De gamle sheriffer

De Forenede Stater (USA) består af 50 stater og et føderalt (overstatsligt) distrikt, hvor hovedstaden Washington ligger, hvis indhold også inkluderer Amerikas Centralbank (Federal Reserve Bank), Højesteret (Supreme Court) samt talrige andre statslige organer.

Hertil kommer det vigtigste, USA’s præsidents embedsbolig på 1600 Pennsylvania Avenue samt United States Capitol (illustr. øv.), der fungerer som sæde for USA’s Kongres, den lovgivende gren af USA’s føderale regering. 

Landet huser omkring 330 mio. indb. (heraf skønsmæssigt 10-11 mill. illegale indvandrere) fordelt på et areal af 9.83 mio. kvadratkilometer, hvilket gør det til verdens 3die største land.

20. januar 2008

Jeg husker det endnu ganske tydeligt. Jeg var stensikker på den januardag i 2008, at verden havde taget afsked med den mest uduelige amerikanske præsident i nyere tid, (Anders Fogh Rasmussens gode ven) George Walker Bush jr., nr. 43 i rækkefølgen af amerikanske præsidenter. En præsident, der efterlod USA i en elendig tilstand af økonomisk kaos og uafsluttede krige i Mellemøsten etc.  Bunden var nået! –  Men jeg tog fejl! Gruelig fejl!

Obama-tiden

Men inden vi skulle komme til noget endnu værre, oplevede verden i otte år (20. jan. 2009 – 20. jan. 2017) noget helt anderledes. Barack Obama var et sjældent smukt eksempel på, hvad USA kan fremvise af begavelser i Det Hvide Hus. Den politiske ironi var så, at han var et mellemled mellem to af Amerikas ultimativt ringeste præsidenter siden 2. verdenskrig, nemlig George Walker Bush jr. og netop afgåede Donald Trump, begge republikanere.

Obama havde fællestræk med Bill Clinton (nr. 42). Begge var/er højtbegavede, charmerende, veluddannede, har en humor med indbygget selvironi og besad/besidder begge en sjælden oratorisk begavelse, der kan tryllebinde omgivelserne. Deres sociale kompas formåede at skabe rum af tillid og fokus på menneskerettigheder i en demokratisk-sindet veltillavet politisk ret.

Svaghederne, for det var der, var forbløffende få resultater (dog især undtaget den hårdt tilkæmpede sundhedsreform) og så ”akademikerens” ambivalens af diskuterende problemafgrænsning versus (nødvendig brutal) handlekraft. Men det skal siges til begges forsvar, at Kongressen (begge kamre) bestemt ikke i lange perioder grundet det amerikanske politiske system altid var nem at danse med.

House of Cards

Den berømte Netflix-serie House of Cards er snart forløbet over nogle sæsoner. Netop i den streamingserie vises (i starten) indsættelsen af USAs 45 præsident, dog ikke i skikkelse af Donald Trump, men Garett Allan Walker. I hans tiltrædelsestale siger han bl.a. “I dag handler det ikke om de næste fire år, men om de næste fire årtier!”

Da jeg så det afsnit, tænkte jeg tilbage på en halvkold 20. januar 2017, hvor Donald Trumps indsættelse blev fulgt af langt færre end ved forgængeren Barack Obamas. Aftenen inden Trump indtrådte som USA’s præsident, lover ejendomsmilliardæren Donald Trump, at han vil forene landet igen. Man kan roligt sige, at også det løfte skulle vise sig at være en løgn.

Donald Trump – ”resultatopgørelsen”

USA, verdens ældste demokrati, skabt i 1776 af inspirerende statsmænd som Washington, Jefferson, Franklin, Madison og Adams, har i nogle forløbne januar-dage 2021 reelt balanceret på kanten af et kupforsøg – for selv om mere end 155 millioner stemte ved præsidentvalget 3. november 2020, var det formentlig bare nogle få tusinde amerikanere i Arizona og Georgia, som sikrede demokratiet:

“Som den respekterede amerikanske journalist Bob Woodward slutter sin seneste bog af med om Trump: Han er uegnet til at indtage embedet som præsident for Amerikas Forenede Stater. Det kan man ikke sige om Biden. Han har forberedt sig på det hele livet og har været præsidentkandidat to gange. Tredje gang blev lykkens gang. Selv om Biden er internationalist, vil han i den først tid koncentrere sig om indenrigspolitiske emner. Han mener, med rette, at USA først må igennem en helingsproces og genopretning af ’den amerikanske sjæl’. Først når det er sket, og USA igen kan vinde verdens respekt, vil han kaste sig over udenrigspolitikken” (delcitat fra fhv. ambassadør Ulrik Federspiel, -Politiken 10/11/20, kronikken, 2. sektion).

Nogle af Trumps formodede støtter kommer fra de cirka 300 private topstyrede militser i USA. Dette sammenholdt med USA’s magtfulde våbenlobby, National Rifle Association (NRA) er i sig selv en borgerkrigslignende tændsats. Om det hedder QAnon eller noget andet, det er ækle orme, der gnaver indefra i det amerikanske samfund og – hvis det fortsætter – kan sætte demokratiet i stå eller noget værre.

Trumps bidrag til sin nations velfærd bestod i en skattelettelse på 1,5 billion dollar til samfundets allerrigeste i 2017. Toppen på 1 procent har femdoblet sin indkomst, mens 35 procent af lavindkomstfamilierne ikke har penge nok til mad.

Omfordelingen sælges med skrønen om, at rigdom risler ned fra top til bund. Med et utal af detaljer og regneeksempler viser Rand-forskerne, at det er lige modsat. Det havde – selvfølgelig – været samfundsøkonomisk klogere at omfordele nationalformuens tilvækst og øge købekraften og velfærden hos almindelige amerikanere (mener Elizabeth Warren jf. nedenfor, o.m.a.).

USA’s samfunds- og privatøkonomi befinder sig i uafbrudt krise, skønt uddannelsesniveauet i de seneste fire årtier er forbedret noget. Krisen skyldes ikke, at kvinder og ikke-hvide i højere grad er kommet på arbejdsmarkedet og presser løn- og arbejdsforhold, heller ikke automatisering eller globalisering. Den skyldes en markedsdikteret udhuling af lønningerne.

At der i skrivende stund kan tælles omkring 400.000 døde af Corvid-19 pandemien kan i væsentlig grad skyldes Trump og hans skandaløse og inkompetente håndtering såvel i initialfasen som det efterfølgende forløb. Mange af de amerikanske stater, herunder deres byer, var henvist til egen hjælp i såvel smitteinddæmning som reel infektionsmedicinsk behandling. Begreber som “National sundhedsstrategi” var fremmedord i den nærmest psykopatisk selvbevidste præsidents vokabularium.

Trumps regering og stab blev udskiftet i et tempo, som sjældent set før. Begrebet “svingdør” blev slidt i de fire præsidentielle år. Årsagerne var stort set altid uoverensstemmelser med Trump (eller hans børn og svigerbørn).  Den slags ses og kan til nød tåles et stykke tid i mindre familiedrevne firmaer med et produkt, som verden sagtens kan undvære, men modsat som leder af verdens stærkeste økonomi og militærmagt er vi i den absolut anden ende af skalaen, hvor den opførsel kan vise sig dødsensfarlig for omgivelserne.

Når det kommer til stykket, tænker Trump kun på sig selv, på penge, på sin familie og på at svine enhver til, som ikke delte/deler hans virkelighedsopfattelse. Listen af personer, som han har fyret, fordi de har sagt ham imod eller stillet ubehagelige spørgsmål, er alenlang. Gennem hele sin tid som præsident har Trump opført sig, som om han var i realityshowet The Apprentice: “You are Fired!”

Donald Trump har skadet USAs image massivt, øget den i forvejen dybt forkastelige sociale ulighed, skadet de demokratiske institutioner, sat klimakampen tilbage, svækket den transatlantiske alliance NATO, svækket WHO og hele klima-kampen. Hertil kommer, at han har styrket autokrater rundt i verden.  For rullende kameraer (som det vistnok stadig hedder?) foretrak han at stole mere på Ruslands præsident Putin end på sine egne efterretningstjenester. (Jeg troede ikke mine egne ører og øjne, da jeg så klippet og tænkte: Hvad skal det ende med?)

Historiebøgerne vil give Donald Trump placering helt dybt langt nede i bunden af de amerikanske præsidenter på linje med Andrew Johnson (efterfulgte Lincoln i perioden 1865-69), hvor en af nutidens andre republikanske fiaskoer Richard Nixon dog ikke befandt sig. Sidstnævnte var i sine klare (og non-alkoholiserede) øjeblikke en fremsynet politiker, hvis egne karakteregenskaber spændte ben for større resultater, når undtages åbningen til Kina, hvorimod eks-alkoholikeren George W. Bush jr. næppe kunne fremvise nogle politiske genialiteter.

Trump kan imødese endnu en rigsretssag – som noget helt enestående – den anden for en præsident. Som tiden skred frem det sidste år, var en del (herunder blogejeren) forberedt på, at nogle “voksne” anvendte det 25 tillæg i den amerikanske forfatning for at slippe af med ham. Men vicepræsidenten Pence var for svag og oplevede så som ekstra tak sin chefs ulidelige mangel på takt og empati efter kupforsøget i Kongressen d. 6. januar 2021.

Republikanerne

Og så –  det må med i denne kontekst – hvordan kunne næsten 75 millioner amerikanere ved valget til US-præsident d. 3. november 2020 stemme på denne mand???? Var det Trump-stemmer alle sammen eller var nogle traditionelle republikanere, der lukkede øjnene for dette besynderlige valgte(!!) eksemplar?

Skal dette parti have nogen jordisk overlevelseschance ved næste præsidentvalg i 2024, skal der ske en inddæmning og gerne total udelukkelse af Trump-familiens magt over partiet. I det andet ringhjørne forudses til den tid at stå den nuværende demokratiske vicepræsident Kamala Harris.  “De gamle hvide mænd” vil ikke have en jordisk chance mod hende.

Skal partiet på nogen troværdig og realistisk måde kunne duellere, skal der stilles med en anden kandidat. Ironisk nok forekommer der at være et eksempel på en kvalificeret præsidentkandidat i Trumps nye hjemstat – Florida. I skikkelse af Marco Rubio f. 1971), senator i staten.  Foruden en juridisk embedseksamen besidder han yderligere en ret vigtig kvalitet, nemlig at være “latino”. Hans forældre var cubanere, der immigrerede til USA i 1956 under Batistas regime to og et halvt år før Fidel Castros magtovertagelse efter den cubanske revolution.

Hvad mange i Europa ikke aner er, at latino-amerikanere udgør det næststørste etnicitet (18 %) efter den kaukasiske (hvide) og efterfulgt af afro-amerikanerne (13 %). Latino-amerikanerne er en voksende del af den amerikanske befolkning grundet et fortsat stort årligt kontingent af indvandring fra Mellem og Sydamerika.

Nr. 46 – Den nye sheriff

Obama definerer i sin erindringsbog “Et forjættet land” nr. 46 – Joe Biden – som »en rigtig guttermand«, der møder verden med parfumesælgerens charme og et »blændende smil i et nydeligt ansigt«. Biden kunne skabe kontakt med alle i et lokale med »en byge af håndtryk, kram, kys, dunk i ryggen, komplimenter og en rap replik på rette sted«.

Men, skriver Obama samtidig, Biden havde »et begavet og praktisk syn på indenrigspolitik«, og hans »udenrigspolitiske erfaringer var brede og dybtgående«. I høj grad det, USA og verden har brug for netop nu.

Biden har vel næppe selv fostret mange selvstændige og operative idéer.  Obamas etikette-skrivning rammer givetvis ret godt – venligt sagt!

Det rigtige valg

Min egen foretrukne præsidentkandidat hed(der) Elizabeth Warren, f. 1949. Hendes baggrund såvel personligt som uddannelsesmæssigt (juraprofessor ved Harvard Univ.) er samlet et potent fundament for at kunne overskue og ikke mindst forandre med både nænsom, men samtidig kontant styring, De (ufor)enelige Stater Amerika.

Som med alt for meget i US-politik var det et pengespørgsmål, der afgjorde valget af Biden. Warrens valgkamp bestod meget af græsrodskampagner og mini-bidrag. En energisk kvindelig duo af Elizabeth Warren og Kamala Harris ville have været en langt stærkere duo.

Til sammen formodes de to modne kvindelige politikere at have det fornødne intellektuelle substans, tilstrækkelige uddannelsesmæssige baggrund, tilmed livserfaring samt dermed et fundament til oprydningen efter det sande mismanagement, som den inkompetente republikanske Trump-administration har efterladt sig.

Elizabeth Warren

Man bliver lidt mere klog på hendes kompetencer og format ved at læse hendes portrætbog A Fighting Chance (2020). Hun vurderes til at være blandt USAs førende eksperter, når det gælder den almindelige middelklasses finansielle udfordringer. Tidligere blev hun headhuntet i et (desværre forgæves) forsøg på at holde regeringen ansvarlig under finanskrisen (2008-2009). Som 62-årig stillede hun op til senatsvalget og vandt. Hun havde været en overmåde kompetent person i spidsen for en social oprydning i et land, hvor få har alt for meget og for mange har for lidt.

En fair chance – Min kamp for Amerikas middelklasse, som bogen hedder i en dansk oversættelse kan varmt anbefales.

Back to normal?

EU(ropa) og Danmark skal ikke forvente, at USA påtager sig sin gamle totale beskytterrolle. Når begejstringens politiske rus har lagt i medierne, har det store rige mere end rigeligt at gøre med at reparere på egne skader.

Det er på høje tid, som også nogle af de lidt mere fremsynede EU-politikere har indset, at EU(ropa) tager sin skæbne langt mere alvorligt, såvel politisk som militært. Selvklart findes NATO, men den organisation er ikke længere den behagelige madras, som mange EU-lande, herunder også Danmark har fedtspillet på i årevis.

Jeg følger den sympatiske norske NATO-generalsekretærs skriftlige udfoldelser på diverse medier og det er tydeligt, at han fortsat forsøger at vække nogle NATO-partnere.  Og medens vi er ved realismen: Nordatlanten. Danmark har en tilsyneladende stadig manglende politik for sine nordlige områder i Atlanten, som ikke nok så mange hensigtserklæringer, skåltaler og skulderklap i Nordisk Råd kan erstatte.

Afsluttende refleksion

Min interesse for amerikansk politik blev grundlagt d. 22. november 1963, da jeg som stor dreng sad målløs foran tv-skærmen og oplevede John F. Kennedys død og begravelse. Siden er dette sensible emne blevet fulgt med ihærdig interesse, især i 00erne, hvor to blændende amerikanske mailpartners brugte oceaner af mails på at ”analyse” begrebet ”US politics”. https://hulegaard.dk/blog/koerestol-paa-afveje-3-4/

Skæbnen ville, at jeg to gange har været på vej til USA. Kufferten var næsten pakket, flybilletten tæt på bestilling. I begge tilfælde greb forsynet ind med forskellige forhindrende dagsordener. I dag har jeg ingen lyst til at se dette land, der også er og bliver mere end rigeligt dækket ind af mediernes og film- og TV-selskabernes flodbølge af mainstrem underholdning.

Jeg har intet imod, at flittige og innovative mennesker tjener penge – også rigtig mange penge. Men jeg er en inderlig modstander af den manglende sociale balance, der opleves i USA. Hertil kommer for mange skydevåben, for mange overvægtige, for mange advokater m.m., – well, der er en årsag til nævnte – både hver for sig og samlet. Diagnosen er: En skræmmende og tiltagende social dysfunktionalitet i verdens stadig stærkeste supermagt.

Er det begyndelsen til enden for USA?  Er landet ved at brække over?  De første kapitler om den reelle tilbagegang for verdens stærkeste magt synes skrevet og læst.  Det samme gælder for Storbritannien, der beklageligvis grundet inkompetent politisk (konservativ) ledelse er sejlet væk fra EU. – Historien viser, at store riger smuldrer…….

Et andet nærliggende eksempel – Storbritannien – påstår at have nogle helt særlige bånd over Atlanten til USA. Men – som den nu afdøde umådelig kompetente tyske kansler Helmut Schmidt (1918-2015) udtrykte det: “Det er vist kun den ene side af det særlig bånd, der har opfattet det!”

Det kinesiske ordsprog: ”Gid du må leve i interessante tider” gælder i nutiden som i fremtiden. (Mon de også i Wuhan kalkulerede med Corona?). Kineserne (og mange asiater) har en lang horisont, modsat de fleste vesterlændinge, der helst skal “eksekvere” livet her og nu.  Dette nye decennium – 2020erne – tegner sig til at blive netop “interessante” – eller noget meget værre end det!

#######

Det kulturelle islæt ved indsættelsesceremonien d. 20. januar 2021 rummede tre kvinder. Lady Gaga, Jennifer Lopez og så den kun 22-årige afro-amerikaner og lyriker Amanda Gorman. Sidstnævnte afslørede noget helt særligt, noget der gav en stille klump i halsen for mig (og millioner andre), at United States of America rummer så inderligt meget talent:

Fantastisk performance!!!

The Hill We Climb

##########

Så skulle jeg tage fejl (igen) i mit negativ-ladede syn på USAs fremtid, ville det glæde mig og jeg ville lytte til et af mine absolutte yndlings musikstykker –  “Now We Are Free”  fra filmen Gladiator:

https://www.youtube.com/watch?v=kMAvXkbh7gg

 

Noter:

Lav EU-tillid til USA i aktuel måling:

Ny europæisk måling: Tillid til USA lav efter Trump | Tænketanken EUROPA (thinkeuropa.dk)

Kilde: USA´s udfordringer – 3 udgave, 2020 ( Peter Brøndum, Annegrethe Rasmussen)

 

 

 

 

 

DEL SIDEN

14 kommentarer til “De gamle sheriffer”

  1. Jeg var lige som dig sikker på, at bunden var nået med George W. Bush    – men der kom en præsident, der var endnu værre. Trump har været en katastrofe for hele verden.  Du beskriver det så fint. 
    Min interesse for amerikansk politik blev lige som din grundlagt, da jeg oplevede John F. Kennedys død og begravelse.   Det er svært at være uenig med dig i noget i dette spændende og velskrevne essay!

    1. @Madame: Det sidste først. Som jeg slutter, “skulle det glæde mig, hvis jeg tog fejl”, men USA gennemgår i disse år nogle sociale rystelser, som Corvid-19 kun har forstærket. Og ja – vi er vist mere end et par stykker, der i ungdommens spæde år fik et livsvarigt brutalt minde, da JFK blev skudt i Dallas. Min fynske veninde har oplevet mindesmærkerne i Dallas under et ophold i TX og har varmt anbefalet mig at bese disse og meget andet, men den amerikanske samfundsmodel er mig efterhånden så afskyelig. Skal jeg “over dammen”, bliver det Canada, muligvis indenfor en kortere tidshorisont. 😉

  2. Glimrende destillat.
    Hvad angår USA’s fremtid er jeg pessimistisk. Den rå kapitalmagt er for stor, og i befolkningen er der for mange galninge, som fornægter, ja nærmest foragter fakta. Mistilliden til “sumpen” er perfekt grobund for rablende konspirationsteorier.
    Det indgyder dog en vis fornøjelse, at adskillige storbanker og kæmpevirksomheder nu mener, at republikanerne er gået for vidt (= tjener ikke virksomhedernes økonomiske interesser), og følgelig har trukket den økonomiske støtte – i hvert fald for en tid. Det kan paradoksalt nok tvinge republikanerne til at agere fornuftigere. Money rules.

    1. @Eric: TAK! – Vores pessimisme synes nærliggende synkron. Glosen “galninge” er desværre ikke overdrevet i mange sociale US-lag og den nylig (penge-)valgte og sikkert velmenende 78-årige Joe Biden formodes ikke at lykkes med genoprydningen. Der skal en helt anderledes energi og nytænkning til, hvis “skuden skal rettes op”.

      Det helt store issue er så, at hvis USA f.eks. havde været en af sydamerikanske stater, kunne man trukket på skuldrene, men det er (stadig) verdens stærkeste magt såvel økonomisk som ikke mindst militært; sidstnævnte har Europa lukreret på alt for længe med et revanchistisk Rusland tæt ved hoveddøren i øst.

      Money rules – so do military deterrence!

  3. Glimrende opsummering og analyse af Trumps tid i det Hvide Hus og af det amerikanske samfund.
    Bortset fra Trumps ”Waterloo” den 6. januar nåede han heldigvis – vistnok – ikke at gøre større skade i perioden fra valget til hans afgang.
    Eftersom jeg er helt enig i dine synspunkter, så vil jeg blot opfordre dig til at tage en tur til USA når pandemien er overstået. På trods af de mange minusser ved USA, er folk generelt meget udadvendte og nemme at komme i kontakt med, og det er faktisk meget givende og oplysende at høre den almindelige amerikaners meninger.
    ps. Der findes flere store (kinesisk ejede) busselskaber i USA, så man nemt og billigt kan komme rundt i landet – og også ture i både USA og Canada.

    1. @Per Jan: Tak – jeg ville så gerne imødekomme din opfordring om et USA-besøg, men skal jeg “over dammen” indenfor en kortere tidshorisont, bliver det et CN-besøg i Toronto hos min mangeårige jødiske mailpartner. Han er nu pensioneret (ingeniør) som vi og har derfor bedre tid til samvær. USA – tja…et besøg ved Niagara Falls på US-tiden måske. 😉

  4. Tak for et oplysende og velunderbygget essay.

    Det værste ved trumpismen er, at den har bredt sig også uden for USAs grænser, og galninge findes overalt, også i Danmark. Hvem havde for bare få år siden forestillet sig, at en hovedløs demonstration som den, der fandt sted i København i går aftes mod regeringens coronarestriktioner kunne forekomme i dette land – hvor en dukke af Mette Frederiksen blev klynget op og sat ild til i følgeskab med plakaten ‘Hun må og skal aflives!’ Også hos fremtrædende danske politikere har man hørt ubegribelig afstumpet retorik, og fronterne bliver trukket stadig hårdere op.

    USAs topartisystem har ikke ligefrem udviklet politikernes evne eller tilbøjelighed til at tale sammen hen over midten. Religionen og det gammeltestamentlige begreb om straf og dødsstraf gennemsyrer amerikansk politik og retsvæsen, våbenlovgningen og volden er hårrejsende, og sundhedssystemet og omsorgen for fattige er under al kritik. Sidst, men ikke mindst vælger befolkningen tv-kanal efter deres synspunkter og får dem bekræftet med løgn.

    Kunne man ikke tænke sig, at Biden som Trumps modsætning har gode muligheder for at vende udviklingen og genindføre en nuanceret og kompromissøgende politisk debat? Biden er ikke nogen karismatisk person eller nogen stor taler, men han har fem årtiers erfaring, han kommer fra en helt almindelig baggrund, har kæmpet sig op og bevaret begge ben på jorden. Han kender det politiske rugbrødsarbejde, er fleksibel, tillidvækkende og afdæmpet, og han er ikke voldsomt tynget af ideologi – som vores egen hjemlige ‘parfumesælger’ Schlüter udtrykte det i sin tid: ‘Ideologi er noget bras’. I øvrigt den samme Schlüter, der værdigt trak sig fra statsministerposten, fordi en af hans egne partifæller ikke overholdt reglerne.

    Ganske vist har vi historisk meget at takke USA for, og amerikansk forskning og innovation er stadig førende, men politisk imponerer ‘verdens ældste demokrati’ ikke. Her kunne USA lære ikke så lidt af Vesteuropa, og man kunne da håbe på, at Biden nu formår at skubbe systemet i den retning.

    1. @Uffe Jerner:
      Tak selv – igen, igen havde dine interessante tanker omformet i kommentarer gemt sig i spamafsnittet. Afsnit for afsnit gennemlæst og vi er meget enige. Men dine ord i 3die afsnit (om Biden som politiker og person) giver mig anledning til en tilståelse og en heraf tilskåret forklaring.

      Oprindeligt efter første gennemskrivning havde indlægget omkring (for mange?) 3.000 ord. Du kender det selv fra bogmanus. Indlægget blev så “møjsommeligt” nedskaleret og strammet til cirka 2.300 ord, dvs. noget blev skåret fra. I essens betød det, at jeg reformulerede og “opblødte” min argumentation for Warren-Harris kombinationen.

      Det andet – og vigtige element – var og er Demokraternes generelle særdeles kompetente kabinetter (tænk f.eks. på JFKs og Bill Clintons). Biden har forsøgt at sammensætte et sjældent multispekter af etnicitet. Al respekt for det! Yellen er et fremragende eksempel, det samme er Anthony Blinken (modsat den oppustede Mike Pompeo) og formentlig også den 4-stjernede general Lloyd Austin. Har sidstnævnte den samme tyngde som to af hans forgængere i Trump-administrationen, de også 4-stjernede generaler James Mattis og John Kelly (indtil Trump fyrede dem), lover det godt. Hertil kommer, at både Jake Sullivan og Avril Haines er erfarne Obama-folk. Alt sammen under forudsætning af endelig godkendelse, forstås.

      Biden er både en formildende og erfaren politiker (nogle “skarpe” ville kalde ham “harmløs”). Uden at overfortolke Obamas ord er mit synspunkt, at en sådan “rund personlighed” ofte lader sig køre rundt med af sine omgivelser, herunder Nancy Pilosi-typer m.fl. – Det er i nogen grad min frygt. Der forekommer Warren-Harris parret langt mere skarpe, fyldt af energi og ikke mindst fremadrettede. Det er svært ikke at synes om Bidens person, men nogle gange skal der en bisse til at rydde op efter netop bisse (eller psykopat).

      Som f.eks. Jimmy Carter (den “bedste eks-præsident” i nyere tider) i slut-1970erne, kan man være nervøs for en svaghed hos Biden. Havde EUropa ikke haft (en af mine absolutte yndlingspolitikere) den tyske forbundskansler Helmut Schmidt i de år, kunne det være gået mere end galt. Der skal en udspekuleret terrier/bisse (ikke den psykopatiske Trump-type) til at stå op imod såvel Rusland (Putin) og Kina (Xi Jinping). De forstår kun to ord: Magt og styrke.

      Vesten er ikke så stærk og suveræn som tidligere. USA vil fortsat være i indre kamp med sig selv de førstkommende år og EUropa må forstå at klare sig selv (mange forstår ikke dette). I mellemtiden flyder den multipolære verden rundt. F.eks. burde en ny administration – i udenrigspolitikken – allersnarest inddæmme Kina ved at forme alliancer med Indien, Japan, Sydkorea (selvom de hader japanerne), Vietnam m.fl.- bare nævnt som eksempel.

      Og endelig – på mikro-mikro-mikroplan – har jeg i mit professionelle liv været tæt på kommunalpolitikere, både de stærke og de svage, både fremadskuende og perspektivløse, både de snu (og dem, der var overbevidst om, at de var det). I denne kontekst udelukkende nævnt for stilfærdigt at understrege, hvor forbløffende nemt det ofte kan være at “håndtere” politikere…..på alle niveauer. Og USA er ikke just propfyldt med ubestikkelige embedsmænd (ikke spindoktorer 😉 ) , der forstår at holde kæft – både før og efter et valg.

      Endelig – Mette Frederiksen-dukke-episoden – understreger, at der også findes særdeles mørke kræfter i DK. Anti-Corona-attituder er ikke blot tåbelige infektionsmedicinske protester, men bunder dybere i et nogle mørke motorveje af had; noget udløses på det mørke internet, anden i pludselige demo´er.

      Igen er konsekvens og handling fra ordensmagten nødvendig og indholdet af begrebet ”pladderhumanisme” bør fjernarkiveres på et tophemmeligt sted.

  5. Mange tak for uddybningen/detaljeringen, som gjorde mig meget klogere. Jeg vælger fortsat optimismen og sætter min lid til den sympatiske Biden og hans backing group.

    1. @Uffe Jerner: Den gamle kyniske og støvbelagte grå tidl.embedsmand ved kanten af Lillebælt deler ikke din optimisme, men håber inderligt, at du har ret og jeg tager fejl 😉

  6. Det var et interessant essay, tak for indsatsen! Det tog noget tid at læse det, men det er et emne, som er det værd.

    Der var et eller andet, som fik mig til at stoppe læsningen lige efter “Madison” og “på randen af et kupforsøg” — og det går op for mig at det er en intuitiv reaktion mod at undervurdere farligheden af subversionisten Trump. Det er ufatteligt for de fleste, at det kunne ske, og man tænker, NEJ det kan ikke ske her, og hvor har vi da været heldige at det ikke er sket her eller andre steder i Scandinavia – men så tænker man Oh jo det har jo været ved at ske. Det var ikke så nemt at komme forbi “Provisorietiden” og heller ikke “Påskekrisen”, hvor den ellers så folkekære Chr.IX havde planer om at udnævne sin egen regering. Alle vores naboer sydpå har oplevet det og værre ting. Vi var heller ikke fri for en vis optimisme omkring Overskægget, som betød så mange menneskers død. Men tilbage til US Capitol kuppet d. 6. Januar. Et kup kan iscenesættes på mange måder, og der var heldigvis nogen magtfulde militærpersoner, som havde sagt fra i December (og måske før).

    Længere fremme i den gode artikel møder vi det igen: Man tror ikke sine egne øjne, da Trump fraterniserer med Putin og bruger denne i et forsøg på at tilsvine oppositionen, ignorerer løsepenge (bounty) på amerikanske soldaters liv. Heldigvis er der nogle politikere, der holder styr på rækken af forbrydelser, som denne mand, støttet af rundt regnet halvdelen af vælgerkorpset, har begået i “politikkens” navn.

    Det er godt at der er flere andre end os Danskere og Piketty og et par stykker mere, som påpeger at uligheden vokser og at det er skadeligt for økonomien. Jeg tror det er nyt for mange mennesker opdraget med en ellers udmærket selvstændigheds-iværksætter mentalitet.

    Det kan godt være at der kun er bånd den ene vej fra UK til US, men det sproglige har nu engang stor betydning. Skal man påpege en chance for det genoprettede demokrati i US vil det være at samle ikke blot de mangefarvede amerikanske befolkningsgrupper, men også at samle verdens forskning i et åbent samarbejde; min kæphest: Begrænsning af patenter og offentliggørelse af forskning.

    1. @DAX. TAK igen for en temmelig grundig kommentar, der afføder nogle bemærkninger
      1) Min elskede (for længst) afdøde bedstefar blev født i det første år af provisorietiden, hvilket jeg absolut skulle vide. Ligeledes omkring Påskekrisen, hvor den stivsindede Christian X (ikke IX 😉 ) var tæt på – reelt – at blive væltet. Samme bedstefar oplevede den stive konge mange år senere, da han var i audiens. Efterfølgeren var, som vides af enhver royalist og republikaner, Frederik IX, hvis sindelag på alle måder (inkl. Antabus) var en velgørende kontrast.

      Min anden returkommmentar relaterer sig til dit næstsidste afsnit. Jeg kender netop et yngre menneske med “selvstændigheds-iværksætter-mentalitet”. Meget er lykkedes for ham og hans søster i deres firma, men det smitter også kraftigt af på deres politiske holdninger og manglende forståelse af den franske økonoms teorier. De er ikke (så vides) blandt de mørke, der brænder Mette-Frederiksen-dukker, men de hader hende og hendes parti af alle fire hjertekamre. Skaleret op i million-størrelse er det meget af det amerikanske samfund. – Jeg har (med min tidligere professionelle baggrund) foreholdt dem eksemplet, hvor de skulle bruge sundhedstjenesten. “Jamen, så tager vi ind på en privatklinik,” er svaret. De er ikke alene om dette synspunkt. Der står en masse buzzwords på deres hjemmeside og faktura, men ordet “solidaritet” har jeg ikke set.

      Indholdet af dit sidste afsnit er helt på min linje. Mon Pfizer strammer skruen p.t. eller skal den belgiske fabrik lige nu tilpasses?

  7. Ja det var Chr.X — vidste det egentlig godt og tænkte på at samme mand samlede danskerne i 1940-45.

    Fagfolk mener at det bliver Astra Zeneca vaccinen, som stopper pandemien, fordi den er nem at distribuere. Endvidere har firmaet udtalt at de satser på at få dækket omkostninger og vil sørge for at det er rimelige priser. Problem: Hvis de andre spænder ben for idealisten, så denne ikke kan skaffe nok produktionsfaciliteter.

    1. @DAX: Selvfølgelig vidste du det. Jeg regnede med, at det var en “slåfejl”, der (for) ofte sker for os, når vi er ved tasterne (mig selv inkluderet, suk!)

      Men som fuldblodsrepublikaner trickede anledningen mig til at genkalde det nærmeste republik-baseret øjeblik i nyere Danmarkshistorie (= Påskekrisen). Den stive Christian X forstod ikke rigtig sin decimerede rolle, omend han med sine rideture under WW2 fik genoprettet dele af befolkningens sympati.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *