Det var juleaften. Året var 1981. Et af de få år, hvor der var en ægte landsdækkende dansk hvid jul. Altså den gang, hvor der næsten hvert år var sne ved juletid. Julen det år var tilmed kold og sneen fik lov at ligge i høje driver, noget der i nutiden får nogle til at associere med det meteorologiske begreb “skybrud”. Motorveje og trafiktunge landeveje forsøgtes ryddet i takt med de voldsomme snemasser, men mange mindre veje var ufremkommelige og folk måtte gå i høje snedriver på veje og fortove, for slet ikke at tale om naturområder.
Eventyrhuset
Tæt ved en skov i Nordsjælland lå det sødeste lille hus, der af familien ofte blev kaldt “Eventyrhuset”. Netop den juleaften kunne det med usvigelig sikkerhed have dannet rammen om et postkortbillede med al sneen omkring huset, røgen op af skorstenen fra den indendørs pejs, samt med den nærliggende smukke hvidklædte skov som baggrund.
Inde i huset var der både meget lunt og hyggeligt. Rigtig julehygge. En familie i tre generationer havde overstået den dejlige traditionsrige julemiddag. De havde lidt efter den rigelige julemad rejst sig og var gået rundt om det smukt pyntede juletræ, hvor familiens seks personer havde holdt hinandens hænder, medens julesalmerne var sunget med både voksen- og barnestemmer.
Husets familie bestod af to voksne forældre og to små piger på 9 og 6 år. Bedsteforældrene var kommet fra Hovedstaden i deres franske bil. Det havde været med nogen forsinkelse grundet det kraftige snefald, der blev ved den aften. Omsider var de drejet af ved motorvejens afkørsel og det sidste stykke på lille sidevej havde været noget af en opgave at passere, dog endte det med en parkering i nærheden af “eventyrhuset”.
Sneen dalende fortsat ned over hele matriklen og de omsigliggende områder, som ville det aldrig høre op. De to små piger sad på kanten af deres stole. De var artige og velopdragne piger i et socialt overklassehjem, hvor faderens velkørende advokatvirksomhed dannede et solidt økonomisk fundament.
Men efter dansen om juletræet måtte forventningens udløsning snart komme: Gaverne. Klokken nærmede sig hastigt 21.00. Et tidspunkt, som familiens voksne havde sagt kunne – hvis ellers programmet holdt – være omkring det tidspunkt, hvor gaverne blev uddelt.
Julemanden og nissepigen kommer
Grundet det massive snevejr var det næsten en umulighed at få fat i en taxa for personer, der af den ene eller anden årsag ikke blev transporteret i privatbil. Både busser og tog kørte også uregelmæssigt denne snetunge juleaften.
Et yngre par på Frederiksberg havde dog af omveje skaffet sig en taxa, der ankom præcist og afhentede dem. Dette par skulle også – som mange andre – ud og fejre jul med familien. Men – for der var et særligt men – de skulle også på “arbejde”. Taxaen kørte langsomt ud af motorvejen mod et område i Nordsjælland. Omkring klokken 20.30-tiden nåede den til en bestemt afkørsel, hvor parret til chaufførens forbavselse bad om at blive sat af.
Således stod det yngre par kort tid senere nedenfor afkørslen fra motorvejen efter have afregnet og ønsket taxachaufføren en god jul. Parret fornemmede det sælsomme lydtapet af langsomt kørende trafik grundet det sneklædte føre. De begyndte nu at forberede sig på “arbejdet”.
Manden løsnede sejlgarnet på den store stopfyldte grå sæk. I bunden lå gaver i forskellige størrelser indpakket i farverigt julepapir. Fra den øverste del af sækkens indhold blev fremdraget et komplet nisse-kostume, der inkluderede tøj til en julemand og en nissepige. Parret havde forinden sørget for at montere nogle tykke blonde fletninger på nissepigens hue, ligesom den yngre mand påmonterede et langt hvidt nisseskæg på sit ansigt.
Denne “maskerede” påklædning blev hurtigt tilendebragt, også fordi sneen kontinuerligt dalende ned og det var rigtig koldt. Julemanden og nissepigen begav sig afsted mod det nærliggende parcelhuskvartér. Julemanden havde naturligvis sin sæk med gaverne bag på ryggen. Den var tung, thi der var meget i sækken.
De uventede gæster
Inde i det lune hus sad familien nu og forberedte sig på det for børnene ultimative klimaks: Gaveuddelingen. Værtsparret trak det lidt yderligere, men ikke meget, da det pludseligt bankede hårdt på entrédøren. Det var ikke ringeklokken, men en intensiv banken. Pigene sad nu næsten stive af skræk. Deres forældre rejste sig, så lidt rådvilde ud, men da de skulle til at gå ud i entréen, bankede det pludselig på den store rude til stuen, hvor hele familien sad.
Udenfor stod en julemand og en nissepige. Julemanden råbte mærkelige lyde som “hoho…hoho…luk mig ind….hoho..luk mig ind”. Nissepigen vinkede til de små piger og berørte samtidig let sine fyldige fletninger.
Husets herre lukkede nu julemanden og nissepigen ind. Efter at de kort havde stampet sneen af skoene, kom de ind i den store stue. Pigerne var nærmest paralyseret. De sad med øjne så store som tekopper og med let åben mund. Også den ældre generation af gæster i skikkelser af husherrens forældre var meget forbavsede. En ægte reaktion, da hverken de ældre eller pigerne umiddelbart kendte til julemanden og nissepigens identiteter .
“Hoho…hoho…er der mon nogle søde små piger her?” – De to piger så med store øjne skiftevis på deres forældre og på julemanden. De mærkede, at forældrene var helt rolige. De smilede ligefrem. De havde måske aftalt det hele med julemanden og nissepigen? – tænkte den ældste af pigerne.
Julemanden og nissepigen gik nu hen og hilste på bedsteforældrene, der sad temmelig overrasket i sofaen. Omsider gik det op for dem, hvem julemanden og nissepigen var. De blev begge overrasket og derefter meget rørt….ret længe!
Nu hev den ældste af pigerne fat i julemanden. Og han smilede og lukkede sækken op. De næste mange og lange minutter var der gaveuddeling til alle, dog undtaget Julemanden og nissepigen. Det endte overmåde idyllisk. Pigerne kunne omsider genkende deres elskede faster Marianne som nissepige, hvorimod de var langt mere betænkelige ved Julemanden, der sagde mærkelige lyde, skiftevis lo og skiftede position hele tiden. Til sidst måtte han løsne lidt på sit lange hvide skæg, så pigerne blev klar over, at det var faster Mariannes mand.
Midnat på motorvejen
Det var ikke en kane, men derimod en Renault, der fragtede Julemanden og nissepigen tilbage til København sent på aftenen. Ved rattet sad bedstefar alias familiens nestor og ved siden af sad hans mangeårige hustru. Det aldrende familieoverhoved kørte langsomt og sikkert. Vejret med det konstante snefald indbød naturligt til en kraftig nedsat hastighed, hvilket også skyldtes en forankørende sneplov.
På et tidspunkt vendte han sig pludseligt om mod bagsædet under den meget langsomme kørsel. Denne bedstefar havde stået på mange scener i Danmark, såvel den kongelige som den mindste lille provinscene og medvirket i et utal af film. Han var en landskendt og elsket skuespiller. Hans ansigt smilede varmt mod Julemanden alias hans svigersøn, der sad på bagsædet sammen med nissepigen. Og så sagde han med sin kendte røst ret spontant:
“De bedste skuespillere er i nogle tilfælde dem, der går på gaden!”
Jeg husker tydeligt hele sceneriet denne julenat, også fordi skægget kradsede….
Glædelig jul til de øjne, der netop har læst dette sande juleeventyr!
Ho-Ho-Holegaard, se det var et rigtigt juleeventyr!
@Eric: 😉 – God jul retur til kommentatoren i det nordjyske.
““De bedste skuespillere er i nogle tilfælde dem, der går på gaden!”
Den sandhed glemmer man ikke lige med det samme, og har måttet sande et utal af gange gennem livet.;-)
@Ingelise: Erfarne mennesker som os to 😉 erkender en vis rigtighed i den hedengange skuespillers ord. God jul retur til en matrikel i Region H.
Glædelig jul Hule..
@Smølfine ønskes også en glædelig jul….et sted i Rigsfællesskabet.
Vinteren 1981 husker jeg også som en meget kold vinter, idet jeg vanen tro ville ud at gå en af dagene og blot efter et par hundrede meter frøs så ørerne var ved at falde af. Men den store vinter, hvor DSB ikke kunne finde sine sneplove, var måske et par år tidligere, ved søgning på Dansk Google får jeg nemlig ikke noget om 1981, selv om jeg sætter det i double-quotes (har vi egentlig et præcist ord for det på dansk? I stedet for “gåseøjne”, som jo egentlig er et lidt barnligt udtryk? nokomdet).
Her er et af ofrene for snestorm i 1978:
// […] Neptunekspressen, den internationale togforbindelse til Berlin, kørte fast i sneen ved Fiskebæk lidt nord for Gedser med 100 passagerer ombord. //
(fra webside “Vinterkrigen, Den Perfekte Snestorm” af Peter Kryger, TV2-Øst; i underrubrikken står bl.a.: Den værste snestorm i hundrede år og aldrig set siden. Vinterkrigen, som de kalder den på Lolland-Falster.)
Men jeg husker som sagt mere 1981, fordi det var et år hvor jeg var meget glad for livet og gik ture på trods af at Dragør-tunnelen (under landingsbanerne) var lukket og man frarådede unødvendig udkørsel/gang.
Det er en rørende historie om Julemanden og Nissepigen, man kommer jo til at holde af dem. Sjov beskrivelse af den 9 – åriges skepsis! og ret fantastisk at bedsteforældrene faktisk kunne køre deres familie hjem igen!
Ja, bemærkningen om det solide økonomiske fundament er også vigtig i helhedsbilledet. Men det er en anden historie.
@DAX: “Gåseøjne” eller citationstegn eller anførselstegn bruges mere eller mindre afhængig af skribent og tekst. Jeg har selv en svaghed for dette sproglige instrument…indrømmet! – Neptunekspressen-historikken er levende for enhver, der dels prøvede den nu historiske togrute til Berlin i Koldkrigsårene, dels husker den strenge 1977/78-vinter. Selv var jeg ved at sne inde i mit fritidshus (Ll. Kregme ved Frederiksværk).
Mange af nutidens unge – Millennium-generationen – har svært ved at kapere sådanne “sne-minder”. For dem forbindes sne med skisportsteder enten i det nordlige Skandinavien eller Alperne.
Jo men: Citationstegn kan være så mange underlige småting, medens double-quotes er navnet på de to tætsiddende apostroffer, som danskerne kalder “gåseøjne” (så ved man i det mindste at der er to af de små prik-streg tegn, “inverted commas” og hvad har vi …)
Det må have været lidt hyggeligt at sne inde ved Kregme (gl.dansk: Krægome, udtales med blødt ‘g’ – tilsvarende har udtalen af Køge og Herfølge været Køye og Herføyel siger min gamle lærer).
Som unge lånte vi vores svigermors sommerhus og havde skønne dage dér, og hver gang vi kørte forbi Kregme så jeg udstykninger og nyplantede sommerhushaver. Jeg havde aldrig set noget lignende vokse op år for år.
@DAX: Det var helt bestemt mega hyggeligt med sommerhuset. Det lå i anden række (ligesom mit nuværende byhus) fra vandet i et mindre plantagelignende område med bakkede områder. Et af de bedste minder fra mine yngre år. Jeg har genbesøgt området de senere år (sidst juli 2019) og meget er bebygget og forandret – that´s life!