Denne tekst tager sit udgangspunkt i bogen ”Identitær – en rejse ind i Europas nye højre”. Emnet “Identitær” – bogen og nogle afledte artikler – henledte min opmærksomhed i forbindelse med research til et kommende bogmanus.
Det er samtidig værd at understrege, at dette indlæg alene holder sig observerende og ikke mindst reflekterende over indholdet af en europæisk grænseskridende bevægelse af ungdom i knap 20 forskellige byer. Jeg har besøgt flertallet af disse byer og i mange tilfælde også byernes mindretals-områder. Det giver en ekstra dimension omkring dette både interessante, konfrontative, ja måske med tiden eksplosivt emne!
Bogens indhold
IDENTITÆR er en dokumentarisk rejse ind i de nye højreorienterede strømninger, der med betydelig styrke præger europæisk politik i denne tid.
Gennem to år har bogens forfatter, journalisten Rasmus Hage Dalland, rejst Europa rundt for at møde medlemmer af den identitære bevægelse. Som fremgår af kortillustrationen ovenfor er både den østlige og vestlige del af Europa repræsenteret.
Byerne – nævnt i bogens kronologi – er Berlin, Paris, Lille, Utrecht, Graz, Wien, København, Bolzano, Bechyné, Budapest, Ljubljana, Lyon, Halle, Rostock, Milano, Rom, Warszawa, Stockholm.
Bogens forfatter præciserer, at der ofte er tale om “pæne” unge mennesker, ofte med lange videregående uddannelser, som kæmper imod, hvad de kalder “den store udskiftning” og “en islamisering” af Europa. Deres metode er aktivisme.
Det startede i Frankrig.
Franske “Génération Identitaire” blev så at sige en fusion af forskellige ungdomsbevægelser i starten af dette århundrede. Bevægelser som Jeunesses Identitaires og Bloc Identitaire forsøgte at forme et politisk parti i konkurrence med Front National. Det opgav man. Og i 2012 formedes en samlende bevægelse med benævnelsen “Génération Identitaire”.
Denne bevægelse spredte sig ret hurtigt til andre steder i Europa. I starten Østrig, Tyskland og Italien. Samlet set erklærer bevægelsens medlemmer sig som demokrater, der tager afstand fra racisme, fascisme, nazisme og tilstræber et image, som er langt fra forestillingen om marchende skinheads.
Ifølge forfatterens observationer deles de identitære synspunkter af mange intellektuelle, debattører og politikere og vinder i stigende grad indfyldelse på europæisk meningsdannelse og politik, noget som vi også kunne konstatere i Danmark ved seneste FV 5. juni 2019.
En af bogens interessante påstande er, at den identitære bevægelse er et godt sted at “tage temperaturen på Europas politiske strømninger”.
Forfatteren møder på sine rejser de helt centrale personer i bevægelsen og giver et unikt indblik i en af tidens mest markante ungdomsbevægelser. Det forekommer at være bogens styrke, at han lader aktivisterne sætte ord på deres indsats. Der er ingen hurtige domme.
På den anden side kan man som læser sidde tilbage med en let skjult fornemmelse af, at der er lidt af en for åben venlighed – det nogle kalder for “mikrofonholderi” – overfor de forskellige interviewede repræsentanter for denne bevægelse. Helt sikkert er det, at Generation Identitær (som bevægelsen benævnes) værner om sit image, om nødvendigt på den konfrontative fysiske måde.
For eksempel møder læseren Ratko. Han bor snart i Berlin, snart i Warszawa og synes at flyde lidt rundt på det europæiske kontinent. Han træner til væbnet kamp, taler om forventede undergang og forekommer at blive stadig mere radikaliseret i løbet af bogen. Et andet eksempel er amerikaneren Alessandro, der svælger i kvindehad, mindreværd og drømme om hvidt overherredømme. Jo længere mod øst, jo mere skarpe bliver de identitære. Det er nærliggende….så nærliggende at konkludere (måske fejlagtigt?), at der sker en kraftig afsmitning af deres respektive landes ledelser (tænk Polen og Ungarn f.eks.).
Sammenfattende er den identitære bevægelse modstandere af globalisering og multikulturalisme. Som et modsvar til et Europa i identitetskrise vil de bevare, hvad de kalder “den etnokulturelle identitet”, der ifølge dem er truet af både ydre og indre fjender: flygtninge, immigranter og en liberal vestlig ideologi.
Begreber som kultur, arv og identitet gentages fra flere i det selvopfattende univers af egne (rigtige?) holdninger. Forfatterens møder med flere af landenes ledere viser også læseren, at bevægelsen ikke kun er selvforsvarskurser og kamptræning og skjult støvletramp, men at argumentationen synes velforberedt. Et tilbagevendende ord er “remigration”, der ønskes udført i en konsekvent version (noget, som bl.a. danske indvandrerskeptiske/-fjendtlige partier markerede sig på ved seneste FV i juni 2019).
(foto:Thomas Lekfeldt, Berlingske Media)
Aurelija Aniulyte (litauisk født), dansk talsperson for den højrenationalistiske bevægelse Generation Identitær udtaler (BT, 30. juni 2019):
“Jeg ville blive og kæmpe for Danmark. For hvem skal ellers gøre det? Og det vil jeg også mene, at jeg allerede gør nu.
Hvis der udbryder krig i Danmark, er det sådan, talskvinden for Generation Identitær – den forholdsvis nye ungdomsbevægelse på den yderste højrefløj – vil reagere.
Talskvinden Aurelija Aniulyte er bekymret på Danmarks og hele Europas vegne, for ifølge hende er vi gået i en form for dvaletilstand, der kan ende med at koste os dyrt, hvis masseindvandringen fra ikke-vestlige lande fortsætter.
Det, der allerede er ved at ske i Danmark og Europa, er, at man ikke rigtig har noget overlevelsesinstinkt, og der er den her ligegyldighed – ‘hvorfor skulle jeg kæmpe for mit eget?’« siger Aurelija Aniulyte og fortsætter:
Men sagen er, at en kultur kun overlever, hvis dem, der har skabt den, kæmper for den og sætter den over andre. Alle skal jo kæmpe for deres eget, for der er ikke nogen andre til at gøre det,« siger hun og kalder sig selv og de øvrige aktivister i organisationen for patrioter.”
I artiklen refereres også fra den anden side (med kommentar fra den danske repræsentant):
“I en dokumentar udgivet sidste år af den arabiske tv-kanal Al-Jazeera går en journalist undercover i den franske afdeling af Generation Identitær.
I dokumentaren, som hedder ‘Generation Hate’, kan man blandt andet se, hvordan medlemmer af bevægelsen heiler og overfalder indvandrere på gaden.
Og det har journalist Rasmus Hage Dalland (bogens forfatter) spurgt forskellige af de europæiske medlemmer ind til:
“De siger, at det ikke var medlemmer; at det var nogle hang-arounds. Men lederen i den franske afdeling står i dokumentaren og siger, at de godt kan acceptere vold. Det vil sige, at den tankevirksomhed findes.
Men den udlægning tager talskvinden for den danske afdeling af Generation Identitær, Aurelija Aniulyte, stærk afstand fra. Hun mener på ingen måde, at den tankevirksomhed findes, og så har de i dokumentaren også manipuleret med virkeligheden. For det første er den lavet af en arabisk kanal, der hylder det muslimske broderskab – så har vi det på plads. For det andet, jeg kan ikke supergodt fransk, men der er en del fejloversættelser i den. Og de personer, der bliver vist, som er voldelige, de er overhovedet ikke nogle af vores aktivister, siger Aurelija Aniulyte.
I samme citerede artikel fra BT, der synes at sammenfatte og ikke mindst vinkle elementer i bogens indhold på interessant vis fortsættes:
“Men hvem er de her unge patrioter, der kalder sig selv Generation Identitær?
Ifølge dem selv er de fredelige kæmpere. De kæmper for at bevare dansk og europæisk identitet og folkefærd. Og de kæmper imod masseindvandring fra ikke-vestlige lande til Europa ved at lave forskellige aktioner.
Generation Identitær er en europæisk højrefløjsbevægelse, der har været i Danmark siden 2017, og som begyndte i Frankrig for syv år tilbage. Siden har den bredt sig med hastige skridt til flere europæiske lande, hvor den er størst i Tyskland, Storbritannien, Italien og Østrig.
Gruppen er beskrevet som den ‘mest aktive, ekstreme højrefløjsbevægelse i Tyskland’. Og den britiske tænketank Institute for Strategic Dialogue, der iagttager politisk ekstremisme, kalder Generation Identitærs greb i de unge for ‘radikaliseringen af generation Z’. Selv beskriver de sig dog som en ikke-partipolitisk organisation og som modstandere af vold og ekstremisme generelt.
En afsluttende kobling mellem artiklen og bogen kunne netop være Tyskland. Personer med en indvandrerbaggrund nåede i 2016 et nyt højdepunkt med en stigning på 8,5 pct. og udgør nu 18,6 mio. svarende til 22 pct. ud af Tysklands samlede befolkning på 82,4 mio (det tyske statistiske kontor, Destatis). To yngre tyskere med tilknytning til Identitær-bevægelsen mener samstemmende, at “den herskende venstreorienterede tanke er en utopisk forestilling om at skabe et menneske frem for at tage udgangspunkt i, hvad mennesket er.” Den ene af dem har (unægtelig) gennemført en ideologisk rejse fra sin tidligere Rostock-bastion i DDR til nutidens mere sammensatte Tyskland, hvor spændingerne i det gamle DDR-land imidlertid fortsat er betydelige.
Refleksioner
IDENTITÆR-bevægelsen har langt fra skrevet det sidste kapitel. Som i tidligere tiders holdningsbårne europæiske politiske bevægelser på såvel venstre- som højrefløje fra 1970erne, 1980erne og 1990erne (ingen nævnt, vist nok ingen glemt) er der grund til ikke bare betragtninger, men aktive handlinger.
”Pladder-humanisme” er bare et virkningsløst plaster. Konkrete tiltag vil blive nødvendige, især fordi man ved fra tidligere tiders ungdomsbevægelser, at det langtfra er alle, der falder fra, når det sociale familieliv og erfaringens (nogle gange) tunge lag har omsluttet den unge.
Yderligere er ungdommen af dag langt bedre uddannet og bredt orienteret via såvel læreanstalter som de elektroniske platforme, faglige som sociale, end nogensinde tidligere.
Dialog, fasthed og konsekvens er nogle “værktøjer”, som skal være faste ingredienser i enhver nutidig demokratisk sindet “værktøjskasse”.
Det er klogt at være opmærksom på det “Identitære” som mediebruger og i samme åndedrag i den grad have de kognitive parader oppe, samtidig med at pragmatisk indstillede individer arbejder i maximalt gear for at imødegå en demokratisk erodering via effektiv handling.
Religiøs betinget borgerkrig i Europa er i nyere tid oplevet mest voldsomt i eks-Jugoslavien og i relativt mere isoleret grad i Storbritannien (Nordirland vs. IRA) samt i Spanien (Baskerlandet).
Sammensætningen af Europas nuværende befolkning anno 2019 danner ikke en helstøbt kerne. Der anes faremomenter i et bredere europæisk perspektiv. I samme forbindelse gør det bestemt ikke noget, hvis aktive og velintegrerede europæiske muslimske borgere – i langt højere grad end nu – medvirker til en stabilisering.
Bogen:
IDENTITÆR – en rejse ind i Europas nye højre
af Rasmus Hage Dalland, f. 1988
Udgivet af ATLAS/Ord og Steder I/S 2019
ISBN:978-87-997438-5-8
“Men sagen er, at en kultur kun overlever, hvis dem, der har skabt den, kæmper for den og sætter den over andre. Alle skal jo kæmpe for deres eget, for der er ikke nogen andre til at gøre det,« siger hun og kalder sig selv og de øvrige aktivister i organisationen for patrioter.”
Dette er pointen, kæmp for alt hvad du har kært på en demokratisk og ikke-voldelig måde.
@Ingelise: Den unge litauisk-fødte kvinde kender om nogen – som tusindevis af baltere – til at kæmpe for sin kultur og livsberettigelse. En stærk dansk nationalitetsfølelse findes også (måske især) i Sønderjylland.
Interessant og særdeles vedkommende. Uanset hvad bevægelsen måtte sige om sig selv, sidder jeg tilbage med tanken: “Gammel vin på nye flasker”. Deres tankegods deler de med store dele af den øvrige ekstreme højrefløj.
I underskoven er der en næsten industriel fremstilling af fake news – bare som ét eksempel: At der er flere moskeer end kirker i Birmingham, en påstand der blev kolporteret af den kendte historiker Bent Jensen i en kronik for et par år siden.
De falske nyheder bliver troet og brugt som argumenter af dem, der ønsker at tro dem, og det umuliggør en fornuftig debat, fordi den ikke er faktuel, men hviler på noget, man bedst kan beskrive som løgn og konspirationsteori.
Kendetegnende er også snakken om den nærmest uundgåelige borgerkrig, og det man kan frygte er, at det med de radikaliserede unge bliver selvprofeterende.
Jeg har ikke noget godt bud på, hvad man skal gribe og gøre i, men man kan i hvert fald kæmpe for det faktuelle, så Europas skæbne ikke afgøres af løgn og fake news.
@Eric: Gennem min læsning af såvel bogen som diverse afledte artikler (hvoraf BT-artiklen nævnes), havde jeg den samme tanke “Gammel vin på nye flasker”. Vores akkumulerede livserfaring byder næsten denne tanke. Men når jeg opsamler mine egne indtryk on location (Frankrig (især Marseille), Nederlandene, Belgien, Storbritannien, Sverige og især (østlige) Tyskland) gennem de senere års rejser, er det ikke just optimismen, der breder sig i mit indre. Modsat tidligere “vin på flasker” er vi også helt enige om, at den digitaliserede tidsalder – eksemplificeret ved “fake news” – er et vigtigt (negativt) parameter til forståelsen.
Det hele bliver så langtfra nemmere af, at Danmarks to nære allierede USA og Storbritannien politisk aktuelt mærker Atlanterhavet, når bølgerne er højest og ingen ved, hvordan og hvornår stormen aftager….