Interkulturel logistik i Göteborg

For nylig var jeg en tur til Nordens største havneby – Gøteborg. Det var ikke mit første besøg ud af flere, dog kunne seneste overnattende besøg dateres næsten nøjagtig 14 år tidligere.  Bloggen forventes senere at bringe to indlæg omkring Gøteborg, hvorfor denne lille intro udelukkende rummer en lidt bizar logistisk oplevelse.

Taxituren

Udenfor mit udmærkede første klasses hotel ved Gøteborg Centralstation var der en taxi holdeplads, der sugede bl.a. hotellets gæster til sig.  Således også mig en januar formiddag anno 2024.

I forventning om at chaufføren sikkert var “nysvensker” havde jeg med velskabte blokbogstaver skrevet adressen på mit bestemmelsessted i den nordøstlige del af Gøteborg. Da dagen udgjorde en mærkedag for mig, fravalgte jeg de i øvrigt logistisk glimrende sporvogne fra, også fordi der alligevel ville være mindst 1-2 kilometers gang fra stoppested til bestemmelsessted.

Jeg satte mig ind i, hvad absolut kunne opfattes som den første holdende taxi i den buede kø foran hotellet. Chaufføren var….selvklart….“nysvensker” og kendte ikke adressen. Jeg bidrog så med at oplyse bydelen, men det voldte den let forvirrede unge chauffør kvaler.  Etnisk set vurderede jeg ham til Somalia (eller i samme geografiske omegn).  Han forsøgte da – også på min opfordring – at lokalisere adressen på sin mobil, da hans bildør pludselig blev flået op.

En anden taxichauffør – vurderet af mellemøstlig herkomst (iraker, palæstinenser etc.)- var manden, der havde flået vogndøren op.  “Irakeren” skældte “Somalieren” ud for at “kapre kunder fra køen”.  Situationen tilspidsede sig. De to vokale kombattanter råbte højt. Eventuelle tanker om “muslimsk broderskab” var ikke-eksisterende. Og det var tydeligt, at svensk ikke var deres foretrukne arbejdssprog. Tonen steg. Uforsonligheden matchede til fulde en kombination af taxibranchens interne konkurrenceparametre og Mellemøstens inderlige spændinger.

Jeg valgte at stige ud og tage plads i den anden taxi, hvis chauffør – “irakeren” –  stadig hårdnakket forklarede, at det var hans tur. Så gentog den logistiske research sig. Ej heller han anede adressen. Jeg foreslog, at han tastede min opgivne – tydeligt skrevet – adresse ind på taxiens display, alternativt kontaktede bestillingskontoret.

Han valgte duo-løsningen: Altså både at køre og samtidig taste ind. Med lidt fejlindtastninger ledsaget af (forståelig) let slingrede kørsel på ringvejen fik vi omsider retning på det. Cirka 15 minutters kørsel senere nærmede vi os. Jeg kunne genkende Kasernegården, der udover at rumme alskens militære og civile adresser også rummer et interessant mindre museum.

Jeg bad chaufføren stoppe. Betalte med kort og fik kvittering (husk det altid, kære læser). Således frigjort fra muslimske logistiske udfordringer og spændinger gik jeg (eller gled noget af vejen, da det var isglat) frem til min destination i Kviberg-bydelen, der er mest kendt for den store kirkegård, for øvrigt Sveriges næststørste efter Skogskyrkogården i Stockholm.

Mit bestemmelsessted – Idrætsmuseet – ligger netop noget ubemærket i dette kaserneområde i Kviberg bydelen. Enhver, der interesserer sig for sport, kan sagtens anvende x antal timer med fordybninger i sportsgrene generelt og – naturligvis – svenske sportsstjerner specifikt inkluderet “Hall of Fame”.

 

Billedet viser kun et udsnit af Kvibergs Marknad

Senere gik turen retur til Gøteborg.  Min stedsans førte mig smertefrit frem i retning af et sporvognsstoppested ca. 1-2  km. i sydvestlig retning. På vejen gik jeg igennem en kæmpemarked, kendt som ” Kvibergs Marknad”.

Indholdet var rigt på varianter af “nysvenskere” og det varierende vareudbud kolossalt.  Det er kun åbent i weekender og er det største udendørs marked i Gøteborg. Jeg kunne ikke få øje på andre “blegansigter” (end mig selv); resten var etniciteter fra såvel Mellemøsten som Fjernøsten og Afrika. De besøgende var variabler af familier, singler, store børn etc,, der både indendørs og i fri (iskold) luft kunne købe (næsten) alt.  Det må formodes, at varesortimentet formentlig havde udgjort nogle udfordringer, ifald det svenske toldvæsen havde kigget forbi. Men som jeg også her tænkte: Bogholderi har jo både debet og kredit. 

Noget senere nåede jeg så sporvogn nr. 6-stoppestedet. Da jeg så navnet på endestationen øverst i sporvognens rude, koncentrerede jeg mig ekstra, så udstigning kunne ske, inden slutdestinationen “Biskopsgården” i Gøteborgs nordvestlige hjørne på den mest folkerigeste ø i Sverige: Hisingen.

For dem, der ikke er bekendt med Gøteborgs bydele og etniske herligheder kan suppleres med det forhold, at “Biskopsgården” er blandt de hårdeste ghettoer i Sverige. Politiet kommer der nødigt. Og jeg havde fået rigelig med muslimske oplevelser” for den dag.

Næste “kalenderkryds” ud af flere hin lørdag d. 13. januar 2024 var langt fredeligere. Et sporvognsskift til nr. 11 førte mig ud til Saltholmen. Det er en halvø på den sydlige bred af Älvsborgsfjorden i distriktet Älvsborg i Göteborg, Sverige. Det var oprindeligt en ø, men under opbygningen af ​​Gøteborgs sporvognsnet blev der oprettet forbindelse til fastlandet.

En behagelig sejltur i solskin og koldt vejr oplevedes med diverse isskruninger på vandet til nærliggende 2 skærgårdsøer i den vestlige del af den store havneby.  Dernæst gik turen videre til næste kalenderkryds i Gøteborg, derom i et senere blogindlæg. 😉

 

Links:

https://hulegaard.dk/goeteborg-primo-2024/

https://www.sydsverige.dk/?pageID=413

https://kvibergsmarknad.se/

http://www.idrottsmuseet.se/

https://en.wikipedia.org/wiki/Biskopsg%C3%A5rden

https://www.vasttrafik.se/reseplanering/hallplatser/9021014009620000/

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Interkulturel logistik i Göteborg”

  1. Herlig beskrivelse af den göteborgske taxalogistik!
    Desværre er problematikken ikke stort anderledes i Aalborg (kødiskussionen har jeg dog ikke oplevet). Alt, alt for ofte må jeg minutiøst spille rollen som talende GPS for at nå rette destination uden omveje. Deraf følger også, at sagesløse turister, som ikke kender byen, risikerer det værste.
    Ideen med de velformede blokbogstaver tager jeg til mig, for hvad nyter en GPS, hvis chaufføren ikke kan stave til den rigtige adresse?
    For mange år siden, længe før GPS kom på banen, skulle man for at få erhvervskørekort kunne memorere samtlige gader i byen og angive den korteste rute fra A til B. Det var tider!

    1. @Eric: I min professionelle tid havde jeg bl.a. en del at gøre med taxi-branchen (patientbefordring). Hertil kommer, at vi non-bilister nok kører en del i taxi og derved oparbejder en vis erfaring. 😉 – Begrebet “skovtur” er klassisk. “Talende GPS” er velvalgt og kan anvendes med en vis succes. 😉

  2. Det glæder mig at du havde en mindeværdig dag den 13. januar. Du havde flottet dig med et fint hotel og behagelig og direkte kørsel til sportsmusseet, som vi måske hører om i efterfølgende blog? I Danmark – har jeg googlet – har vi ingen sportsmuseer, men der er et fodboldmusseum på vej i Århus. I Brøndby, i Idrættens Hus er der noget som måske kan minde om et museum; buster af de største og kendteste sportsfolk i Danmark i sportens “Hall of Fame” (sørgeligt at man ikke har kunne finde et dansk navn til udstillingen).

    1. @Per Jan: Trods en delvis neutraliseret og semi-febril influenza lykkedes det at runde et halvskarpt hjørne i Nordens største havneby. Mit temperament står ikke (modsat Dig og andre normale mennesker) til festligholdelse, så der blev spyttet lidt ekstra på hotelregningen denne gang. Jeg genså Idrætsmuseet i Gøteborg, som er en sand perle for enhver, der følger/har fulgt (også) svensk idræt gennem adskillige årtier. Blandt Gøteborgs sportslige stoltheder er på toppen de nu afdøde verdensmester i sværvægtsboksning Ingemar Johansson og “fodboldprofessoren” Gunnar Gren m. fl. – Efter turen til Saltholmen (kun tidligere passeret med Frhvn-Gbg-færgen) og øerne gik sporvognen retur til, hvad der omtales næste søndag (og søndagen efter ;-)), inden at mere alvorstunge emner vil erobre blogpladsen. – Tak for Aarhus-tips (jeg skal snart derop igen).

  3. Den tur gennem Göteborg fortæller om steder, jeg aldrig har set. Det er et indtryk fra ca.1960, der har brændt sig ind i min erindring: Den store plads foran Central Stationen, en mørk gang på Grand Hotel, spadsereture på boulevarden fra havneområdet til Teateret og Koncertsalen – og vistnok også et kunstmuseum – for enden af den store boulevard. Den gode film af John Ford, “Manden, der skød Liberty Valance” med Henry Fonda i en hovedrolle, står som en uafklaret uforståelig oplevelse (senere har jeg fået set den igen og fandt ud af meningen.)
    Men jeg ved jo godt at alle byer vokser, og 60 år efter denne min første oplevelse af Göteborg må der naturligvis være sket mange ting.

    Dog er det lidt en fryd at høre, at der stadig er sporvogne! Den bedste, reneste fællestransport.

    1. @DAX: Velkommen tilbage i kommentarfeltet. Korrekt, at der for enden af “Main Street” kaldet Kungsportavenuen ligger et kunstmuseum= https://goteborgskonstmuseum.se/en/visit-the-museum/ – Jovist, også jeg “københavnerdreng” er sporvognstilhænger og har kørt oceaner af kilometer med dette transportmiddel, ikke kun i Skandinavien, men også mange andre EU-byer.

      Knap så begejstret var jeg for Henry Fonda, men “Manden, der skød Liberty Valance” var seværdig.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

+ 72 = 79