Intro
For nylig var jeg til en slags “intim koncert”. Et meget anderledes regi og andre toner, end jeg ellers har oplevet i min efterhånden lange “koncertkarriere”. Som tilskuer har repertoiret ret ofte været besat med populærmusik. Det er foregået ikke sjældent med verdensstjerner enten på danske eller europæiske matrikler, samt herudover selektive klassiske koncerter i koncerthuse og kirker, hvor kammermusik a la Vivaldi og J.S. Bach har været i klart overtal.
Som overskriften indikerer, var koncerten en interessant indramning af Renæssancen i musisk variant. For overblikkets skyld er indlægget delt op i
- “Kærlighed i Renæssancen” – delcitat af koncert-trioens intro
- Kort overblik over Renæssancen
- Mine egne refleksioner (indtryk, gensyn etc.)
- Noter og links
“Kærlighed i Renæssancen”
“Italian and English Renaissance Love Songs” – “en lidenskabelig rejse tilbage til renæssancen og en rejse ind i renæssancemenneskets kærlighedsliv” – blev formidlet på bedste professionelle vis. – Af programmet fremgik:
“Den unge italienske super-sopran, Margherita Canu-Graham og de to danske lutspillere Torben Kure og Finn Hjarholt har indspillet et nyt album med kærlighedssange fra Renæssancen, 6 italienske og 6 engelske.
De 6 engelske sange er alle skrevet af John Dowland, der var ansat hos Christian IV fra 1598 til 1606.
Vi vil med koncerten vise forskelle og ligheder mellem italienske kærlighedssange fra omkring 1500 og engelske kærlighedssange fra omkring 1600.”
Renæssancen
I Danmark kalder vi tiden mellem 1536 og 1660 for renæssancen. Ordet Renæssance betyder i sin oprindelige italienske form “genfødsel” og betegner en periode, hvor interessen for den klassiske græske og romerske oldtid vågnede igen efter den mørke middelalder.
Renæssancen betød en forandring i den måde, mennesker tænkte og handlede på mange steder i Europa. Kendetegnende var, at man bevidst forsøgte at gå uden om Middelalderens lære, og at man i stedet søgte tilbage til antikkens Grækenland og Rom for inspiration.
Renæssancen begyndte i Norditalien, i byerne Venedig, Genova, og Firenze. De norditalienske bystater var i denne periode førende inden for handel og bankvirksomhed. De driftige handelsfolk og bankfolk kunne tage sagerne i deres egen hånd. De kunne se, at de havde indflydelse, og at de kunne ændre verden.
Refleksioner
Med et interessant ekstranummer varede koncerten lidt mere end de schedulerede 60 minutter. Enhver, der kender mig bare nogenlunde, vil næppe forbinde mig med renæssancemusik. Og – indrømmet – jeg var ej heller kommet, hvis det ikke havde været for min gamle klassekammerat Finn (Hjarholt).
Han var den ene af de tre udøvende kunstnere (ve. på billede). Trioen formidlede de fortidige numre i en behagelig afslappet version, der også tillod semimuntre kommentarer og informative historiske godbidder som verbale links mellem numrene.
Trioen introducerer sig også som “Med sin intense stemme og stærke udstråling formår Margherita Canu-Graham, at gøre disse sange levende og interessante for moderne mennesker i dynamisk samspil med Torben Kure og Finn Hjarholt.” – Efter at have fordøjet koncerten forekom det mig præcist i sin hele betydning.
Det er ethvert menneskes pligt at forsøge at være dynamisk (og ikke statisk), hvor det er muligt. Det inkluderer også en mission om at åbne døre for anderledes forhold, tanker og in casu musik. Som jeg sad der på 1´ste række med vores fælles anden gamle klassekammerat Jens C. og hans hustru Anna Dorte, blev jeg omsluttet i en forbløffende stemning af balsamisk ro blot ved at lytte og forestille mig, hvordan Renæssancen kunne opleves musisk i en anden tidsalder.
Jeg havde i to perioder et samarbejde med en tidligere mangeårig blogkollega. Det foregik i forbindelse med artikelskrivning til et af Københavns Universitets mange tidsskrifter. I det efterfølgende forløb udtrykte han flere gange det synspunkt, at jeg oplevedes som et “renæssancemenneske”. Jeg kunne og kan stadig ikke helt genkende “diagnosen”. Den fine musikalske stemning, som trioen med primus motor Finn Hjarholt skabte, var meget velegnet til refleksioner om dette som mangt og meget andet.
##########
Kære Finn! – Gensynet mellem os i Metronomen på Danmarks Riges Grundlovs 174 års fødselsdag skete efter næsten nøjagtig 57 år. Du var stadig det venlige, lejlighedsvise beskedne og samtidig kompetente musiske menneske.
I øjeblikket, da vi mødtes via håndtryk og skulderklap, så jeg også den unge begavede og artige Finn for mig, der fik overrakt en boggave som flidspræmie af Det Kgl. Vajsenhus´ magtfulde forstander Svend Skov Jensen ved skoleafslutningen en varm junidag anno 1966 i gymnastiksalen.
Siden fulgte dit unge liv gennem gymnasiets tre klassetrin og efterfølgende musikkonservatoriet etc. – Dit voksne liv har blandt meget også leveret smukke døtre, et lidt ændret udseende samt i denne sammenhæng i sandhed musikalsk kunst. Din musiske professionalitet er åbenbar og givende – lad det fortsætte ad futura…… tak for sidst! 😉
Very best “Hule”
Noter og links:
Metronomen er et nyere kulturhus på Frederiksberg: https://metronomen.frederiksberg.dk/om-metronomen
https://www.musika.dk/portraits/
https://nodeportalen.dk/renaessancen-og-barokken/
https://denstoredanske.lex.dk/John_Dowland
Foto: Erik Hulegaard
Det er godt at se/høre noget nyt – også selvom det er gammelt 🙂
I “vuggen”, Italien, har jeg set nogle af renæssencens visuelle udtryk i kunst og arkitektur, og de imponerer stadig, men jeg mindes ikke at have hørt musik fra den tid. Dowland var ganske vist på mit guitarrepertoire for ca. 45 år siden, men i dag kan jeg ikke på stående fod genkalde mig nogen af melodierne. Jeg har blot en (sikkert uretfærdig) erindring om, at det var lidt tungt og stift, og hvis det var kærlighedssange, formidlede musikken ikke just en stemning af hed attrå.
@Eric: Den første sætning indrammer dine sproglige evner – påny. Og ja, med dit rejsepensum i Bella Italia har du ikke kunnet undgå “renæssancens visuelle indtryk”. Jeg spiller ikke musik (selv..dovenskab!), ej heller kendte jeg Dowland, men det ligger i mit DNA (arv fra min moder), at jeg må mini-researche ukendte områder, personer o.l., når jeg møder det eller dem. Derfor ofte links efter mine indlæg.
Kære Hule!
Tak for dit indlæg på din blog.
Et, som sædvanligt, meget velskrevet, dybtgående, kompetent blogindlæg. Videnskabeligt og grundigt grebet an, men med dit sædvanlige stærkt personlige og sympatiske præg.
En musiker, historienørd in spe og gammel ven kunne ikke ønske sig det anderledes.
Mvh. Finn (“Jacob”)
p.s. – og så endelig et smukt og syleskarpt foto
@Finn: Du fortjener hver en stavelse…. 😉
Tak for link til musikken. Det må være spændende at læse John Dowlands gamle sange. Flot sang, men for mig desværre ikke muligt at forstå teksten. Spændende at høre om dit gensyn efter mange år, med en som er blevet noget ved musikken.
@PerJan: Jovist, Vajsenhusdrenge/-piger kan både blive noget ved musikken og i andre faggrene. Du er selv et godt eksempel. – Selvom jeg var gift med en lærerinde i italiensk (Marianne), smittede sproget ikke på nogen måde af på mig. Mit Business English og i en fortid lidt nederlands var min sproglige ration.
https://www.youtube.com/watch?v=fcED1WBELzE
Her kan man høre Finn på Guitar, ikke luth, og det er passende for Gaspar Sanz in 1674 wrote his now famous Instrucción de Música sobre la Guitarra Española published in Saragossa and dedicated to Don Juan.
Talemåden at være et renaissance-menneske er en anden måde at sige at man har bredt udsyn. betegnelse for et menneske, der kombinerer vidtfavnende interesser og arbejdsområder med en livsnydende leveform efter forbillede i flere af renæssancetidens store skikkelser.
Men det får mig til at tænke på et andet sjældent ord, en PolyHistor – er en person, som arbejder videnskabeligt med flere fagområder ud fra en tanke om at den, som kender det store perspektiv, har de bedste forudsætninger for at skabe ny viden.
@DAX: Selvfølgelig måtte du med din evidente musikalske kompetence researche lidt om min gamle skolekammerat. Jeg er bekendt med definitionerne, men altid godt med præcision og ja – der er et usynligt link mellem de to begreber. 😉