I morgen den 15. juni 2020 er det Valdemarsdag. Den markeres hvert år for at mindes den dag i 1219, hvor Dannebrog ifølge myten faldt ned fra himlen i Estland, hvor den danske konge Valdemar Sejr kæmpede mod esterne i slaget ved Lyndanisse.
Men den 15. juni 2020 er også en anden mærkedag, nemlig 100 års-dagen for det nordlige af Slesvig officielt blev forenet med Danmark som de sønderjyske landsdele. Historieinteresserede vil vide, at hertugdømmerne Slesvig-Holsten i grænseområdet mellem Danmark og Tyskland i perioden 1864-1920 var genstand for en omskiftelig tilværelse og grænsedragning.
Corvid-19 pandemien har også medført, at de mange planlagte arrangementer i anledning af 100 året for genforeningen af dele af Slesvig er enten blevet aflyst eller udsat. Men Coronaen har ikke kunnet forhindre – gudskelov – en mængde skrifter i form af artikler, blogindlæg og en bog er blevet udgivet. Denne bog hedder…
HELING OG DELING : FORTÆLLINGER OG TEKSTER OM GENFORENINGEN
Bagsiden af bogen omtaler indholdet som:
I 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark, efter at hele Slesvig havde været under tysk herredømme siden den tabte krig i 1864.
Genforenet er måske ikke det rigtige ord. Hertugdømmet Slesvig, og altså også Sønderjylland, var et dansk rigslen, hvor der også var tyskere, og Slesvig havde aldrig været en del af kongeriget, som historikeren Carsten Porskrog Rasmussen anfører i sit bidrag. Hvad der blev en heling for landsdelen, overordnet set, blev således en deling af danskheden – for de danskere, der ikke efter 1920 blev en del af kongeriget.
Heling og deling er som bog mangfoldig og bredt favnende – som grænselandet. Teksterne spænder vidt: fra noveller, digte til essays. Målet med den illustrerede bog er at give læserne en anderledes og levende indføring i, hvad der var på spil i 1920, og sidenhen. Der optræder flere slags genforeninger i bogen. Nogle af teksterne sætter således den sønderjyske genforening i relation til andre dele af verden, og med bidraget af den færøske forfatter Andrias Andreasen bliver det understreget, at Danmark fortsat består af flere nationaliteter.
Hans Christian Davidsen, kulturredaktør på Flensborg Avis har redigeret bogen og stået for bogens billedside.
Indtryk af bogen
Citatet fra bogens bagside: “Teksterne spænder vidt: fra noveller, digte til essays. Målet med den illustrerede bog er at give læserne en anderledes og levende indføring i, hvad der var på spil i 1920, og sidenhen” angiver næsten kompleksiteten. Dette verbale mix er en sjældenhed, ligesom substansen – den dansk-tyske genforening – er det.
Selv er jeg ikke til poesi. Derimod er meget af bogens prosa læst; nogle af teksterne tåler genlæsning. Og ikke mindst har jeg nydt den meget smukke bogkonstruktion. Det fornemmes, at forlaget Hovedland ikke har sparet på “det kunstneriske indtryk”.
Påskekrisen 1920
I skarp essens var Påskekrisen 1920 en dansk politisk krise, der opstod i slutningen af marts 1920. Krisen udløstes af uenighed om det sønderjyske grænsespørgsmål mellem den socialdemokratisk støttede radikale regering på den ene side og den borgerlige opposition i Folketinget og kongen, Christian 10., på den anden.
Kongens afskedigelse af ministeriet Zahle blev af Socialdemokratiet og De Radikale betragtet som grundlovsstridig og udløste store demonstrationer på Amalienborg Slotsplads. Fagbevægelsen, der var i en varslet arbejdskonflikt, truede med generalstrejke.
Efter fem dages forhandlinger bøjede kongen sig, og efter et mellemspil med ministeriet Liebe enedes parterne påskemorgen 4/4 om et kompromis: Ministeriet Friis kom til, gennemførte valgloven og udskrev nyvalg, hvorpå generalstrejken og storkonflikten blev afblæst. Påskekrisen er det tætteste, Danmark har været på en politisk omvæltning med uparlamentariske midler.
Dette er i eftertiden beskrevet i forskellige varianter. Personligt kan jeg varmt anbefale Aarhus-professoren Tage Kaarsted (1928-1994), der i december 1968 erhvervede den filosofiske doktorgrad ved Århus universitet på beretningen “Påskekrisen 1920”. Jeg læste den flere gange som ungt menneske. Det var tungt – men inderligt spændende – stof.
Thorvald Stauning i spidsen for en deputation ved Amalienborg, hvor han på sin vis “reddede” kong Christian X, der var tæt på at begå statskup i de 1920-dage og dermed udsætte monarkiet for en formodet afslutning (motivet er fra Arbejdermuseet i Kbhvn.)
Personlige vinkler
I mit barndomshjem kom en slægtning, der havde taget Sønderjylland og ikke mindst omstændighederne ved grænselandets status pr. 1920 til sit hjerte. Han deltog som ung jurist (i Finansministeriet) i forskellige kommissioner og bidrog i 1920erne til grænselandets indpasning til Danmark. Overretssagfører Axel Hulegaard, der stammede fra Ærø (Hulegaarden), var københavner hele sit voksne liv, men han bevarede livslangt en kærlighed til Sønderjylland blandt andet ved, til den øvrige families store forundring, at købe sommerhus på Als; noget, der i starten af 1950erne ikke just var hverdagskost. Hans mange sindige beretninger huskede jeg mange år senere, når jeg gennemtrawlede Sønderjylland og Nordtyskland bag rattet i (leje-)bil.
Modsat mine familiære omgivelser i barn- og ungdommen har jeg kun rigtig gode erfaringer med tyskere såvel i direkte – som internationale – sammenhænge. Derfor er det en spontan glæde at kunne konstatere, at danskere og tyskere har formået at danne et smukt forbillede i for- og nutid på, at naboskab i grænseland faktisk kan lade sig gøre på fredelig vis og i mange henseender meget mere end det. Der er i sandhed eksempler nok – bare i Europa – på det modsatte….
Mojn – anvendes meget i det danske og tyske grænseland. Udtrykket betyder “hej” eller “farvel”, er oprindeligt et tysk låneord for “godmorgen”.
Til lykke til begge sider af grænsen!
Supplerende info:
https://genforeningen.tvsyd.dk/politik
https://genforeningen2020.dk/arrangementskalender/?activity=3057
Glimrende boganmeldelse. Det lyder som en bog man bør eje.
Mine barndomserindringer om grænsesagen skyldes skoleelevernes salg af Dybbølmærker til støtte for det danske arbejde i Sydslesvig. Jeg har efter skoletiden troligt købt mærket hvert år den 18. april, indtil skolesalget stoppede i 2008. Hvis det fortsat var til salg, ville jeg ikke købe det. Selvom sydslesvigerne i 1920 blev lovet, at vi ikke skulle glemme dem, så synes jeg at den årlige støtte fra Staten er urimelig høj – ca. 600 mio. kr. om året – og burde reduceres over en længere periode.
@Per Jan: Jovist, også jeg erindrer vores mærkesalg af Dybbølmærket, der var det absolut sværeste at sælge. Det angivne beløb fra den danske stat synes helt ude af proportioner og vidner om en stærk sønderjysk lobby, herunder det nuværende kongehus´ støtte. Vi nævner ikke Schackenborg og Als-dynastiet Danfoss…nej!
Man kan så filosofere over, om det var godt eller skidt, at kongen bøjede sig i 1920 og dermed beholdte skindet på den royale næse.
Godt var det i hvert fald, at de nationale hedsporer ikke fik Danmark til Ejderen. Den relativt konflikfri grænsehistorie siden 1920 vidner om, at det var fornuftigt at basere grænsedragningen på folkeafstemningen. Mange ville sikkert også ærgre sig, hvis der i dag var længere til de billige bajere 🙂
@Eric: Den royale (vrangvillige) kompromisvilje og den nok så berømte grænsehandel er ganske rigtigt to potente elementer i den – alt i alt – vellykkede afslutning på grænsestridighederne mellem DK og Tyskland.
Jeg vidste ikke at det var spørgsmålet om hvor grænsen skulle gå, som udløste “Påskekrisen”, har jeg mon ikke lyttet og læst nok i historietimerne? Det kan jeg faktisk kontrollere, for vi fik de gamle historiebøger, som blev anset for at være forældede, utidssvarende, enøjede. Men i mange henseender var de nu ikke så tossede.
Efter min ringe mening burde Flensburg og Slesvig by og Hedeby, Haitabu, have været med i Sønderjylland, men dette anakronistisk-nationalistiske synspunkt er baseret på at Flensborg blev “tvangsfortysket” – børnene måtte ikke tale Dansk i skolerne, præster og embedsmænd blev udskiftet; der blev lagt stor vægt på at fortyske Slesvig Holsten.
Man kan så undre sig over at de Danske i nuværende Sønderjylland faktisk holdt fast i nationaliteten.
Og man kan undre sig over at Chr.9 i al hemmelighed spurgte Bismarck, om han ikke ville overtage hele Danmark. Nej tak, det ville bare give for meget uro !!!
Det har Buk-Swienty gravet frem.
@DAX: Professor (v./SDU) Tom Buk-Swienty har – også som sønderjyde – gjort et anseeligt gravearbejde i sine bøger om Slesvig-Holstens historie. Den “royale statement” er blandt de mere interessante, således er de seneste to statsoverhoveder med navnet “Christian” ikke just lysende eksempler på statsmandskunst og bekræfter mit mangeårige republikanske sindelag.