Den bedste guide

Wiener Statsoper

Baggrund

Dette essay er lidt langt, men rejseforberedelser skal som bekendt også gerne være grundige. 😉 

Sommerferien står for døren. Den bliver for mange meget anderledes i år grundet Coronaen (CORVID-19). Rejseregler er omsider blevet ændret, så DK tilpasses det øvrige EU.  Men stadig noteres Udenrigsministeriets anbefalinger m.m., der giver et patchwork af (manglende) muligheder, ifald man vil længere ud i verden. 

Pandemien er der stadig. Den sætter grænser og er lunefuld. Coronaen kender ingen grænser. For at være åbent for tilrejse, skal et land have under 20 smittede per 100.000. Det gælder glædeligvis nu for de fleste EU-lande dog med undtagelse af Storbritannien, Irland, Malta, Rumænien, Portugal og ikke mindst vores broderland Sverige (Skåne, Halland og Blekinge har dog meget anderledes lave smittetal end Stockholm-området).

Det gav mig aktuelt motion til min tankevirksomhed over begrebet “guider” under mine ret mange rejser i Europa. Og tankerne samlede sig naturligt om, hvilke guider, der var de bedste.

Det skal i sandhedens validerende interesse oplyses, at ingen af de nedenfor nævnte byer hører til mine top-3 yndlingsbyer i Europa.

Evergreen – eksempler:

Windsor

Nogle,  forbløffende få, vil være “evergreen på min organiske harddisc” livet ud. Blandt de bedste var der “Klumpfoden i Windsor”, en overmåde kultiveret Oxford-professor-lignende guide med en klumpfod,  iført den skræddersyede habit, medbringende den uundværlige britiske paraply i sammenrullet tilstand, pyntet med den sirligt bundne butterfly og ikke mindst et smukt engelsk, der med nærmest faderlig omsorg ledte os igennem den stolte gamle – og kæmpestore – borgs herligheder. (Det var før den store og delvis ødelæggende brand i 1992).

Istanbul

Endnu bedre var der den musikalske dansk-tyrkiske guide (har glemt navnet), der på mesterlig vis overtog guidingen ved den bulgarsk-tyrkiske grænse og efterfølgende gjorde dagene i den 12 millioner indbygger (nu 15 mio.) store fantastiske tyrkiske Istanbul til en uforglemmelig oplevelse. Det er den største by, jeg endnu har besøgt. Som livslang færgeelsker var det en helt speciel følelse at sejle med en færge fra en verdensdel til en anden (Europa og Asien), vel og mærke i samme by i Bosporus strædet (har også sejlet Algeciras-Tanger mellem de to verdensdele Europa og Afrika).

Byen opleves voldsom i sin intensitet. En ikke videre skøn blanding af forsøgt “moderne” nutid og så en “gammelklog” fortid. Denne mega-by har heddet forskelligt og dens historie er formidabel (skal ikke nævnes her).  Blandt de meste enestående oplevelser er Hagia Sophia, der har været
kirke, moske og senest museum i løbet af sit omtumlede liv, der har været næsten 1.500 år. Det fortælles aktuelt, at Tyrkiets kontroversielle leder Erdogan ønsker at lade bygningsværket indgå som kæmpemoské.

https://da.wikipedia.org/wiki/Hagia_Sophia

Meget andet kunne nævnes fra denne – Tyrkiets største by, men lad det være nok. Det korte statement er: Istanbul er en rejse værd, men ikke hvis man trænger rekreation!

Rom

Et andet uforglemmeligt eksempel var Italiens hovedstad. Jeg har kun været to gange i Rom. Begge gange oplevedes to erfarne og ikke mindst superprofessionelle bosatte danskere, der gjorde mine ophold til langt over middel. Det seneste besøg (april 2016) skyldtes et umådeligt vellykket møde med en dansk translatør (bosat i Rom i mere end 30 år) i.f.m. research til min spændingsroman “Rosen i Rom” (2017) ovenpå et længerevarende mailforløb.

Det første besøg (august 1972) var en ren oplevelsesferie. Også her mødte jeg en personlighed i skikkelse af rejsebureauet Spies´stationschef, chefguiden Susanne Nielsen. Jeg rejste især i 1970erne og 1980erne en del med nævnte rejsearrangør (og få gange med konkurrenten Tjæreborg) til adskillige europæiske destinationer, nogle flere gange.

Simon Spies kunne meget. En af hans evner er måske mindre kendt, nemlig som topleder at kunne udvælge, kultivere og ikke mindst “holde-fast-på” souschefer alias stationschefer på hans efterhånden mange destinationer (modsat pastor Eilif Krogager fra Tjæreborg). Jeg har oplevet flere eksempler af dem i forskellige anledninger, såsom (hans gamle studiekammerat) Asger Riis, der herskede over De Kanariske Øer (med to blændende kvindelige souschefer på hhv. Gran Canaria og Tenerife), “Cirkusklovnen”, der herskede over Costa del Sol etc.etc., men Susanne Nielsen i Rom var noget helt særligt, hvilket enhver, der oplevede hende helt  sikkert vil kunne bevidne.

Det skal også med i denne kontekst, at de “gamle stationschefer” , der indimellem måtte “tåle” deres chefs noget udfordrende tilgang til hverdagslivets oplevelser, fik sig en fortjent overraskelse, da den bornholmske højesteretssagfører og bobestyrer Robert Koch Nielsen (post humt Simon Spies) orienterede dem om den generøse arv, der var efterladt dem (udover Jannie Spies´ næsten fuldstændige arv). Den kontroversielle rejsebureau-konge havde ikke glemt deres loyalitet…..

Magdeburg

I den professionelle top af guider oplevede jeg for knap 10 år siden Gisela Opitz i Magdeburg. En overmåde erfaren og i ordets bedste betydning “stærk kvinde”, der havde oplevet DDR i mange vinkler. Hvilke og ikke mindst hvordan kom jeg sidenhen til at erfare, især under vores efterfølgende tiltagende kommunikation, der udviklede et ægte venskab, hvori de tunge begreber som “gensidig respekt”, “ordholdenhed”,  “hjælpsomhed” og “fortrolighed” er essentielle parametre.

Hendes liv udvidede sig betydeligt med Murens fald. For mange østtyskere var – og stadigvæk er – de mere eller mindre afhængig af flere forhold “op-ad-bakke” i tilpasning til Vestens anderledes livsformer.

Gisela er enke. Hun er samtidig en meget all-round vidende og veluddannet akademiker, stadig i guide-funktion langt oppe i 70erne. Internettets mange muligheder på hendes modne dage har givet adgang til kontakter og besøg blandt mere på et vedbend-omkransende verdensberømt universitet,  et af de såkaldte Ivy League-universiteter, som der findes på USAs nordlige østkyst, hvilket igen perspektiverede Vestens livsform (plus/minus).

Min viden om DDR, “landet, der forsvandt”, især til baggrund for mine bøger – er næsten udelukket funderet i hendes sublime evne til at “validere” læsestof samt mine egne personlige indtryk efter en grundig rejse til Magdeburg. Disse forhold summet op i årenes løb omkring “de faktiske forhold”.

Den akkumulerede viden indeholder både særdeles positive og negative elementer om den nu for længst afsluttede østtyske livsform, hvad enten det var STASI (DDRs sikkerhedstjeneste), planøkonomi, uddannelsesniveau, sportspræstationer, doping-anklager, samarbejde med de andre Warszawa-pagt lande etc.

Og så er vi omsider nået til den ultimative bedste guide, jeg har oplevet.  Vi skal en tur til Mellemeuropa. Til hovedstaden i det gamle østrigsk-ungarske kejser- og kongedømme, men først lidt stemningsmættet info:

Wien

Nogle gange i livet indtræffer de mest fantastiske øjeblikke, når man mindst venter det. Et fænomen, som jeg har oplevet eksempelvis ved møder med personer (af begge køn), der senere i livet skulle komme til at betyde noget særligt for mig. Samme fænomen gjaldt for øvrigt også mange koncerter og sportsbegivenheder med såkaldte “verdensstjerner”.

Indrømmet: Der er brugt en pæn klat af “børneopsparingen” på at tanke rejseoplevelser, herunder verdensstjerner live i ind- og udland. Få gange er jeg blevet skuffet, for det meste har den afstemte forventning matchet omkostningerne (billetpris og rejseomkst.) og så er der de få øjeblikke, hvor forventningens fylde blev sprængt og jeg måtte kapitulere overfor en helt fantastisk oplevelse.

I rejselivets parnas skete netop den – af flere rigtig gode – helt særlige guide-oplevelse, da jeg måske mindst forventede det. Det var en let overskyet varm augustdag sidst i 1960erne.

Inden vi helt specifikt nærmer os “klimaks” er det på sin plads at fortælle lidt – kun lidt – om det overflødighedshorn af smukke bygninger og kultur i Østrigs hovedstad.

De to fantastiske og seværdige slotte Schönbrunn og Belvedere –  https://www.schoenbrunn.at/   –  https://www.belvedere.at/en  er besøg værd. Monumentale og smukke minder om en – for de få – glorværdig fortid.  Parlamentet, tegnet af den dansk-østrigske arkitekt Theophilius Hansen med Pallas-Athene-Brunnen foran er også værd at betragte.  Den Franske Rideskole, de mange smukke omgivelser (især nord for Wien) etc. Og ikke at forglemme de mange caféer, med den verdensberømte Café Central som etteren, er besøg værd, især for folk med trang til søde sager.  En duft  af fortid. En duft af det Habsburgske kejserrige.

For de for- og musikhistorisk interesserede kan anbefales et kirkegårdsbesøg. Wiener Zentralfriedhof er den største kirkegård i Østrigs hovedstad. Den hører med sit areal på næsten 2,5 km² og omkring 3 mio. begravelser til blandt de største i Europa. Kirkegården blev åbnet i 1874, og har et stort antal æres grave samt markante bygningsværker i jugendstil. Kendte komponister som Ludwig van Beethoven og Franz Schubert ligger her og mange andre kendte fra det i nutiden neutrale Alpeland.

Ligeledes et utal af større og mindre muséer, der bør udvælges ud fra tid og interesse. For de nutidshistorisk interesserede kan varmt anbefales en lille museum Dritte Mann Museum i byens centrum –  http://www.3mpc.net/ . Enhver, der nød filmatiseringen af “Den Tredje Mand” (Graham Greene) med Orson Welles i sin måske bedste filmrolle som “Harry Lime” kan “botanisere” om en fortid, hvor de gamle 4-magter (USA, USSR, Storbritannien og Frankrig) havde besat hver bydel af Wien helt frem til landets neutralitet i 1955.

Og så nærmer vi os……Wiener Staatsoper
Blandt de mest fantastiske og klassisk smukke bygninger i Wien er Wiener Statsoper. https://www.wiener-staatsoper.at/ –

Det var netop i denne smukke bygning, at jeg mødte den ultimativt bedste guide af dem alle.

Herberger

Navnet på den ultimativt bedste guide erindres ikke,  men lad os kalde ham “Herberger”, fordi han simpelthen kunne have været en tvillingebror til den for længst afdøde – engang verdenskendte – tyske landsholdstræner i fodbold, Sepp Herberger (illustr.).

Lagerforvalteren “Herberger”

I august 1967 kendte ikke bare en ung dansker som blogejeren profilen Sepp Herberger fra talrige avisartikler. Det gjorde sikkert også mange af de andre på det turisthold, der stod klar i hjørnet af operaen og afventede “guiden”.  En ældre mand i brun kittel havde åbnet døren for de tilmeldte på turen i stueetagen og ført os ind og op af nogle trapper til selve operaens indre. Vi blev stående – efter anvisning – i hjørnet af den store operascene. Han forlod os uden yderligere kommentarer.

Så kom der en anden “scenefunktionær” i brun kittel. Han var unægtelig – tænkte jeg – sindbilledet på en lagerforvalter. To penclips fra en fyldepen eller kuglepen anedes i kittellommen tæt ved hjerteregionen. Manden så uhyre ordinær ud,  men på sær vis associerede jeg straks til den tyske rigstræner; dog var jeg nok ikke den eneste, der tænkte: “Nu må den storsmilende og velklædte guide da snart komme!”.

Den bedste af dem alle

Og så fik vi os en overraskelse af de helt store. “Herberger” i brun kittel præsenterede sig og spurgte samtidig udover flokken, hvor vi kom fra. Få øjeblikke senere havde “Herberger” dannet sig det fornødne overblik og meddelte, at rundgangen således ville foregå på engelsk, tysk, fransk og italiensk. Og det gjorde den så sandelig.  Hans stemme var ikke stentorrøst, men uhyre klar og artikuleringen var en sublim fornøjelse. Hans accenter på de fire sprog syntes fremragende. Det samme var hans svar på de ofte spontane spørgsmål under turen.

Det var ikke bare en guide, der skulle lire en tillært lektie af. Indimellem spurgte han rundt i flokken, om de forstod, hvad de var, de så. Hans svar (i hvert fald de engelske, som jeg forstod det meste af) var præcise og indeholdt lejlighedsvis en knastør humor (på 4 sprog). “Herberger” havde oplevet Nazi-tiden i Østrig, samt ikke mindst den efterfølgende allierede (herunder russiske) besættelse frem til 1955. Også det fik han flettet ind i “foredraget”, sågar med nogle russiske (for mig uforståelige) sætninger.

Det er de færreste – trods alt – der oplever at stå midt på en operascene. I så fald er de fleste enten nervøse eller spændte. Denne forsamling af cirka 15-20 EU-borgere var vel ingen af delene. Personligt følte jeg en sjælden tryghed, vel vidende, at “fader- og lederrollen” i fysisk skikkelse af “Herberger” ville kunne tackle en hvilken som helst situation lige fra forklaringen af vævningen i det kæmpestore scenetæppe til katastrofehåndtering, hvis taget pludselig faldt ned under et bombeangreb. Sidstnævnte associerede også til hans omhyggelige redegørelse for anvendelse af operaens nødudgange. Stadigvæk alt sammen på 4 sprog. Det var tydeligt, at østrigeren “Herberger” ikke havde glemt 2. verdenskrig.

Den særlige exit

Til sidst var spørgsmålene udtømte. Vi stod og kiggede på hinanden. Den smukke sal var tom, mit indre det samme og hos mig (og sikkert også hos de fleste andre) bredte der sig en tomhed, da “Herberger” sagde farvel og tak (for god disciplin) og bogstaveligt talt drejede om på hælen og med faste afmålte skridt forlod den store scene, medens den brune kittel stadig sad fastklinet til hans spinkle mellem 165-170 centimeter høje krop.

Vi var nu i et underligt limbo, en næsten lufttom boble, ladt tilbage midt på scenen og klapsalverne fra os måske cirka 15 personer lød ikke af meget. Vi blev ved at klappe. Da “Herberger” nåede sidetæppet, vendte han sig om. Det alvorlige ansigt betragtede os et øjeblik. Det blev efterfulgt af et nik (ikke buk) med sit hoved, hvorefter “lagerforvalteren” forsvandt. Han var suveræn og…han vidste det!

Som på tælling dukkede nu den ældre scenefunktionær – stadig i brun kittel – op igen og guidede os uden ord videre ned af trapper mod udgangen, ganske som han havde ført os ind fra starten. Han forsøgte et lille smil, men ingen var i tvivl om hans langt mere underordnede rolle. Han kendte sin plads dybt nede i opera-hierarkiet. Både han og vi vidste, at der – trods samme brune kittel som “uniform” – var en nærmest galaktisk afstand op til

“Maestroen Herberger”.

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Den bedste guide”

  1. Det er en fornøjelse med guider, der kan deres stof og formår at formidle det. Du vælger elskværdigt at fortælle om dine gode oplevelser. Sikkert er det vel, at også du har oplevet charterindustriens sabbatårs-guider, som ukritisk viderefortæller faktuelle fejl i materialet, de har fået udleveret, og svælger i myter og trivia, som var de fakta.
    Ét eksempel på “fake facts” var Star Tours’ flerårige påstand om, at Sicilien skulle være den ø i Middelhavet, der har størst befolkningstæthed.
    Andre fejl må stå for guidens egen regning og kan betragtes som underholdning – fx hende der kaldte “karper” (fisk) for “kapers” (syltede blomsterknopper).
    Lad os endelig få flere af Herbergers kaliber 🙂

    1. @Eric: Jovist, mine “charter-år” er også pænt fyldt op med guider, der aldrig burde have været det. Star Tours geografiske “sandhed” er et fornøjeligt eksempel på, hvad der fyldes på den afslappede og intetanende turist. Og værre end fejl i det faktuelle lokale kulturstof er et forbløffende manglende overblik omkring til- og afrejse.

      En god veninde af mig oplevede en forbløffende mangel på logistisk overblik og service i forbindelse med en Spies-rejse til Mallorca sidste efterår, der måtte få salig chefguide Susanne Nielsen til at rotere i sin grav; “Herberger” ville ikke have troet sin ører og øjne. For ham og de andre nævnte repræsenterede den rigtige cocktail af professionalisme, moral og ansvarsfølelse.

  2. Gode historier om steder og guider og et emne hvor alle kan være med. Jeg har stået på scenen i Scala operaen i Milano, men guiden har ikke gjort indtryk på mig, så vedkommende kan jeg ikke huske. Jeg har også mødt mange fantastiske guider, både danske og udenlandske, rundt omkring i verdenen. Nogle gange har jeg også haft lokale ”amatør” guider – unge mennesker, som godt vil tjene lidt på turister – og det har været interessant, at kunne komme steder, hvor man ikke selv ville gå hen.
    Jeg har også oplevet Susanne Nielsen i Rom som en karismatisk og excellent guide. Faktisk kendte jeg hende som lægesekretær hos hende mand, som var læge og døde i 1960’erne. Hun skulle have været med i en Fellini film, Roma, som statist, så måske kan hun genkendes i filmen – hvis den er til at få fat i.

    1. @Per Jan: Blogindlægget genererer hos dig (som andre) en anledning til at reflektere over egne guide-oplevelser. Du, som har rejst over det meste af verden, har selvklart rigeligt af guide-oplevelser at tænke tilbage på. – Omkring Susanne Nielsen – jf. min PM.

  3. Sikken en fantastisk oplevelse! Første billede og et andet fra operaens indre er nok til at man taber pusten – sikken en “oplevelsesmaskine” !!!

    1. @DAX: Jovist – den gamle Habsburger-hovedstad er noget særligt; på en måde et levn fra det “gamle Europa” i 1800-tallet.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *