Den tredie mailpartner fra fortiden, der afgjort fortjener nogle linjer, kom fra “Guds eget land” alias USA. Faktisk stod det svære valg mellem to næsten “ligeværdige”.
Den ene var den pensionerede flytekniker med en langt yngre mexikansk hustru fra Elsinore, (“mormonstaten”)Utah, der var selvudråbt ekspert i amerikanske præsidenter og landet mellem floderne (=oldtidslandet Mesotamien). Der var meget godt at sige om “Morris” og det blev til mange års interessante udvekslinger.
Men efter nærmere afvejning valgte jeg i denne anledning programmøren fra Houston, Texas. Han kaldes i denne kontekst for “John Mc”, der lå tæt op af hans rigtige navn.
“John Mc”
Amerikaneren sad i rullestol. I en af hans første mails til mig attacherede han et billede af sin situation. Senere fulgte endnu nogle, hvor hans trofaste og nydelige hustru skubbede bagpå. John Mc var tilsyneladende reflekterende lidenskabsløs omkring sin immobilitet. Men det var en overflade og “den digitale maske” forsvandt efter nogle måneders mail-udveksling.
I en mail roste jeg ham oprigtigt for hans accept af sin situation og ikke mindst socialt bevidste og relativ ydmyge tilgang til mange af livets emner, dog langt fra alle, som tiden skulle vise. Det meste af de første måneder gik med udvekslinger om alskens emner. Det var lidt som en inklination til at lære hinanden bedre at kende. Efterhånden gled vi dybere ned i følelseslagene, reelt en sjældenhed blandt forbløffende mange modne mænd.
“Jeg var en overlegen selvsikker skiderik i mine yngre år!” – “Min trofaste hustru overvejede flere gange at forlade mig!” – var nogle af de smagsprøver han digitalt serverede og underbyggede dem med store dele af sin livshistorie, da vi borede os ned i de indre følelseslag.
“John Mc”, f. 1946, voksede op i landlige omgivelser på en farm i Texas under trygge forhold. Han viste sig i skoletiden at have et særligt flair for matematik; egentlig også for mange af de andre fag. Han havde kort sagt nemt ved de fleste fag og – modsat familietraditionerne – eleverede topkarakterer i gymnasiet ham videre til universitetsstudier i matematik.
Universiteter er fulde af lærdom. Men de er også mere eller mindre synligt fulde af guidelines i skikkelser af scouts (især i USA og Storbritannien), der leder efter unge talenter til mere selektive jobs. Ikke bare efterretningstjenester, men også til civile koncerner.
Således gik det til, at “John Mc” færdiggjorde sit universitetsstudium og “få minutter senere” blev headhuntet til datidens digitale orakel i koncernskikkelse af IBM (International Business Machines), der i “John Mc”´s unge universitetsår i anden halvdel af 1960erne var verdens absolut ledende datafirma.
En grundig uddannelse i denne verdensomspændende koncern endte op i et specialistjob (programmør, planlægger etc.), særdeles godt betalt og feteret af mange. Succes fulgte succes. Han blev gift med en kvinde, hvis sociale status lå noget over den engang jævne bondesøn. Det medførte mere succes, dog med to minusser, da hustruens særdeles veletablerede familieforhold endte i en konkurs og – værre endnu – hun selv aborterede og efterfølgende ikke kunne få børn.
Men ellers fortsatte successen for “John Mc”, ihvertfald professionelt. Han deltog i flere store projekter, nu med hjemsted i Houston, Texas store olieby. Det var gyldne tider i den dynamiske stat, der også leverede to af USAs præsidenter med efternavnet Bush.
Sygdom
“John Mc”´s indtjening blev større og større. Det samme gjorde familiens huse. Og så en dag i 1997 skete der noget. Han havde haft hovedpine i perioder (causa hypertension) og pludselig skete det: Han fik en hjerneblødning. I en periode svævede han mellem liv og død, men overlevede.
Så ventede der et langt livs genoptræning (som han skrev flere gange). Sandheden var, som han berørte flere gange, at dele af kroppen havde taget så meget skade, at han var afhængig af kørestol resten af sit liv. I denne kontekst er der ingen grund til en nærmere specfikation af hans fysiske tilfælde, dog med den væsentligste undtagelse, at hans hjerne tilsyneladende ikke havde taget skade; reelt kun ved en periodevis træthed og et koncentrationsbesvær.
Derimod oplevede han og den i mange år hjemmegående ægtefælle pludselig en økonomisk anderledes hverdag. Fyringen fra IBM var ventet. Mindre ventet var en tvist med sygeforsikringen omkring hans aktuelle situation og efterfølgende sygedagpenge. Hans overmåde gode indtjening havde givet en privat opsparing, der aktuelt hjalp på det hele. Huset var betalt, men ikke særligt handicapvenligt. Bilen blev udskiftet med en mere handicapvenlig af slagsen.
US-politik
Men indholdet af hans mails fremstod lysende skarpe i deres mange analyser af såvel olieindustrien, computerverden, miljøspørgsmål og sidst, men ikke mindst amerikansk politik. Vores mail-korrespondance gled naturligt over på amerikansk politik. Bush-familien var kendt af enhver i Texas. Aktuelt var George W. Bush (junior) præsident i USA. Såvel han som hans far, eks-præsidenten George G.H. Bush, stod skarpt i mange amerikaneres politiske opfattelser. For dem begge gjaldt, at det enten var glødende begejstring eller had. Denne enten-eller ses omend endnu mere tydeligt i vore dage med USAs 45ende præsident Donald Trump, hvor der nærmest er en uløselig politisk skyttegravskrig mellem De Forenede Staters to store partier, Demokraterne og Republikanerne.
Personligt var min holdning dengang (og er stadigvæk), at George G.H. Bush (faderen) i den grad havde noget at have sine holdninger i med sin tidligere baggrund i militærtjeneste, direktør i CIA, vicepræsident under Reagan og senere præsident, dog kun 1 periode (hovedsagelig grundet sin undervurdering af indenrigspolitikken med særlig fokus på økonomien). Det var vi bestemt ikke enige om. “John Mc” hadede dem begge. Hans hjerte tilhørte Demokraterne.
Derimod var vi rørende enige om hans håbløse søn (Anders Fogh Rasmussens gode ven), der efterlod et syndigt (politisk) rod til sin demokratiske efterfølger Barack Obama (for nu at sige det ekstremt venligt). “John Mc” havde i sine produktive år været republikaner efter skuffelsen med den (også helt uduelige) Jimmy Carter i sidste halvdel af 1970erne, men republikanske Ronald Reagan kunne forføre mange, især når man på den tid betragtede alternativerne. Men ved Bush-familiens tilbagekomst i Det Hvide Hus ved årtusinde-skiftet havde “John Mc” forlængst svinget tilbage til Demokraterne.
George W. Bush (f. 1946- ) og faderen George G.H.Bush (1924-2018)
Fremkomsten af (og dermed håbet med) Barack Obama (på bekostning af Hillary Clinton) var vi begge mindst 100 procent enige om. Det var vi iøvrigt også omkring mange andre spørgsmål, viste det sig gennem den anseelige “bunke af mails”.
Modsat de fleste amerikanere (som “John Mc” så tit skrev) havde han en ægte interesse (og ikke mindst begavelse til) i at følge med i verdenspolitikken.
“Kære Erik, du kan ikke fatte, hvor lidt gennemsnitsamerikaneren kender til forhold udenfor USA og endnu mere skræmmende, hvor lidt det interesserer dem. Vi kunne sagtens lære noget mere ved at erkende andre kulturer (her mente han de europæiske og asiatiske (Mellemøsten gled han let henover))” – han havde flere “nøje udvalgte” (som han skrev) mailpartners i såvel Europa som Asien.
Rejser
Hans handicap forbød noget større rejseri, men med årene (vi var nu begyndt på det nye årti 2010-) besluttede de at sælge det store hus, hvilket skete forbløffende hurtigt. De erhvervede et 1-plans handicap-venligt ret billigt hus og for en klatskilling som han udtrykte, besluttede de at tage på et krydstogt. En rejseform, der efterhånden var designet til almindelige mennesker, selv med handicaps.
Og så nærmer vi os omsider to forskellige og interessante pointer i historien. 😉
Krydstogtet i Caribien
De fleste krydstogter er en blanding af dage på havet og besøg i land. Det er også sund havluft, (for) rigelig mad og drikke samt (afhængig af tonnagen) diverse mere eller mindre stimulerende underholdning.
Galveston, Texas, er havnebyen, der afsender “oceaner” af krydstogter til hovedsagelig Caribien, ifald man ønsker afgang fra den rige amerikanske oliestat. Således blev det også for “John Mc” og frue.
Alt forløb planmæssigt de første dage på turen. Der var to land-besøg i Mellemamerika og det var under det første “land-besøg”, at det skete. Skæbnen ville, at “John Mc”- familien kom i kontakt med et jævnaldrende US-par, hvor manden også sad i kørestol. Lad os for nemheds skyld kalde ham for “Mr. Johnson” (tæt på hans rigtige navn).
Et krydstogt er nøje tidsmæssigt afpasset, næsten ned på minutter, dog med en vis elasticitet grundet det meteorologiske aspekt. Årsagerne er flere, dels maritime, dels tilpasninger til diverse rejsemål og (bestemt ikke at forglemme) rederiets aflæste profit. Således på denne første “land-tur” blev gæsterne (inkluderet de to mænd i kørestole og deres ledsagende modne hustruer) sejlet i land til en mellemamerikansk havneby. Herfra gik der en guided tur til en seværdighed (udsigtspost), hvorefter et nøje afmålt tidsforløb var til fri disposition i de tilstødende områder, inden at chaluppen ved havneområdet sejlede gæsterne retur til krydstogtskibet.
Nu var “John Mc” ikke et matematisk geni for ingenting. Han havde helt præcist via et medbragt kort over lokalområdet nøje regnet ud, hvad han og hustruen kunne nå at se under “den frie tid” i landskabet, inkluderet kørestols-transport t/r til havnen, hvor den lille “taxibåd” ventede. Derfor sad han klar i god tid ved havnen sammen med hustruen, da det var tid til afgang med chaluppen retur til krydstogtskibet. Det gjorde hans medpassagerer “Mr. Johnson og frue” derimod ikke.
Krydstogtets personale havde indskærpet (på venlig servicemæssig måde), at præcision var en nødvendighed. Altså ventede chaluppen ikke på kørestolen med “Mr. Johnson” og frue, men sejlede schedule-præcis retur til det store krydstogtskib med de præcise gæster, der blev hjulpet ombord. Et trut i skibshornet og så afsted til næste lokation.
Det blev en overmåde dyr tur for “Mr. Johnson” og frue, der via taxi og rutefly og taxi “stødte til” krydstogtskibet ved næste stop (i en anden mellemamerikansk stat) og omsider med blandet glæde og en betydelig decimering af deres rejsekonto kunne gense bagagen i deres kahyt tre dage senere….
“Præcision og fortrolighed”
“Præcision i computerprogrammer er alfa og omega, men også på rejser!” som “John Mc” skrev (vistnok en del gange i mails til mig). En dag hørte jeg ikke mere til ham. Måske var der sket noget….måske….? – Og kender/kendte jeg ham ret, havde han bestemt intet imod at blive nævnt i dette blogindlæg, omend han sikkert havde foretrukket en langt større præcision omkring detaljerne, herunder psykologiske og sociologiske vinkler på portrættet, programmør eller ej. 😉
Men det blev til næsten 10 års interessante og indholdsrige mailudvekslinger mellem os, der frigav og supplerede mange aspekter set fra USA omkring “resten af verden”. At jeg foretrak/foretrækker Canada frem for USA kunne han godt forstå, selvom der et eller andet fjernt sted i hans indre var tatoveret et Stars-and-Stripes.
Og så til slut en statement til eftertanke. “John Mc” afsluttede en af de sidste mails efter adskillige år:
“Kære Erik, vi mødes aldrig i virkeligheden, kun i cyberspace. Det ved vi begge. For mig skaber det en anderledes åbning og adgang til dyb fortrolighed i vores efterhånden mangeårige kontakt, som jeg kun har oplevet med xxx (navnet på hustruen)”.
Links:
1/4 : https://hulegaard.dk/mails-fra-en-afdoed-1-4/
2/4: https://hulegaard.dk/milaneserens-valg-2-4/
Interessant historie. Jeg tænker uvilkårligt på, hvordan den kontakt blev etableret, for der er jo langt fra Texas til DK.
Historien fortæller glimrende om amerikanernes mærkværdige forhold til politik og realiteter. Flertallet af amerikanerne har en uhyre praktisk tilgang til livet som helhed, men politisk synes de uvidende og naive, hviket vel illustreres udmærket af, at Trump slipper af sted med sine løgnehistorier. Deres viden om verden uden for Verona er beskeden, ganske som John MC så skarpt bemærkede.
Hvor er der mange skæbner og historier …
@Eric: Det var på den (daværende) mailpartner-portal (starten af 200X), at han (og de fleste andre dog undtaget f.eks. “Morris”) kontaktede mig. “John Mc” havde lidt af en svaghed for Skandinavien, måske derfor. Han var ret begejstret for Sverige og i en vis grad Norge, hvorimod Danmark var ukendt land. Det var det så mange mails senere absolut ikke, ligesom jeg kunne supplere (til hans store glæde) med diverse såvel historiske som nutidige fakta omkring vores to broderfolk gennem talrige mails.
Dine “Trump-vurderinger” er jeg fuldstændig enig i. Havde jeg stadig haft kontakten med “John Mc”, ville vi samstemmende have beklaget det forbløffende “svage felt” af Demokraterne, der skal udfordre Trump til november 2020. Enten er de for gamle eller også er deres profiler ikke skarpe nok; forbløffende i det land med cirka 330 mio. indbyggere.
Jovist, der er mange skæbner og historier…..den sidste af slagsen ligger i bloggen til næste søndag og omhandler en anderledes person fra et andet kontinent. På gensyn 😉
With 18 decks, capacity for 6,780 passengers and 2,100 members of the crew the Symphony of the Seas is now the biggest cruise ship in the world.
Neiii det skulle jeg nødig udsættes for, men Mc havde åbenbart fået noget ud af det. Klart nok, når man bruger kørestol må det være en fornøjelse at komme rundt med moderne transportmidler. — Men 18 etager og 6000 passagerer og 2000 besætningsmedlemmer? Nej tak.
Det virker som om han i de sidste mail havde forudset sin snarlige død. Jeg tror man kan blive narret til både at tro sig udenfor fare og det modsatte.
Jeg kan ikke helt forstå at du medtager overvejelser om hvilke mail-kontakter du vil berette om.
Det er vigtigt at kunne åbne for de personlige perspektiver både i mail og i skriverier for flere mennesker, bøger og artikler osv. Fornemt arbejde.
@DAX: Jeg er bekendt med Symphony of the Seas. Var såmænd i Korsør for at spotte dens forgængers tur i ebbe under Storebæltsbroen. 😉 – Men det var ikke “John Mc”s skib primo 2010erne. – Og årsagen til en selektering er helt klar: Jeg bestræber mig på at gøre blogindholdet varieret. Det ville i længden kede læserne med f.eks. 10-12 indlæg om mailpartners, derfor udvalget af de for mig “helt særlige”, også med vinklen på forskelligheden i personlighederne. Aktuelt er der 3 aktive tilbage, hvoraf jeg ved, at de to (har mødt dem begge i ret vellykkede besøg IRL) foretrækker anonymitetens spændende mørke. – Din bemærkning omkring “John Mc”s mulige fornemmelse for livets afslutning er meget tæt på mine egne (daværende og nutidige) antagelser.