Konventum – Helsingør
Baggrund
Først en erkendelse. Jeg har haft et næsten livslangt kærlighedsforhold til Helsingør. Sundbyen ved Øresund, der blandt så meget danner en 4 kilometers afstand til en af mine svenske yndlingsbyer Helsingborg. Jeg er kommet i området et utal af gange, faktisk på alle tider af døgnet og boet kortvarigt adskillige gange i begge byer.
Og når jeg nærer følelser for nogen – eller noget – genererer det en stærk loyalitet og i dette tilfælde er det naturligt at følge med i byområdets liv (nyhedsbreve fra relevante myndigheder, organisationer etc.).
Et eksempel var deltagelsen i den aktuelle navngivning d. 1. november 2019 af en vej i Helsingør (billeder i slutningen af indlægget). Det er så ikke en hvilken som helst vej, der nu blev navngivet til erindring af en særlig person. En helsingoraner af den fineste aftapning. Vejen ligger op til den tidligere LO-højskole, nu Konventum, i det nordlige Helsingør. Jeg har selv passeret området i forskellige anledninger, herunder deltaget på kurser på højskolen i min professionelle fortid.
Den kommunale beslutning
Helsingør kommunes Plan og Miljøudvalg besluttede på sit møde den 14. januar i år, at vejstykket fra Gl. Hellebækvej til LO-skolens (Konventum) hovedindgang skulle hedde Erling Jensens Vej. Udvalgets beslutning var endelig. Det konservative Folkeparti (borgmester-partiet) og Socialdemokratiet stod bag. Kun den radikale formand var imod. Det fremgår af referatet fra Udvalgets møde. LO-skolens daværende ledelse accepterede navneændringen. Det samme har Erling Jensens familie gjort. Så der var tilslutning hele vejen rundt.
Det var derfor forventeligt, at navngivningen af vejen kunne finde sted ved LO-skolens 50 års jubilæum i slutningen af april måned i år – altså ca. tre måneder efter beslutningen. Men sådan skulle det ikke være. Af forskellige grunde blev det udsat og nu koblet sammen med skolens første leder, afdøde Erling Jensens 100 års dag d. 1. november 2019.
Hvad er Konventum?
Konventum er Nordsjællands største konferencecenter med 57 lokaler fordelt på Konventum og en naboherskabsbolig, Højstrupgård, med plads til grupper op til 250 personer i samme lokale. Kursuscentret rummer både auditorier, mødelokaler og sengepladser nok til alle – og er derfor en attraktiv destination for mange større virksomheder, der ønsker en oplevelse ud over det sædvanlige. – Yderligere: https://www.konventum.dk/
Hvem var Erling Jensen?
Erling Jensen var cand. jur. fra 1956. Forretningsfører i Det kooperative Fællesforbund 1957-60. Forstander på Esbjerg Højskole 1960-66. Formand for Byggefagenes kooperative Landssammenslutning 1965-1971. Forstander på LO-Skolen i Helsingør 1967-1971. – Så fulgte tiden som socialdemokratisk folketingsmedlem i årene fra 1973 -1987, valgt i Helsingør. Desuden var han minister i syv ministerier under statsminister Anker Jørgensen. Erling Jensen var på mange måder manden bag LO-skolens tilblivelse og succes. Han var som bekendt også skolens første forstander 1969-71, indtil han blev hentet ind som minister.
En særlig minister
For læsere, der husker statsminister Jens Otto Krags afgang d. 03. oktober 1972 efter EF-afstemningens klare resultat for tilslutning, er omstændighederne ved et andet forhold også værd at erindre. Nemlig – hvem skulle efterfølge Krag? – Valget faldt på daværende forbundsformand og MFer Anker Jørgensen (AJ). Logikken i Krags valg kan jeg sagtens forstå. Den var for så vidt rigtig nok. Faktisk var det Krags veltilrettelagte forløb for sin efterfølger, der hurtigt spillede andre alternative muligheder af banen, bl.a. den evige konkurrent afdøde Per Hækkerup. Der var to reelle alternativer mere i den sælsomme politiske kabale, der blev lagt i de oktoberdage for 47 år siden. Den ene mere synlig end den anden. Orla Møller blev nævnt, men havde ikke tilstrækkelig opbakning. Det havde det andet emne muligvis haft, ifald han virkelig havde ønsket det. Og det var Erling Jensen.
De fleste politikere har et ønske om en dag at blive minister. Men det er de færreste politikere, der bliver det. Endnu færre politikere bliver minister i hele fem ministerier. Men det opnåede Erling Jensen. Han blev faktisk så populær på den konto, at han blev tituleret som Regeringens Vandrepokal. Andre kaldte ham for Regeringens Problemknuser. I alt nåede han at være med i otte regeringer – en gang under statsminister Jens Otto Krag og de syv andre under statsminister Anker Jørgensen (AJ).
Det bedste valg som statsminister
I min optik havde Erling Jensen været et klart bedre valg som Socialdemokratiets leder. Det syntes jeg dengang i de 1972-dage og jeg synes det stadigvæk. Og egentlig tror jeg ikke at være alene med synspunktet.
Han var langt mere vidende og mindre stædig end AJ og forstod med sin joviale – og alligevel altid resultatsøgende – stil at favne bredt i det politiske spektrum, hvor han nød tillid både hos fagbevægelsen, Socialdemokratiet og langt ind i dele af oppositionen.
Erling Jensens senere håndtering af “de bilfrie søndage” og andre forhold viste hans gode formidlingsevner og overblik; modsat Anker Jørgensens mere famlende stil, manglende økonomiske indsigt og ikke mindst politiske resultater. Ingen vil i samme digitale åndedrag betvivle Vajsenhus-drengen Anker Jørgensens personlige integritet og fine personlige egenskaber; forøvrigt senest (25. oktober 2019) meget fortjent markeret med en skulptur i den københavnske bydel Sydhavn på netop “Anker Jørgensens Plads”.
I nutiden nævnes Erling Jensen f.eks. også i den socialdemokratiske eks-minister m.m. Mogens Lykketofts erindringsbog “Holdning og handling” (sept.2019) på pagina 80 “(….)Han var ikke en stor ideolog, men havde en jovial slagfærdighed og pragmatisme, der kunne knuse de fleste problemer, han mødte på sin vej.”
Fredag d. 01. november 2019
Den latiniserede version (Konventum) af konvent alias samling blev sandsynliggjort, da fejringen af såvel kursuscentret 50 års fødselsdag og bysbarnet Erling Jensens 100 års dag blev markeret. Hermed en illustrativ beskrivelse:
Vejskiltet tildækket
Helsingør Pigegarde varmer op
Familien forbereder afsløringen
Sønnerne Bjarne og Carsten Bo afslører deres fars vej sammen med Bjarnes datter Christina og barnebarnet Sophia, samt Carsten Bos datter Johanne.
Skilteteksten er forklarende
Blandt de mange fremmødte sås (fra ve.) FH-formand Lizette Risgaard, fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen og Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (kons.)
Og så gik de mange tilskuere fra vejens start og ned til Konventum
Helsingør Pigegarde gav nogle numre ved indgangen, inden…
det kendte røde flag blafrede lidt på vejen til…
receptionen i kælderetagen, hvor især lagkagen (konditorens gengivne billede fra Erling Jensen og hustrus indvielse af Konventum for 50 år siden) vakte beundring (og smag).
En absolut godkendt oplevelse i en kølig og blæsende november dag anno 2019
Gode oplevelser kan man ikke få for mange af.
og ingen tvivl om, at denne har været en af dem, hvor mange koryfæer også var samlet, deriblandt Poul Nyrup, og borgmesteren Benedikte Kiær.
Er forøvrigt enig mht. at Erling Jensen havde været et bedre valg som Krags efterfølger, selvom ingen bestrider Anker Jørgensens gode menneskelige egenskaber.
Mange gamle Helsingør-drenge fortjener en vej opkaldt efter dem, deriblandt Simon Spies, Georg Poulsen, Ove Verner Hansen m.flere…
Men det er måske allerede sket?!
@Ingelise: For os (over)modne, der stadig erindrer Krags “koreograferede politiske afgang”, er der nok flere end os to (hvis de skulle være ærlige og historisk-retrospektive), der ville have ønsket Erling Jensen. På min arbejdsplads var vi flere, der var sikre på, at Erling Jensen havde været det rette valg. Som jeg skriver i indlægget, kan jeg godt forstå Krags logik.
Apropos Helsingør-drenge:Spies har for længst fået sin egen plads i centrum (ved bycenteret) og Georg Poulsen fik i 2018 en plads ved værftet opkaldt efter sig.
Ha ha, det var der du var da Berlin blev påsejlet i Rostock. Nu er det Kronprinsen der vel er 40 år idag som trafikerer ruten.
LO SKOLEN er et dejligt sted, hvor jeg også har slået mine triller. Jeg mener min daværende chef i Hotel- og Rest. Samvirke Thorvald Tidemand kommer fra byen også, ikke fordi han var noget særligt, jeg tror efter hans karrierer blev han pølsemand på HH linien.
Det er et dejligt sted og Erling Jensen husker jeg glimrende fra hans politiske karrierer. Han fortjener den vej. Det er ejendommeligt George the Great ikke har fået nogen vej endnu.
Ser ud til at være et dejligt arrangement du deltog i og pigegarden er jo altid et skønt syn.
God søndag.
@fru Pia Charlotte: Den navnkundige pigegarde spillede fint. De unge piger frøs i den kolde sydøsten-vind, men strømperne hjalp på isoleringen.
Omkring “Georg the Great” – ja, han har fået en plads ved værftet opkaldt efter sig (2018).
Og endelig – jeg har sejlet med H-H x tusinde gange, spist nogle pølser, måske var det hr. Tidemand (ikke Tidevand 😉 ), der var produceren.
Jeg husker afstemningen i 1972 og også Erling Jensen, men det var før min politiske interesse for alvor blev vakt. De fleste yngre mennesker har næppe anelse om, hvem og hvad Erling var, og det er derfor fint med den korte beskrivelse på vejskiltet.
Nær min bopæl er der et netværk af villaveje med forfatternavne (fx “Hostrups Have”), og når jeg går tur i kvarteret, tænker jeg undertiden på, om beboerne ved, hvem fx Hostrup, Carsten Hauch og Paludan Müller var, endsige hvad de har skrevet.
De med gadenavne udødeliggjorte, men i dag sjældent læste forfattere, var som Erling tjent med en lille præsentation under gadenavnet. Så ville familien Hjort næppe købe hus på Christian Winthers Vej.
@Eric: Det sidste først: Den i fortiden immatrikulerede begavede nordjyde med bl.a. faget dansk m.m. måtte naturligvis afslutte sidste sætning som vist. – For os andre dødelige med en laset realeksamen erindres dog “Hjortens flugt”. 😉
Aktuelt kan jeg more mig over genkendelsen af “Hostrup, Hauch og Paludan Müller”, der alle indgår som vejnavne i min oprindelige hjem- og arbejdsby Frederiksberg.
Og endelig. Forskellige byer – som f.eks. Odense – er omsider begyndt på at beskrive betydningen af vejskiltenes navne. Dette til erindring for bysbørnene, turister og andre interesserede…..det var vist på tide!
Flot illustreret og velresearchet blog om Erling Jensen i forbindelse med vej navngivningen. Om Anker Jørgensen var det rigtige valg dengang, kan man altid diskutere, men han blev jo en meget populær statsminister, som desværre havde arvet en politisk problematisk sag som økonomisk overskudsdeling, og senere en oliekrise. Han havde heldigvis dygtige ministre som Erling Jensen, Knud Heinesen, m.fl. Dette link: dendanskehistoriskeforening.dk//pdf_histtid/110_2/432.pdf synes jeg giver et godt nuanceret billede af de udfordringer Anker stod med. At Erling Jensen også ville have klaret sig godt som statsminister, tror jeg også på.
@Per Jan Andersen: Mange tak for Dine venlige ord omkring blogindlægget. Dit mangeårige mere detaljerede kendskab til Socialdemokratiet føder naturligvis tanker omkring min “statsminister-Erling-Jensen-påstand”. I dette digitale åndedræt er indholdet af Pio-redaktørens vedhæftede link skimmet og centrifugeret i blogejerens hjerne.
Konklusionen er som følger: Indholdet af Balder Asmussens defensorat for Anker Jørgensens regeringers økonomiske politik er overmåde veldokumenteret. Enhver, der interesserede sig for/fulgte med i dansk politik fra midt-60erne og frem kan sagtens identificere sig med argumentationen omkring det politiske og såmænd også (blogejeren er jo gammel embedsmand 😉 ) med de (ikke uvæsentlige) organisatoriske forhold på Slotsholmen, som der skete med embedsapparatet i samme tidsrum som AJs regeringstid (pagina 440-XX i indlægget).
Det er en velkendt sag (ikke ironisk ment!), at evnen for detajlerigdom ofte skygger for de holistiske ankre, altså det “forkrommede overblik”. Der ligger lidt af en implicit erkendelse i Anker Jørgensens famlen som statsminister flere steder i det fyldige indlæg. Det vil føre for vidt i denne kontekst at nævne diverse sider etc. – Og du har ganske ret i, at AJs “dødsfjende”, den (alt for) magtfulde LO-formand Thomas Nielsen udøvede en voldsom pression for at få gennemført “økonomisk overskudsdeling” (ØD eller OD). Men jeg betragter stadig AJs statsminister-udøvelse som for konfliktsky i denne og andre sammenhænge. Vi ved begge, at en dansk statsminister har ganske meget magt. Nogle – f.eks. Anders Fogh Rasmussen – i nyere tid har bevist det. – Jovist – såvel Erling Jensen som (stadig nulevende) Knud Heinesen var fremragende ministre i en svær tid, hvor AJ til sidst demissionerede – også et svaghedstegn for den ellers (for) stædige statsminister Anker Jørgensen.
Jeg læser kommentarerne med interesse.
Min første tanke var imidlertid bare denne at LO har begået selvmord – først ved at acceptere social dumping uden at lave revolution, dernæst ved at tabe medlemmer og lukke alle de små lokalafdelinger. Og der er sikkert meget mere. De kunne godt støtte både Socialdemokraterne og SF og Enhedslisten for min skyld. Og de radikale, hvis vi skal hele vejen rundt 😉
@DAX: Vi er begge bekendt med LOs historik, herunder mangeårige nære bånd (som i Sverige og Norge) til Socialdemokratiet. Et forhold, der blev nyvurderet i 1995 – “skilsmisse”. – I den nyeste version af FH (LO+FtF etc.) forsøges – med vekslende held – at genvinde noget af fordums indflydelse og ikke mindst standse den betydelige medlemsflugt, der er set de seneste mange år. Årsagerne til dette fortolkes – inden- og udenfor – de faglige cirkler forskelligt, altimedens de såkaldte “gule fagforeninger” suger medlemmer; nogle ville sige på en “badebillet”.
En væsentlig faktor, som mange i nutiden glemmer, var den oprindelige angst for kommunismens fremdrift i efterkrigstiden. På min arbejdsplads (hospital) var der gennem mange år absolut mere eller mindre synlige stærke kommunistiske personer, der forsøgte at udfordre de respektive (cirka 25) faglige grupper. De var ofte stærke og godt skolet. Tiderne er skiftet. Nye tider fokuserer langt mere på individet og langt mindre på kollektivet.
I de nuværende politiske konstallationer går FH (den samlede fagbevægelse) nogle problematiske år i møde. Personligt finder jeg Lizette Risgaard som værende et fornuftigt valg i spidsen, helt modsat nogle af hendes forgængere. Udefra kommende forhold som f.eks. flygtninge-/indvandrerproblematikker er med til at danne problemflader i nutid og i fremtiden.
Gulp, nej det vidste jeg ikke, jeg kan godt huske at min datters mor (som er læge+jordemoder) fortalte at hun “var en af dem, der ville dele” og med et smil forklarede at det var kommunisterne, men jeg opfattede det som en venlig vildfarelse, fordi hun ikke vidste noget om undertrykkelse, forbud mod at rejse ud af landet, og dårlige produktionsforhold, propaganda og informationsmangel osv.osv.
Jeg tror jeg blev beskudt engang i 1969 (tidspunktet er jeg usikker på) da jeg gik tur i (Øst-)Berlin ved Brandenburger Tor, og jeg tror at det var en slags venlighed, at de ikke ramte. De tog pas fra én på hotellet; det ville jeg have sagt nej til, men Arne Skovhus, Fiol-teaterdirektør, mente at det var da OK.
På kollegiet var der en student, som troede at de her reklamer med nye boligblokke var sandheden om et kommunistisk styre i fremgang.
Modsætningsvis skal det dog nævnes, at man burde have en smule beundring for at styret efter 1941 faktisk kunne oppe produktionen af stål, krudt og kugler (se Wikipedia for nogle tal dér, tror jeg, – eller har jeg det fra de WWII dokumentarer, som de kører i DRK?)
Uha.
@DAX: Jeg var i DDR og Østberlin to år før (jan. 1967), uden dog at blive beskudt. Sidenhen har jeg har kontakt med eks-DDR-folk, der trods en nu fremskreden alder kan – hvis de bliver presset – berette om nogle “godbidder”.
Jeg erindrer den farverige og initiativrige teatermand Arne Skovhus, der døde alt for tidligt.
OK der er vist nogle godbidder i vente i de næste bøger fra din hånd som jeg må læse!
@DAX: Jovist – “Rosen i Rom” forventes indenfor få måneder efterfulgt af “Ankeret i Antibes” (2020). Det er fortsat de gamle “skorper” fra Det kgl. Opfostringshus, der er hovedpersoner i nogle twistede forløb, der inkluderer (uopklarede) mord m.m. Og så er andet i støbeskeen! – Tak for interessen. 😉