Overskriften er en sammensætning af “Hemmeligheder for en pige” og forfatteren “Lotus Turèll”. Havde overskriften lydt “Onkel Dannys fødselsdag”, ville det nok have været mere klart…for flere, selv på trods af “hans bogstaver” på ovenstående illustration.
Vangede
Den meget økonomisk velpolstrede Gentofte kommune består af syv bydele. Een af disse, der ligger i den vestlige del (vest for Lyngbyvejen), hedder Vangede. Den er suverænt den “fattigste” bydel af kommunen. I tidernes morgen har folk af mere såkaldt “jævn herkomst” boet her. Det måske mest kendte eksempel er den for længst afdøde forfatter Dan Turèll, der i sine glansår mestrede romaner, noveller, digte og såkaldte essays. Han var ældst i en søskendeflok på fem og det familiære betød en del for ham; også i hans senere voksne liv.
Tanker i Vangede 19. marts 2019
Det var onkel Dannys fødselsdag. Han havde fyldt 73 år, hvis han – Dan Turèll – havde levet. Jeg kunne godt lide dele af hans skriverier og bøger. Det originale var medfødt, ikke tilegnet, som ses hos mange forfattere. Mange kunstnere skåner ikke sig selv med ivrig deltagelse på livets tag-selv-bord. Dan Turèll var et eksempel på dette. Og regningen blev præsenteret i en meget tidlig version.
Året var 1993. Hans skæbneår i en alder af “kun” 47 år. Samme år havde jeg i de sidste måneder inden hans død en kort brevudveksling med ham. Ad omveje var jeg bekendt med hans situation og livsprognose. Jeg var selv få måneder tidligere blevet raskmeldt efter en kræftsygdom (operation, kemo og stråler) og forstod til fulde hans tumultariske følelsesliv i samme anledning. Mine tanker blev nedfældet i et meget velovervejet maskinskrevet brev og afsendt uden forventning om svar fra modtageren mellem to frederiksbergske adresser.
Der gik nogle uger. Så kom svaret. Den syge forfatter Dan Turèll skrev et særdeles venligt brev med sin sirlige håndskrift til mig som kvittering. Hans sidste ord huskes stadig…
Dine ord faldt ikke på en klippegrund
Det gør nogle af hans datters ord i sin bog “Hemmeligheder for en pige”… heller ikke, omend man altid kan diskutere, hvor meget af privatlivet der skal være offentligt? For nogle er grænsen åben som Schengen-aftalen, for andre er det mursten og pigtråd og så er der alle mellemstadierne. I bogens tilfælde forekommer det læseren, at vi nærmer os førstnævnte eksempel på åbenhed.
Hemmeligheder for en pige
Tankerne rullede på det indre lærred under fejringen på Vangede bibliotek af onkel Dannys 73 års fødselsdag posthumt. Jeg var i god tid og havde derfor rigelig af tid til at reflektere over hele sceneriet tilsat historiske backflash.
Bogen blev udgivet under relativ stor bevågenhed i 2017. Den opleves meget veldisponeret i 3 dele (Opvækst, Tilbageblik og Erfaringsguide). Indholdet er både en beskrivelse og vel også klart et opgør med de traumer, som et kunstnerhjem næsten altid byder på; ihvertfald når begge forældre tilhører kunstneriske fag. Læseren kan blandt meget notere sig moderens reaktioner og øjeblikke med manglende aktive reaktioner, og så datterens berømte forfatter-fars efterhånden tiltagende alkoholproblemer. Adderende var det kendt sag, at Dan Turèll også i perioder nød narkotiske stimulanser.
Skammen hos barnet, tabet af faderen i hendes 14ende leveår o.m.a. bliver penslet ud, dog med en velgørende redaktionel struktur (Gyldendal-redaktør!), der giver et overmåde nuanceret indblik, som forbløffende mange børn og unge oplever i alkohol-relaterede miljøer i deres tidlige år.
Tallene er skræmmende. 860.000 er storforbrugere af alkohol (Statens Institut for Folkesundhed) og alkohol skønnes at koste samfundet cirka 12 milliarder kroner om året (KORA). Familiers såkaldte “belastningssymptomer” er både fysiologiske, sociale og psykiske. Børn er særligt udsatte og mange får livsvarige traumer. I de lidt bedre tilfælde kan oceaner af psykolog og psykoterapeut-timer (som f.eks. Lotus) mere eller mindre afhjælpe denne barske start på den unges liv.
Tankerne blev afbrudt, da jeg – og de andre cirka 30-40 fremmødte – fik fokus på scenen, hvor showet nu startede.
Ordene i Vangede 19. marts 2019
Borgmester Hans Toft (C) indledte med sin lavtonede stemme. Hans tydeligvis mange tilfredse Gentofte-borgere nikkede og smilede og klappede (til sidst). Borgmesteren havde hverken kendt eller mødt afdøde onkel Danny, men landets længst siddende borgmester i Danmarks mest velpolstrede Gentofte kommune (nogle husker sikkert NESA-salget 😉 ) causerede lidt, som politikere ofte forfalder til i mere kulturelt betingede afslappede sammenhænge for at demonstrere både deres betydning og ønskede uafhængighed af embedsmændenes udarbejdede talepapir.
Den stadig absolut præsentable Chili Turèll smilede og klappede til sidst. De to havde næppe meget at sige hinanden udover høfligheder og så det aldersmæssige forhold, at de begge er født i årgang 1947.
Og så var turen kommet til forlæggeren og forfatteren Asger Schnack, f. 1949 (der fuldt ud levede op til sit efternavn), der introducerede dette års prisvinder – Oliver Stilling f. 1974. Den knap 2-meter høje Schnack læste med en krystalklar stemmeføring (det må man lade ham, ikke den lavstammede borgmester-mumlen) tilsat ivrig gestik sig igennem et 4-siders manus. Der blev naturligvis draget et utal af litterære paralleller, som sikkert ville have glædet talrige for længst afdøde inden- og udenlandske ordartister. Denne introduktion var gennem hele forløbet emballeret i foredragsholderens slet skjulte selvglæde, som den litterære verden er så forbløffende rig på.
Omsider nåede dagsorden til festens højdepunkt: Overrækkelsen af Dan Turèll-medaljen til den umiddelbart sympatiske journalist og skribent Oliver Stilling, der kvitterede med en kortere takketale. Denne blev afslutningsvis garneret med citat af et længere vers (lagt på Twitter) fra hans 11-årige søn (faktisk imponerende poesi!).
Lidt medalje historik
Dan Turèll Medaljen er udsendt af Dan Turèll Selskabet. Den er udført af Barry Lereng Wilmont. Den er en del af udstillingen i Nationalmuseets forhal, hvor den blev overrakt første gang. Den 19. marts 2012 overrakte Chili Turèll den første medalje til forfatteren Astrid Saalbach. Før 2012 bestod prisen af et rejselegat og et af Turèlls smukt bundne slips.
Jeg havde så ikke kræfter til flere “ord-poleringer”, også fordi næste kalenderkryds ventede i centrum af hovedstaden. Forfatteren og forlagsejeren Asger Schnack gjorde klar til igen at kalibrere sin tydelige røst for at causere over den nys udkomne bog “Færgen er i havn om få stavelser” (af Lars Movin), da jeg smuttede. Det samme gjorde Gentofte-borgmesteren, omend vi skulle i forskellige retninger og ærinder. 😉
Chili Turèll
Det bør dog afslutningsvis tilføjes, at Onkel Danny var repræsenteret af sin enke, Chili Turèll, engang med fødenavnet Inge Margrethe Svendsen. Skuespillerinde, Qi Qong-instruktør og i samme tråd underviser hun i bedre sammenhæng mellem krop, sind og sjæl for at få mere balance i livet. Østerlandsk filosofi har haft en væsentlig fokus for hende gennem mange år, men der er dog i nyere tid blevet plads til noget mere jordnært.
Ved seneste kommunalvalg (nov. 2017) opstillede hun på Frederiksberg som repræsentant for Alternativet. Chili Turèll blev dog ikke valgt ind i den dybt konservative kommune med sine 398 personlige stemmer. Kommunen har netop skiftet borgmester i denne uge til den 31-årige jurist Simon Aggesen.
Nye tider, ungdommen på fremmarch, dog manglede 39-årige Lotus ved fødselsdagen, måske var hun involveret i en hemmelighed?
Jeg holdt meget af Dan Turèlls digte fremforalt, købte både nyt og antikvarisk. Han var absolut bedst med digte i begyndelsen synes jeg, hans krimier er flere også læst men der har jeg noget til gode.
Dan T mødte jeg næsten hver morgenstund på H.C. Ørstedsvej på Frederiksberg når han kom gående med Lotus der skulle i børnehaven nede ved Hostrups Have og Landbohøjskolen. De gik altid hånd i hånd og vi begyndte ganske tidligt at hilse, jeg skulle jo på arbejde inde i fagforeningen og skulle starte Golfen som ikke altid ville som jeg ville, Dan T har puffet mig igang til og med.
Jeg havde et godt indtryk af familien, kendte ikke til hans store misbrug – eller også fornægtede jeg det i mig selv, da jeg selv kiggede dybt i flaskerne i min tid på Hotel- og Restaurationsforbundene.
Musikalsk lavede han en del også Sølvstjernerne passede mig udemærket dengang og selvfølgelig hans “Jeg skulle ha været taxachauffør”.
Jeg besøgte hans udstilling KOM FORBI på Assistens Kirkegård og ville ha vist en smuk plakat af ham her, men den kommer på din FB om lidt.
@Fru Pia Charlotte: Meget tydeligt, at du har haft et mentalt tilhørsforhold til afdøde DT. På flere måder rummede han også en ægte venlighed, der ofte blev forbigået, når hans mere alternative sider skulle for- og bedømmes. 😉
Ja, det var netop det jeg fandt i ham samt et interview i Euroman tror jeg bladet hed. Jeg har det liggende her. Han fortjente ikke de hug han fik – jeg elskede hans Irma poser.
@ Fru Pia Charlotte: Onkel Danny var en yderst kontroversiel person, hvis kunstneriske talent blev skamrost af nogle og nedgjort af andre, såvel i hans levetid som efterfølgende. Havde hans fremtoning været som mange yngre 30+ og 40+ nutidige kvindelige (tilsyneladende perfekte) skandinaviske forfatterinder med autofiktionære litterære “værker”, havde dommen været anderledes. Onkel Danny var helt sin egen og betalte også den store helbredsmæssige regning for dette.
Det er som om, at de mest begavede ender livet alt for tidligt. Måske til eftertanke..
@Smølfine: Jeg er erfaren nok til at forstå dine ord fuldt ud. Glædeligvis findes der også mange undtagelser, dog meget afhængig af livsvilkår, herunder de nære sociale cirklers tolerance og tålmodighed.
Vangede som den fattigste del af Gentofte kommune, ja, det er jo en sandhed med visse modifikationer, som jeg, der har både boet der i de første år af mit ægteskab, på den ‘forkerte’ side af Lyngbyvejen, som det blev sagt, og været i lære på Snogegårdsvej i nærheden af onkel Dannys barndomshjem, kan skrive under på.
Dog er der ikke meget socialt boligbyggeri i hverken i det finere del af Gentofte eller Vangede, man må købe sig ind, men mange af kunderne var prominente personer, deriblandt forfatteren Johannes V. Jensens søn, der var læge, Volmer Sørensens forhv.. kone og hans 3 børn samt forhv. svigermor, der havde været gifte med “Fønsebassen”, der var operasanger, og boede i en slags familiekollektiv i en kæmpestor ‘kasse’, samt Hans V. Petersen og Poul Bundgaard, for bare at nævne nogle, ikke just mennesker der manglede smør på brødet endsige var på kontanthjælp.:-)
Onkel Danny mødte jeg dog først i en sen nattetime oppe ved Frihedsstøtten iført sort tøj, ditto kæmpehat og negle, da vi frekventerede den døgnåbne “Favoritten”, for at købe et par stk. smørrebrød efter en teater aften.
Gemalen holdt meget ad hans digte, især “Gennem byen en sidste Gang”, hvor der bli’r en skygge mindre i gaden.
Datteren har jeg set tv-udsendelser med, og det er jo ingen overraskelse, at børnene betaler prisen for geniale forældre, der er jo snart ingen kendte, man læser om, hvor forældrene har været alkohol- og stoffri, desværre.
Det er åbenbart på den måde, man skaber kunst.
@Ingelise: Gentofte minder på flere måder om (min mangeårige gamle hjemkommune) Frederiksberg. Jeg har i samme anledning nydt den seneste Trap-udgivelse af de to kommuner (og Lyngby-Taarbæk), der beskriver dem glimrende. Det er tydeligt, at du har et grundlæggende kendskab til Vangede og dermed forståeligt reagerer med interessante (velkomne) oplysninger.
Omkring onkel Danny specifikt så jeg ham adskillige gange i hans kvartér, dog ikke ved “Favoritten”, hvor vi sagtens kunne være mødtes. Jeg var en god kunde i perioder. Jeg er meget enig med “Gemalen” i hans smag. Og delvis enig i dine sidste sentenser. 😉
Dan Turell var jo en person man ikke glemmer, sorte negle og pudsig frisure/skæg..så trist at han skulle herfra så forholdsvis ung.., bøger/noveller har man selvfølgelig slugt fra hans hånd…
@Pia L.: Dan Turèlls ydre fysiske fremtoning – især de seneste år – matchede til fulde hans sammensatte artistiske udtryksformer. Sortlakerede negle, hatte, slips og hele gestik var anderledes. Onkel Danny var en særling og var noget særligt.
Igen giver dit indlæg lyst til genlæsning. Måske ikke af Vangede Billeder, som blev lukket sidst for en del år siden, men af hans krimier i Raymond Chandler-stil. Det var nok dem, der gav mest smør på brødet.
Jeg tænker ikke på ham som kontroversiel, det var vel imagepleje – skal man leve af at være forfatter, er det nok nemmere, hvis man er kendt for andet end sine ord.
@Eric: Helt rigtigt ifølge mine (afdøde) kilder var det krimierne, der gav et pænt lag smør på brødet, men som også var kraftigt medvirkende til en større skatterestance. Et laserlysagtigt eksempel på, at kunstnere kan have mere end svært ved at administrere begrebet “kildeskat”. Jeg kan i mit stille sind hører ham udtale ordet “i-m-a-g-e-p-l-e-j-e”, medens ansigtet rykker i takt med stavelserne. Netop den artistiske mimik, som een af mine eks-hustruer oplevede, da han smagte på ordet “H-u-l-e-g-a-a-r-d”. 😉
Det er jo en oplevelse af en særlig slags, hvor man ligesom gør erindringer og historien bag forfatteren til Vangede-Billeder mere bevidst, hvilket er godt. Jeg blev nysgerrig efter digtet fra den 11-årige, men det må vente lidt …
@DAX: Har været på vej til arrangementet flere gange, men denne gang passede det med andre kalenderkrydser (aftaler) i Region H. Stilling jr. sad næsten ved siden af mig og den 11-årige dreng var tydelig både stolt og genert over, at hans far stod og læste Twitter-indlægget med poesien op for publikum. 😉
Efter at have læst hele indlægget igen får man lyst til at læse mere om Lotus. Jeg mindes at have hørt datteren fortælle (i en radio-udsendelse) om at være datter af en alkoholiker. Jeg plejer ikke at hæfte mig så meget ved den slags, hvis ellers børnene er kommet videre, men der var noget uforløst over hendes fortælling – men det står meget uklart i min erindring. Det, jeg husker Dan Turell for, er først og fremmest Vangede Billeder; hans kriminalromaner virker ligesom lidt fortænkte. Men man får lyst til at læse mere, når man husker sætningen fra “Billeder” om at han og hans far kommer hjem efter en spadseretur og ser en mand kravle ud ad deres køkkenvindue, indbrud – og faderen siger: Han havde nok brug for det.
Det kunne Victor Hugo få en hel roman ud af dengang med fattigdom og nød og straffearbejde, uden muligheder for fattige at komme tilbage til et passende liv.
@DAX: Oprindelig havde jeg skrevet indlægget isoleret som “onkel Dannys 73 års fødselsdag”, men i ventetiden indtil “borgmesteren gik på” rullede tankerne både til Chili Turèlls lokale KV-kamp i 2017, samt ikke mindst Lotus´ offentlige performancies omkring barndommen i et kunstnerhjem. Og i sidste gennemskrivning valgte jeg at flette Lotus´ vinkler ind i indlægget. Hun fik en bog – velredigeret af Gyldendals redaktør – ud af det. Victor Hugo – “Klokkeren fra Notre Dame” etc. er blandt Frankrigs helt store bogstavsartister, der døde samme år, som mit byhus blev bygget. 😉