Gennem mine mange rejser i ind- og udland er oplevet øjeblikke, hvor den meditative ro sænkede sig helt særligt. Ovennævnte illustration viser et af mine “meditative steder” ud af mellem 5-10 i ind- og udland. Stedet er en lille park ved Square Albert 1er i den vidunderlige by Antibes ved Den Franske Riviera.
Hvis læseren tænker efter, dukker der sikkert også nogle særlige spots frem. Det gælder også den tidligere DR-journalist og forfatter Peter Olesen, der i nedenfor nævnte bog omtaler adskillige i ind- og udland.
Kort om bogen
Peter Olesen elsker stilhed! Her causerer han over begrebet og tager os med til de dejligste ”stillesteder” i Danmark, stemningsfuldt fotograferet af Henrik Bjerregrav. Indbydende fotobog med kloge livsrefleksioner til alle modne læsere, der vil have et Øjebliks ro.
Beskrivelse
For Peter Olesen var nedlukningen af samfundet i foråret 2020, ”en af de bedste, roligste og mest kreative perioder” i hans liv. Han opholdt sig i sit sommerhus, som han også har skrevet om i Min vilde eventyrhave, og her stortrivedes han med den stilhed, der altid har været vigtig for ham. Sammen med fotograf Henrik Bjerregrav er han taget rundt i Danmark og besøgt de stillesteder, der har betydet mest for ham på Bornholm, Fyn, Jylland og Vejby Strand. Imellem billederne erindrer han oplevelser på stederne og reflekterer over begrebet stilhed og det at blive ældre. Peter Olesen er forfatter til en lang række udgivelser om steder og haver, senest Træhuse i København.
Vurdering
En rolig læseoplevelse – fuld af stilhed i form af de mange flotte fotografier, der strækker sig over flere sider og giver pause i læsningen. Enkelte steder afbrydes teksten af en fotorække midt i en sætning, og det går ud over læseflowet, men ellers er det nærmest meditativt at læse POs hyggelige erindringer og causeringer over fx mobiltelefoni og aldring.
(Citat: lektør udtalelse af Heidi Buur Pedersen)
Selektive refleksioner
Bogen er disponeret i afsnittene Barndommen, Voksenlivet, Begyndende alderdom, Udenlands og Efterskrift.
Barndommen blev startet i Hobro, men ret hurtigt overtog den midtsjællandske by Holbæk hovedscenen. Gennem beskrivelser af byen og omegnen mærkes en livslang kærlighed til området, hvilket jeg sagtens kan forstå med mit kendskab til samme område.
Voksenlivet blev via CF-livet en startscene på Bornholm. I samme kontekst blev nævnt såvel Sandholt slot (Fyn), hvor stilheden var slående, men ikke almindeligvis knugende, samt Bernstorff slot. Civilforsvaret i datiden forstod at vælge interessante matrikler.
Fyn er inkluderende i forfatterens fascination. Det startede med journalistelev-tiden i Middelfart, hvilket blandt meget kreerede en (igen absolut) forståelig begejstring for denne by og især den nære natur-berigede omegn (Hindsgavl etc.). Fynshoved ved Kerteminde og Svendborg inddrages også som repræsentative eksempler fra Danmarks næststørste og mega-idylliske ø. Jylland indgår naturligvis også med “stille-vidunder-eksempler” fra den vestlige- og sydlige del. Og så tager bogen os videre østpå til Sjælland af – især – en grund:
Sommerhuset i Vejby – er et forståeligt valg. Der spares ikke på hverken ord eller billeder, når omgivelserne omkring Rågevej 4 i Vejby og de omkringliggende ret seværdige områder i Gribskov kommune skal fremhæves. Enhver, der har haft sommerhus, forstår hans begejstring og enhver, der kender de nævnte områder fra glimtvise øjeblikke eller kortere ophold vil automatisk nikke genkendende til tekstens tekst- og billedmæssige kompositioner (blogejeren inkluderet).
Begyndende alderdom – reflekteres via tog- og cykelture samt aldersbetinget høretab. Endelig sluttes med korte afsnit fra
Udenlands – her nævnes det græske, franske (Paris), italienske (Rom) samt selektive skånske lokationer (Arild). Bortset fra det græske er jeg bekendt med de nævnte steder, der er besøgt flere gange og derved forstås bogens sætninger måske endnu bedre (?).
Generelt – bogens indhold opleves indbydende, nok især for de modne øjne og hjerner. Vekslingen af tekst og (indimellem fremragende) fotos giver en helhedsorienteret ramme. Jeg noterer mig, at “privatlivet” i barndommen beskrives grundigt, hvorimod der ingen beskrivelse er af samme i afsnittet “Voksenlivet”. Da forfatteren er en særdeles erfaren skribent/journalist, er det næppe en tilfældighed.
Ligeledes fornemmes “intuitivt”, at begrebet “Rolige arbejdsvilkår” – nøje defineret i et selvstændigt afsnit pagina 143-144 – betyder ganske meget for den nu 75-årige forfatter; elementer, som enhver freelancer med militærisk præcision kan nikke genkendende til.
Selvvalgt meditation
Det er vigtigt at kunne afkoble fra hverdagens mange tilbud. Ikke bare de elektroniske, den digitale SoMe-verden o.lign., men dagligdagen kan – især for erhvervsaktive – byde på tidsmæssige øjeblikke og/eller perioder, hvor egentlig afstressning ikke bare kan anbefales, men burde være receptpligtig.
Den bedste afstressning – min påstand – forekommer i naturen, altså i arealer uden stikkontakter, hvor WiFi for en stund er inaktiv og man koncentrerer sig om vejrtrækningen og for øjeblikke tænker “luft”; alternativt lader tankerne finpolere nogle minder….og hvis absolut behov….nogle løsningsmodeller for nutiden og fremtiden.
En af mine “refleksionsbænke” i DK
Links+noter:
https://politiken.dk/rejser/ferieidanmark/art8098367/Peter-Olesen-elsker-destination-stilheden
https://www.peter-olesen.dk/2020/11/02/mine-stillesteder/
Mine stillesteder: ISBN 978-87-7216-341-3
Sikke et spændende blogindlæg! Det er nemlig så utroligt vigtigt at afkoble sig fra hverdagens mange tilbud og at lukke de elektroniske medier ude. Den skånske by Arild er nævnt herover,og jeg er ganske enig i, at det er et meditativt sted. Min engelsk-svenske familie bor tæt ved. Jeg får lyst til straks at kaste mig over Peter Olesens ‘Mine stillesteder’ og får lyst til at lave et blogindlæg om mine stillesteder 🙂
@Madame: Mange tak for positiv respons. Jovist, der må være noget stof til mindst et indlæg på kommentatorens egen blog om dette “nødvendige og rekreative” emne, set i dagslyset af alle de naturberigede steder, som flittigt besøges med gemalen og efterfølgende beskrives på https://huskebloggen.blogspot.com/
Igen har du fundet en spændende bog at anmelde. Og en relevant bog for mange ældre som søger stilhed i sommerhus og i naturen. For mig, som også har boet på det flotte sydfynske slot Sandholt, er det en bog som jeg snart må læse. Min ungdoms stillested var Kongelundsskoven på Amager, som ind imellem støjen fra flyene, som fløj lige henover, var et stille sted med få besøgende. Nu er jeg så heldig at bo med Vestskoven som nabo – også normalt et stille sted, men som også er blevet meget benyttet under pandemien. Jeg har også gode erindringer fra sommerhuse i stille omgivelser. Din refleksionsbænk ved havet ser indbydende ud. Lige da jeg åbnede din blog, og så overskriften og billedet, så læste jeg overskriften som: ”Mine spillesteder”, da det så ud som om du sad med et spilleinstrument i hånden. Jeg blev dog hurtigt klar over min fejllæsning.
@Per Jan: Jeg måtte jo indflette Sandholt (til ære for dig 😉 ) – Vestskoven er strejfet periferisk og jeg kan sagtens forestille mig, at skovstierne er slidte i denne Corona-tid, ligesom dine gamle jagtmarker på Amager, hvor miljøbevidste mennesker kæmper en (forgæves) kamp for at ikke at plastre det meste af Ørestad til med byggeri.
Spillesteder…ha.ha.ha..udvalgte mere eller mindre kendte koncertsale i ind- og udland er besøgt, ligesom små intime musiske steder. 😉
Peter Olesen er en forstandig mand.
Det var nok stilheden, der slog os mest, da vi for mange år siden flyttede fra lejlighed og bustrafikeret vej til parcelhus. Her er næsten altid (relativt) stille, selv når man er ude. Om noget opleves som stille er ret subjektivt.
Stilhed er for mig først og fremmest fraværet af generende lyd – ikke nødvendigvis lydløshed. Solsortens sang og brændingens rytmiske brusen er vel vellyd for de fleste; hjernebølgerne går i alpharytme.
Vi har et stillested med naturens lydstimuli vest for Aalborg, hvor der løber en sti et par meter fra fjorden, og hvor der er nogle få bænke. Et dejligt, fredfyldt sted lige syd for Egholm og omtrent dér, hvor man påtænker at anlægge motorvej og den 3. Limfjordsforbindelse.
@Eric: Det er en typisk forstandig definition “Stilhed er for mig først og fremmest fraværet af generende lyd”. som jeg synes rigtig godt om; tilmed når jeg sidder/går mindst ugentlig og høre brændingens rytmiske brusen (Lillebælt). Samme brusen er sikkert også en af flere rekreative indtryk, der er medvirkende til din hustands recidive valg af ferieresort, hvadenten det er Sæby eller Siciliam eller Hellas.
Jeg noterer mig, at du har opdateret de futuristiske motoriske faremomenter, omend der nok går en rum tid, før disse er operationelle (hvis nogensinde).
Tak for boganbefalingen. Jeg kan tilslutte mig alt, hvad der står at læse i blogindlægget og kommentarerne – dog med den tilføjelse, at min tid i CF blev tilbragt i Frøslevlejren i Padborg, den gamle fangelejr fra 2. verdenskrig, som måske nok kan kaldes en interessant matrikel, men næppe en kulturhistorisk perle 🙂
@Uffe Jerner: I nutiden – som dele af fortiden – er Padborg mest kendt som grænseby og – præcist skrevet – “næppe en kulturhistorisk perle”. Men de særdeles historisk-bevidste sønderjyder har alligevel skrabet noget historik sammen:
https://arkiv.dk/soeg?searchString=Civilforsvaret&ValgteArkiverIds=273
Tak for linket – selv om jeg altid får kuldegysninger ved tanken om det oprindelige formål med hovedtårnet i lejren …
@Uffe Jerner: Arkiv.dk er ofte en digital skovtur værd. Men det kan være en tidsrøver….nuvel, vi modne drenge har gudskelov ikke oplevet, hvad der kunne ses fra lejrens hovedtårn, kun hørt og læst (rigeligt) om det.
Det er dejligt at gå tur på Vejby Strand, ja, der er mange stillesteder.
Jeg synes det er en dejligt at han (og du) også kan se de gode sider ved den stille tid, som Corona-begrænsningerne har påtvunget os. Min frisør fik jo lov til at åbne, men han var ikke i godt humør, han er ved at opgive ævred. Jeg synes ellers han har holdt sig så godt i de mange år, jeg har kendt ham.
@DAX: Du er jo på hjemmebane i den grad; måske kender du tilmed hans matrikel (faktisk skrev jeg adressen direkte til dig 😉 ), ifald det ville give mening. En veninde af mig har bekendte i området, der har fundet ham meget pedantisk (venligt sagt). Han er vel en enspænder opløftet til x´te potens. 😉
– Og frisørerne i det ganske land er stressede og glade ved åbningen. Det har været/er fortsat svære tider for mange erhverv, dog undtagen vaccineproducenterne.
Jeg kender godt Rågevej, men kan ikke lige huske hvordan nr. 4 ser ud, og GoogleMaps har ikke streetview for lige det stykke af Rågevej. Det er rigtigt at jeg ofte kommer forbi dér, men for tiden går jeg lidt længere mod vest ved Drosselvej.
Jeg kan godt forestille mig at Peter Olesen er lidt af en enspænder, men han har bevist sine evner, smidighed og tænksomhed på mange måder, og det er godt at han har skrevet en bog om de stille steder, – har vi ikke alle brug for at meditere, være i stilhed og bare existere? Undersøge hvordan kroppen føles, hvordan luften er. Lade planeten køre for fuld fart frem mens vi sidder tilbagelænet og betragter himmelen?
@DAX: ad. Rågevej 4 – noteret! – Ad ??? i sidste afsnit: Jo, vi har i sandhed brug for den meditative refleksion, hvilket den udmærkede bog kanter fint ind. Nutidens stress – uanset variant – er farlig for den enkelte og for samfundet generelt. Den enkelte mærker det ofte pludseligt. Nogle får livslange psykiske mén. Samfundet mærker det i stigende sociale udgifter (sygedagpenge og/førtidspension).
Citat delen minder mig om nogle af mine største oplevelser, en stille sommerdag, hvor solen tilsyneladende står stille og alt står stille, selv en guldsmed, insekt, som dog er nødt til at bevæge vingerne for at modvirke tyngdekraften.
@DAX: Fin refleksion!