Rule Britannia

Rule Britannia

Det er ikke nogen tilfældighed, at dette essay starter med et billede af HMS Victory. Et hæderkronet flådefartøj fra en fjern fortid og dog, på en måde stadig i drift som museumsskib i tørdokken i den sydengelske by Portsmouth. Skibet er bedst kendt for sin rolle som Lord Nelson ‘s flagskib på Slaget ved Trafalgar den 21. oktober 1805.

Efter mange års fortidig tjeneste i den stærk traditionsrige britiske marine blev skibet i 1922 flyttet til Portsmouth. Det opfattes i vore Brexit-tider som verdens ældste flådeskib, der stadig er i drift, med 242 års tjeneste frem til 2020.

Man kunne med underspillet britisk humor spørge, om det mon er Storbritanniens fremtidige skæbne efter Brexit?

Andre vil med glæde se Storbritannien forsvinde som en besværlig partner i EU-samarbejdet og så er der – tror jeg – ganske mange, især i Nordeuropa, der begræder den britiske beslutning om enegang i Europas nutidige og ikke mindst fremtidige besværlige navigation i oprørte politiske farvande, hvor supermagter som USA og Kina og stormagten Rusland øger deres pres på den gamle verdensdel med forskellige varianter af magtredskaber.

En del danskere lider vel – med tanker især på 2. Verdenskrig – af mildere grader af engelsk syge. Selv har jeg både fysisk lidt af Engelsk syge (rakitis) og lider stadig af den anderledes mentale ”engelske syge” – derom senere i dette essay. 😉

Mayland-kalenderen
Ind i og ud af EU
1. januar 1973: Storbritannien bliver medlem af EF sammen med Danmark og Irland.
23. januar 2013: Cameron lover briterne en folkeafstemning om Brexit.
23. juni 2016: 51,9 procent stemmer sig ud af EU. Cameron går af og erstattes af Theresa May.
29. marts 2017: May sætter udmeldelsen i gang.
14. november 2018: EU og May enes om en aftale.
15. januar 2019: Det britiske parlament stemmer Mays aftale ned.
13. marts 2019: Det britiske parlament stemmer Mays aftale ned.
29. marts 2019: Det britiske parlament stemmer Mays aftale ned.
17. oktober 2019: Boris Johnson laver revideret aftale med EU. Udmeldelse udskydes til 31. januar 2020.
20. december 2019: Det britiske parlament godkender aftalen.
31. januar 2020: Briterne forlader EU.

Brexit-perspektiver
Siden den selvbevidste overklassedreng i skikkelse af den konservative premierminister David Cameron tog helt fejl af folkestemningen ved at udskrive et valg, der skulle befæste nationens tilhørsforhold til EU, er meget sket.

Storbritannien (England, Skotland, Wales og Nordirland) er i dag en nation, der er skilt ad i to næsten lige store blokke: Brexiteers versus Remainers. Resultatet af den daværende folkeafstemning med et spinkelt flertal for udtræden taler det tydelige sprog. Beklageligvis har det efterfølgende manifesteret sig i voldsomme uenigheder på snart sagt alle dele af det britiske samfund, helt ned på familie-niveau. Jamen…alene de seneste måneders slag i det britiske parlament har været en sand kampplads på ord og holdninger, som enhver med tiltagende træthed kunne følge i medierne.

Den 23. juni 2016 sagde således Storbritannien farvel til EU. ”Det britiske skib”, som i 17.197 dage, rettere sagt 47 år og 1 måned, har ligget mere eller mindre fast til kaj på det europæiske kontinent, skal ud og finde nye havne at binde sig fast til. De havne kan ikke bare findes uden at bringe den britiske kolonitid op.

Faktisk skal Storbritannien nu gentænke sin placering i verden for første gang siden 1973, efter at man ved den efterhånden mest kontroversielle folkeafstemning i landets historie har valgt at nedprioritere samarbejdet med Det Europæiske kontinent i uregerlig skikkelse af EU.

Brexit-populisten Nigel Farage med det inderligt uhæderlige smil, der ligner en brugtvognshandler i britisk skræddersyet jakkesæt, viftede forleden med det britiske flag Union Jack i EU-parlamentet. Anledningen var,  da EU’s nye kommissionsformand, den lægeuddannede tysker, 7-børns moderen Ursula von der Leyen holdt farvel-tale. Mange andre i den store sal (har oplevet den fysisk) græd indvendig og fremtiden tegner sig bestemt usikker for begge sider af Kanalen.

Man kan manipulere med det historiske, så det gavner en selv. Fortalere for Brexit har valgt bevidst at anvende den strategi. F.eks. at omskrive imperietidens sande konsekvenser, hvor man udnyttede kolonierne. I stedet lader Brexit-tilhængerne som om fremtiden kan blive en ny stor æra. En handelssupermagt fyldt med oppumpet optimisme, blottet for enhver realitetssans; tænk blot på Indiens forvandling, der i disse tider passerer Storbritannien på listen over verdens største økonomier. På listen over de rigeste optræder indere (og personer fra det tidligere USSR) på de øverste pladser….blot til eftertanke.

Briterne – i hvert fald nogle af dem – har også en forestilling om, at USA er/bliver en særlig nært knyttet handelspartner. Mon ”America-first” er interesseret i særlige indrømmelser til ”lillebror i Atlanten”?

Et andet element kan lidt konfrontatorisk kaldes for ”Den nutidige modstandsbevægelse” – Brexit fremstiller briterne som et undertrykt folk, der kæmper heroisk mod EU i Bruxelles anført af Tyskland. Det britiske folk skal modsætte sig den tysk-dominerede EU-superstats ekspansion.

Den tempererede sandhed er også, at Storbritannien ved udgangen af EU står som en splittet nation på kryds og tværs, by og land. Det kan bestemt ikke udelukkes, at det kan føre til en opløsning af Great Britain, især Skotland banker mere og mere på igen for at få en folkeafstemning om udtrædelse af Storbritannien. Og den møjsommelige fredsaftale (påskeaftalen) fra 1998 kan begynde at sprække, når fraktionerne i Nordirland vejrer morgenluft og det gamle had mellem katolikker og protestanter åbenbares på den internationale scene. Det har indtil nu lykkedes at holde de mildt sagt voldsomme kræfter i skak på den irske ø, men ved Eire´s forbliven i EU og Nordirland svævende i et limbo, kan meget ske…rigtig meget.

Jan./febr. 2020
Næppe mange i EU har undgået at bemærke, at EU ved midnat dansk tid d. 31. januar 2020 nu består af 27 lande, modsat 28 for et par dage siden. Det skete efter et langt tilløb med to parlamentsvalg og Boris Johnsons Brexit-aftale, som godkendtes af EU-Parlamentet onsdag den 29. januar. Det blev således ikke et hårdt Brexit, men en overgangsordning, som udløber 1. januar 2021. De næste 11 måneder skal blandt andet bruges til at aftale det fremtidige forhold mellem Storbritannien og EU, herunder diverse handelsaftaler.

Storbritannien og EU-landene skal finde ud af, hvordan deres nye forhold skal være. Skal der være told på de varer, som de sælger til hinanden? Skal danske fiskere fortsat have adgang til britisk farvand? Hvordan skal de samarbejde, når det kommer til sikkerhed og forsvar? Og skal der gælde de samme miljø- og sundhedskrav på tværs af Den Engelske Kanal? Eksperter vurderer, at 20.833 love og regler bliver påvirket af Brexit.

Vigtigst af alt bliver dog den frihandelsaftale, som EU og Storbritannien har på tegnebrættet. Den kommer i høj grad til at afgøre, hvor tæt forholdet bliver. Der foresvæver noget om, at Storbritannien ønsker en ordning som Canada har, men der er mega langt til, at blækket bliver tørt på en ny aftale, hvis det overhovedet sker.

Holder fristen? – Næppe! – Forlænges den? Sandsynligvis! – Se det var den ultrakorte version, men som isbjerget er der alt det underliggende, hvilket i personligt udvalgt doseret form følger nu:

Den kolde sandhed er (indrømmet: en barsk påstand!), at ingen har det fulde overblik over konsekvenserne. Ikke de højtuddannede og -lønnede EU-bureaukrater, ikke de nålestribede kostskoledrenge i Whitehalls kontorer, ikke de højtråbende politikere i hverken EU-parlamentet eller det britiske ved Themsens bred.

Tænketankene og specialkonsulenter på begge sider af Kanalen kan imødese gyldne tider (og håndtryk indimellem 😉 ), når konsekvensberegningerne rigtig udfordrer de petabytes af data, der skal håndteres i dette år (og fremover, afhængig af aftaleindhold eller ingen aftale).

Tanker fra en tænketank
”Det er underligt at se det britiske farvel som skæbnebestemt,” siger den tyske økonom og EU-ekspert Fabian Zuleeg, direktør for tænketanken European Policy Centre (EPC) i Bruxelles.
”Det var helt logisk, at Storbritannien skulle være med i det europæiske samarbejde. Det er det stadig. Men i årtiernes løb var der for meget, der ikke blev forklaret, og for meget, der blev misforstået,” siger Zuleeg.

Hvis Charles de Gaulle var i live lige nu, så ville han sikkert være meget godt tilfreds. Men hvad mon Winston Churchill – den nuværende britiske premierministers store idol – ville have sagt til det hele?
”Kanonerne er holdt op med at skyde. Kamphandlingerne er stoppet; men faren er ikke forsvundet. Hvis vi skal kunne skabe Europas Forenede Stater, uanset i hvilket navn eller form, så må vi begynde nu.”

Sådan sagde briternes vel nok største statsmand under en berømt tale i Zürich i 1946, mens sårene efter Anden Verdenskrig og Hitlers blodige regime stadig var åbne. Bare få år efter lagde først Kul- og Stålunionen og siden Fællesmarkedet grundstenene til det EU, vi kender i dag.

………………………..

Afhængig af lande, faglige og individuelle interesser vil opleves talrige afledte aspekter og refleksioner over ”tab” (som nogle vil forvanske til ”vinding”). Blot nogle enkelte blandt talrige i denne sammenhæng:

EU – sikkerhedsaspekt
Frankrig og Tyskland kan drømme om, at de nu kan sætte fart på den videre udvikling af EU, som briterne i stor stil har ageret bremseklods for. Kun Danmarks og måske et par andre letvægterstaters fod er tilbage på bremsen.

Men der er et lille problem i forhold til f.eks. de fransk-tyske drømme om et udbygget militært EU-samarbejde: Med Storbritanniens afgang er EU’s stærkeste militærmagt ikke længere med om bord. Briterne vil per tradition først og fremmest pleje forbindelsen til USA og NATO, mens EU-kernemagten Tyskland til stadighed famler rundt efter en balance mellem USA og Rusland. En nylig, netop offentliggjort undersøgelse i Europas mægtigste land, af det tyske forsvar er deprimerende læsning for dem, der har følt sig sikker på den tyske værnemagt.

Hvor briterne sammen med Danmark f.eks. har stået for en hård kurs over for Rusland efter annekteringen af den ukrainske Krim-halvø, har Merkels tyske regeringer med den ene hånd fordømt russisk aggression, alt imens de har udbygget noget så geostrategisk ømtåleligt som det tysk-russiske Nord Stream-gassamarbejde. EU’s Ruslandspolitik kan derfor meget vel stå over for et nyt toneleje. “Alt-kansleren” og socialdemokraten (ihvertfald engang) Gerhard Schrøder  – Putins gode ven –  varetager på sin sædvanlige pragmatiske håndtering formandskabet i projektet.

Immigration
En potentiel grim overraskelse, der venter mange af Brexit-tilhængerne, handler om immigration. I årevis har det været den konservative regerings mål at begrænse immigrationen til Storbritannien. Igen og igen har det været en del af partiprogrammet, og det er en mærkesag, der har appelleret til mange britiske vælgere, som føler, at Storbritanniens etniske sammensætning er under pres, og at det britiske samfund, de kender og holder af, er under al for hastig og gennemgribende forandring.

Konservative politikere har igen og igen måtte erkende, at de kunne ikke skrue ned for immigrationen fra EU-lande, mens Storbritannien var en del af unionen på grund af princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed. Det bliver muligt med udtrædelsen af unionen, og Boris Johnson har allerede bebudet, at han se vil mod Afrika og Indien og andre steder i det gamle imperium efter ny arbejdskraft.

For ny arbejdskraft bliver der brug for, når (øst-)europæerne ikke længere kommer. Allerede nu er der udtalt mangel på nye immigranter til Storbritannien. Som medlem af parlamentet for Labour David Lammy udtrykker det: ”Når vi skal forhandle handelsaftaler med Kina og med Indien, så vil de bede om tre ting: Visa, visa og visa”.

Handel
Tidligere var Storbritannien Danmarks største handelspartner. F.eks. aftog Storbritannien ca. 20 procent af den danske eksport i begyndelsen af 1970’erne, mens tallet i disse år nu ligger på omtrent 9 procent. Storbritannien er blevet passeret af hhv. Tyskland og Sverige og indtager nu en 3die plads som nærmeste handelspartner. 20 milliarder euro (150 milliarder kroner) lyder samhandlen mellem Danmark og Storbritannien på i runde tal. Danmark er den 15.-største investor i Storbritannien. Den (formodede) fremtidige handelsaftale mellem EU og Storbritannien vil ”justere disse tal væsentligt”.
Lidt mere om fremtidens handelsperspektiver:

https://www.dr.dk/nyheder/udland/ole-ryborg-regeljungle-venter-virksomheder-efter-brexit

Innovation
Skal det britiske rige klare sig fremover, beror meget på egne innovative evner. Traditionerne er dog skræmmende imponerende. Navne som Isaac Newton, Charles Darwin, Stephen Hawking, Adam Smith og Isamabard Kingdom Brunel har grundlagt rigdom for landet. Mange kendte opfindelser er gjort i Storbritannien som lokomotivet, vaccination, fjernsyn, jernbane, intern forbrændingsmotor og jetmotor. Den første programmerbare computer var også britisk; Colossus på Bletchley Park blev bygget i 1944 og blev holdt tophemmelig til 1970’erne.

I fremtiden må forventes nye initiativer, hvis det økonomisk skal hænge sammen. Et eksempel fra Rolls Royce-koncernen kan erfares ved gennemlæsning af linkets indhold:

https://ing.dk/artikel/rolls-royce-vil-bygge-15-smaa-plug-and-play-atomreaktorer-storbritannien-231746?utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_campaign=ing_weekly

I 2006 skal Storbritannien have haft det næstmest produktive forskermiljø efter USA, med 9 % af verdens forskningsrapporter og 12 % af referencerne i de ansete videnskabelige tidsskrifter. Der bliver hårdt brug for forskningsresultaterne i fremtiden!!!

Skuespil
Dette vindblæste, hårdtprøvede, imperie-byggende, multikulturelle, snobbede, klasseopdelte, traditionsfaste, Brexit-plagede og på mange måder vidunderlige ørige har fostret nogle af verdens bedste skuespillere; vel i virkeligheden de allerbedste! Indrømmet: En subjektiv vurdering. Jeg kunne opremse en del af begge køn, hvor repræsentanter for Hollywoods plastikverden ville være chanceløse i en sammenligning. Her tænkes både teater, film og Tv-serier.

Man vil kunne forvente, at økonomiske interesser vil forsøge at maximere det europæiske kontinents kultur på bekostning af de engelsksprogede kulturtilbud. De tyske og franske sprog har i en del år ligget mere og mere underdrejet i Europa; mon ikke der ønskes en justering af dette i Paris og Berlin?

Den nostalgiske vinkel
Briterne kæmpede for deres ø under sidste århundredes to verdenskrige. Men de vidste også (som amerikanerne lidt tøvende efterhånden forstod), at Europa måtte være frit for at opretholde denne frihed. Uden de britiske heltes indsats i verdenskrigene, fra statsmanden Winston Churchill til den lavest rangerede fodsoldat ude i slagmarken og husmoderen, der tog hånd om den livsfarlige hjemmefront, ville fascismen og nazismen med overvejende sandsynlighed have styret Europa i dag.

Mens andre i Anden Verdenskrig mere eller mindre dukkede hovedet, gav op og samarbejdede med aksemagterne, kæmpede briterne i ordets egentlige forstand til sidste blodsdråbe, for som Churchill enestående udtrykte det, så ”overgiver vi os aldrig”.

Da 2 Verdenskrig sluttede, måtte briterne igen forsøge at rejse sig i et land, der var smadret af krigen, og hvis økonomi lå i ruiner, mens vi andre, der for en dels vedkommende havde givet op uden kamp, straks kunne gå i gang med at opbygge vores velfærd.

Ordet ”taknemmelighed” kan misbruges, men ikke her. Siden Tony Blair har der ikke været en britisk PM af format; sørgeligt i en så stor og stolt nation. Nu sejler briterne med det spinklest mulige flertal ud af EU og derved efterlader et delt og usammenhængende kontinent. Ingen kender historiens dom, men man kan sagtens ane konturerne af forundring over manglende politisk format på begge sider af Kanalen. Ikke kun i London, men også blandt den nyligt afgående EU-kommission med den helt tåbelige kindkyssende og whiskydrikkende luxembourgske evighedspolitiker Jean Claude Juncker som galionsfigur.

De personlige vinkler

Min engelske syge
I mit første leveår oplevede jeg fysisk ”Engelsk syge” (Rakitis) grundet fejlernæring på et børnehjem. Efterfølgende reddede en yderst ambitiøs og eksperimenterende overlæge bogstaveligt talt mit helbred og grundlagde en fysisk platform, der nu i 70 år har stået model til forskellige fysiske og psykiske spændinger uden at erodere væsentligt.

Min ”mentale engelske syge” – altså glæden ved det britiske, glæden ved at opholde mig i Storbritannien er aldrig forsvundet. Den forudsættes at holde livet ud, uanset Brexit, det britiske punds kurs, det labile vejr, den usunde morgenmad o.m.a. Mine mange rejser til Great Britain har indeholdt talrige store øjeblikke. Refleksionerne tager hurtigt fart. Minderne vil altid være fint indbundet i det bedst mulige artificielle læderbind.

De private minder
For cirka 50 år siden, helt præcist i 1969-sommeren startede det med debut i ”The Swinging London”. Denne umådelige socialt og etnisk sammensatte hovedstad er sidenhen besøgt mere end en håndfuld gange på alle årstider. Besøg i de afsindige rige velhaverkvarterer og så det stik modsatte, fabelagtige oplevelser på fodboldstadions i fortid og nutid, mit livs bedste (af mange) koncert i Royal Albert Hall med verdens bedste saxofonist, mødet med min (senere) første hustru etc., men også udenfor denne umådelig etniske cocktail af hovedstad er andre britiske byer besøgt ofte med flere overnatninger af forskellige grunde.

Cambridge (universitet, Jesus College) åbnede sig en varm sommer for en del år siden, hvor et svinedyrt intensivt engelsk kursus hjalp mig op på et ”business level”. Oxford er besøgt flere gange, uden at møde Morse.

Liverpools fire overnatningsperioder gav en mere grundig fornemmelse for denne stolte havneby ”you´ll never walk alone”. De to perioder med overnatninger på Manchester Business School skabte lidt mere klarhed over kontrasterne i denne både rige og samtidig meget barske by.

Dags-besøgene i de to vidunderlige – og dog forskellige – badebyer Blackpool og Brighton med fish and chips, måger og massevis af havluft gav anderledes øjeblikke. Den aftalte overnatning (besøg hos familie) i den let sammenpressede by Wolverhampton med den fabelagtige statue af centerhalfen Stan Cullis ved det navnkundige Molineux Stadium noget andet. Og så var der de idylliske områder i den ældste by Colchester, færgebyerne Harwich og Dover o.m.a. for nu at mindes det i overskrifter.

Nu skal vi ikke glemme det nordlige af Storbritannien, altså det forblæste, naturberigende og vidunderlige Skotland. Overnatninger i den smukke hovedstad Edinburgh, den barske storby Glasgow med kultur og nogle uforglemmelige fattige områder ved de gamle skibsværfter samt solo-besøget på det gamle hæderkronede Hampden Park Stadium, engang Europas største fodboldstadion med plads til 150.000 tilskuere, hvis “Hampden Roar” var verdensberømt. Hertil kommer den barske skotske natur. Områderne ved den store sø Loch Lomond hører også til blandt uforglemmelige skotske minder. Derimod mangler Wales og ikke mindst Nordirland i ”mindehallen”.

De professionelle minder
Arbejdet på Wirral University Teaching Hospital, Arrowe Park,  et NHS-hospital på halvøen Wirral (ud for Liverpool) i fem uger som led i en EU-program for udveksling mellem hospitalsprofessionelle ledere vil altid står klarest. Det var ikke bare hårdt, konkurrencepræget arbejde, men gav mig adskillige glimt til en bedre forståelse af den britiske befolknings forskellige samfundslag.

Det skete både via kontakter og dermed samspil med et stort hospitals hierarkiske opdeling (overlæger, sygeplejersker, radiografer, fysioterapeuter, portører, tekniske personale, rengøring etc.), men også efter eget insisterende ønske i samkørsel med en GPS (praktiserende læge), hvor patientbesøg i forskellige områder og lægepraksis gav mange tanker.

Men glemt er heller ikke den forbløffende uvidenhed (og ikke mindst manglende interesse) fra ofte højtuddannede medicinalpersoner omkring ”Det Europæiske kontinent” og i særdeles Skandinavien og helt specifikt lille Danmark. Ikke bare geografisk, men også en signifikant anderledes indstilling til f.eks. registreringsformer i sundhedsverden. Eksemplificeret tilbragte jeg det meste af en formiddag med at diskutere det danske cpr-nr. med sundhedspersoner med lederkompetencer, høflige (som briterne ofte er, i hvert fald på overfladen) og så ekstremt (håbløst?) fastlåste i konservative værdier.

Meget – ganske meget – i dette EU-ophold åbenbarede øjeblikke, som jeg aldrig vil glemme og frem for meget gav det – indrømmet: egoistisk set – mig mit største professionelle øjeblik; dette at blive “målt” internationalt og bevise, at ”lille Danmark” udmærket kan klare sig på den store manege.

https://www.youtube.com/watch?v=HsM_VmN6ytk

We´ll meet again – sangen, der var med til at gøre den stadig levende knap 103-årige Vera Lynn verdensberømt – gælder stadig. Jeg ser frem til min næste rejse til Storbritannien på et planlagt tidspunkt – never Good-bye, but So long!

Prospektivt
Kun fremtiden giver svaret. I øjeblikkets stund er den bitre ironi i denne eksorbitante mildt sagt udfordrende stund for Storbritannien, at de to regeringsbærende partier – Konservative og Labour – ved det seneste parlamentsvalg den 12. december 2019 indeholdte to af de mest håbløse ledere i deres respektive partiers historie.

Man kan næsten have helt ondt af deres respektive husdyr i animalske profiler af Boris Johnsons hund “Dilyn” og (den (gudskelov) afgående Labour-leder) Jeremy Corbyns kat ”El Gato” (katten).

Storbritanniens fremtid?

Hvordan bliver fremtiden for den engang så stolte og stærke søfartsnation?

Bliver landet USAs 51 stat?

eller noget langt mere småligt og flydende…

Rule Britannia

DEL SIDEN

14 kommentarer til “Rule Britannia”

  1. Brexit-forløbet har i sandhed været uskønt, og det er svært at få øje på noget, der borger godt for fremtiden. Du stiller mange gode spørgsmål – man må håbe det bedste og realistisk frygte det værste.

    1. @Eric: Som det fremgår af essayet, er jeg ikke just optimist på Storbritanniens vegne. Forløbet har – helt enig – været sjældent nervebelastende, tåkrummende og lederperspektiverne lover ikke lyse tider….

  2. Per Jan Andersen

    Fin beskrivelse af de udfordringer, der nu skal løses. Det bliver vel også et stort problem for EU, da UK fortsat vil være en betydningsfuld handelspartner, men heller ikke skal have for gode vilkår – det kunne jo inspirere andre EU-lande til at overveje udmeldelse?
    Nordirland kan meget vel være på vej ud af Unionen, men Skotland, som gerne vil løsrive sig og blive medlem af EU, er vel i samme situation som Grønland – uden samligning i øvrigt – at de ikke har råd til at løsrive sig. Jeg har læst et sted, at de har en meget stor ”samhandel ”med England, men samtidigt også har et meget stort økonomisk underskud.
    På den positive side kan UK vel se frem til at få stoppet indrejse af tiggere og kriminelle fra andre EU-lande, et problem vi åbenbart ikke kan gøre noget ved herhjemme på grund af den hellige fri bevægelighed i Unionen.

    1. @Per Jan: Det skotske “issue” er ekstra kompliceret, da skotterne jo virkelig ønsker at blive i EU; økonomisk flyder Nordsøolien vist ikke så nemt længere, hvortil kommer miljøaspektet. Nordirland er et “betændt emne”. Som antydet i indlægget vil en sprængning af “Påskeaftalen – 1998” få voldsomme national-religiøse svingninger, der kan blive næsten umulige at håndtere indenfor Storbritanniens nuværende konstitution.

      Kommentarens sidste afsnit er vi helt enige om. Der formodes at ske en yderligere ophobning af “asylansøgere” i lejrene ved de franske kanalhavne. I den modsatte ende af det økonomiske spektrum skal det blive interessant at se, hvor meget af London Citys økonomiske dominans, der bliver eroderet og flyttet til Frankfurt am Main og andre potente “pengebyer” på Kontinentet. For en pensioneret bankmand som kommentatoren ville dette aspekt sikkert blive fulgt med “post festum” professionel interesse 😉

  3. Uden at ha’ en større indsigt i britiske forhold…jeg er jo som Lise Nørgaard ‘kun’ en ‘pige’, så er jeg så optimistisk at tro, at efter en overgangsperiode, nogle måske kan komme til at misunde briterne, men den periode med uro har været særdeles uskøn, så ikke mange har modet til at gå hen og gøre ligeså.

    Men friheden kan man ikke leve af, så der kommer da sandsynligvis en periode med dårlig økonomi.

    Men lad tiden vise det…;-)

    1. @Ingelise: Brexiteers deler i større eller mindre grad din optimisme. Jeg ville inderligt gerne dele den også med min “livslange engelske syge”. Men jeg synes, som mange andre mere eller mindre indsigtsfulde iagttagere (og “eksperter”), at der henstår nogle vanskelige tider både på den korte, og den lidt længere bane. Havde landet så bare haft en “Tony Blair-type” – uanset tory eller labour eller køn – der på kompetent vis kunne samle parti og nation om en landspolitisk retning, kunne optimismen godt spire. Men den maniske Boris Johnson og det overmåde splittede land i England, Skotland, Wales og (ikke mindst) Nordirland er en dårlig politisk og social cocktail. Og det gamle “broderskabs-lignende” forhold til storebror over Atlanten kan nemt vise sig at være et politisk blålys, når de “særlige handelsaftaler” skal indgås.

      “Innovation” er nøgleordet for briterne. Mit afsnit i essayet om dette giver et eksempel. Og jeg vil inderligt håbe, at der findes flere af slagsen. Rule Britannia!

  4. Jeg må læse videre i morgen, men foreløbig en lille kommentar om JA – der er så mange elementer i den folke-følelse af at ville skilles fra EU. Jeg tror ikke England får “kolonierne” med igen, men derimod at de får bøvl med at finde handelspartnere. USA med Trump vil sikkert hjælpe, for Putins Trump vil jo destabilisere så meget som muligt, så Russerne får en chance for at markere sig stærkere.

    Men United Kingdom er ikke længere en selvfølge, og det vil gøre ondt på økonomi og mange andre ting, det er skammeligt.

    Man kunne i stedet have ført afstemninger om hvordan man skulle skilles og derved fået en fin håndtering af over-indvandrings-problemerne. Det er jo så tydeligt med lejrene i Calais o.a.steder at der er pres på indvandring til UK.

    1. @DAX: Jeg deler dit noget pessimistiske syn på Brexit. Det er vi vist ret mange, der gør. Og lur mig, om ikke der findes en del danskere med (mental) engelsk syge. – De kommende måneder frem til den (foreløbige) uldsnor skal vise, om det kan lade sig gøre med en handelsaftale; meget vil også afhænge af andre politiske forhold i 2020.

  5. Har du nogensinde spekuleret på hvad Cameron tænkte og hvorfor han reagerede som han gjorde på afstemningen i 2016? Jeg hørte en udsendelse om hvordan han var under pres fra sine egne, men – hvorfor gjorde han ikke som “vores Uffemand”, som jo sagde OK, folket har talt, men hvad er det egentlig de er så utilfredse med?

    Og: Kunne UK have presset mere på at EU fik en immigrationspolitik, der var værdig og etisk (og økonomisk) forsvarlig?

    1. @DAX: Jeg har mere end eksorbitant lidt til overs for overklassedrengen David Cameron, der troede, det var en let ekspeditionssag at vinde en folkeafstemning og dermed kvæle den interne tory-modstand og diverse folkelige røster. En total fejlvurdering, der kostede dyrt for Storbritannien (og på en måde også for EU).

      Kunnde UK have presset mere på? Mit gæt er, at det “kontinentale EU” var tæt på kvalmegrænsen (især Tyskland og ikke mindst Frankrig) af problemerne med de i mange henseender fodslæbende briter. Jeg har flere særdeles “oplyste/veluddannede” tyske kontakter, der (selv for mig) har vist overraskende lidt begejstring for briterne og egentlig synes det er helt okay, at de forsvinder. “Kan man ikke acceptere reglerne for medlemsskab af en klub, er udmeldelse det logiske svar” = groft forenklet.

      – Givet er det også, at mange i perioder har været trætte af den danske “reluctant” tilgang til projektet. Men DK er så lille og betydningsløs, at man i Bruxelles trækker på skuldrene; helt sikkert forekommer det, at “forbehold” er slut fremover. – Min egen personlige holdning har gennem stort set alle årene været pro-EU, herunder inkluderet, at man accepterede “klubbens regler” og holder op med de tåbelige 4 forebehold, der reelt holder DK udenfor indflydelse, men alligevel mere eller mindre tvinger os ind i et samarbejde. – Den danske befolknings spinkle majoritet for forbehold etc. er jo i nutiden vist også blødt kraftigt op, da man har oplevet den parodiske forestilling ifm. UKs udmelding, der dog langt fra er slut. “Krigen” omkring betingelser er først lige begyndt.

  6. Mange andre i den store sal (har oplevet den fysisk) græd indvendig … skriver du og ved den parentes ser man det pludselig for sig, man står i salen og føler sig lidt lille. I TV kan det nemt se ud som om det er en lille sal, og vi ved jo at ikke alle parlamentsmedlemmer kan være der på en gang (men det var måske ikke Westminster, du beskriver?)

    Jeg vidste ikke at indere optræder blandt verdens rigeste mennesker!? Og russerne, hvordan måler man deres rigdom?

    Så skriver du:// Allerede nu er der udtalt mangel på nye immigranter til Storbritannien. // Wow, er det virkelig rigtigt? De har jo netop ønsket at stoppe migration og har ikke vist interesse for at bruge de initiativrige mennesker, der vover livet for at krydse Sahara og Middelhavet?

    1. @DAX: Som du sikkert kan tænke, er der et utal af kilder, hvoraf jeg til essayet har selekteret i et fåtal. Nogle påstår, at Storbritannien vil komme til at mangle arbejdskraft. Demografiske årsager, kanske. Men også, fordi en del indvandrere som f.eks. det forbløffende store kontingent af polakker forudses at returnere til den nu nære velhavende Polen. Modsat er interessen (racebestemt) langt mere behersket for at modtage (socialt belastede) indvandrere fra Mellemøsten.

      Vi ved begge, at der er et utal af søgebaser samt at tal er taknemmelige. https://www.bbc.com/news/uk-48240853 er blot et eksempel. Jeg har anvendt nogle andre til sammenligning. Og så påstås det (jeg tror på påstanden), at de russiske oligarker i London skjuler store dele af deres formuer i Caribisk skattely og – i lighed med f.eks. Qatar – investere i fodboldklubber og diverse mere eller mindre gennemskuelige projekter hovedsagelig i Greater London.

      Jeg erindrer fra 1969 at have besøgt den “store/lille” som turist, men citatet er fra en artikel. 😉

      1. Er det ikke den samme diskussion, som vi har haft her i DK siden 60’erne: At der mangler arbejdskraft? – det har jeg lært at oversætte til at lønningerne skal presses ned.

        1. @DAX: “Manglende arbejdskraft” – nuvel, det kan vel anskues såvel politisk som økonomisk. I den takt, EU-østeuropæere (især polakker) returnerer til deres hjemlande, vil der uafviseligt komme til at mangle arbejdskraft i Storbritannien indenfor mange faglærte områder, medmindre en anseelig indvandring fra Commonwealth-landene kan opfylde hullerne. – En anden vinkel, som kan forudses i DK, er den tiltagende akademisering, hvorved professionshøjskolerne mangler indtag og i de kommende år vil uddanne for få. Den danske “uddannelses-snobberi” vil vise sig i mangel på faglært arbejdskraft, medmindre man omskoler x antal DFJØere af overskydende cand. mag´ere og cand.comm.´ere etc.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

62 − = 60