Det er påsketid. Højtid. Og til en afveksling bringes en shortstory på bloggen. Reelt er der tale om et afsnit, nærmere bestemt et kapitel, der udgør en sideordnet handling til min kommende spændingsroman “Finalen i Fuengirola” om ghostwriteren Edgar Halk, der forventes udgivet i 2024.
”Konvertitten”
Kommunikationen mellem låsesmeden Frank Severin Krumbacher alias ”Security Frank” og Edgar Halk syntes for en stund at være sat på standby. I en periode så de ikke meget til hinanden. Edgars lange proces med at afvikle sin forretning skete af skæbnens lune samtidig med, at ”Security Frank” var optaget af nogle fusionsforhandlinger med et større københavnsk sikkerhedsfirma.
Et kunde- og leverandørforhold, herunder venskab, kan udvikle sig forskelligt over tid. Nogle gange bliver det mere distancerende, andre gange forholder det sig neutralt uden de store logistiske og emotionelle bevægelser og så er der i de få tilfælde, hvor forbindelsen genererer – om muligt – endnu tættere kontakt; sidstnævnte ikke sjældent i forbindelse med en eller flere maligne hændelser.
Deres ugentlige skakaftener var sat på pause, hvilket skyldtes de respektive forretningers ændringer. Det var, hvad Edgar i hvert fald regnede med, da Krumbacher gentagne gange aflyste deres skakaftener. Det var dog med beklagelse, fordi han oprigtigt savnede deres samvær, såvel selve skakduellen som de lejlighedsvise fortrolige samtaler efter de traditionelt to afsluttede partier.
Derfor blev Edgar glad, da ”Security Frank” kontaktede ham en lørdag eftermiddag. Det var en grå dag i marts, hvor vinteren ikke rigtig var forbi og foråret ikke rigtigt havde vist sine mildere meteorologiske tegn. Deres før så vellykkede skakaften var altid berammet til tirsdag (med onsdag som reserve), så forbavselsen var stor, da Krumbacher stod uden for hans entrédør i lejligheden ved Odense Havn.
”Har du tid?” – Krumbacher så anstrengt ud i ansigtet. Der var noget jaget over hans fremtoning, helt modsat de sædvanlige velkomsthilsner og friske bemærkninger mellem dem.
”Naturligvis!” – Edgar tænkte, at det var forbløffende timet, fordi hans overnattende damebesøg netop var blevet afsluttet ved middagstid og han således var alene i sin 3-værelseslejlighed.
”Har du mikrofoner i nogle af rummene?” Som mangeårig sikkerhedskonsulent var Frank Krumbacher næsten født mistroisk og afslørede ofte tegn på paranoia.
”Nej, ingenlunde!” – Edgar rystede smilende på hovedet.
Den efterfølgende samtale foregik i lejlighedens kombinerede køkken-alrum. Og dens indhold blev mildt sagt en overraskelse for Edgar.
#########
”Jeg har haft skjult en gammel ven nogle dage!” – ”Security Frank” så på Edgar med et anstrengt smil. Hans tykke læber bevægede sig hele tiden og han havde lidt sved på overkanten af overlæben.
”Men”, fortsatte han, ”af sikkerhedsmæssige årsager skal han ændre opholdssted. Vi tager ingen chancer. Det er en meget følsom sag.”
”Hvor følsom…måske du kunne udtrykke det lidt tydeligere?”
”Jeg kalder ham ”Konvertitten”. Grigor Maltsev er navnet. Han er russer og er flygtet fra Putin-styret.”
Der blev et øjebliks stilhed mellem dem. Edgar nåede lige at tænke nogle scenarier. Så fortsatte ”Security Frank”,
”Ukraine-ekspeditionen” eller som vi siger i Vesten ”krigen” bragte ham i tvivl om rigtigheden af det russiske styre. Han har arbejdet – tidligere i KGB – nu ikke i FSB, men i SVR. Du er jo bekendt med, hvad de russiske sikkerhedstjenester betyder.”
Det var faktisk Edgar, der på et tidspunkt under deres mange skakaftener havde forklaret Krumbacher om forskellen på de forskellige russiske sikkerhedstjenester.
”Og hvor er han nu….og hvor skal han hen?” – Edgars ansigt viste ingen følelser.
”Lad mig forklare nærmere!”
”Meget gerne!” – Edgar var mildt sagt interesseret i sagens rette sammenhæng.
Og så begyndte ”Security Frank” en længere fortælling,
”Jeg kender Grigor helt tilbage til 1980´erne, nærmere bestemt til Rote Armé Fraktions-dagene. Da var han stationeret i Østberlin som KGB-officer. Under Jeltsin-tiden genoptog vi forbindelsen med hinanden. Grigor var på det tidspunkt stærkt i tvivl om, hvorvidt han kunne leve under det mildt sagt anarkistiske styre, men valgte at blive, dog temmelig desillusioneret. Så kom Putin til magten ved årtusindeskiftet og der blev genetableret en orden. Han sluttede en betinget fred med udvalgte oligarker. Og især militæret og sikkerhedstjenesterne var særdeles tilfredse med den genetablerede ”statslige disciplin”.
”Security Frank” så igen på Edgar, der nøjedes med at nikke og gestikulere, at han skulle fortsætte.
”Hvor befinder din russiske ven sig så nu?”
”Nede i min varebil, omme bagi, som er parkeret ved siden af din plads i kælderen.” – Der var tilhørende en kælderparkering til Edgars lejlighed; meget praktisk havde han en aftale med sin nabo om lejlighedsvis lån af pladsen ved siden af hans Skoda Fabia, når han havde gæster.
Naboen havde ingen bil og som gengæld passede Edgar med glæde hankatten, når naboen var på familiebesøg i Jylland. ”Security Frank” brugte tit denne parkeringsmulighed ved deres skakaftener, så kassevognen var kendt af andre under de ofte ugentlige besøg og ville derfor ikke undre nogen.
På Edgars forlangende gik de begge ned i den underjordiske garage. Her kunne Edgar straks konstatere, at hans sikkerhedsleverandør til forretningen og snart flerårige ven holdt millimeter præcist på den afmærkede parkeringsplads med sin varebil i fysisk skikkelse af en hvid Mercedes Sprinter kassevogn 317-model, der var påtrykt hans firmas navn, logo og kommunikative data.
Snart befandt ”Security Frank” sig på førersædet og Edgar ved siden af. Russeren sad i lastrummet. Da de var sikre på, at der ikke var nogen i parkeringskælderen, skiftede ”Security Frank” og Edgar position og øjeblikket senere befandt de tre mænd sig alle i lastrummet siddende på nogle klapstole med den ene bagdør stående på klem, så de kunne opfange uønskede lyde og reagere hurtigt.
Det var tydeligt, at ”Security Frank” havde ryddet op i sin kassevogns lastrum; næsten intet værktøj var at se, helt modsat den sædvanlige lettere ustrukturerede samling af værktøj. Kun de små opdelte skabsrum tæt op ad førerrummet var fyldte, hvortil kom et campinglignende tørkloset.
Edgar så på russeren for første gang. De betragtede hinanden indgående.
”Konvertitten” var en kraftig 60+ årig mand med tilbagestrøget kraftigt gråt hår uden skilning, der var ret vigende i panderegionen. Det grå cirkelskæg i hans underansigt fremstod velplejet. Han forekom muskuløs og stadig i god fysisk form, hvilket var tydeligt, da hans påklædning var en neutralt udseende offwhite t-shirt og sorte jeans. I en fortid kunne han sagtens havde været bryder. ”Konvertitten” havde lagt sin sorte læderjakke ved siden af sædet. Han var let vindøjet. Højden var svær at bedømme i siddende stilling, også fordi russeren sad foroverbøjet næsten på kanten af sædet, som om han var klar til at flygte. Edgar skønnede, at han var omkring 190 centimeter høj. Hans store lab af højre hånd holdt fast i en åbnet Grimbergen dåseøl.
Samtalen foregik på engelsk, hvilket forekom russeren ubesværet. Edgar spurgte ind til, hvorvidt ”Konvertitten” havde et mere eller mindre velfungerende kontaktnet i Vesten eller om der blandt de mange tusinde andre flygtede russere var etableret kontaktbaser f.eks. via The dark web.
Russerens svar var kontant og en anelse arrogant,
”Nej, ingen andre kontaktmuligheder for mig, ellers havde jeg nok ikke kontaktet din danske ven Frank!” – Edgar reagerede negativt på russerens tilsyneladende arrogance og sagde ligeud, at skulle der samarbejdes, måtte det ske i en ordentlig og tillidsfuld tone.
”Jeg er russer og kommunikerer som russer!” – Grigor Maltsev var bestemt ikke en pleaser.
”Jeg er dansker og vi opholder os i Skandinavien, ikke Rusland eller nogle af dets vasalstater!” – Edgars svar kom prompte.
”Har du kapital til at komme videre fra Danmark?” – Edgar kiggede forsøgsvis neutralt på ”Konvertitten”, der nikkede.
”Hvorhen?”
Russeren trak på skuldrene. ”Security Frank” fornemmede, at det var nødvendigt at forsøge at opbløde stemningen og nævnte mulighederne af nogle døgn i Danmark, medens forskellige mere eller mindre fjerntliggende lokationer blev undersøgt som muligheder.
Edgar så på Grigor og talte så klart og tydeligt på et langsomt engelsk, så der ikke ville blive misforstået noget.
”Så vidt vides har Ruslands diktator forsikret, at deres sikkerhedstjenester kan finde og hævne alle oppositionelle russere, der flygter hvorhen i verden det skulle være!”
Grigor nikkede. Edgar fortsatte,
”Spørgsmålet er så, om den fremtidige destination skal være i Europa eller andre verdensdele. I Europa kunne Malta, Cypern, Den Franske Riviera eller Andalusien samt London i Storbritannien være de mest oplagte muligheder, både for og imod taler, at der er relativ store eksil-russiske kontingenter på nævnte destinationer.” – Han holdt en kort pause og fortsatte,
”Andre muligheder indenfor Europa som Ungarn og Serbien er vist lidt for Putin-venlige. Så tilbage står umiddelbart udenfor vores verdensdel Sydafrika eller UAE, her tænkes altså specifikt Dubai, i det sidste eksempel kræves mange penge, hvis man vil slå sig mere permanent ned her.”
Edgar kiggede på russeren, der hele tiden holdt øjenkontakten med ham og fortsatte,
”Vi kan rolig udelukke Nordamerika, men måske Mellem- eller Sydamerika eller….Oceanien?” – Russerens ansigt var stadig udtryksløst.
”Hvad har du selv forestillet dig?”
Grigor trak på skuldrene. Stilheden var larmende, men så sagde han,
”jeg har tidligere haft opgaver ved Den Franske Riviera med Nice som base. Den er nok en mulighed…i hvert fald kortvarigt.- Og jeg kender en fransk kvinde i byen!” – Han kiggede på ”Security Frank”.
Først da gik det op for Edgar, at der stod to store rygsække bagved russeren, formentlig hans samlede bagage. Hans blik vekslede tilbage til Grigor og han sagde,
“De rummer forhåbentlig ikke nogen SR-1 Vektor våben?”
Russeren rystede let på hovedet og samtidig noterede han sig, at Edgar var bekendt med den klassiske våbentype, som var standard i de russiske efterretningstjenester FSB, SVR og GRU samt den præsidentielle sikkerhedstjeneste.
Det efterfølgende forløb skete med driftsmæssig præcision. Edgar bad om russerens pas, dvs. et af dem. Russeren havde fire og Edgar valgte det, der lød på et non-russisk og relativt almindelig angelsaksisk navn. Han gik op i sin lejlighed og bestilte en flybillet København-Nice næste dag, lydende på det non-russiske navn.
De enedes om, at ”Security Frank” overnattede hos Edgar, samt at russeren overnattede i kassevognen. Edgar havde et mindre beløb i euro liggende i sin hjemmeboks; trods russerens protester gav Edgar ham en ”startkapital” til umiddelbare fornødenheder på 1.000 Euro.
Efter nøje overvejelse ville han ikke give ”Konvertitten” nøglen til sin lille studiolejlighed i Nice, men foreslog en bænk i nærheden af den vestvendte udkigs platform ved Parc de la Colline du Château som kontaktsted i ”absolut nødstilfælde”.
”Stedet ligger tilstrækkeligt langt væk fra de russiske populationer nær den russiske kirke i Nice – Katedral Saint-Nicholas, hvortil kommer, at der er flere flugtveje i alle verdenshjørner, hvis det skulle blive nødvendigt.”
Edgar så på Grigor, der nikkede tilmed med antydningen af et lille smil. Det var tydeligt, at russeren kendte tilstrækkeligt til Nice og hurtigt havde indset den logistiske fornuft i forslaget. Omgivelserne kunne samtidig udnyttes til placering af en ”død postkasse”. I samme forbindelse enedes de om at anvende to protonmail-adresser som initial kontaktanmodning.
##########
Flyet Norwegian 3642 landede præcist kl. 13.00 en søndag i Aeroport Nice Côte d´Azur. Russeren sendte efter landingen en tekstbesked i aftalt kode til Edgar og ”Security Frank” fra en mobiltelefon med taletidskort, som ”Security Frank” havde givet sin russiske ven i Kastrup Lufthavn om morgenen.
Tekstbeskeden fra Nice var i aftalt kode og indeholdt tre ord, der omskrevet betød, at russeren havde skabt kontakt med sin franske veninde. De to danskere kunne ånde lettet op og Edgar håbede inderligt, at han ikke under fremtidige ophold i sin franske studiolejlighed på Boulevard Gambetta tæt ved Promenade des Anglais skulle løbe ind i “Konvertitten”.
Fint med en forsmag på din næste bog. Handlingen forekommer at være ret aktuel og interessant, men det vil vel være en god idé at læse forgængeren, Ankeret i Antibes, tænker. jeg.
@Per Jan: “Finalen i Fuengirola” er den sidste i trilogien. Alle tre kan læses uafhængig af hinanden, dog er det – som du skriver – ret nyttigt at læse de foregående tilmed. De to andre “smagsprøver”, der præsenteres dette forår opleves nok forskelligt fra dette indlæg, men samlet illustrerer de tre handlingens kompleksitet. 😉
En passende appetitvækker på dagen hvor DM i skak blev afsluttet 🙂
@Eric: Glæder mig, ifald du kunne opleve en niche af anderledes underholdning. Der vil efter planen følge to kapitler mere med forskelligartet indhold, forinden den endelige udgivelse. Og forhåbentlig levede hotel Svendborg op til sædvanlig standard, såvel hjernegymnastisk som kulinarisk.
Ja – hvor skal en russisk spion søge hen, hvis han vil ud af det russiske jerngreb? Det er en sørgelig historie i en vis forstand, med en udvisket kvindeskikkelse som trøst.
Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre, hvis jeg var alene, havde penge og kunne rejse hvorhen jeg ville til lande, som er åbne for immigration. Jeg tror jeg ville forsøge mig med Canada og søge venskab med “First Nation” folk som har brug for hjælp. En mærkelig tanke, egentlig, – håber ikke det nogensinde bliver aktuelt.
@DAX: Det bliver næppe aktuelt med vores “Årringe”. Men da jeg skrev kapitlet, slog tanken mig naturligvis: Hvad nu, hvis? Hvorhen? CN er et godt bud.