Coronaen har blandt meget haft den indflydelse, at mange danskeres sommerferie i år foregår indenlands. Det er faktisk en glimrende anledning til at besøge diverse naturområder og museer, som vort land er så rigt på. En kombination af disse – naturområde og museum – kan opleves i det sydvestlige hjørne af Danmark, nærmere bestemt ved Vester Vedsted tæt ved Ribe.
Vadehavscentret
Kendetegnende ved dette supermoderne center er de smukke omgivelser og den fabelagtige arkitektur. Centret blev indviet for tre år siden som en omsluttende tilbygning til det oprindelige ældre museum, faktisk blev udstillingsarealet fordoblet.
Den kendte arkitekt Dorte Mandrups design reflekterer det omkringliggende landskab. Sammen med materialevalget, tagrøret, som alluderer både til vadehavskulturens arkitekturhistorie, indgår de i en forbindelse, der skaber en behagelig atmosfære. Til det formål er der i alt brugt 25.000 bundter tagrør fra Limfjorden og Ringkøbing Fjord og 34 km robinie-lister. Det er et fantastisk syn, der møder beskueren.
Fra arkitektens side er der tænkt dybt og favnende. Hvordan fremstår naturen om vinteren kontra om sommeren, hvordan kan gæstens problemer foregribes og hvordan inkluderer vi det bestående i det nye.
Dette forholdsvis nye (indviet 2017) center blev udvidet til 2.800 m2 med udstillinger, møde- og formidlingsfaciliteter, butik og café. Temaudstillinger gør museet yderligere attraktivt at besøge. Og det anbefales at klikke på linket for at få den rette fornemmelse: https://www.vadehavscentret.dk/forside
Sort sol
Blandt de aktuelle temaer på udstillingen er “trækfugle”. Nogle læsere vil sikkert genkende begrebet “sort sol” (illustr.). Mere på https://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/aktiviteter/sort-sol/
Nationalpark Vadehavet
Dette udtroligt spændende museum – Vadehavscentret – ligger midt i Nationalpark Vadehavet https://nationalparkvadehavet.dk/ – Denne park er Danmarks største og blev “udnævnt” i 2010. Der foregår selvklart et nært samarbejde mellem museet og nationalparken.
UNESCO Verdenshav
Vadehavscentret er også besøgscenter for UNESCO Verdensarv: https://www.visitdenmark.dk/danmark/explore/nationalpark-vadehavet-gdk610505
Vadehavet tilhører samme “superliga” som Great Barrier Reef (AUS), Serengeti-sletten (Afrika) og Grand Canyon (USA). Det beskrives som en stor biologisk mangfoldighed med særlig universel værdi.
“Tændingsnøglen”
Det store særegne naturområde, der reelt strækker sig fra Blåvands hug til Den Helder (NL), er på cirka 500 kilometer.
Min interesse for Vadehavet blev skabt, da jeg var på lejrskole med Det kgl. Vajsenhus i midt-1960erne. Udover de mange naturoplevelser såvel i området, som i Ribe, Tønder og Esbjerg havde vi en særlig oplevelse: At blive omsluttet af naturen på Mandø – eller mere specifikt at en pludselig stormflod gjorde, at vi – en skoleklasse og fire voksne, heraf tre lærere – i bogstavelig forstand strandede på den flade (og mindste) vadehavsø Mandø. Vi måtte overnatte i huse (“det smukke køn”) og i en lade (hvor vi drenge og en lærer sov i høet).
Oplevelsen var ikke helt ufarlig og ihvertfald uforglemmelig. Selv husker jeg at stå på diget mod stormen og se vandet, samt ikke mindst næste dag, da stormen var løjet af at se de mange døde får, der lå opad diget. Vi kunne da lade os transportere retur til fastlandet ved Vester Vedsted med Mandøbussen.
Oplevelsen medførte vist nok nogle bekymrede mødre og en skoleledelse, men for os elever var det en ekstra oplevelse, der blev beskrevet individuelt i vores efterfølgende lejrskolerapporter; selv landspressen fandt anledning til en artikel om de strandede vajsenhusbørn ved Vadehavet. 😉
Samme tur er en kær og kendt turistattraktion i dette særlige område af landet. Men dog ikke helt ufarligt. For 10 år siden skete der en ulykke på denne smalle havvej fra fastlandet til Mandø. https://www.tvsyd.dk/esbjerg/tre-draebt-ved-ulykke-pa-mando
Mandø
Af de tre danske vadehavsøer (Fanø, Mandø, Rømø), er Mandø den mindste. Lidt mere info: https://www.visitribeesbjerg.dk/ribe-esbjerg/oplev-vadehavet/oplev-mando
Vadehavet
Jeg er en stor beundrer af dette naturområde. Udover flere besøg på Fanø og Rømø har jeg også besøgt byer i Tyskland (f.eks. Büsum) og Nederlandene (f.eks. Den Helder), eftersom Vadehavet strækker sig via Tysklands nordvestkyst til Nederlandene.
Det er jo 100-året for Nordslesvigs hjemkomst til Danmark og det kunne man jo passende bruge til et sviptur til området. Men husk begreberne ebbe og flod, især hvis bilen skal parkeres i sandet. 😉
Mere info:
Nu du nævner ulykken ved Mandø, husker jeg den godt – tænk at det er 10 år siden!
Stormfloder og oversvømmelser er skrækkelige. I fx Rom og Prag har jeg med gru set afmærkningerne på husmure, som viser, hvor højt vandet stod i anno XXXX – langt over hovedhøjde! Det er forståeligt, at oplevelsen på Mandø står stærkt i din erindring.
Sønderjylland har for mit vedkommende en del opmærksomhed til gode, men det retter sig vel, hvis pandemier for for vane at lukke grænserne
@Eric: Som gerne skulle fremgå af indlægget, er Vadehavet en særlig oplevelse, hvor det nyindrettede og hovedsagelig fondsstøttede Vadehavscenter er en ypperlig appetizer. Og ja – tiden går og vi mindes udenlandske øjeblikke, hvor man kunne/kan registrere naturens stærke kræfter.
Vadehavet er estemt en perle i vores lille land.. Jeg har været på Fanø flere gange, ligeledes Mandø. Jeg har stadig Mandølyng i en vase. Jeg har også et stort maleri hængende over spisebordet . Det forestiller Mandø vejen, og er malet af en lokal.
Vi får heldigvis lov til at holde sommerferie på Færøerne, trods Corona krisen, men en tur til Vadehavet bliver der også plads til.
@Smølfine: Når du har været på Mandø, forstår du selvklart blogindlægget på en særlig måde, som det naturmenneske, du(også)er. På min Bucket List står Færøerne, der indgår i en fremtidig bog-researchrejse. Men Coronaen har spændt ben for min planlægning p.t. 😉
God reklame for Vadehavscenteret og Vadehavet. Forhåbentligt får Centeret glæde af mange danske turister, incl. de mange nye sommerhusejere i år. Jeg studsede over, at “Vadehavet tilhører samme “superliga” som Grand Canyon (USA).” Men det kan da godt være at en person fra det nordlige Arizona synes Vadehavet er imponerende, selvom jeg finder Grand Canyon mere storslået!
@Per Jan: Mon ikke de fleste vil give dig ret i dit statement omkring Grand Canyon. 😉 – Men den skulle med, da jeg fandt den under optanket research-viden.
Det er nogle dejlige billeder.
Mandø kender jeg kun fra Google Earth, men dér er også mange vinkler og billeder. Tænk at I blev fanget af en stormflod! Man kæmper stadig med at holde digerne istand, men spørgsmålet er jo finansiering, hvilket jeg synes er tragisk. Der burde kunne blive beskyttelse af denne lille perle. I Wikipedia kan man læse historien tilbage til 1500-tallet.
@DAX: Arbejdet med dige vedligeholdelse er et både kostbart og tilbagevendende problem i DK, Tyskland og (ikke mindst) Nederlandene. Men sidstnævnte nation er nærmest verdensmestre i separation af vand og land, belært af mange hårde erfaringer. Men også tyskerne har haft store kvaler, hvoraf oversvømmelserne i Hamborg-området i 1962 hører til de værste. Det var ved den lejlighed, at den senere tyske forbundskansler Helmut Schmidt viste sine lederevner.