Jeg har besøgt flere lande, som gennem mit plettede liv har givet mig store øjeblikke. Det være sig naturoplevelser eller menneskelige træfpunkter eller i sjældne øjeblikke en fusion af nævnte. Hertil den subjektive, men stærke følelse af “samhørighed”. At føle sig hjemme. At føle sig tilpas. Og ikke mindst føle lysten til gensynet.…
Mine sociale- og politiske grundholdninger er meget skandinaviske, men også andre europæiske lande har dannet nogle mentale ar, der ikke – med glæde – kan og skal heles. Men i top-3 indtager de to skandinaviske lande Norge og Sverige samt Nederlandene (Holland) nogle særlige pladser.
Også øjeblikke i Storbritannien, Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og Grækenland har dannet nogle interessante nedslag på min indre harddisc. Nævnte lande er alle besøgt mindst et par gange, nogle langt flere. Men tilbage til top-3, denne gang Norge. Det startede en smuk sommer 1966 og er ikke slut endnu….
Søndagens blogindlæg “Sidste norske skrig” indeholder, som udtrykket indikerer, lidt forskelligt fra vores “broderland” af aktuelt (“sidste skrig”) stof i form af en museumsåbning, en boganmeldelse og et stortingsvalg.
MUNCH-museet – Oslo
Da jeg senest passerede det nyopførte Munch museum i Oslos havneområde (bill.) en regnvejrsdag i 2020, var det ikke færdigt. Det er det nu. Indvielsen skete 22-24. oktober 2021. Jeg har naturligvis besøgt det gamle Munch museum, der blev åbnet i 1963, hundrede år efter Edvard Munchs fødsel. Den gang var Norge et “fattigt” land. I dag et af verdens rigeste med en oliefond på cirka 10 billioner Nkr. som økonomisk ballast takket være “det sorte guld” i Nordsøen.
Det nye Munch museum ligger ned til fjorden i Oslo-bydelen Bjørvika (modsat det gamle museum, der lå i Tøyen-bydelen). Det er en 60 meter høj klods med et karakteristisk skulpturelt “knæk” i toppen. For dem, der følger norsk politik og samfundsliv i øvrigt – både tæt og på afstand – er det bekendt, at der gennem tiden har været en særdeles hidsig folkelig debat om udseende. Det er der jo ofte om store bygningsværker (af humane hensyn til læserens disponible tid nævnes ikke eksempler).
Det påstås, at dele af museets konstruktion skyldes avancerede teknologier, som skal beskytte den viste kunst. Ligeledes er der taget hensyn til energiforbrug, hvilket som en afledt effekt betyder, at der ikke findes direkte parkeringspladser, men f.eks. plads til 100 cykler. Yderligere kan et ekstrakt af diverse interessante kilder fortælle, at museet – udover Edward Munchs værker – også vil rumme udstillinger af andre norske og internationale kunstnere. Endelig bør vel tilmed nævnes, at der i de 13 etager også findes restaurant, café, butik, koncertsale og biograf.
Den norske kunstmaler (og af nogle benævnt “megastjerne”) Edvard Munch (1863-1944), mest kendt for de to malerier “Skriget” og “Madonna”, glemmes bestemt ikke foreløbig.
Mere på https://www.munchmuseet.no/hva_skjer/apning-nye-munch/
Den danske bog om Norge
Et totalt overblik over landet Norge (på dansk) i en opdateret version findes næppe bedre! Det er en fremragende bog af dansk-norske Kristoffer Flagstad. På henved 262 sider gennemgås Norges historie fra Harald Hårfager til nutiden, med naturlige links til Danmarkshistorien. Højde- og lavpunkter i historien fortælles i fin prosa. I nyere tid omtales (naturligvis) Norges anderledes (end Danmarks) situation under 2. Verdenskrig, ligesom tilhørsforholdene (“besættelserne”) af broderlandene Sverige og Danmark indgår. Også det kulturelle islæt og det norske “olieeventyr”, der eleverede den nordiske nation op i verdensklassen af rigdom i vor tid.
Bogens omslag og billedindhold er også værd at påskønne. Den udkom tidligere i 2021 og er støttet op af diverse kendte fonde, herunder Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. – ISBN 978-87-12-06046-8.
Stortingsvalget den 13. september 2021
Billedet, der er overskriften på dette afsnit, er et TV-foto fra en særlig norsk sammenkomst af tidligere norske statsministre i nyere tid. Fra venstre mod højre med ryggen til Thorbjørn Jagland (f. 1950), Kaare Willoch (f. 1928), (nyligt afgående) Erna Solberg (f. 1961), Jens Stoltenberg (f. 1959), Gro Harlem Brundtland (f. 1939) og (med ryggen til) Kjeld Magne Bondevik (f. 1947).
Af nævnte statsministre må to fremhæves. Jens Stoltenberg (nuv. NATO generalsekretær) især for sit engagement under den aldrig glemte Utøya-episode 22. juli 2011. Det var øjeblikke af statsmandskunst. Men skal de helt bredsynede (subjektive ) briller på for at finde personificeringen af begrebet statsmandskunst, må det være Gro Harlem Brundtland.
Fhv. statsminister Gro Harlem Brundtland
Samme stoute lægeuddannede kvinde (bill.) henhører i min optik – sammen med svenske Olof Palme (1927-1986) – som eneste skandinaviske politikere, der med rette fortjener etiketten “statsmand” (eller “statskvinde”). Så har der været adskillige skandinaviske statsministre over tid, der opfattede sig selv som sådan.
Igen subjektivt – er min klare vurdering, at de to eneste danske statsministre, der bare er i nærheden af begrebet “statsmand” var Erik Scavenius (1877-1962) og Jens Otto Krag (1914-1978), baseret samlet på deres respektive tid som stats- og udenrigsminister.
#########
Jeg vil gøre to undtagelser fra den nye ministerliste, nemlig kundskabsminister Tonje Brenna, 33 år og erhvervsminister Jan Christian Vestre, 35 år. Hvorfor? – Disse to unge ministre befandt sig på Utøya den 22. juli 2011. Derfor!
Perspektivering – det konstante skrig
Vi startede med kunst (Munch museet) og vi slutter med kunst. Enhver kunst- og naturelsker bør tage turen fra Oslos centrum til Henie Onstad Kunstsenter, der er beliggende ved Høvikodden i Bærum kommune. Det ligger på en såkaldt “udde”, der springer ned i Oslofjorden, cirka 10 kilometer sydvest for Oslo.
Og når så det interiøre besøg i det stadig “Louisiana-agtige” museum er forbi kan man f.eks. sætte sig på en nærliggende bænk (foto), mærke stilheden, se den norske natur og for sit indre smånynne de første strofer af den norske nationalsang: “Ja, vi elsker dette landet (…)”………..
……..jeg forstår dem godt!
Tak for anbefalingen af Den danske bog om Norge. Den må jeg have fat i. Ligesom blogskriveren har jeg også stor forkærlighed for både Norge og Sverige.
Munch-museet står øverst på min liste over steder, jeg vil besøge, næste gang jeg kommer til Norge.
@Madame: Fint, hvis indlægget gav inspiration. 😉 – Enhver bogelsker vil nyde den utrolig “komplette” “Den Danske Bog om Norge”.
Dine statsmands-/kvindebetragtninger vil de fleste vel nikke til. “Format” er svært at definere, men det mærkes, når det er der.
Og så kan man vel kun glæde sig over, at Norge valgte en (anderledes) klog politik mht. olieindtægterne – formuen er dem vel undt.
Jeg har ingen umiddelbare planer om at besøge Oslo og det nye museum, men jeg kunne jo starte i min egen by – det er mindst 30 år siden, jeg besøgte Kunsten i Aalborg, og det er jeg ikke stolt af.
@Eric: Din definition af “format” bærer præg af din kombinerede kløgt og fornuft. Faktisk er det også egenskaber, der stadig er iboende i mange nordmænd, som for den ældre generations vedkommende husker tidligere tiders magre år. Ungdommen og ikke mindst det aktuelle prisniveau synes at have glemt det, så godt med den forholdsvis indkapslede Oliefond.
Tak for en god opdatering om det nye museum, norsk historie og politik.
Medmindre der er en god forklaring på den nye museumsbygnings ”knæk” synes jeg det er en dårlig arkitektonisk løsning; faktisk ligner det en kedelig industribygning.
Jeg er meget enig i dine synspunkter om skandinaviske statsmænd.
For år tilbage tog jeg tit en smuttur med Oslobåden for ikke mindst at nyde turen gennem fjorden og nå en eller to seværdigheder i byen. Jeg tror jeg vil tage en tur til foråret og se det nye Munchmuseum, meget mere kan nok ikke nås.
@Per Jan: Selv tak (for interessen). DFDS-svipturen har jeg taget ml. 10-20 gange. Grundet “svipturen” til Frederikshavn i seneste overfartskoncept er opholdstiden i Oslo blevet decimeret kraftigt og derfor har du ret i, at det selv med optimal planlægning kun er muligt at nå Bjørvika-området med f.eks. Munch og det nye Deichmann bibliotek. https://deichman.no/
Det var en smuk beskrivelse af Norge – af det nye Munch museum med plads til 100 cykler (!) og af økonomien som en bonus efter mange års sejg historie.
Ja, jeg har faktisk tænkt på at en tur til Norge vil være overkommelig både bil-mæssigt, menneskeligt og økonomisk, hvis man ellers kan finde nogle vandrehjem eller campingpladser. De har jo heldigvis en tradition for at fattigfolk også kan tage på fjellet.
@DAX: En glimrende idé. Med DFDS Seaways (Pearl eller Crown) er det en rigtig god tur. Jeg har gjort den ml. 10-20 gange de seneste 12 år.
Må jeg spørge om du mærker en stigende tendens til ordblanding, ikke ordblindhed i “førskoleforstand”, men blanding. Denne overskrift, “Sidste Norske Skrig”, læste jeg først som Sidste Nordiske Krig.
Oha!
Jamen så vil jeg overveje DFDS til Oslo. Ellers har jeg jo ofte kørt turen via Helsingborg, Góteborg, Svinesund, Oslo. Ruten har næsten hver gang været under ombygning.
Mine første ture ad denne rute er tilbage i 1963 eller 64, hvor min far arbejdede som repræsentant for Halberg Tobakker i Svendborg og havde opdyrket et marked, som fabrikken tjente stort på. Dengang var turen over Hallands-åsen en bjergtur, og det glemmer jeg aldrig. Så smukt, så smukt.
@DAX: “Sidste norske skrig” – her ment i flertalsform med 3 eksempler var relativ dækkende. Jeg kan sagtens forstå din “ordblanding”. Kan selv have en tilbøjelighed (svaghed?) for at lege/omstille ord/stavelser.
CPH-Oslo: En god kombination af bil+pax er pakkeløsningen med DFDS, hvor du samtidig kan nyde den norske indsejling, men også bilturen direkte fra Gribskov til Oslo kræver vel en overnatning ud/hjem.
Svendborg tobaksfirmaet er i vor tid blevet en kombi-forretning: https://halberg-as.dk/