Hoteltyven

I den digitale flodbølge af nyhedsbreve, der hver morgen skyller ind over mit non-bebrillede syn optrådte forleden et eksempel, der fik udhulet mine smilehuller og sendte min indre harddisk en tur på Memory Lane.

Nyhedsbrevets emne var

Det stjæler danskerne oftest, når de er på hotel

I denne (stadigvæk) Coronatid lider mine kufferter af “hudsult”.  Mon ikke det er tilfældet også hos en del læsere og andet godtfolk.

En undersøgelse viser, at halvdelen af danske rejsende indrømmer at have stjålet mindst én ting fra et hotel på en rejse. Og fortsætter så i nogle klip:

“Kender du også til at nuppe en shampoo eller et par bløde tøfler med hjem i kufferten efter et hotelophold? Så er du bestemt ikke den eneste.”

“En undersøgelse, lavet af Hotels.com viser, at 42% af danske rejsende indrømmer at have stjålet mindst én ting fra et hotel på en ferie. Af disse langfingrede gæster, fortæller 67% gerne om tyveriet til venner og familie uden spor af skam.”

“Undersøgelsen viser, at det er de lommevenlige størrelser, vi stjæler mest af. 52% af dem, der propper noget i kufferten efter hotelopholdet indrømmer, at det er de små toiletartikler de stjæler, mens 26% har taget te-, kaffe- og sukkerposer med hjem til at fylde køkkenskabene med.”

I den endnu større – og tungere – skala, finder vi genstande som tallerkener og bestik, der er røget med hjem i køkkenskuffen.

Men det stopper ikke dér, for nogle danskere indrømmer også at have stjålet kaffemaskiner og elkedler fra hotelværelset, mens det er lykkedes for andre at snuppe værelsets tv med!”

Lad os stoppe her, inden det 7. bud – “Du må ikke stjæle” – bliver for konfronteret.

Apropos det bibelske havde jeg i mange år en meget k-/nær relation, hvis religiøse tilknytning var uafviselig på de fleste parametre. Men hun (var ikke nonne, men kunne have været det) “ekspederede” tallerkener, stofservietter, askebægre og andet hotelbestik under sine utallige rejser i Europa. Det interessante var så i hendes tilfælde, at man ved besøg aldrig blev overrasket over at spise på en tallerken mrk. xx hotel eller stofservietter med indvævet hotelnavn.

Da hun døde, forventede jeg (var eksekutor i boet) et større kontingent af opsamlet europæisk køkkenudstyr, men nej –  der var ingen “tyvekoster” eller mere diplomatisk udtrykt “hotel-minder” i det iøvrigt smukke og kostbare bo.  Hun var bestemt ikke typen, der tilbragte lørdag formiddag på det lokale loppemarked, så det var og forblev et mysterium – det var ligesom for sent at spørge hende. 😉

Rejseminder

Det må erkendes, at jeg har rejst en del. Ligeledes at det hovedsagelig har været med hoteller og tilsvarende overnatningsmuligheder som base.  Jeg foretrækker som altovervejende hovedregel ikke at bo hos familie og andre personlige relationer; dels var der ingen tradition for dette i min barndom, dels passer det mit individuelle sindelag aldeles glimrende at være “uafhængig”.

etage, glas, værelse, Indretning, badeværelse, Hotel, ny, gæsteværelse, VVS armatur

Tilståelsen

Nu forventer jeg ikke en flodbølge af tilståelser fra læserne. Men lad mig slutte i al diskretion:

Hoteller har det med at servicere gæsterne med sæbe og i nogle tilfælde vaskeklude samt kaffe-/te-substans o.l. – Kvaliteten er – som hotellet – ofte varierende, men det hænder ganske ofte, at ….(resten er skrevet med usynligt digitalt blæk)

DEL SIDEN

15 kommentarer til “Hoteltyven”

  1. Det var morsomt at læse 🙂 Jeg var godt klar over, at små minder fra hotellet kan komme med hjem, men ligefrem et tv! Det kræver jo en større og tom taske 🙂
    Jeg har også rejst en del og foretrukket hoteller – det giver en en større frihed end at bo hos venner og familie. Jeg mindes også med gru, når min engelske familie kom og boede i mit barndomshjem i ugevis.

    1. @Madame: Jeg tror (en påstand, yes!), at flere end indrømmet foretrækker uafhængigheden, når de rejser. Hvor glimrende og gæstfrit et familie-/venneophold end kan være, er der en iboende “tvang” til selskabelighed, der også med dagens andre indtryk kan være belastende. – Du nævner et glimrende eksempel fra dit barndomshjem. – Og ja, det må have været lidt af en logistisk udfordring at bringe hotel-tv´et forbi diverse kameraer og uventet kommende hotelpersonale. 😉

  2. Mon ikke rejseformen har en vis betydning for, hvad gæsterne tager med sig? Det er fx næppe flyrejsende, der bortfører suitens TV, malerier eller sågar luksusmadressen 🙂
    Jeg tager uden blusel futskoene med, når vi har overnattet på Athens lufthavnshotel, for de er i en forseglet plastikpose og tydeligvis til engangsbrug. Ja, jeg planlægger faktisk dette “tyveri” hjemmefra, når jeg pakker kufferten. Den lille plastikflaske med shampoo, som jeg har taget hul på, risikerer også en forlænget weekend i det græske øhav.
    Inspireret af dit underholdende indlæg lavede jeg en søgning og fandt denne side,
    https://insights.ehotelier.com/global-news/2019/12/04/theft-in-hotel-study-released/ , hvor der redegøres (lidt kulørt) for resultaterne af en undersøgelse. Bl.a. kan man læse om forskelle på, hvad der snuppes fra 4- og 5-stjernede hoteller! De formentlig mere velbjergede 5-stjernegæster går fx efter mere kostbare effekter og kerer sig ikke om noget så billigt som toiletpapir.

    1. @Eric: Kommentaren, herunder det interessante link, afdækker, hvad vi mere modne rejsevillige nok vidste: Der er et hieraki her, som i mange andre af livets forhold. Således er det svært at forestille sig toiletpapir forsvinde fra 5-stjernede hoteller, forstås!

      – Jeg erindrer en associeret pudsighed fra et idyllisk strandhotel på Cypern. Der stod en lille nuttet lerkrukke på bordet, der indeholdte nogle tandstikkere. Min daværende hustru (eks-2) fandt den charmerende i sin enkelthed, hældte resolut tandstikkerne ud og vendte og drejede den, inden den forsvandt ned i hendes medbragte lille dametaske. Ingen af os bemærkede teksten på siden, før vi stillede den op hjemme på spisebordet “Take me with you, thanks!”.

  3. Der er forskel på souvenir som små shampoo flasker og kaffemaskiner/tv. I disse tider, hvor man skal spare på ressourcerne, var det måske en god idé, at hotellerne skrev på shampoo flaskerne “Take me with you, thanks”. Så ville det måske for nogen være nemmere at finde ud af hvad man måtte tage med og hvad man ikke må tage?

    1. @Per Jan: Enig, der er et pænt stykke moralsk vej fra små shampoo flasker til kaffemaskiner og udvalgt elektronik. Nogle hoteller fylder ligefrem op med kaffe-/te poser og shampoo flasker i bevidstheden om, at gæsten medtager det overskydende ved check-out. De mere udvalgte kostbarheder som badehåndklæder, vaser, bestik og Tv nødvendiggør både en vis frækhed og afsat plads i trolleykufferten. 😉

  4. Ja det er almindeligt og hotellerne regner med det. Normalt er “toilet-artikler” vel pr. gæst og noget, som hotellerne under ingen omstændigheder genbruger. Askebægre var også en kendt souvenir-egnet ting i hine tider.

    Håndklæder, badekåber og “tøfler”? hvis sådanne findes, er også noget hotellerne skriver på omkostnings-regnskabet.

    … Nej, herfra kommer ikke en flodbølge! Men jeg må dog fortælle, at min garderobe indeholder en bøjle påstemplet “Grand Hotel Göteborg”, som man far hjembragte; da han en sommer havde taget os to drenge på ferie boede vi på Grand Hotel, og det gik op for mig ved den lejlighed at det var en skrantende virksomhed, ikke meget “Grand” over det.

    1. @DAX: Du har helt ret i, at overnatningssteder (hoteller, pensioner etc.) bevidst kalkulerer (for nogle også reklameværdien) med, at gæsterne medtager diverse toiletartikler og (i datiden) askebægre, samt i visse tilfælde også badeværelsesudstyr som nævnt i kommentaren.

      Din “betroelse” omkring bøjlen fik gang i mine smilehuller. Selv kom jeg til at medtage en bøjle fra et kendt konferencehotel i DK, de har holt “trofast” i mange år. Og medens vi er ved minderne, har jeg boet knap en håndfuld gange i (den dejlige) Göteborg uden dog at støde ind i hotel-navnet “Grand”. Byen, der rummer Skandinaviens største havn, har ellers altid haft et forholdsvist højt prisniveau, modsat f.eks. Malmø.

      1. Det var godt at vi fik smilet frem.

        En beregning fra engang 1970 fortalte mig at hotel-ejere kan tjene mange penge på ganske almindelige ting som en seng og lagener; folk behandler både værelser og ting og sager med respekt — heldigvis. Bortset fra måske en lille smule svind, så er det rent overskud. Det var en foretagsom mand, som fandt ud af at man i sommerperioden kunne bruge de kollegieværelser, der var efterladt af studerende på hjemstavnstur, til at turistudlejning; og det var organisationstalent, som var afgørende for at det blev en god forretning.

        1. @DAX: Hotelejere, især de efterhånden relative få selvstændige (udenfor kæderne), har meget ofte et innovativt gen, der ikke bare i Corona-tider, men også andre udfordrende øjeblikke kan generere smør på brødet.

  5. Jeg tager gerne plads i skriftestolen. For en menneskealder siden var jeg på en uges studierejse til Stockholm i embeds medfør på et stramt budget – at offentlige arbejdsgivere skulle have for vane at rutte med pengene i den slags anliggender er en udbredt opfattelse, men desværre ikke et fænomen, jeg har stiftet bekendtskab med gennem et langt liv i statens tjeneste. Overnatningerne foregik derfor på det gode sejlskib af Chapman fra 1888, som ligger på Skeppsholmen og har fungeret som vandrehjem siden 1949. På mange måder en eksotisk oplevelse, men aldrig har jeg sovet i så smal og ubekvem en køje, og efter fem dage orkede mit forholdsvis unge, men radbrækkede legeme ikke mere. Den sidste nat indlogerede jeg mig derfor for egen regning på et luksushotel i byens centrum og gik til ro i en toptunet, blød dobbeltseng med nystrøgne lagner og sprøde, knitrende dyner. Efter en nats uafbrudt søvn vågnede jeg veludhvilet op til en overdådig morgencomplet, og her var det, at min karakterstyrke blev sat på en krævende prøve. Ved siden af marmeladekrukken lå en ske, som var større end en teske, men mindre end en spiseske. Den var bestemt ikke prangende og repræsenterede næppe en værdi på mere end et par svenske kroner, men i mine øjne særdeles anvendelig og lige præcis, hvad jeg altid havde manglet. Den fandt derfor vej til min jakkelomme, og lige siden har den hver dag prydet mit hjemlige morgenbord og mindet mig om den uforglemmelige nat. Jeg husker desværre ikke hotellets navn, og det står ikke på skeen. Selve forbrydelsen er nu forældet, men jeg anerkender naturligvis et eventuelt erstatningskrav uden at kny, hvis nogen måtte rejse et sådant. Nogen skyldfølelse er det dog ikke lykkedes mig at fremmane.

    Tak for et underholdende indlæg – og tak til Eric for supplerende materiale.

    1. @Uffe Jerner: Indledningsvis kan bekræftes, at det offentlige (stat, region/amt og kommune) ikke just rutter med rejse- og omkostningstariffer. Men i min tidligere professionelle verden lykkedes det især chefer (på direktionsniveau o.l.) at slippe for ydmyge rejseoplevelser.

      Stockholm hører til mine yndlingsbyer, men er kun besøgt “privat”, herunder semi-tjenstligt ved Huddinge sghs (havde gerne også taget imod et besøgstilbud på Karolinska sghs.) – Overnatningsmuligheder – fraset de private – rummer såvel maritime og stationære/jordnære oplevelser i Nordens største by, hvortil kommer de fængslende (Langholmen). Nu skulle der – forståelig nok – “ske” (undskyld!) noget og det blev så et verdenskendt og yderst fashionabelt vandrerhjem i pompøs bygningsmasse af Grand Hotel (eller måske tilsvarende) ved Nybroviken, der dannede en slutramme for en DR-ansats studierejse.

      Det var en underholdende tur på Memory Lane…..

  6. Retfærdigvis skal det tilføjes, at der var forskel på studierejser og tjenesterejser. Siden var jeg på en tjenesterejse til Stockholm, og her var det ikke nødvendigt at bo på vandrehjem. Jeg var oven i købet ikke bare berettiget til, men også forpligtet til at rejse på 1. klasse. Det havde noget med lønrammen at gøre, og det skal der nok være nogle, der ville få ondt af – men mon ikke også det er afskaffet nu 🙂

    1. @Uffe Jerner: Som jeg antydede i mit forrige kommentarsvar, var der forskel på rangklasserne ved offentlige rejseudgifter. Lønrammer i det offentlige var i en fortid, hvor tjenestemandsbegrebet var betydende, såvel som et vigtigt parameter for såvel tallet i den nederste ende af lønsedlen, som for de mere strategisk tænkende og overlevende, når pensionen skulle udbetales.

      Nutidens (rejse-)afregninger er hovedsagelig – så vidt vides – tilkoblet den individuelle “lønpakke” i mange organisationer. Også jeg har haft fornøjelsen – dog privat – at rejse på 1.klasse med X2000 i Sverige, men oplevelsen af et ægte vandrerhjem tilhører kun et lejrskoleophold i realklassen med min skole (Det Kgl. Vajsenhus) for > 50 år siden. 😉

      Jeg skal undskylde den sene respons, men dit svar var igen – helt ufortjent – faldet i spamkurven af uvist hvilken grund.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

52 − = 45