Når man(d) har boet i Hovedstaden i 54 år, godt nok på ni forskellige matrikler i tre forskellige kommuner, er mange kvarterer af Storkøbenhavn ret kendte for mig. Det skyldes også, at varierende omstændigheder har udvirket besøg eller ophold i temmelig mange bydele over mit plettede liv. Nu kan områder af en storby jo opleves forskelligt, alt efter temperament, sociale cirkler og anledninger.
Skovshoved
Nogle områder er passeret utallige gange, men anledningen til at lære en bydel at kende har været fraværende. Men for nylig havde jeg (igen) en årsag til at stoppe op i Danmarks rigeste kommune, den cirka 75.000 indbygger store Gentofte, nærmere bestemt Skovshoved bydelen, der ligger ud til Øresund. Områder af kommunen er mig ret velkendt, medens andre blot er passeret, som Skovshoved er et eksempel på.
Tiden og lysten er ikke til at belemre læseren med sociologiske betragtninger, ej heller økonomiske, men uden at overdrive og fornærme de gode “skovsere” (som det hed i min barndom, hvor de havde en fodboldklub SIF i 1. division, som jeg passerede på min vej), kan man rolig slå fast, at det er mere end vanskeligt at opdrive en husvildebarak. Topskattegrænsen på 531.000 er også for længst passeret, når man betragter de respektive matrikler samt indholdet af marinaen i Skovshoved havn.
Nævnte havn stod i 2015 for næsten en fordobling af sin kapacitet. Selvom den ikke på nogen måde kan matche de to mægtigste i Europa, der absolut varmt kan anbefales et besøg i maritime skikkelser af Den Franske Riviera (Nice, Antibes og Monaco) og Andalusien (Marbella), har den sandelig, hvad angår tonnage (normeret 645 pladser), efter danske forhold ikke noget at skamme sig over. Bestemt ikke!!!
Der er selvklart også tilkoblet et nyere havbad, delvis inddæmmet til vandpolo etc. Vinterbadning alias “Det kolde gys” er jo efterhånden blevet en yndet sport blandt især de ældre årgange og dem er der også en del af i dette velhaverreservat. Effekten af den kolde dukkert diskuteres fortsat, men deltagerne ser ofte glade ud med røde kinder, medens de kan finde på at slynge et glas med Gl. Dansk eller tilsvarende ned som ekstra tilskud til troen på, at de (muligvis) forlænger livet med 10 minutter (?). – En nærliggende pudsighed langs havnen er den berømte tankstation opført i 1936, tegnet af Arne Jacobsen (måske skal der arkitekttegnes en ladestander i nu- eller fremtiden).
Skovshoved er oprindeligt et gammelt fiskerleje. Når man går rundt i bydelen, opleves meget gammelt (og for det meste topistandsat) byggeri. Matriklerne er ikke bare velpolstrede, men store og en del er “naturligvis” vendt mod Øresund, så vandudsigten kan nydes, ifald tiden tillader det, når nu der skal tjenes penge til huslejen. Men området bærer generelt også præg af “gamle penge”, dog uden lugt af fisketrawl, som der kan opleves rigeligt af på den jyske vest- og nordkyst.
I Gentofte kommune ligger lidt nordligere også en kendt bydel, i hvert fald for de fleste københavnere, nemlig Klampenborg. Også her er der tale om velstand, dog lidt mere varieret. Husvildebarakken kan være nærmest umulig at opdrive, men dog alligevel findes der noget folkeligt og “matrikel-ydmygt” på “Bakken” eller mere korrekt:
Dyrehavsbakken
Stedet præsenterer sig som verdens ældste eksisterende forlystelsespark (dateres til 1583). Den ligger i Dyrehaven ved Klampenborg ca. 10 km nord for København. Der er mere end 30 forskellige forlystelser samt en friluftsscene, hvor talrige danske musikere og sangere gennem tiden har underholdt. Apropos sidstnævnte er Bakken også hjemsted for Cirkusrevyen, der blev opstartet for 85 år siden.
Et nyere element er de seneste år tilføjet i skikkelse af en slags mindepark for TV-skuespillet Matador, der afgjort er et besøg værd, med eller uden forfriskninger. Det meste af den danske befolkning er fortrolige med dette underholdningskoncept, der udover at tegne et uhyre rammende billede af “dansk provinsidyl” også har givet smør på brødet til mange danske skuespillere og genudsendt – nærmest – i det uendelige siden opstartet primo 1980erne. Forfatteren til Matador – stadig levende 103-årige Lise Nørgaard – har naturligt fået en mindeplade, ligesom hendes oprindelige (og handlingsbaserede) hjemby Roskilde har opstillet en figur af hende (sidende på en bænk) i Algade.
Platten under bøgen
Det var tiden til en sen frokost. Når jeg er på Dyrehavsbakken, sker det ofte i restaurant Bøgely. Jeg har været gæst og vært > 10 gange og aldrig blevet syg af maden eller skuffet over konceptet. I dele af mit liv har jeg spist meget “ude” og derfor eksisterer et vist sammenligningsgrundlag. Dette er ikke nogen egentlig restaurant-anmeldelse, men blot en konstatering af, at Bøgely-platten ikke havde forandret sig hverken i volumen eller kvalitet siden sidst. Det samme gjaldt betjeningen. og for den sags skyld prisniveauet.
For de kulinarisk interesserede, der kiggede ekstra på indlæggets intro-billede kan tilføjes, at der var tale om Bøgely-platten: 1 slags sild, rødspættefilet m/remoulade, røget laks, ribbenssteg m/hjemmelavet rødkål, roastbeef m/remoulade & ost til 159 kr. Hvad der var lunt, var lunt. Hvad der skulle kunne tygges, kunne tygges etc. 😉
Restaurant Bøgely er – som Dyrehavsbakken mest – nøjagtig, hvad det giver sig ud for at være, hverken mere eller mindre. På nudansk kan ordet “autenticitet” mageligt være dækkende; noget, der unægtelig trænger til at blive kalibreret i visse andre restaurant-matrikler i Hovedstaden (og provinsen).
De særlige heste
Dyrehavsbakken er beliggende i kanten af Jægersborg dyrehave, tæt ved Øresund. I daglig tale kendt som “Dyrehaven” (dem er der jo et par stykker af også i provinsen) er landets mest besøgte naturområde med 7,5 mio. gæster årligt. Den største seværdighed er de omkring 2.000 stykker hjortevildt. Også det smukke jagtslot Eremitagen er altid et besøg værd, dog udefra (lukket for publikum, undtagen særlige anledninger).
Nævnte slot passeres også ved det årlige Eremitageløb og den mange års traditionsrige Hubertusjagt; sidstnævnte rides første søndag i november. Begge arrangementer trækker tusindevis af deltagere og tilskuere, hvilket måske Corvid-19 i år sætter en midlertidig stopper for.
Ture med hestevogne i Dyrehaven er også en mangeårig “forlystelse”, som jeg selv har prøvet adskillige gange, oftest som vært for udenlandske gæster eller for gode danske relationer. Det kan anbefales kraftigt at prøve en af de forskellige ture, siddende i den gamle kapervogn, kusken på det ophøjede forsæde og så med hestens tempobestemte gang, lade sig underholde af noget af det bedste, der findes: Naturen. – Man føler sig let hensat til 2 generationer tilbage i tiden.
……………………………………………
Der blev ikke brugt nogle hestekræfter denne gang. Derimod regnede jeg på, om kalorieindholdet af platten under bøgen mon kunne matche dagens samlede cirka 12 kilometers gang, da jeg senere igen befandt mig i Københavns pulserende og delvis ansigtsmaskerede centrum.
Supplerende info:
http://www.boegelybakken.dk/om-bogely/
https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturguider/jaegersborg-dyrehave/
Tak for den guidede tur. Vores næste tur til hovedstaden skulle måske lægge vejen forbi Gentofte og Klampenborg i stedet for blot at koncentrere sig om centrums platte- og kulturtilbud.
Efter det er kommet frem, hvor meget urenset spildevand man udleder til Øresund, er min lyst til at afprøve badefaciliteterne dog begrænset.
@Eric: Ikke “måske”, men “absolut” bør du og familie dreje forbi Klampenborg ved næste Kbhn.-tur. Kapervognene med heste kører hele året, om vinteren med slæde, men det har de senere mange års klimaskift sørget for, ikke er aktuelt. – Omkring spildevandet i Gentofte kommune er der skrevet rigeligt, men de mange vandhunde i Nordsjællands Øresunds-område er fulde af fortrøstning og overbevisning om, at der er styr på det og ikke som i gamle dage, hvor det hed “Pløresund”.
Fin beretning og flotte billeder. Som sædvanlig er der gjort meget ud af research og lagt imponerende 12 km. i projektet. Omtalen af Bøgely passer med min egen opfattelse af stedet, og så ligger Bøgely også i den mere fredelige del af Bakken.
@Per Jan: Mange tak for en meget positiv-ladet kommentar. Under et tidligere træf i “Det Gode Minde” spiste vi netop her og så vidt erindret til begges tilfredsstillelse.
Jeg vidste jo godt, at der er forskel på Gentofte bydelene, men ikke at det var så slemt! (Jeg har klippet fra en Euroman artikel om Gentofte:)
Siden Rete var syv år, har hun stort set uafbrudt boet i Gentofte. Altså i kommunen, for hun voksede op i Gentofte-bydelen Hellerup. For Rete er der stor forskel på bydelene, der for en udefrakommende ser ens ud. Klampenborg er det fineste. Det er de gamle københavnerfamiliers sommerpalæer fra dengang, de rige boede i byen. Lidt mindre fint er Charlottenlund, Hellerup, Ordrup og Skovshoved. Nede i den anden ende af skalaen er Vangede, som med Dan Turèlls ord var det sted i Gentofte, hvor lossepladsen og sindssygeanstalten og husvildebarakkerne blev anbragt. Lidt bedre er Dyssegård og så Jægersborg, og i midten ligger bydelen Gentofte.
”I slutningen af 70’erne holdt jeg op med at sige, hvor jeg kom fra, når jeg mødte nye mennesker,” siger Rete.
@DAX: Enhver større kommune har forskellige mere eller mindre “fine” bydele. Det gælder også (vores engang fælles) Frederiksberg, hvor Frederiksberg C. er det “fineste” (dyreste), efterfulgt af de vestlige og sydlige DK-2000 og så noget af DK-2000 østligste del (Lindevangsområdet især) har bundplacering. Jeg har boet i alle tre områder. 😉 –
Og så til borgmester Hans Tofts domæne – Gentofte kommune. Jeg tror – med mit mangeårige (nogenlunde præcise) kendskab til kommunen, at Rete fra Euroman har fuldstændig ret i sin “ranking”. Det samme havde Dan Turèll (fra Vangede). Han oplevede ikke NESA-salget, der bragte cirka 6 mia. dkr. ned i Gentoftes kommunekasse. Tænk, hvad han ikke kunne have skrevet om det…… 😉
Man kan jo blive ved med at kommentere! Fred være med Matador, der virkelig ramte noget, og tak for det!
Her ser jeg nu et smukt billede af Restaurant Bøgely, og tænker strax: Jeg kan vist godt nå et besøg i denne sæson!
@DAX: Så flittig en kommentator fortjener afgjort en platte i Bøgely. ;- – Og så kan jeg “trøste med”, at næste (søndags-)indlæg bliver med et anderledes indhold. 😉