Der var noget slør over pinsesolen, da den traditionelt dansede denne pinsemorgen. Det kunne nemt associeres til det aktuelle slør over hverdagen, som coronavirus/COVID-19 har givet. Men også kønnenes indbyrdes relationer er genstand for opbrud i disse tider, hvor det gamle kønsrollemønster med far og mor ikke indgår i alle familiære relationer.
I tider, hvor det materiarkalske overtager mere og mere af samfundets ledende funktioner, må man værne om det, der engang med nogen ret blev kaldt for ”Det Stærke Køn”. En god anledning er nær. Om nogle dage er det igen 5. juni ..ja…ja…Danmarks nationaldag….men næsten lige vigtigt ”Fars Dag”.
Ms. Sonora Dodd og hendes hårdtprøvede far
Lidt historik
Til glæde for især de ihærdige og analysestærke slægtsforskere starter dette afsnit med et portrætbillede af netop Sonora Dodd. – Igen var der en kvinde bag! Initiativtageren til ”Fars Dag” , Sonora Louise Dodd, fandt som – for øvrigt – stifteren af ”Mors Dag”, Anna Jarvis”, inspirationen på hjemmefronten. Nemlig mere eksakt i sin fars skæbne. Sonora Dodd var den ældste i en børneflok på seks, og netop da hendes yngste bror kom til verden, døde moderen. Faderen blev således ansvarlig for seks børn samtidig med, at han passede sin amerikanske farm. Dodd senior giftede sig senere med en enke, der også havde seks børn. Nogle år senere dør hun, og faderen får således 12 børn at tage sig af.
Da Sonora i 1909 hører en ”Mors Dag”-prædiken i kirken, får hun idéen til ”Fars Dag” skal være den 5. juni, fordi det er hendes faders fødselsdag. Så rullede det med hjælp fra diverse organisationer og andre initiative profiler som Lions Club, præsident Wilson, USA, samt senere (især) detailhandlen; sidstnævnte har unægtelig haft fornøjelse af Ms. Sonora Dodds omsorgsfulde tanker.
Det skal tilføjes, at ”Fars Dag” fik rosen som sin blomst (”Mors Dag” har nelliken). Mere organisatorisk indførte Sverige ”Fars Dag” i 1931 som den 3die søndag i juni. I Danmark derimod markeredes ”Fars Dag” første gang i 1935, hvor vi i skyldig hensyntagen til Sonoras tanker fastholdt den 5.juni og dermed fusionerede den med Grundlovsdag, hvilket giver manden den afledte hæder, at der flages overalt. 😉
Refleksioner:
Blogejeren er – så vidt vides – ikke far. Det er derimod x antal andre mænd (hvoraf nogle ikke ved det og andre tror det 😉 ). De ihærdige kan botanisere lidt ved at klikke på: https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/husstande-familier-boern/familier
I kønslig respekt for Ms. Sonora Dodd er forsidebilledet valgt fra hendes tidsalder. Og skulle der være nogle fra det smukke køn, altså de kvindelige læsere, der ser ligheder med deres mandlige partnere ved dette øverste billede, er det en ren tilfældighed! –
God Pinse !
Denne blog er en stadig kilde til ny viden. Jeg havde aldrig fundet på at finde ud af, hvem ophavskvinden var til “Fars dag”. Man hører jo, at børn er lykken, og Sonoras far må i så fald have været en meget lykkelig mand, der næppe har haft det store behov for at hyre landbrugshjælp til farmen.
@Eric: Som min mangeårige loyale og intelligente blogven i Region Nord er vidende om, forsøger bloggen at variere emnevalgene, så der præsenteres en passende cocktail af underholdning og vidensdeling. De kommende (og planlagte) indlæg frem til sommerpausen vil forhåbentlig også understrege dette. – Jeg deler fuldt ud den beskæftigelsesmæssige bemærkning omkring Dodd senior. 😉
Det er en rørende historie om manden, som efter at være soldat flyttede til Staten Washington – en smuk stat med mange spændende steder, men måske ikke det mest frugtbare landbrugsområde. Og så fik han seks børn. Der står i Wikipedia, at da moderen døde i barselsseng var Sonora 16 år og hun trådte til og hjalp med at opfostre og opdrage de mindre børn. Men det bliver historien ikke mindre gribende af!
@DAX: Kvinder som Sonora findes stadig i vor tid… 😉