Vi lever i en tid, hvor ordet ”kontakttal” har fået flere betydninger. Sådan er det nogle gange med ord. Og nej – dette blogindlæg handler ikke om Corvid-19 og dets – desværre – fortsat muterende varianter. Derimod om en anderledes smittevariant, lad os kalde den ”#MeToo special”.
TV2 – morale
Den landsdækkende TV2-kanal igangsatte en intern advokatundersøgelse i efteråret 2020, efter #MeToo-debatten for alvor blussede op herhjemme. Det skete i det medieombruste kølvand, da tv-værten Sofie Linde til ‘Zulu Comedy Galla’ fortalte om en oplevelse, hun havde haft til en DR-julefrokost for 12 år siden. Ved den anledning var hun angiveligt blevet afkrævet et blowjob af en “stor tv-kanon”, der truede med at ødelægge hendes karriere, hvis hun afslog.
Derefter blev fokus rettet mod blandt andet TV 2, fordi seks kvindelige TV 2-ansatte skrev et åbent støttebrev til Sofie Linde om, at de også har oplevet krænkende adfærd i mediebranchen. Brevet blev underskrevet af over (imponerende og tankevækkende) 1000 kvinder fra branchen.
Senest har man fra ”tilskuerpladsen” – og med mediernes generøse informationspligt – oplevet “eksekveringen” af to politiske spydspidser, Morten Østergaard (Radikales politiske leder) samt Frank Jensen (Københavns overborgmester). Og senest – for nu at blive i TV2-sporet, fyringen af to TV2-koryfæer i maskuline (og krænkende?) skikkelser af Jens Gaardbo og senest Jes Dorph-Petersen.
TV2 og deres advokater har gravet dybt i arkivet og gjort sig til en pseudovariant af både anklager, dommer og bøddel – endda med sager som i de to nævnte eksempler, der er cirka 20 år gamle!
Smittevarianter
Muteringen er fortsat til andre brancher. De politiske og mediebårne af slagsen har i kraft af deres faglige indhold og dermed tilgang fået det største fokus. Men den kolde og svært beviselige sandhed er, at der næppe er mange brancher (hvis nogle?), der kan sige sig fri for berøringer af #MeToo-relaterede forhold, når frases en-mands betjente brancher.
Jeg har selv arbejdet 36 år i den danske hospitalsverden. Tro mig – også her er sket (sker?) gradbøjninger af det i samme branche kendte (og dødens alvorlige) ”utilsigtede hændelser”. Men her er erfaret noget mere “vekselstrøm”, eftersom branchen i overvejende grad er besat med kvinder, også på ledelsesposter.
Dertil kommer en interessant “mutation”, dog næppe enestående for branchen. Den særlige variant er kendetegnet ved, at ”den krænkende” person m/k efterfølgende har brugt en (u)frivillig fysisk-betinget relation til afpresning i årevis for at skåne krænkerens – på overfladen – idylliske privatliv. Et forhold, der forekommer ret underfrankeret i den aktuelle hede #MeToo-storm. I samtlige af disse oplevelser har jeg siddet på tilskuerpladsen, dog beklageligvis i visse tilfælde på de første rækker, hvor der var fri udsigt til kamparenaen.
Afledte tanker….Fænomenet #MeToo kan betragtes som nøgleord for den nu snart flerårige debat om seksualmoralen. Hashtagget, der menes opfundet allerede i 2006, gik viralt i efteråret 2017, da den amerikanske skuespillerinde Alyssa Milano brugte det i et tweet om seksuelle krænkelser.
Det førte ikke bare til en række skandaløse anklager og vrede modreaktioner, men satte også gang i en lang og vigtig diskussion om grænser, køn, sex og magt. Eksempler er rullet frem i det offentlige rum, mere eller især mindre frivilligt.
Fra hukommelsens skatkammer kan f.eks. fremdrages citatet: “Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.” – Sådan skrev den folkekære journalist og cykelsportskommentator Jørgen Leth om sin haitianske koks 17-årige datter i sin selvbiografi, “Det uperfekte menneske” fra 2005.
Den store aldersforskel, det sociale og økonomisk ulige forhold mellem konsulen og kokkedatteren, den hvide mand og den mørke pige gav tilsammen de fleste ubehagelige associationer til hvide koloniherrer og sorte slavinder. Og bogen skabte en slags seksuel shitstorm. Var det mon kun en enkelt mands sexeskapader – let indpakket i en ældre mands sidste potens-udkald (?) – på en fjern caribisk ø, eller i virkeligheden en afsløring af dele af samfundets seksualmoral?
Vaccination
Skal #MeToo-debatten og de efterfølgende undersøgelser give mening, må det foregå på rimelige og ordnede vilkår, hvor både ofre og anklagede har lige mulighed for at blive hørt og siden (eventuelt) “dømt” på retfærdig og objektiv vis.
Det kan være svært, især når der ikke synes at være nogle forældelsesfrister i disse anklager. Danmark er dog en retsstat. Vi har forældelsesfrister (Straffelovens kap. 11, § 92-94) – Ophør af den strafbare handlings retsfølger og retsprincipper.
Og så findes der yderligere en væsentlig ingrediens i ”vaccinen”, nemlig empirisk betinget sund fornuft. Sidstnævnte har især en del modne kvinder med beundringsværdig klarhed givet udtryk for på diverse medieplatforme de seneste måneder. Kvinder er absolut dejlige, især de modne. En blandt flere årsager er, at de meget ofte iklæder sig erfaringens reasonable kåbe i ord, tanke og handling.
Det gælder for øvrigt også for mænd, dog undtaget de efterhånden alt for mange slappe og konfliktsky eksemplarer af mandekønnet, som burde viske “skvat” væk fra den digitale staveplade, samt stoppe med at lade deres kvindelige partner være deres “moar” og universelle smagsdommer.
Mænd kan godt operere 24/7 med en anstændig moral iklædt maskulinitetens naturlige uniform med det rette materialevalg af stof, stil og knapper. – Det kan udmærket lade sig gøre, uden at promenere med rocker-rygmærke på læderjakken, tribade tatoveringer, ørenringe og motorolierester under de nedbidte negle.
Well spoken Hule… Vi er en del, der har haft lignende tanker omkring håndteringen af disse sager… De færreste bifalder seksuel udnyttelse, men der må være en kant.
@Smølfine: Dine sidste sætninger rammer indlægget ind “in short” 😉
Jeg vil fremhæve dette vigtige afsnit i dit blogindlæg: “Skal #MeToo-debatten og de efterfølgende undersøgelser give mening, må det foregå på rimelige og ordnede vilkår, hvor både ofre og anklagede har lige mulighed for at blive hørt og siden (eventuelt) “dømt” på retfærdig og objektiv vis”.
Jeg synes, at debatten er kørt af sporet og har set flere modne kvinder rette skytset mod kvinderne selv- nu må de stoppe og ikke efter 20 år være krænket over fx en hånd på låret. Forfatteren Birgithe Kosovic var i Deadline med dette budskab, og mange er fulgt efter. I mine 42 år i DR har jeg aldrig selv oplevet #MeToo-krænkende adfærd.
@Madame: Jeg oplevede Birgithe Kosovic live i Politikens Hus, da hun (fortjent) fik overrakt Politikens Litteraturpris (2019) for sin dobbeltroman om den danske statsminister Erik Scavenius, om hvem jeg har interesseret mig for en del år. Hun fremstod ved den lejlighed samt også i TV (Dead-line) uhyre sympatisk og velgørende resonabel.
Jeg noterer mig din DR-bemærkning baseret på en mængde års erfarenhed…..
Jeg tilslutter mig ganske dine og de to tidligere kommentatorers synspunkter.
Selvom det er arbejdsgiverens ret at afskedige, medmindre der er særlige fagretlige aftaler om beskyttelse (fx af tillidsmænd), krænker det i hvert fald min retsfølelse, at TV2 skrider til afskedigelser for 20 år gamle sager. Det er fint at skære ud i pap, hvordan man skal opføre sig, men menneskeofringer er temmelig passé. Det er dårlig ledelse, som ikke just spreder tryghed og loyalitet.
@Eric: Den engang så højt besugne TV2-korpsånd med indbagt innovativ begejstring synes afløst af en selvretfærdig personaleledelse, hvor de formodentlige konklusioner af en ekstern advokatundersøgelse ikke frasiger ledelsens eget ansvar for “tryghed og loyalitet”. Måske skyldes det et yngre ledelseslag af ambitiøse kvinder, der har en stærk trang til at markere sig(?).
Debatten om #metoo på de sociale medier har været forstemmende. Hårdt trukket op har der været tale om en skyttegravskrig mellem unge kvinder på den ene side og mænd og ældre kvinder på den anden. Mændene (som indrømmet heller ikke alle har leveret lige nuancerede indlæg) er nærmest pr. automatik blevet afskrevet som inhabile alene i kraft af deres køn, og ældre kvinder har været genstand for en ubehagelig aldersfascisme og blevet belært af deres yngre og, må man forstå, langt klogere kønsfæller.
Ingen mand eller kvinde ved deres fulde fem finder vel tvang acceptabelt i relationer mellem kønnene. Men det er uholdbart, at kvinder nu tilsyneladende uden skygge af bevis kan beskylde mænd for overgreb og ødelægge deres karriere og omdømme uden mulighed for at forsvare sig.
Det kan sagtens være, at Sofie LIndes beretning er 100 procent sand, men det vil aldrig blive opklaret. Derfor er det helt uholdbart at suspendere almindelige retsprincipper ved at styre uden om politi og domstole, sådan som det er blevet en selvfølge for #metoo-bevægelsen efter Sofie Lindes spektakulære optræden.
Det har været oprørende at læse om forløbet i Jes Dorph-Petersens sag, som forsøges retfærdiggjort under henvisning til, at der blot er tale om en personalesag, hvor ingen kan anfægte arbejdsgiverens beslutninger og erklære dem ulovlige. Men i et civiliseret samfund gælder retsprincipper også uden for loven. Så taler man bare om retfærdighed.
Heldigvis lader det til, at JDP’s sagsforløb har fået mange til at reagere og mene, at #metoo nu er ved at køre helt af sporet. Det ville være forfriskende, om den snart blev afløst af #notme.
@Uffe Jerner: Jeg er mindst 100 procent enig i kommentatorens bemærkninger og omfavner – digitalt og mentalt – øjeblikkelig #notme. – Hele #MeToo forløbet emmer af en hævntørst hos især det yngre kvindelige segment, der beklageligvis sætter et af mine anti-ord “skinger” i perspektiv.
Tak for tænksomt indlæg.
Det er svært at tilføje noget.
Sofie Lindes tale ved Zulu-awards tror jeg det hedder var en brav kvindes alarm over at der er mænd i branchen (og andre steder) som benytter deres magtposition, men det vigtigste ved historien var, at den var anonym. De efterfølgende historier er dårligt håndterede, fodfejl, kan man kalde det, jeg mangler ord – men jeg har svært ved at engagere mig i det.
Nu prøver jeg alligevel at finde flere ord; TV2 nyhedsoplæserens mistænkeliggørelse i al offentlighed er forkert, uretfærdig, jeg ved ikke om han er skyldig eller ej, men der er en forældelsesfrist, ikke mindst fordi selve forløbet må være svært at huske og erindringsforskydninger forekommer.
Men generelt skulle man give mere opmærksomhed til problematikken — i nutiden, såvel som nogle år tilbage.
@DAX: Tak for indholdsrig kommentar. Der er skrevet rigeligt om emnet, nogle ville med en vis ret hævde “for rigeligt”. Den oldgamle duel mellem mand og kvinde må forhåbningsvis fortsætte med det moralske kompas kalibreret med akkuratesse til glæde for begge køn.
Det moralske kompas kalibreret! Enig!
Lige netop i dag, på vej til Helsinborg Tandläkarna hørte jeg Johan Olsen og en gæst fortælle om kønnet formering blandt dyrene, og det var morsomt at høre den variation, der er. Det vigtigste er vel, at man undrer sig, og bemærker de særlige træk, der er ved mennesket i forhold til de andre arter. Det, jeg hæftede mig mest ved, var at det var hunnerne, der søgte den bedste mand ud og at voldtægter var almindelige, og derfor havde nogle arters hunner en måde at udelukke sæd fra en voldtægt (eller måske i det hele taget fra en “bestøvning”).
Endvidere kom jeg i tanke om Jørn Riel’s tre-delte Grønlands-historie, Sangen for Livet. Den er både interessant, skræmmende og sørgelig, med en slags resigneret ulykkelighed som slutning; han mener at de grønlandske kvinder i den mellemste periode (middelalderen) hvor der sjældent kom skibe fra Europa, var nysgerrige efter de fremmede mænd, men som han skriver, de snakker bagefter og synes godt de kunne være lidt mere hensynsfulde.
@DAX: Det aktuelle indlægs substans føder mange ledetråde, der igen bliver centrifugeret af de kulturelle og seksuelle filtre, som vi mennesker enten historisk eller nutidigt har konstrueret “ovenpå biologien”. – Jeg troede, at svenskerne havde spærret for dansker-invasion, men din “helse-relaterede” invasion var åbenbart et gyldigt pas. Jeg har mangen gang passeret Knutpunktens told og sikkerheds counter, hvor det svenske politi i kontrast til det danske i Helsingør, står beredt og klar og ofte tager “stikprøver”. Den tidligere svenske Moderaternes leder og statsminister Fredrik Reinfeldts “åbne arme” har gjort sin kontrast-virkning, da Sverige omsider efterfølgende nu delvis er vågnet op, også set det i politiske lys, at Sverigedemokraterne nu er det 3die største parti….hvorfor mon?