Det fjerde og sidste indlæg om tidligere mailpartners gav også et svært valg (som forrige fra USA). Kontakten til den ene af de russiske blev overvejet. Det samme gjorde amerikaneren (fra olieindustrien), der flyttede til New Zealand (Wellington) med sin hviderussiske lægehustru. Ligeledes var Krishna fra Nepal under overvejelse. Han var forøvrigt den eneste af dem alle, der har besøgt mit hjem. Endelig overvejedes også den aktive og yderst sympatiske israeler, der (måske?) havde forbindelser til det jødiske “statsapparat”. Jeg havde ham “mistænkt” for at vurdere mig som Sayan-emne. Sidstnævnte kontakt var dog relativ kort.
Men samlede overvejelser gav retning i at rette samlet fokus mod Asien/Oceanien, hvor der var tre næsten lige gode profiler fra Japan og Kina/Australien.
Den første var en lærerinde fra den kendte japanske by Hiroshima. Hende vender vi tilbage til.
Den anden var en pens. ingeniør fra Japans førende bilproducent, Toyota, der har hovedkvarter og mange af sine indenlandske produktionsanlæg i regionen omkring Nagoya, hvor han boede med sin familie. Selve Toyotas hovedkvarter er beliggende i byen Toyota, mindre end en time øst for det centrale Nagoya omtrent i midten af hovedøen Honshu. Han grundige fortælling om “sit Toyota” betød, at jeg nogle gange næsten selv følte, at jeg stod ved samlebåndet i fabrikshallen.
Den tredje var en kinesisk kvinde oprindelig fra Hongkong. I forbindelse med Kinas overtagelse af Hongkong fra Storbritannien i juli 1997 “flygtede” hun og hendes businessman til Australien, hvorfra de drev deres forretning (det var hovedsagelig manden) videre fra Melbourne. Ret usædvanligt for en kinesisk kvinde rejste hun alene rundt i verden. Det barnløse ægteskab var også atypisk for en traditionel asiatisk familie. Hun følte – som en del fra Hongkong – sig som en “banan”; altså gul udvendig (asiatisk hudfarve og udseende) og hvid indvendig (vesterlandsk tankesæt), nok en væsentlig faktor i den aktuelle fortsat løbende konflikt mellem Hongkong og resten af Kina.
Vores mail-kontakt var som en yo-yo. Nogle gange intensiv, andre gange lange pauser. Hun var to gange i Europa og “forventede”, at jeg fløj ned til Paris og op til Stockholm for at hilse på hende. Selvom jeg sætter ret stor pris på begge byer, der er besøgt flere gange, foretrak jeg efter kort overvejelse min skrivepult i mit byhus.
Men min beherskede interesse for det motoriserede og den noget atypiske og til tider labile kinesers attituder blev afgørende. På målstregen var der ingen tvivl om det endelige valg. Det blev “lærerinden fra Hiroshima”:
Mayumi Hara
Navnet er et helt almindeligt navn for en japansk kvinde, vel nærmest som “Aase Hansen” i Danmark. Men Mayumi´s intensive attention pr. mail og ikke mindst hendes historie fortjener noget særligt. Derom senere….først lidt historie:
Hiroshima
For 75 år siden, nærmere bestemt den 6. august 1945 lød logbogen for B-29 flyet, der kastede historiens første atombombe: “Kl. 8.15, atombomben udløst, 43 sekunder senere, et kraftigt lysglimt, chokbølge, flyet ryster, kæmpemæssig atomsky.” – Tre dage senere fulgte en ny udløst atombombe over Nagasaki. Det samlede tab af menneskeliv for de to byer over de første fire måneder blev opgjort til mellem 150.000 og 250.000 personer.
Cirka 60-80.000 mennesker blev dræbt øjeblikkeligt ved Hiroshima-bomben, mens det samlede antal døde menes at være omkring 140.000 som følge af eftervirkningerne. Overlevende af atombomberne kaldes i Japan for “hibakusha”, et ord der direkte kan oversættes som mennesker påvirket af bombe. Bombningerne er første og eneste gang, at atomvåben er blevet brugt i krig.
Da Japan ofte er udsat for jordskælv, er og var mange bygninger temmelig solidt konstrueret. Denne solide byggestandard er utvivlsomt en stor del af forklaringen på, hvorfor de bærende dele i visse bygninger nær ved eksplosionen ikke brød sammen. Bygninger, som lå mere eller mindre direkte under eksplosionen, blev ramt af en trykbølge der bevægede sig oppefra og ned, frem for den overvejende vandrette trykbølge, der ramte og væltede bygningerne uden om sprængningsstedet.
En af de mest berømte bygninger, der blev stående efter eksplosionen, er den regionale industri-udstillingshal (foto øv.); en bygning med et kuppeltag, tegnet af den tjekkiske arkitekt Jan Letzel. Ruinen er blevet Hiroshimas monument for freden, og blev i 1996 optaget på UNESCOs verdensarvsliste, i øvrigt under protester fra USA og Kina.
Anvendelse af atomvåben og bombningen af de to byer begrundes ofte med et ønske om at få krigen afsluttet og fremtvinge en betingelsesløs overgivelse fra japanerne. Efter at Sovjetunionen trådte ind i krigen overgav Japan sig den 15. august 1945. Den 2. september 1945 blev freden underskrevet. 2. verdenskrig var slut. Det diskuteres stadig, om atombomerne over Hiroshima og Nagasaki havde en afgørende betydning for overgivelsen.
Familien Hara
“Hibakusha” kunne med rette anvendes om familien Hara. Grundet en krigsskade var faderen hjemme, hvor han havde genoptaget sin lærergerning. Moderen var hjemmegående. At familien Hara overlevede, skyldtes det utrolige træf, at de netop i de august-dage var rejst på familiebesøg andetsteds på Honshu-øen.
Omstændighederne omkring deres tilbagekomst til den sønderbombede og radioaktive by kunne Mayumi, f. 1955, via de mange og detaljerede beretninger fra hendes (afdøde) forældre gengive for mig i mails. Hun beskrev ligeledes japanernes holdning til krigen, til amerikanerne, herunder især de første besættelsesår “under” den 5-stjernede amerikanske general Douglas MacArthur. Han var den effektive hersker over Japan 1945-1951 og overvågede den økonomiske, politiske og sociale hverdag (med den japanske kejser i en neutraliseret rolle). Det skiftede og de efterfølgende år begyndte en opadstigen, hvor Japan gennemgik en helt uset transformation til et moderne samfund.
I årene 2001-2010, hvor jeg mailede med hende, var Japan stadig verdens næststørste økonomiske magt, baseret på et asiatisk folks imponerende historisk-betingede moral, fantastiske disciplin, lean-agtige produktionstilgange og (skal ikke glemmes) nærmest logeagtige racebeskyttelse. Netop i samme periode startede den evige konkurrent Kina med sit fantastiske opsving, der sidenhen passerede Japan på den økonomiske rangliste og efter nogles mening vil passere USA i dette årti.
Maymi var i den grad viden-tørstig. Jeg kunne bidrage med skandinaviske vinkler og i mindre detailgrad europæiske. Hendes fag var lærer-faget, ganske som sin far. Vores mailing var rig på emner. Forskellige asiatiske kulturer, Japans besættelse af store dele af Asien under WW2, herunder flere mailudvekslinger “set fra min 1ste sydmolukkanske eks-hustrus og hendes families vinkler”, japanernes forhold til religion, til sex, til (den manglende) ligeberettigelse mellem kønnene, geisha-begrebet, japanske selvforsvarssystemer versus kinesiske og koreanske etc samt “naturligvis” de japanske “Zaibatsu” (store japanske konglomerater) og ikke at forglemme, hvorfor Liberal-demokraterne kunne sidde på magten i årtier etc.
Hendes ægteskab var velfungerende og de to børn ligeså. Hendes forældre var begge – som alt for mange andre overlevende fra Hiroshima – blevet ofre for en tidlig cancer.
Mayumi mente selv (modsat mange japanere), at (min absolutte yndlings-)præsident Truman havde gjort det rigtige; altså at stoppe et japansk fanatisk rædselsregime og spare x tusinde amerikanske liv ved at beordre atombomberne nedkastet. Kilder fortæller, at bombe nr. 3 var klar til nedkastning over Tokyo, men det blev gudskelov ikke aktuelt.
Den sidste mail
Mailintensiviteten var i alle årene imponerende. Nogle af hendes mails var naturligvis gentagelser – i forskellige varianter, mine sikkert også. En dag kom der en mail med overskriften “Good-bye”.
Med blandede følelser lukkede jeg den op, thi det var svært at forestille, at Mayumi var træt af at maile med hendes “dejlige danske ven” (som hun nu og da tilføjede). Mailens indhold var meget beskrivende, som hun havde for vane. Men denne gang kunne jeg godt have undværet detaljerne og konklusionen. Jeg læste den flere gange og indrømmet: Mine øjne var våde i lang tid.
Mayumi havde fået diagnosticeret en bilateral mammae-cancer af en aggressiv type. Lægerne havde givet hende få uger. Hun havde “haft det lidt skidt i et stykke tid forinden”. Hun var helt sikker på, at det var en arv fra fortiden i skikkelse af forureningen efter bomben eller via de beskadigede arveanlæg fra forældrene.
Normalt er jeg hurtig på tasterne. Ofte falder indholdet mig let og på gode dage kan jeg skrive adskillige sider rimelig hurtigt. Men netop den dag var det som fingrene sad fast i tangenterne. Adskillige oplæg blev kasseret. Det tog mig flere timer at skrive “den rigtige svar”. Den brutale sandhed er: “Det findes ikke!” – Til sidst havde jeg knap en A-4 sides tekst klar. Med meget blandede følelser trykkede jeg til sidst på enter-knappen.
Mit tilkoblede mail-sporingsprogram fortalte mig, at mailen blev åbnet nogle gange over de kommende dage, i meget lang tid……..japanerne er grundige i de fleste af livets forhold.
Sommer-OL i 2020, officielt De XXXII olympiske lege afholdes i Japan i perioden 24. juli – 9. august 2020. Det olympiske fakkelrelæ passerer gennem Hiroshima Peace Memorial Park, dedikeret til ofrene for den amerikanske atombombe i 1945. De to “atombombe-datoer” 6. og 9. august vil blive erindret – helt særligt!
Jeg kunne inderligt have undt Mayumi som 65-årig at opleve dette med sine børn(ebørn)!
P.S. Det må formodes, at den aktuelle Covid-19 virus udvikler sig til en pandemi, der måske kan påvirke afholdelsen af OL-2020 i Japan.
P.P.S. – Mere udførligt på: https://historienet.dk/krig/2-verdenskrig/hiroshima-den-dag-atombomben-sprang
https://hulegaard.dk/mails-fra-en-afdoed-1-4/
https://hulegaard.dk/milaneserens-valg-2-4/
https://hulegaard.dk/koerestol-paa-afveje-3-4/
Igen en historie med interessante input om en anden kultur. Japanerne er på mange måder et beundringsværdigt folkefærd. Historiens slutning er trist, men livets realiteter er, som de er.
Atombomberne har med god grund været diskuteret meget, og ligeledes om det var dem, der stoppede krigen. Uanset hvad, har de været en “bekvem” anledning til at overgive sig til amerikanerne i stedet for russerne.
Centralt for “lean” er at mindske spild og fejl, og lean har vundet indpas over hele verden. Begrebet blev opfundet af Toyota, og det har derfor ofte moret mig, at de (som forbillede) gang på gang må indkalde tusinder, ja millioner af biler pga. fejl. Blev det kommenteret af din ingeniør-ven?
Jeg får helt lyst til selv at skaffe mig nogle pennevenner, men jeg frygter, at det vil tage for megen tid.
@Eric: Mailpartner-konceptet var – som de fire eksempler – ret veludviklet i slut 1990erne og 00erne, indtil “SoMe”-koncepterne med Facebook overtog meget af den kommunikation. Jeg har selv kun tre internationale kontakter tilbage, der alle har fravalgt Facebook, Twitter, Instagram etc. – Det er helt korrekt, at det tager tid, men jeg følte/føler, at det havde/har en værdi; for så vidt langt mere end det nuværende Facebook.
Omkring Toyota var der vist ingen tilbagekaldelser i 00erne, slet ikke af “verdens bedste bilmærke” fra Nagoya. Det er – helt enig – kommet i nyere tid. Jeg har selv i 10erne prøvet såvel den mindre Yaris som den kraftfulde Avensis model. Bilerne interesserer mig fortsat ikke, men indrømmet: De var ret godt begge to blandt de 29 forskellige mærker, jeg har (lejet) indtil dato. Samme “Toyota-mailpartner” rejste som eneste gang til Europa. Jeg inviterede parret, ifald “de var i nærheden”. Men det nærmeste var Skotland, hvortil “jeg var velkommen til at komme forbi og spise med dem”. 😉
“Tid” er en kostbar ressource i vor travle pensionisttid. Det meste af denne søndag har jeg af akutte årsager tilbragt tiden i den by, hvor vi var sammen og Du snart genser (næsten) i s/h. 😉
Tænk engang, at du kunne få en god brevskriver kontakt med én, der kunne fortælle om hvordan Japans udvikling så ud med en japaners øjne. Jeg kan sagtens forestille mig at ikke alle japanere var krigsgale – den daværende kejser var jo ivrig efter at få generalerne til at slutte fred. Man skal selvfølgelig vide mere for at kunne bedømme, om bombningen af Hiroshima og Nagasaki gjorde krigen kortere, – men de gjorde den ikke længere. De amerikanske tab ved erobring af Iwojima gav store tab, men Okinawa var værre og alene af den grund må man forstå at det ville være uforsvarligt at forsøge at afslutte krigen med landtropper.
The largest and bloodiest battle fought by the Americans against the Japanese came at Okinawa.
@DAX: Mine to parallelle US-penpals “Morris” fra Utah (tidl.flytekniker i USAirforce) og “John Mc” (jf. tidl. indlæg) var begge særdeles velbevandrede i USAs historie, herunder 2. Verdenskrig. Begge fremførte uafhængige af hinandens eksistens og i Morris´ tilfælde med reference til militære kilder som understøttelse argumentationen om, at præsident Trumans beslutning var den rigtige, især baseret på de estimerede voldsomme tab af US soldiers, ifald man skulle nedkæmpe japanerne på selve hovedøen Honshu. – Såvel Okinawa som Ivo Jima blev naturligvis nævnt.
Japanere er et “underligt” folk. Deres opfattelse af mangt og meget sammenholdt med deres til tider fanatiske styrke og holdninger kan både vække undren og beundring. Tak for eksempel på deres disciplinerede reaktion på Fukushima atomulykken –
https://ing.dk/artikel/fukushima-atomulykken-der-ikke-kunne-ske-125314
Der burde stå:
Den amerikanske erobring af Iwo Jima gav store tab, men Okinawa …[]