De læsere, der er bekendt med min (til tider) ret ironiske pen, vil sikkert associere overskriften til det netop holdte “Folkemødet på Bornholm”. 😉 Men nej, ingenlunde, det er den ægte vare, altså et rigtigt dyrskue i skikkelse af det tradionsrige netop afholdte fynske dyrskue i Odense i dagene 14-16. juni 2019, hvor jeg i bedste festivalstil fik entrébilletten om håndleddet.
Det Fynske Dyrskue
Det Fynske Dyrskue er Danmarks ældste af slagsen. Det har eksisteret siden 1882. Og i nutiden er der også tale om Nordens største børnedyrskue. Kort fortalt er det en forlænget weekend, hvor landbruget præsenterer nogle af deres flotteste dyr – både de sjældne dyr og de traditionelle dyr som heste, køer, æsler, får, geder, kaniner og mange flere. Alle er de er trimmet og friseret og klar til at blive beundret og bedømt.
Jeg har besøgt dyrskuet med mellemrum og det blev så genbesøgt dette år. Interessen bunder sig helt enkelt fra min barndom. Gennem syv sæsoner i mine drengeår tilbragte jeg 5-6 uger af min sommerferie på en sjællandsk proprietærgård. For en københavnerdreng var det både en tilbagevendende oplevelse og samtidig faktisk også umådelig lærerigt.
Tiden var 1957 – 1964. Landbruget var dengang i en brydningstid, som de færreste i nutiden knap nok helt kan begribe. Efter at have haft den økonomiske produktions-førertrøje på i flere århundreder var Danmark på hastig fremmarch ind i et industrisamfund, hvor landbruget mere og mere mistede sin førende betydning og kæmpede for en økonomisk acceptabel hverdag.
Sidstnævnte var afhængig af flere faktorer. Politiske beslutninger (lovgivning, reguleringer og daværende diskussioner om medlemskab af EF (nuv. EU)), prisdannelser, automatisering og så det evindelige vejr.
Tendensen var allerede klar i slut-1950erne; ihvertfald for de mest visionære landmænd og deres magtfulde interesseorganisation på Axelborg. De mindre landbrug (husmandsbrug m.fl.) lukkede eller blev opslugt af større gårde. I nutiden ses f.eks. kæmpe svinefarme, som havde givet “min svineproducerende proprietær” åndenød. Også landbrugets hjælpemidler ændrede sig markant i det år. Eksempelvis oplevede jeg både tiden med selvbinderen og senere den selvkørende mejetærsker som høstredskaber; andre tekniske forhold blev også radikalt ændret, hvortil kom strukturer i fødevareproduktionen.
I drengeårene deltog jeg i dyrefødsler, hvadenten det var grise, kalve eller heste. Jeg har altid haft en lille hånd og stærkt motiveret af dyrlægen var den fødselshjælper ved adskillige “fødsler” som invortes “instrument”.
Det er naturligvis begrænset, hvad en teenagedreng forstår trods informationshøsten, men landbrugets anderledes kontante tilgang til dyr og let skjulte ængstelser over hverdagens økonomiske udfordringer erindres tydeligt. – Det var for mig (og mange andre københavnerbørn) særdeles lærerige år, der aldrig glemmes.
Aktuelt
Massevis af gårdbutikker og producenter på fødevaremarkedet stod klar med smagsprøver og gode tilbud på alt fra honning, friskbrygget øl, sprøde grøntsager, kød, pølser, friskbagt brød, is og meget mere.
Besøgtallene har de seneste år været vigende – 2017: 60.000; 2018: 44.000. I år håbes (med ny direktion) på et opadgående besøgstal. Men uanset statistik på dette emne er det stadig en glimrende anledning for “byboer” til at erfare og ikke mindst prøve at forstå, hvad der sker uden for bygrænserne.
Den formelle tale
“Lad mig starte med ordet “klima” og med tilføjelsen “Grøn, grønnere, grønnest”. Sådan indledte dyrskuets formand Torben Povlsen ved åbningen. Begrebet “stolthed” blev også understreget med ordene: “Fødevaremarkedet, i hjertet af Det Fynske Dyrskue, hvor lokalt producerede fødevarer ligger side om side med delikatesser fra det danske forrådskammer. Dyreudstillingen, Det Fynske Dyrskues rygrad, hvor et kig indenfor i staldene viser det flotteste opbud af landbrugets dyr. Maskinudstillingen, hvor de store landbrugsmaskiner minder os om, hvem der hver dag baner vejen fra jord til bord. Og så de mange udstillere ved handelsboderne. – Alle er de medtil at tegne billedet af et landbrugsland, som alle kan og bør være stolte af. (…)”
Den ungdommelige underholdning
Fredag på dyrskuet er typisk dagen, hvor rigtig mange skoler og børnehaver kommer forbi. Og det var også tilfældet til dette års dyrskue. Det mærkede jeg, ikke bare i den mere tivoliserende afdeling af det store område. Ifølge pressen var der omkring 10.000 børn inde på dyrskuepladsen i løbet af den første dag (fredagen). Rigtig mange var skoleelever. Fint nok. Men, menne, men en gruppe store drenge havde taget masker på og lykkedes (ihvertfald) med at slå to 11-årige drenge ned.
Fyns politi har en anelse om, fra hvilken skole på Fyn denne gruppe drenge kom. Vi andre kan også have vores anelser. Havde de to sårede 11-årige drenge haft en af “de animalske repræsentanter” fra Ditlevsdals Bison Farm med, var der næppe sket dem noget….snarere drengegruppen. 😉
Appendix:
- Illustrationerne følger ikke slavisk teksten, men tjener som diverse indtryk fra dyrskuet.
- Mere info: https://detfynskedyrskue.dk/
- Om den fynske bisonfarm: https://www.ditlevsdal.dk/
som barn mindes jeg naturligvis Dyrskuet på Bellahøj som eksisterede fra 1938 – 1967, de første tiår var jeg af naturlig grunde ikke med, men elllers husker turen ud til Bellahøj med den specielle sporvogn der kørte på linie 2s rute forbi os på H.C. Ø.
Landbruget var jeg jo nabo til i mit elskede Rågeleje. Jørgens gård på Studebjerg ved Heatherhill, kom jeg ofte på med den senere cirkus præst Ingelise som var legekammerat. Maskinerne var ikke min interesse men de små søde snuder på kalve og andre dyr. Først mange år senere blev jeg bekendt med de enorme maskiner som storbønderne havde hinsidan og som jeg boede nabo med i Gyllebostad på Romeleåsen. Mine unger elskede at køre med hvad de fik lov til.
Det er en svunden tid for mig med en enorm udvikling ikke bare til det gode.
@fru Pia Charlotte: Også jeg erindrer “dyrskue-sporvognslinje 2”, der passerede tæt på Thorvaldsensvej i nærheden af H.C.Ø. Cirkuspræsten Inge-lise Wagner erindres mest som “motorcykel-præsten”, der vist nok blev anholdt for en del år siden grundet våbenbesiddelse. Men samme præst, Du og jeg har en ting til fælles: We´re all cat-lovers! 😉
Præsten i Vejby ville ikke have Ingelise i koret, hun synger jo faktisk guddommeligt. Hun havde efter rygter i området truet præsten med kniv. Hun blev fast præst i Jylland et sted og senere med motorcykel og cirkuspræst i Arena tror jeg det var. Så hende i år, men der blev ikke udvekslet nogen ord. Jeg er lidt bange for hende.
@fru Pia Charlotte: Siden Middelalderen har det hørt til sjældenhederne, at menigheden er bange for præsterne. 😉 – Anyway, pastor Wagners personlighed nødvendiggør sikkert en “visitation” i det eventuelle samvær.
En hund skal ej skues på hårene,
men Hulegaard lærte med årene,
med heste det kan være tanken
at få en vurdering af manken.
Og sådan blev det sat på plads
med Hulegaards dyrskueglas.
Spøg til side kunne det sikkert være informativt for en bybo som mig at besøge et dyrskue. Landbruget er andet og mere end pesticider i drikkevandet og godt 6,5 mia i årligt socialhjælp.
@Eric: Dit poetiske talent kunne pryde mangen en økologisk plovfure. Modsat dig og mine nære forfædre/-mødre besidder jeg ikke de evner, men må nøjes med – ved en selvbinders hjælp – at høste og forædle diverse forskelligartede afgrøder afpasset årstidernes komme og begivenheder, tilsat lidt gødning af mærkerne “humor” og “ironi”.
“Regnedrengene” i FM og på Axelborg (Landbrug & Fødevarernes erhvervsorganisation) kunne sikkert sætte flueben ud for dit korrekte oplyste eksempel på “socialhjælp” med sædvanlig vekselkurs på 7,5 dkr pr. euro. = https://www.eu.dk/da/spoergsmaal-og-svar-folder/hvor-meget-udbetales-der-i-landbrugsstoette. 😉
Grisebilledet får mig til at mindes nogle små sort-brunhårede væsener på størrelse med en golden retriever, – de hoppede rundt i en indhegning på Sten-et-eller-andet-herregårds-kro. Sydfyen.
@DAX: Der findes omkring 123 herregårde på Fyn og øerne. Jeg mener at have fundet det rigtige sted (link) med “dine grise”. Stedet ligger i Millinge.
https://steensgaard.dk/