“Teksten er så frisk, at begivenheder i september-oktober 2022 er med. Tyngdepunktet er naturligvis februar 2022. Hvad vi gik og troede blindt om fred og fordragelighed, trods alt, brød endeligt sammen, da Putin gav sine kampvogne ordre til at udvide krigen i Ukraine og erobre hovedstaden. Det sidste skete mildt sagt ikke, som Kremls krigsledelse planlagde. Krigen udkæmpedes herefter på andre fronter i syd og øst suppleret af terror mod befolkningen. Og mens store dele af Ukraine allerede ligger i ruiner (….)”
Citatet er fra starten af avisen Informations anmeldelse. Det er beklageligvis meget præcist i sin indramning af den aktuelle situation i Europa, herunder ikke mindst Ukraine. Generelt får Lykke Friis´ seneste bog “Tårernes Europa” fine – og ikke mindst fortjente – anmeldelser.
Jeg kan kun være meget enig. 5 æselører ud af 5 mulige
#########
Selv er jeg nylig blevet færdig med bogen. Nogle af bogens syv kapitler er læst flere gange grundet større interesse, men samlet set er indholdet uhyre interessant for enhver, der dagligt følger med i (geo-)politik. Lad os for overblikkets skyld citere bogens bagside:
En russisk invasion af Ukraine, sabotage af gasledninger, energikrise, en frygt for tredje verdenskrig – læg dertil Brexit, nationalistiske bevægelser, pandemi og et selvsikkert Kina. Det håb om en fri og fredelig verden, der voksede frem, da Berlinmuren faldt, er godt tre årtier senere lagt endeligt i graven. Den verdensorden, vi i Europa troede, vi kendte, er ved at blive en helt anden. Men hvilken? Og hvad betyder det?
Lykke Friis har altid haft det europæiske som omdrejningspunkt. TÅRERNES EUROPA er hendes personlige beretning om en ny tid i Europa og i verden. En opdagelsesrejse, der tager læseren med til Moskva og Rom, til London og Kyiv, til Tallinn og det centrale Tyskland.
Undervejs trækker Lykke Friis på sin store viden og på et utal af samtaler med væsentlige personer, fra den polske frihedshelt Lech Walesa til Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev samt mangeårige udenrigsminister Sergej Viktorovitj Lavrov og til Ukraines tidligere premierminister Julija Tymosjenko (hende med den kraftige snoede fletning, red.) . Alt sammen for at forklare, hvad der bragte os til dette vendepunkt i historien, og for at give kvalificerede bud på, hvad der venter os.”
Refleksioner
Den 24. februar 2022 er en dato, hvor der blev opstartet endnu et – indtil videre uafsluttet og måske langt – kapitel i verdenshistorien. 3 årtiers fred i den gamle verdensdel Europa var forbi. Ønsker og håb om fredelig samhandel og interaktiv samvær mellem landene med EU som katalysator blev for alvor udfordret. Og her menes udfordret i den yderste potens. Der kan nemt gå en generation, før den pragmatiske idyl kan genskabes i den gamle verdensdel, hvis da ikke en Tredje Verdenskrig totalt rydder spillefladen.
Set retrospektivt kan det både dybt beklages og inderligt undre, at Europa vågnede så brat. Var det naivitet, var det mon velbjerget vesterlandsk bekvemmelighed eller var en komplet undervurdering af verdens største land, med landerødder i såvel Europa som Asien. Ruslands diktator eller folkevalgte præsident (vælg selv variant) gjorde alvor af en af sine advarsler, nemlig ambitionen om at genskabe USSR, det tidligere Sovjetunionen. Derfor stopper det ikke ved Ukraine. Moldova og Georgien er potentielle muligheder for en kommende fremtidig invasion, efter formodet nøje tilrettelagt destabilisering af landene.
Det forekommer forbløffende, at en så velfungerende og stærk magt som Tyskland har optrådt så naivt i sin tilgjorte afhængighed af russisk energi. Angela Merkel alias “die Mutti” kan ikke, uanset hendes defensive post-kansler-forklaringer i diverse medie-interviews, sige sig fri for en potent (og farlig) politisk bekvemmelighed. Hendes eftermæle inkluderer, udover positive udsagn som konfliktløsende og udglattende magtfuld europæisk toppolitiker, også nogle gigantiske minuspoint i relation til emnerne energi og forsvar. Hun har efterladt et nærmest paralyseret Bundeswehr.
EU´s kommissionsformand Ursula van der Leyen har en pæn aktie (værdi langt under pari) i relation til medansvar på Tysklands kritisable militærs forfatning. I nutiden har Ms. van der Leyen kontor på 13. etage i Berlaymont-bygningen, og har desuden indrettet en lille lejlighed deroppe, hvor hun bor, når hun er i Bruxelles. Da hun var forsvarsminister i Berlin, overnattede hun på en sofa på kontoret. Når den nydelige, lægeuddannede tidligere tyske forsvarsminister betragtes, signaleres magt og effektivitet, men også (efter sigende) en fuldbyrdet definition af en “detailrytter”. Nævnte egenskab koblet på lederskabets kompleksitet især på øverste hylde, hvad enten det er politik eller erhvervsliv, er ofte en dårlig cocktail.
Apropos lederskab nævner Lykke Friis med sin sædvanlige let skjulte kontante ironi og baggrundsviden også den seneste tyske valgkamp, altså langt inde i pandemien Corvid-19 og før Ukraine-krigens start. “For mange var den tyske valgkamp i 2021 en blodfattig affære, hvor kandidaterne efter 16 år med Merkel konkurrerede om, hvem der mindede mest om hende. Merkel selv havde i slutningen af 2018 meddelt, at hun ikke gik efter en femte periode. Scholz kom bagfra, og han blev nærmest kun kanslerkandidat, fordi hans parti, SPD (Socialdemokraterne, red.), ikke havde flere politikere at tage af. Hamborgeren var vicekansler og finansminister i Merkels sidste regering (CDU/CSU/SPD, red.). Ganske tankevækkende var der på det tidspunkt ikke skrevet en eneste biografi om Scholz. For hvem ville skrive den, endsige købe og læse den? Kort sagt: Det var kun de allerfærreste, der troede, at Scholz havde en stor karriere foran sig.” (pagina 107)
Det tyske islæt i bogen er naturligt med forfatterens evidente kendskab til Europas mest magtfulde land (undskyld Frankrig 😉 ). Hendes mor er født tysker og Lykke Friis trækker på sin mangeårig opsamlede viden om det tyske samfund og diverse politikere med fokus på Merkel-tiden og nutiden, hvor Hamborgs tidligere overborgmester Olaf Scholz med det listige smil og den lange tilløbsbane for beslutningsevner som forbundskansler i “trafiklys-regeringen” markerer sig mere eller (især) mindre kontant. Der er lysårs forskel i stil og væremåde på en af hans forgængere, også som Hamborgs overborgmester og forbundskansler, nemlig (min yndlingskansler) Helmut Schmidt (1918-2015).
Endelig fokuseres også i skarpe vendinger på såvel de historisk-betingede relationer mellem vesttyskere vs. USA og østtyskere vs. Rusland. Den generelle tyske afhængige observans mod USA blev kraftigt centrifugeret under to af USAs nyere præsidenter (de mest ringe af dem alle, red.) George Bush jr, og Donald Trump. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, så da det blev afsløret under den ofte beundrede USA-præsident Obama, at amerikanerne (også) aflyttede Merkels mobiltelefon, stod der på demonstranternes banner “Yes We Scan”.
Naturligvis – fristes man til at addere – nævner bogens indhold også blandt meget, at Vestmagterne/NATO skulle have været mere opmærksomme på den russiske præsidents ord under den årlige Wehrkunde-konference i München i 2007, hvor Vladimir Putin den 10. februar i en tale trak de historiske linjer op, hvilket nok fik Vesten til at tale om en ny kold krig og så alligevel…..Nævnte konference holdes netop i disse dage og af yderst forståelige grunde er Rusland (og Iran) ikke inviteret denne gang.
Som Lykke Friis skriver i sin bog: “I stedet for at holde tårerne tilbage, og selvom vi ikke ved, hvordan det hele ender, har vi brug for at reflektere over de sidste 40 års europæisk historie og ikke mindst sikkerhedspolitik.” Bogen rejser også spørgsmål som Hvad kunne vi havde gjort anderledes? – Kunne vi have gjort noget for at forhindre Putins overfald? Hvordan har vi, vores allierede og andre lande handlet og sagt de sidste mange år? Hvilket Europa vokser frem for vores øjne? (Og måske især…) hvordan undgår vi at gentage fortidens fejl?
Tårernes Europa bringer læseren rundt med statsledere på de bonede gulve og til såkaldt almindelige mennesker i Ukraine, Rusland, Tyskland og herhjemme. Forfatteren Lykke Friis formår at omsætte sin uafviselige viden om internationale – især europæiske – problemstillinger, væsentligt funderet i hendes afvekslende karriereforløb i danske og internationale sammenhænge (jf. note).
Lykke Friis, f. 1969
Noter og Links
Forfatterens CV: https://thinkeuropa.dk/sites/thinkeuropa.dk/files/media/document/CV%20Lykke%20Friis.pdf
Bogen er udgivet på det mindre kendte forlag 28B, der i kolofonen definerer sig som “På forlaget 28B holder vi af fortællinger fra virkeligheden”, hvilket i sandhed materialiserer sig med indholdet af denne bogs udgivelse.
ISBN 9788793982581
https://denstoredanske.lex.dk/Olaf_Scholz
https://da.wikipedia.org/wiki/Julija_Tymosjenko
Bogen lyder til at være meget interessant, så du kunne have afsluttet med: ”Absolut anbefalelsesværdig! ” – eller ”Læs den før din nabo! ”
Selve problemstillingen, at Vesten – og især Merkel – har været for naiv overfor Putin, er jo velkendt, men fortsat forekommer det som om, at Vesten kun fod slæbende er begyndt at se på truslen fra Kina, som nu åbenlyst dyrker deres venskab med Rusland og Iran (og Nordkorea?).
Du nævner det ikke, så Lykke Friis omtaler så ikke vores udfordring med Kina? En udfordring der bliver meget større på grund af vigtige råvarer og en betydelig samhandel.
Heldigvis er der begyndt at ske noget, hvor USA og EU ønsker egne computerchips fabriker, men at udvinde sjældne jordarter er langsigtede projekter, der skal finansieres sammen med klimaprojekter og våbeninvesteringer.
Naiviteten i forhold til Kina er fx, at indtil for nylig havde Kina status som udviklingsland, så de gratis kunne få omdelt pakker i EU-landene!
Jeg håber at Rusland snart bliver afputiniseret og at Kina så mister sin ”vigtigste” allierede.
@Per Jan: For afvekslingens skyld placeres anbefalingen i starten (efter Informations citatet). Vi ser begge en om end endnu mere alvorlig trussel fra Kina (og Nordkorea). “Europæeren” Lykke Friis omtaler disse magter ret perifert. Handlingen er tungt indrammet omkring Europa med enkelte bisætninger til andre verdensdele (dog lidt mere USA).
Som du skriver, er såvel USA som EU (visse af landene) vågnet op. NATOs to procents krav synes nu pludselig at være naturlig, hvor det før forekom næsten uoverkommeligt. Alvoren er også gået op for Sverige og Finland, der formodes at blive officielle NATO-medlemmer, når den tyrkiske tæppehandler har børstet jordskælvets støv og korruptionsagtige byggesjusk af sig og måske i tilgift fået et par F-16 fly fra USA.
Lykke Friis er en beundringsværdig kvinde med stor indsigt og nerve. Det har altid slået mig, at hun udstråler kolossal energi, når hun optræder på skærmen.
I dag, hvor vi kender en del af facitlisten, er det måske for nemt at klandre “Mutti” med flere for ikke at have aflæst de russiske signaler korrekt og handlet adækvat. Lederne har langt hen ad vejen (som næsten altid) formet politikken efter erhvarvslivets ønsker om billig energi og nem adgang til et stort marked. Der er adskillige historiske paralleller, fx modviljen og trægheden før indførelse af sanktioner mod apartheid-styret.
Det er en svær balancegang for politikerne, som har brug for erhvervslivets velvilje, og erhvervslivet vil sikkert være de første til at presse på for en opblødning af forholdet til Rusland, når og hvis det igen bliver muligt.
@Eric: Vinklen med “erhvervslivets interesser” er absolut en potent faktor i det politiske spil. Den tyske industri har til stadighed siddet (usynligt) med i CDU/CSU-regeringers mødelokale; såmænd også når SDP havde magten. Aktuelt er det interessant at betragte “trafiklys-regeringens” linedans, hvor die Linke og AfD trækker hårdt i hver sin retning. Opposition fra begge sider, helt som med SVM-regeringen i DK.
Lykke Friis har jeg oplevet live (Kbhvn.univ.). Hendes nærmest maniske energi lyser i næsten enhver sammenhæng, dog ofte behagelig blandet med varianter af humor.
Måske har Mette Frederiksen fået denne bog refereret – hun har netop nu understreget at de russiske planer omfatter besættelse af flere lande og at det bliver en lang krig at få stoppet aggressoren.
Ukraine beder om støtte til genopbygning NU mens der stadig falder missiler. Det har Friis nok ikke kommenteret på, men det er en vigtig sag: Som bekendt var det vinderne af WW1, der led størst skade, og det gentog sig næsten under WW2, idet UK led store menneskelige og økonomiske tab, mens utyskerne fik Marshall hjælp.
Det var jo så ud fra erfaringerne i 1920’erne og 30’erne. Keynes teorier om at fattigdom gøder jorden for ny krig viste sig at holde stik. Efter WW2 var der derfor mindre kapital-ophobning og alle økonomier kom til at fungere takket være Marshall hjælpen, – en praktisering af Keynes økonomiske teorier.
Hvis man skal se fremad, skal man med andre ord få Russerne til betingelsesløs overgivelse og derefter hjælpe til med at et nyt styre får gang i produktionen. Skriver Lykke noget om det?
@DAX: DK-statsminister Mette Frederiksen er sikkert blevet “inspireret” under sine efterhånden talrige EU-topmøder. Det er næppe “POTUS”, der har hvisket hende det i øret, eftersom hun er den eneste statsminister i dette århundrede, der endnu ikke er inviteret til White House.
Samme “POTUS” alias US-præsident Joe Biden har sikkert måttet høre fra Ukraines præsident om alle de skrækkelige scenarier, der kan forekomme, ifald Rusland vinder Ukraine. Indimellem dagens inspektion i Kyiv´s centrum af ødelagt russisk tanks m.m. fik den aldrende Biden sikkert skåret konsekvenserne ud i pap, ifald Ukraine ikke snart får både ammunition, tanks og (gerne snarest) jagerbombere (F16 eller F-35). Dagens adderende nyheder var så, at Rusland blev orienteret (af amerikanerne) om Bidens besøg nogle timer før. Og den anden nyhed var, at Rusland beder kineserne om våben (udover Iran og Nordkorea).
Din analyse i afsnit 2 og 3 er vi meget enige om. Lad mig tilføje, at USA havde en dobbelt årsag til Marshall-hjælpen: 1) Humanitær 2) Politisk. Enhver, der har læst europæisk efterkrigshistorie (og det havde også den dygtige stab under Harry Truman) vil vide, at kommunismen var tæt på at overtage især Italien og Frankrig efter WW2.
Svaret på dit afsluttende spørgsmål i sidste afsnit er: Nej. Selvom hun omtaler russerne på forskellig vis, er hendes “hovedankre” Tyskland og Ukraine.
Afledte refleksioner af din kommentar:
1) Mit gæt på et udfald af den nuværende krig er en fortsat krig henover forår/sommer. Når “krigstrætheden” melder sig, kan man forestille sig en fastfrysning af tropperne i såvel Donbas som Krim, altså en “Korea-løsning” uden egentlig fredstraktat. Så længe Putin sidder ved magten, er en betingelsesløs overgivelse umulig. Et skræmmende alternativ er 3 verdenskrig, hvis kineserne “fisker i rørt vande i Taiwan strædet” samtidig eller Putin i desperation anvender A-våben.
2) Jeg havde i 00´erne to særdeles oplyste russiske mailpartners. Begge var – trods afbalanceret venlighed over for mig og lille DK – absolut hardcore imod USA og NATO. Det gælder også min nutidige gode veninde i Magdeburg og – efter sigende (?) – andre i det tidligere DDR. Der eksisterer stadig nogle mere eller mindre stærke bånd af historiske lænker mellem Rusland og Tyskland, baseret på “tysk samvittighed fra WW2” m.fl.
Det sidste du skriver er vigtigt, der eksisterer bånd mellem en stor del af den gamle DDR befolkning og Rusland, eller rettere, kommunisme.
Jeg får lyst til at kalde det “flat earth kommunisme” men jeg er bare træt og kan ikke finde ordene – noget med at en del miljøer i øst har haft tålelige forhold, som ikke er meget værre end en uheldig udkantsdanskers. Man har været så velstillet at det dog var et liv og man accepterede propagandaen, man tænkte “de forskønner billederne de dér kapitalister, der udnytter den fattige befolkning”.
Jeg ved det. Jeg kan mærke at der er en person i min meget lille familie som mener at Nato er nogle væmmelige nogen, som bare vil ødelægge Rusland med WorldBank lån der er umulige at betale tilbage (man blander tingene grundigt sammen).
@DAX: Det er ikke blot i din familie. Såfremt du kommunikerer med store dele af venstrefløjen i DK (=Enhedslisten og SF), kan man sagtens finde klangbund for synspunkterne om, at USA bl.a. ved sin “herremandsagtige” fremfærd især i Mellemøsten og omegn(= Iraq og Afghanistan) har vist deres sande dominerende kapitalistiske indstilling = verdensherredømme. Jeg har mødt/møder synspunktet ved kommunikation såvel mundtligt som skriftligt. I Tyskland findes der også – mærkværdigvis og ulogisk bånd mellem Die Linke og AfD omkring NATO (=primært USA).
Det handler til syvende og sidst om (rå) magt. Hertil kommer, at store magtfulde riger på et tidspunkt splittes/går til grunde. Seneste eksempel er USSR. Jeg tror, at kineserne venter på, at det også sker i USA, hvor svage præsidenter i dette århundrede ikke har formået at samle nationen, der splittes mere og mere.