Intro
Der er tilskueren til en sportskamp. En sport, som tilskueren engang – oftest i længere tid – selv har dyrket med større eller mindre entusiasme og talent. Begrebet “mandagstræner” er velkendt i sportens verden og dækker over en mere eller mindre erfaringsbaseret “bedreviden” omkring en sportskamps indhold og ikke mindst udfald. Om sportskampen er oplevet live eller via tv ændrer sjældent på “mandagstrænerens” solide overbevisning om, at havde udøverne fulgt de løbende per distance verbale anbefalinger fra dagligstuens mest magelige stol, havde sejren været en selvfølge.
Samme skabelon kunne med en vis cerebral elasticitet anvendes om dagens blogemne, når en pensionist læser og reflekterer over begrebet 4 versus 5 dages arbejdsuge. Vurderingen sker igen ud fra erfaringens rige parnas. Samme egenskab bliver ofte positivt fremhævet og respekteret i asiatiske sammenhænge, hvorimod vores vesterlandske indstilling ofte er indsmurt i en slet skjult afstandtagen til værdien af begrebet “erfaring”.
Et studie
Det fortræffelige videnskab.dk bragte for nylig en omtale (ult. febr. 2023) af et offentliggjort britisk studie (Cambridge Univ.) omkring effekter og forskelle ved at konvertere fra fem til fire dages arbejdsuge. Essensen af undersøgelsen var:
- at 39 procent af medarbejderne følte sig mindre stressede.
- 71 procent oplevede at være mindre udbrændte (oversat fra ‘burnout’).
- 54 procent oplevede en bedre balance mellem arbejdsliv og familiemæssige og sociale forpligtelser.
- 65 procent færre sygedage.
- 57 procent fald i opsigelser.
- Omsætningen i den pågældende periode steg med 1,4 procent i gennemsnit.
Selvom de deltagende virksomheder ifølge en pressemeddelelse forpligtede sig på at nedsætte arbejdstiden med 20 procent, var den nedsatte arbejdstid i praksis mindre end det. I gennemsnit nedsatte virksomhederne den samlede arbejdstid fra 38 til 34 timer.
Flere medarbejdere i én stor virksomhed var dog bekymrede over en øget arbejdsbyrde, mens ansatte i kreative virksomheder udtrykte bekymring over, at de kortere, mere intense dage, betød mindre ustruktureret snak, hvor der ofte genereres nye ideer.
De deltagende virksomheder spændte vidt – med i forsøget var blandt andet en restaurant, et animationsstudie og en IT-virksomhed.
Refleksioner
Det fremføres ofte, at arbejdstempoet i mange brancher (de fleste?) er steget de seneste årtier. De teknologiske muligheder (der stadig forøges, forfines, automatiseres) hjælper til med at presse præstationerne i hverdagens arbejdsliv. Overenskomster kan også medvirke – trods hensigten om det modsatte – til at presse den enkeltes arbejdsproces til maksimal grænsen. Begrebet “stress” optræder i nutiden mere åbenbart end tidligere, nærmest uanset fagets indhold.
Medierne bidrager i overflod med eksempler på pressede medarbejdere; ofte netop i fag, hvor den demografiske udvikling og dermed underliggende manglende indfrielse af behov for arbejdskraft optræder. Sundhedsverden er det mest åbenbare eksempel. Nødvendige omstillinger af arbejdsrutiner, rationaliseringer for at opfylde opstillede mål samt kontinuerlig tilgang og benyttelse af nye metoder skaber åbne marker for nytænkning.
Sidstnævnte avler større eller mindre berettigede anledning til nedsættelse af kommissioner, hvis efterfølgende betænkninger indeholder anbefalinger, der ikke sjældent med begreber som fleksibilitet, sund sans og (ikke mindst) modig handlekraft kunne løse mangen en udfordring ved en faglig dialog og besparelse på ressourcer til udvalgsarbejde.
Lad mig i al digital stilfærdighed give et eksempel fra den branche, jeg selv gennem 36 år arbejdede i (og hvor begrebet “hjemmearbejde” som alt overvejende hovedregel ikke kan optræde som en buffer):
Corvid-19 i perioden 2020-22 udvirkede nogle til tider helt fantastiske alternative driftsrelaterede løsninger på de enkelte hospitaler og deres afdelinger. Det kunne i øjeblikke minde om katastrofeberedskab, hvilket det reelt også var mange gange. Man kunne undre sig over, hvad planlægnings- og udviklingsafdelinger, kommunikationsafdelinger o.lign. fik tiden til at gå med; endnu mere hvad nytteværdien af disse fagområder i normal drift egentlig er…..
I en fortid var jeg gennem en del år chef for tre administrative afdelinger med ret forskelligt fagligt indhold indenfor hospitalsadministration. I kontekst til dagens emne kan jeg uden rystende hænder fastslå, at personale, der skiftede fra hel- til deltid (af forskellige årsager) faktisk øgede deres produktivitet betydelig.
Det gælder i sundhed- og plejesektorerne som i mange (de fleste?) andre brancher: Fleksibilitet, eget ansvar og anerkendelse er tungtvejende faktorer, som mangen en kommission med x antal (oftest) akademiske medlemmer ikke kan skabe med nok så mange teorier og Excel-regnearks resultater. Jeg har tilbragt oceaner af tid i sådanne udvalg/kommissioner og samtidig oplevet den praktiske hverdag.
Men arbejdsdagen anno 202X er dynamisk og foruden de nævnte faktorer “fleksibilitet”, “eget ansvar”, “anerkendelse” etc. er begrebet “omstillingsparathed” også en ultimativ nødvendig faktor. Det gælder både i henseende til arbejdsdage/-tid som invitationer til robotter, der kan programmeres til både 4 og 5 arbejdsdage m.m.
Note og links:
Foto: Elena Mozhvilo
https://www.a4medier.dk/arbejdsmiljoe/artikel/odsherredgoderaad
https://content.app-us1.com/jbDDl/2023/02/27/3b8cc3bf-590e-4e98-80ec-0c353f9141bb.pdf
Interessant. Man kan jo også prøve at forestille sig det omvendte, nemlig at man øger den ugentlige arbejdstid (som foreslået i Sydkorea). Enhver, der i perioder har prøvet dette, vil næppe være i tvivl om konsekvensen for den personlige og familiemæssige trivsel, koncentrationsevne, arbejdsglæde osv. osv. Jeg husker sommerferieperioder med 5-6 tolvtimersvagter ugentlig for at få vagtplanen (skiftehold) til at gå op; det var fysisk og psykisk udmarvende.
Nogen vil med garanti fremføre, at en reduktion af arbejdstiden er det sidste, vi behøver nu, hvor der er udbredt mangel på (kvalificeret) arbejdskraft. I den forbindelse var det interessant at tænke over, hvad en bedre balance mellem arbejdstid og fritid kunne betyde for den lave fødselsrate, som på sigt er et af de allerstørste problemer i den industrialiserede del af verden.
Som en overflødig note kan jeg nævne, at jeg aldrig har haft det bedre end nu, hvor min arbejdsuge er på 0 timer 😉
@Eric: Den sidste (overflødige?) note er faktisk interessant og et ret kvalificeret vedhæng til emnet. Jeg kan kun istemme. Selv har jeg også haft nogle af de bedste år i den tredje halvleg. Hvorfor? Der er flere (kvalificerede?) svar på dette. Generelt nævner du selv flere af de kendte faktorer i kommentaren, fysisk og psykisk udmarvende med vagter, arbejdsmæssig stress etc. Hvad der var sjovt og udviklende i de unge år, skifter valeur i de modne år. Lange vagter og overarbejde. Den lave fødselsrate er afgjort også et “faretruende issue”, der er med til at forskubbe demografiens senior-kolonner.
Jeg har mødt talrige seniorer, ifald helbredet bare er nogenlunde intakt, der ikke savner deres arbejde og skræmmende få, der ønsker sig tilbage……
Meget interessant og aktuelt emne du skriver om. Det er nok ikke i alle brancher, at det er lige nemt at gå fra fem til fire dages uge. I praksis bliver der vel tale om krav om yderligere fleksibilitet, og der kan størrelsen af det enkelte firma også være af stor betydning. Hvis det overlades til arbejdsmarkedets parter, så kan man nok finde praktiske løsninger.
Vi to gik jo også i skole om lørdagen, men heldigvis gik bankerne over til fem dages uge, da jeg startede i bankverdenen. Arbejdstiden er siden blevet nedsat, men ikke meget. Besynderligt nok, så fik it-medarbejdere i banken en time lavere arbejdstid om ugen.
Da jeg læste på CBS i 1970’erne forudså en lærer, en ekspeditionssekretær fra Boligministeriet, at arbejdsugen i år 2000 ville være nede på 20 timer. Sådan er det som bekendt ikke gået.
Senere blev der i den bank jeg var ansat, også mulighed for fleksibel arbejdstid over en periode, så man kunne vælge at arbejde mindre nogle dage og længere andre dage. Herfra er der jo ikke langt til, at det også kan være muligt at arbejde fire dage om ugen, såfremt alle medarbejdere er fleksible, så der er bemanding alle fem dage – indtil det bliver ”officielt” med fire dages uge.
@Per Jan: Du har skræmmende mange års (50 år) erfaring med dit professionelle fag. Og hertil kommer dine prisværdige HD-diplomer, der er skabt af talrige studietimer på CBS. Samme institution havde så blandt mange en “ekspeditionssekretær”, en sjov titel (mellem fuldmægtig og kontorchef) i mangen offentlig virksomhed. Jeg oplevede den selv i nogle år og det var sk.. irriterende at skulle underskrive med den. 😉 – Samme person skød således langt forbi skiven.
I nutiden tales meget om fremtidens mangel på plejepersonale. Tallene flyver rundt i forsamlinger og på nettet. Blot et enkelt: 16.000 sosu´er vil mangle i 2030, med nuværende fremskrevet demografi. “Mit private fremtidsbudget har for længst afsat penge til en robot” til stort grin for mine omgivelser. Men det vil ske!!!
Hvad kunne afhjælpe? F.eks. at samtlige nuværende sosu´er, hvoraf størstedelen er på deltid, gik på fuldtid. Men det vil igen slide voldsomt ned på mange og skabe en øget Arne++++++ pension. Import af arbejdskraft fra (Mellem-)Østen? – Jeg venter i spænding på regeringens nedsatte 12 kommissioner, hvor eksperter skal fremkomme på løsningsforslag…..det bliver neglebiddende i 2024. 😉
Du brillerer her, sikken et saftigt sprog:
Samme egenskab bliver ofte positivt fremhævet og respekteret i asiatiske sammenhænge, hvorimod vores vesterlandske indstilling ofte er indsmurt i en slet skjult afstandtagen til værdien af begrebet “erfaring”.
@DAX: 😉 – Det hænder til stadighed, senest i går, at opgørelser viser, at seniorer bliver fyret først. https://fagligsenior.dk/2023/04/18/seniorer-fyres-oftere-end-de-yngre-kolleger/
@Hulegaard: ja, det stod på forsiden af Politiken forleden dag, det er jo ikke nyt, men det er stadig rystende. Da jeg som 56 årig blev afskediget fra IT-kursusvirksomheden, som jeg havde arbejdet i 6½ år, var det pga sammenlægning med en anden kursusvirksomhed og dermed for mange ansatte i forhold til salg af kurser. Jeg fik som nævnt arbejde (efter 1½ år) på RUC Datalogi, hvilket måske er det bedste job jeg har haft, løn- og kollega-mæssigt.
Og begge steder var der lidt plads til initiativ. Derfor kan jeg ikke uden videre sige at jeg mener 0 dages arbejdsuge er den bedste løsning. Det hænger sammen med mange ting.
Men for mange jobtyper er driften at få en løn, og opgaven er “det som andre ikke gider”.
Jeg er forbavset over at have mødt så mange forskellige sygeplejerske profiler, og heldigvis var der mange, som havde den medmenneskelige empati og ikke bare var nødt til at gøre arbejdet. De mest “professionelle” (et ord som bruges i en alternativ mening her) var i stand til at smide jobbets rolle og bekymring lige så snart de havde fri – det kunne jeg regne ud ud fra de fortrolige samtaler, som der blev tid til når man var på infusionsbehandling – og ved “læsning” af forskellige personer hvor jeg nu kom hen.
@DAX: Også jeg holder og læste forsiden af Politiken. 😉 – Adderende har jeg i mit tidligere professionelle liv ansat cirka 30 mennesker (Kommunalt, HK og DJØF) og – hvor det var muligt – ansat personer i det modne segment 40-60 år. Dine tidligere oplevelser deles af (alt for) mange.
Ligeledes – ved at tænke på mine 36 år i hospitalsverden – kan tilføjes, at sygeplejefaget har gennemgået en betydelig udvikling, siden “frøkkener” var livstidsansat i tjenestemandsansættelser, hvoraf nogle endte som stramtandede oversygeplejersker. I nutidens sygepleje indgår flere elementer i sygeplejerske-profilen: Arbejde med mennesker, gøre en forskel, interesse for medicin, interesse for faglig ledelse af faget (enten fagligt eller i ansættelsen). Man kan ofte ved mødet med sundhedspersonale (læger, sygeplejersker) fornemme, hvilket speciale de er tilknyttet. Det har jeg moret mig med gennem mange år og faktisk sjældent taget fejl. – Det gamle fortærskede udsagn om “at søge en læge som mage” er næppe gyldigt mere….