Mærkedag
Mandag, den 17. april, var det 48 år siden, at Danmarks Jernbanemuseum åbnede i remisen i Odense. Dengang hed museet ”DSB Jernbanemuseum” – i nutiden “Danmarks Jernbanemuseum”.
Til en start rummede museet over seks af remisens 21 spor. Her fik man for første gang mulighed for at udstille rullende materiel. Udstillingen bestod af seks damplokomotiver, to kongelige salonvogne, en postvogn samt et antal personvogne. Derudover var der udstillinger om Storebæltsoverfarten, signaler og sikkerhed samt et rekonstrueret stationskontor fra ca. år 1900.
Museet blev således indviet i 1975 med taler fra DSB’s generaldirektør, Povl Hjelt, Odenses borgmester, Verner Dalskov , og trafikminister Niels Matthiasen (1924-1980). Den festlige åbning blev indledt med dampsærtog til museet fra både Aarhus og København. Læsere med en vist antal årringe er bekendt med nævnte profiler. Den socialdemokratiske trafikminister, mest kendt i den kulturelle verden, var en i datiden højt profileret A-politiker. Den omtalte generaldirektør Povl Hjelt (1921-2013) efterfulgte den navnkundige P.E.N. Skov (1904-1987) og blev i min optik den bedste og mest fremsynede generaldirektør i DSBs historie. For dem, der kender til Odenses byhistorie, rimer navnet Verner Dalskov (1932-2017) på “bykonge”.
I nutiden er det centralt beliggende Jernbanemuseum en fire-stjernet turistattraktion beliggende i Dannebrogsgade i Odense, lige ved siden af O(dense) B(anegårds) C(enter). Museet udstiller en omfattende samling af togvogne, lokomotiver, modeller af tog og færger og andre effekter samt indeholder et imponerende arkivmateriale. Hertil kommer diverse arrangementer og aktuelle temaudstillinger som den nedenfor omtalte.
Blogejeren viser med glæde sit medlemskort, når han med passende mellemrum smutter forbi indgangen og kommer “på sporet” i hallerne. 😉
Jagten på den sidste damp
Siden 28. januar 2023 har Danmarks Jernbanemuseum rummet særudstillingen, “Jagten på den sidste damp”. Bag denne bastante og ultimative titel gemmer sig en damptogs-entusiast, der ikke helt lever op til fordommene om en klassisk nørd.
I museet, en tidligere remise, er spor 16 nu permanent indrettet til særudstillinger. Her findes så aktuelt og cirka det næste års tid “Jagten på den sidste damp”, som er den officielle titel. Udstillingen består af godt 40 store fotografier med forklarende tekster (eksempler nedenfor). En anmelder af udstillingen skrev, at “det er billeder i krydsfeltet mellem reportage- og kunstfotografi. Et af dem, fra en skovbane i Rumænien, ligner nærmest en nyfortolkning af Manets berømte “Frokost i det grønne””.
Det bliver tydeligt, at det ikke kun er en jernbanetosse, men også en dygtig fotograf, der står bag den spøjse udstilling. Og lige så tydeligt bliver det, at det ikke er selve maskinerne og mekanikken, men stederne, tidslommerne, som har fået fotografen til at trykke på udløserknappen.
Fotografen hedder René Strandbygaard, og sideløbende med, han uddannede sig til fotograf, fik han obskure, maskinskrevne tidsskrifter sendt med posten, der handlede om de sidste dampdrevne jernbaner. Som han rejste ud på feltfod for at dokumentere, inden de forsvandt. Nogle gange alene, andre gange med ligesindede.
Klip fra en anden anmeldelse: “Måske var det ligesom den berømte bjergbestiger George Mallory, der er citeret for at sige: “Because it’s there”, da han blev spurgt om, hvorfor han ville bestige Mount Everest. Eller det er det samme som ornitologen, der sætter alt til side for at se den sjældne fugl for at krydse den af på sin liste. De sidste damptog blev René Strandbygaards altoverskyggende hobby-passion, sideløbende med at han blev fotograf for først Polfoto, siden Børsen og nu altså med eget firma.
Det var ikke uden omkostninger. For selvfølgelig var det ikke altid til at forstå, at en vesterlænding rejste rundt med dyre kameraer for at fotografere infrastruktur – hvor nedslidt og lukningsmoden den end var.”
René Strandbygaard
Fotografen René Strandbygaard (årg. 1972) har været arresteret talløse gange. Det værste var nok en gummicelle i Rumænien nær grænsen til Ukraine. I den mere kuriøse afdeling var en arrestation i Manchuriet i det nordøstlige Kina, hvor han på en lastbil blev kørt til den nærmeste militærgarnison. Det krævede lidt tid og en fagligt noget nødtørftig udstyret, lokal engelsklærer at rede trådene ud, men den danske fotograf slap fri. Men først efter at have lovet officererne at gå med ud at spise og derefter synge karaoke.
Planchernes tekst fortæller meget, men fotografierne indeholdende de mildt sagt forskellige stemninger fortæller mest.
Direktøren for jernbanemuseet, Steen Ousager, som afgjort også er en jernbanenørd omend af en anden slags, kendte dog til René Strandbygaards passion og fik overtalt ham til at vælge nogle billeder ud til en særudstilling. Så nu er det første gang, resultatet af Strandbygaards sære passion bliver vist offentligt i fysiske skikkelser af næsten 40 billeder ved museets spor 16.
Den høje tekniske og historiefortællende kvalitet har allerede fjernet en stor del af mistanken om, at det er en eller anden halvkikset type med en besynderlig passion, som står bag projektet, der i øvrigt har manifesteret sig i omkring 30.000 negativer.
I flere årtier har fotografen René Strandbygaard rejst verden tynd for at finde de sidste damplokomotiver i regulær drift. Det har været en jagt på tidslommer, der var få år, måneder eller blot uger fra at forsvinde. Rejserne fandt hovedsageligt sted i 1990’erne, i en tid før internet og mobiltelefoner, så han vidste aldrig med sikkerhed, hvad der ventede ham. Når han hørte om en eksisterende bane, pakkede han sit kamera og drog afsted.
Han har været i Indien, Pakistan, Kina, Indonesien, Cuba, Rumænien – ja et utal af steder – ofte med politiet eller militæret i hælene. For hvorfor var det lige, at en vesterlænding skød billeder af kritisk infrastruktur? Med sit kamera indfangede han tiden og ånden og bragte det med hjem.
30.000 negativer
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem René Strandbygaard og Danmarks Jernbanemuseum. For første gang nogensinde vises et lille udpluk af fotografierne for offentligheden. I René Strandbygaards fotoarkiv ligger omkring 30.000 negativer og mange tusinde billeder er fortsat gemt. Fotografierne i udstillingen er nogle af de mest spektakulære og stemningsfulde billeder i samlingen. Bag hver eneste billedserie gemmer sig fantastiske fortællinger om lokalsamfund, jernbanemiljøer og styreformer, der i dag er historie.
”Jeg syntes igen-igen, at jeg lige skulle bruge alle mine penge og de sidste feriedage på en flybillet halvt rundt om jorden for i en uge eller to at jage fortidens spøgelser. Ikke ferier, men ekspeditioner, togture ud i det ukendte med for lidt nattesøvn og alt for meget primitiv transport på dårlig mave. Med vidt åbne øjne, på jagt efter farver, lyde og stemninger. Langt ud på landet i fjerne afkroge af verden.” (René Strandbygaard, 2022)
Udvalgte fotos fra udstillingen
Forsidebilledet danner det totale illustrative format. Nedenfor viste er kun smagsprøver og medtaget som eksempler på såvel foto som understøttende tekst. I nutidens klimafokuseret tidsalder forekommer de forskellige jernbanemiljøer som værende fra en svunden tid; dog giver det også tanker om de stadigvæk kolossale forskelle på klodens logistik og nærmiljøer.
Noter/Links
Tekstkilde: Danmarks Jernbanemuseum
https://www.jernbanemuseet.dk/
Ildsjæles fascination er i sig selv fascinerende, når passionen for et eller andet former eller har afgørende betydning for, hvordan personen lever sit liv.
Det sagt kan jeg godt leve mig ind i jernbaneentusiasternes begejstring for de gamle tog.
@Eric: Tog og især færger har fascineret mig siden barndommen, hvor jeg allerede i teenageårene brugte hovedparten af mine sparsomme lommepenge til at “teste” materiellet og tonnagen. – Jeg erindrer din begejstring for en veterantogtur i dit nærområde og selvfølgelig er du med erfaringens ballast på sporene….
Rene Strandbygaards flotte billeder tilskynder til et besøg på Jernbanemuseet, som jeg har besøgt en gang for mange år siden. Det er til gengæld ikke så mange år siden jeg kørte med Harzer Schmalspurbahn til toppen af Bloksbjerg. Det kan undre at René Strandbygaard ikke har udgivet en bog med sine flotte billeder, men det kan vel komme en dag.
@Per Jan. Jeg forstår godt dine ord og tænkte det samme. Men enhver, der har skrevet en bog vil erfare, at det kræver en disciplineret energi. Måske, måske ikke har han ikke den, men har kanaliseret alt sin “artistiske” energi i linselysten; den hurtige og ofte meget givende oplevelse af en visuel indramning af nuet. En samlende bog med hans spændende fotos kunne være nyttig…sikkert også for ham selv.
Det er sjove billeder, du har valgt.
Hvor gør det ondt at se en, der har mistet sine tænder.
@DAX: Tilværelsen er meget anderledes udenfor Skandinaviens trygge velfærdsramme. Det ved enhver – du og jeg – der har rejst og oplevet lande “around the world”. Det aktuelle billede forekom selvklart i denne sammenhæng…. og ja, der ville være mange timers dentalarbejde for din Helsingborg-tandlæge. 😉