Enhver læser, der har rejst i Italiens regioner, vil (er)kende forskellen fra nord til syd. Dette indlæg er det andet i rækken om tidligere mailpartners og omhandler en jødisk juvelér-hustru i Milano. Mail-kontakten mellem “Ruth” og mig foregik intensivt over nogle år i perioden 2002-2007.
“Ruth”
Det var “Ruth”, der – iøvrigt som langt de fleste af mine mailpartnere – kontaktede mig indledningsvis. Hun var i starten ret lukket omkring sine personlige forhold, hvilket var helt iorden. I ganske få tilfælde oplevede jeg det helt modsatte, men normalt var idéen med denne mailudveksling netop udveksling af synspunkter og tanker, altså helt ligesom hvis man mødes tilfældigt og omstændighederne tillader lidt mere end “receptionssnak”.
“Ruth” var først jøde, så milaneser og derefter italiensk borger. Rækkefølgen blev hurtig klar i vores efterhånden både aktive og interessante mail-udvekslinger. Hun havde et tydeligt behov for at fortælle om sine jødiske relationer over hele Globen, om Italiens politiske (mildt sagt rodede) forhold og så med tiden om sit privatliv.
Hendes privatliv havde været mere lykkeligt i de unge år (hun var årg. 1955); noget, der ikke sjældent konstateres. Men livet som medhjælpende hustru i juvelér-branchen viste sig efter få års indkøring af forretningen i Milanos relative centrum at være, omend ikke en guldgrube, så dog en mere end godkendt indtjening. Udover at berette om mandens (beklageligvise) tiltagende sygdom (alvorlig neurologisk lidelse) blev dette emne ikke videre omtalt.
Men udbruddet var ikke så markant (endnu), så der var rig lejlighed til selskabelighed for det jødiske par, hvadenten det var forretningsreceptioner eller (forbløffende) ofte mere deciderede selskaber. Italienske kvinder er langt mere forfængelige end f.eks. danske. Og så gavner det helt vildt meget, når økonomien matcher denne forfængelighed. “Ruth” fik afgjort lejlighed til at lufte sin absolut både eksklusive og klædelige garderobe. Hun var en overmåde nydelig kvinde og det var hun helt bevidst om. Mine få, men positive tilkendelser omkring dette blev “bunket sammen” med talrige andre roser fra det lokale selskabsliv. Også her var “Ruth” ret jødisk….. 😉
I samme forbindelse – som berettiget stolt mor – blev sønnen ofte omtalt. Han havde gjort en fin karriere som kirurg; i oplæringsfasen på to kendte hospitaler i New York og senere som overlæge på det overmåde velrenommerede Hadassah Medical Center (Ein Kerim) i Jerusalem. Da hun erfarede min daværende professionelle tilværelse (hospitalsadministration), blev det til en del interessante meningsudvekslinger om sundhedsverden (et nærmest uudtømmeligt emne).
– Det påstås, selv i Mellemøsten, at jøder er de bedste læger i verden. Afhængig af flere forhold er denne påstand naturligvis åben for “visitation”.
Silvio Berlusconi
Illustrationen ovenfor af den kendte politiker er helt bevidst valgt fra hans tid i oo´erne, hvor han fejrede store politiske triumfer, såvel som “Italiens rigeste mand”, som mediemogul og ikke mindst efterhånden som politiker i det kendte højredrejede parti Forza Italia. Han er stadig aktiv politiker som medlem af Europa-Parlamentet (MEP) siden juli 2019. Og når det gælder hans privatliv, har medierne været på overarbejde i beskrivelser og illustrationer. Silvio Berlusconi er født i 1936.
“Ruth” og x tusinde andre milanesere var vildt begejstret for ham. Måske fordi hun som jødisk forretningsdrivende i det velhavende Milano hyldede konservatismens sjæl og ikke mindst diverse varianter af denne. Det mærkedes også i vores mailkorrespondance med hendes uafviselige støtte til Israels højre-partier (Likud og Kadima), der har domineret regeringskontorerne i Israel og besat premierminister-posten siden århundredeskiftet.
Stærke profiler som Ariel Sharon (1928-2014) og Benjamin “Bibi” Netanyahu (f. 1949) var “de rigtige valg for staten Israel”, var hendes klare mening. Begge havde en naturlig fortid i Israels militær. Som læseren måske vil vide, var Sharon general (inden premierministerposten) og den nuværende premierminister Netanyahu var i sin ungdom deltager i Israels fabelagtige specialstyrker “Sayeret Matkal” (kraftigt inspireret af britiske SAS), senere uddannet ved MIT Sloan School of Management, Cambridge, Mass., USA.
Der gik sjældent en mail afsted fra Milano til mig, uden nogle aktuelle kommentarer om og henvisninger til Berlusconi, ofte eksemplificeret i seneste lovgivning eller andre initiativer fra denne driftige herre. Det skal dog i sandhedens validerende interesse tilføjes, at “Ruth” aldrig… a-l-d-r-i-g.. omtalte Berluschonis efterhånden tiltagende private eskapader, hvor begrebet “fest” blev gradbøjet, fortolket og udført i alle varianter af begrebet.
Det andet forhold, “Ruth” aldrig nævnte, var hans kendte (nu afviklede) ejerskab af den kendte fodboldklub AC Milan. Årsagen følger i næste afsnit.
Som jøde var hun naturligvis optaget af politik, med særlig fokus på såvel amerikanske forhold som Mellemøsten. Det blev til mange interessante udvekslinger. En dag kom der en 400-siders bog med posten fra Milano. “The War Without End” med subtitlen “Israelis, Palestinians, and the Struggle for a Promised Land”. Bogen var forfattet af Mellemøst-korrespondenten Anton La Guardia (Daily Telegraph). Nogle gange kan indholdet af en bog synes tung. Det har alle læsere oplevet (hvis de skal være ærlige). Men det sker også, at man i anden forsøg faktisk bliver interesseret og glad for at læse indholdet. Således forholdt det sig for mig med den bog.
Bogen var sendt fra en privatadresse i Tel Aviv, hvilket undrede mig, eftersom hun ofte fremhævede sin præsentable store lejlighed i centrum af Milano og inviterede mig, “hvis jeg kom forbi en dag”.
Bruddet
Jeg kom faktisk “forbi en dag”. Tiden var januar 2008, året efter “vores brud”. Årsagen til dette kom helt uventet for mig. I en mail havde jeg åbent erkendt min – ekstremt venligt sagt – afstand til Silvio Berlusconi og i samme kontekst skrevet, at jeg kun på et punkt “støttede” ham, nemlig hans ejerskab af den fremragende fodboldklub AC Milan, der næst efter min livslange begejstring for “Den gamle dame” (La Vecchia Signora) alias Torino-klubben Juventus altid havde været min italienske favorit.
Det blev for meget for “Ruth”. Hun var glødende Inter-fan; det andet storhold i Milano. “Ruth” havde tilbragt en del timer på Giuseppe Meazza-stadium i San Siro-bydelen (nordvestlige del af Milano). Italienere i Milano kan opdeles i AC Milan eller Inter(nationale)-fans. Alt andet er uinteressant for en milaneser (groft sagt 😉 ).
Den 13. januar 2008
Sædvanligvis markerer jeg min årlige fødselsdag i “dybeste stilhed”. Næsten altid på en udenlandsk matrikel. Og det overraskende brud med den temperamentsfyldte jødinde havde inspireret mig til en Milano-rejse. Den huskes stadig tydeligt for to ting.
For det første oplevelsen af en dynamisk og på flere måder interessant velhavende by. For det andet en uvant “stor selskabelighed” på min fødselsdag, eftersom jeg var omgivet af cirka 82.000 tilskuere omkring mit sæde tæt ved grønsværen denne halvkølige søndag anno 2008 på Italiens største fodboldstadion. Det blev forøvrigt en pragtkamp mellem AC Milan – S.S.C. Napoli (5-3). Det italienske temperament viste sig fra sin mest aktive side. Jeg har oplevet meget store stemningsfyldte og tilskuerfyldte kampe i London, Madrid, Barcelona og Hamborg, men denne var – qua tilskuerne – nok den mest medrivende. Det blev en vidunderlig dag og aften, blot med en undtagelse.
Festen før festen
Inden kampstart blev AC Milans flotte pokaler, herunder Europa-cup-pokalerne (nu Champions League) med “de store ører” båret ind og omhyggeligt sat i cirklen på banens midte. Brølet steg for hver pokal, der blev placeret. Så blev der båret en højtaler med ledning ind til samme midterfelt. Og øjeblikket senere annoncerede stadionspeakeren navnet på taleren. Brølet fra 82.000 tilskuere huskes endnu. Det steg om muligt endnu mere, da han trådte ind og gik som en konge frem mod midtercirklen ivrigt vinkende til alle sider.
Fra min plads tæt ved grønsværen på den ene langside kunne jeg tydelig se ham, desværre. Jeg forstod ikke et ord af hans tale, men da han omsider til 82.000 tilskueres jubel forlod grønsværen, tænkte jeg på “Ruth”.
Manden i cirklen var naturligvis AC Milans klubejer: Silvio Berlusconi.
PS. “Ruth”-familiens juvelérforretning i Milano var ikke at spore, så jeg formoder, at den var blevet afviklet, hvilket forklarer afsender-adressen i Tel Aviv.
PPS. Guiseppe Meazza Stadium deles faktisk af de to milanesiske storklubber Inter og AC Milan som hjemmebane. Der er aktuelt planer om enten en kraftig (tiltrængt) renovering eller bygning af et helt nyt stadion i Milano.
Links:
https://hulegaard.dk/mails-fra-en-afdoed-1-4/
https://www.youtube.com/watch?v=B0lA_J-cAo4 – intro til San Siro Stadium
http://www.europarl.europa.eu/meps/da/4391/SILVIO_BERLUSCONI/home
Dit indlæg illustrerer glimrende, at man trods forskellige meninger om dette og hint udmærket kan føre en frugtbar dialog, hvis man ikke provokerer. Og det kom du så til at gøre 🙂
I Italien er kun familien over eller ved siden af fodbold – calcio. Fodbold kan som intet andet ophidse og begejstre italienerne og presse hornet i bund, når de kører gennem byens gader og fejrer sejren.
Jeg har oplevet italiensk fodboldfest i gaderne mere end én gang, og som endnu en kulturel forskellighed fra det nordlige Europa er fejringen ikke stimuleret af alkohol.
Hvad Brilliantinesconi angår, undrede det mig i årevis, at han kunne forføre sig til magten. Jeg tænkte, at det også måtte være en speciel italiensk “ting,” og måske en historisk betinget svaghed for machomænd, men så kom Trump, og i dag ved jeg knap, hvad jeg skal tro.
@Eric:
“Brilliantinesconi”, Trump og Boris har alle bidraget på ”topplan” til nytænkning af begrebet maskulin hairstyle. Ironien er så, at de alle tre repræsenterer noget dybt konservativt, nogle – selv uden psykiatrisk speciallægeanerkendelse – kunne sikkert finde nogle mere præcise og injurierende ”diagnoser” om deres personligheder.
”Calcio” er ikke bare et spil, men nærmest et begreb i Italien. Et land, du kender særdeles godt. Blandt mine i alt kun seks (forskellige) besøg i Støvlelandet inkluderes også Firenze, der (mange ved det ikke) besidder et mindre, men aldeles udmærket Calcio-museum tæt ved Artemio Franchi Stadium (Fiorentinas hjemmebane).
Og endelig – de to næste udvalgte mailpartners er lysår-forskellige fra ”Ruth”, men jeg valgte hende, thi forskelligheder kan også have en udfordrende charme.
Det er ulempen ved diverse mailkontakter, at man har ingen sikkerhed for, at personerne er dem, de udgiver sig for at være, og især ikke dem uden for DK.
Du fik ikke konstateret, om juvelér butikken nogensinde havde eksisteret, og der havde boet én person med det pågældende navn på adr. i Milano?!
Og moralen hos italienerne, hmm… selvom danskernes moral vel snart ikke er meget bedre.;-)
@Ingelise:
Privatadressen i Milano var afgjort valid. Jeg sendte to gange diverse effekter til “Ruth”, som hun bekræftede (og takkede) for. Butiksadressen indeholdt anden forretning, men mit mangelfulde italienske gjorde, at jeg ikke approachede. Jeg antager, at mandens neurologiske sygdom var blevet aggressiv og formentlig var årsagen til afviklingen og flytningen til familie i Israel.
Jovist – generelt har italienerne en noget anderledes opfattelse af begreberne moral og præcision. Jeg har kun rejst i det nordlige og midterste af Italien og er ukendt med det sydlige område. Min seneste bog – “Rosen i Rom” – der er dig bekendt, indeholder mine betragtninger omkring alle tre mafia-grene, noget som blev bibragt mig i detaljer, da jeg besøgte den dansk-fødte romer under min seneste research-rejse til Rom (efterår 2016).
Jeg ved da ikke om du har ***provokeret***, som Ålborgenseren skriver; tværtimod skriver du jo at du venligt sagt havde erkendt osv.
Måske misforstår jeg disse sætninger. Måske skal det forstås sådan at du skrev “Berlusconi den slyngel” og for os blog-læsere beskriver den sætning som en “erkendelse af kritisk holdning overfor B.”
@DAX: Den særdeles passionerede jødinde havde holdninger, der i den grad forklarede betydningen af ordet “paradoks”. – Nuvel, jeg kan ikke fordrage Silvio Berlusconi, såvel personen som hans politiske holdninger. Det forsøgte jeg med større eller sikkert mindre heldt at forklare “Ruth”.