilstand – på næsten alle måder er forbedret. NÆSTEN alle. Vi ved at der ikke er overvældende sult, men vi ved også at den politiske proces er forkludret i en eller anden forstand. De kinesiske studerende, som jeg mødte på RUC dengang det var lovligt at tage kinesere ind (betaling var minimal) var meget bevidste om deres situation, om deres lands fremgang, om deres karriere, om videns vigtighed, og de var vel repræsentanter for den rigeste del af Kina. Men jeg har indtryk af at den “rigeste del” er blevet større, at flere har køleskab og uddannelse så at sige.

    Et sådant Kina vil selvfølgelig have glæde af at der er fred og at deres nabo-Rusland opfører sig ordentligt.

    1. @DAX: Jeg noterer mig din erfaringsbaserede kontakt med RUC-udvekslings-kinesere. Kina havde på daværende tidspunkt en langt svagere politisk ledelse.

      Med den nuværende “evigheds-præsident” Xi Jinping fremstår landet som en uhyre selvbevidst stat, der på mange felter kan matche USA; sidstnævnte synes langsomt grundet indre spændinger at implodere og det vil ikke undre mig, såfremt Kina senest ved næste decennium-skifte har erobret førstepladsen politisk (verdenspolitisk indflydelse) og militært.

      Landet har for længst annonceret 2049 (100 året for systemskiftet) som afgørende. Men meget kan ske forinden, ifald den forventede erobring af Taiwan sker senest omkring 202x-203x.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

+ 5 = 7