Skulle man have noget (seriøst) at vide om Frankrig, var det sikre kort altid “Aarhus-professoren”, dr. polit. Erling Bjøl. Men den nu stadig levende professor (f. 1918) er forståelig nok ikke længere aktiv. Og fokuseres på viden med dansk indsigt og termer om det næsten uudtømmelige emne “Frankrig”, er det naturlige og kvalificerede valg Aske Munck.
Forfatteren (f. 1970), cand.scient. pol. fra Kbhvn. Univ. og Institut d´Etudes Politiques d´Aix-en-Provence. Han har studeret i Frankrig som ung og siden 2003 boet og arbejdet i det store EU-land som journalist for en række danske medier (f.eks. Politiken, Weekendavisen m.m.), ligesom han skriver guidebøger om Frankrig. Hans viden er både omfattende og indsigtsfuld og dejlig fri for berusende overdrivelser, men saglige (som det nu kan og skal være). Aske Muncks kærlighed til Frankrig er forståelig og uafviselig.
Bogens indhold rummer både glimt af elegancen, skønheden, mellemregningerne og så de mange bagsider fra dette prægtige land, hvis vokabularium blandt meget har født ordene “elegance” og “arrogance”. Indholdet beskriver det nutidige (udgivet sent efterår 2020) Frankrig vinklet særdeles grundigt, forbløffende afgrænset på kun 160 sider. Det aktuelle Frankrig på godt og ondt. Bogen er læst og visse kapitler genlæst flere gange af blogejeren, der hverken kan eller vil skjule en livslang frankofil tendens.
Bogens disponering:
Seks interessante og forskelligartede afsnit samt konklusion rummer denne fortrinlige bog:
- Politik: Svindel, politikerlede og forsynets mand
- Økonomi og arbejdsmarked: Frankrig kan ikke reformeres
- De perifere franskmænd: Forstæderne, de fattige og udkants-Frankrig
- Frankrig og tro: Religion, verdslighed, antisemitisme og terrorisme
- Den skrumpende stormagt: Sprog, mad og kultur
- Den skrumpende stormagt II: I de Gaulles skygge
- Konklusion – En patient med selvpåførte lidelser
Hertil et glimrende navneregister, der ofte er en udmærket ad hoc guide for både de debuterende og/eller de erfarne i emnet.
Essens
I mediernes generelle meget roste anmeldelser delciteres i denne kontekst fra dagbladet Politikens afsnit:
“Hvad i alverden er der galt med Frankrig? Sådan spørger Aske Munck, Weekendavisens korrespondent i landet, og svarer selv i sin bog ’Den rystede republik’: egentlig det meste.”
“Muncks grundanalyse er, at alle disse konflikter er afledt af globaliseringen: Globaliseringen af varer udfordrer den franske kultur og arbejdsmarked, mens globaliseringen af ideer – og af fjendeforhold – gør Frankrig ekstra udsat i forhold til den islamiske terror. På den anden side, mener Munck, er der ingen vej udenom. Globaliseringen er en udfordring, Frankrig er tvunget til at svare på.”
Tre væsentlige begivenheder i Frankrig har udspillet sig i nyere tid. Den ene er “De gule veste“. Den anden er “CORVID-19″. Den tredje er “Militærets åbne brev“. De to førstnævnte er tidsmæssigt indeholdt i bogens tekst, men den sidstnævnte fremkom i april 2021 og skal her kort omtales, fordi den både er alvorlig og – mildt sagt – dermed til dyb eftertanke. “Post scriptum” føler blogejeren sig overbevist om, at dette militære tiltag var blevet omtalt i bogen.
Alvorlig verbal “eksercits”
Et opsigtsvækkende indlæg i et af Frankrigs konservative medier dukkede op i april 2021. Som underskriver stod 20 pensionerede generaler, 100 højtstående officerer og mindst 1000 soldater. Indholdet advarede imod, hvad der blev betegnet som ”opløsningen af Frankrig på grund af islamismen og indvandrerforstædernes horder”.
Forfatterne nøjedes ikke med at udmale et katastrofescenarie med en snarlig borgerkrig, der kunne koste tusinder af menneskeliv. De tilbød faktisk også at ”støtte de politikere, der vil forsvare nationen“. (ugemagasinet Valeurs actuelles).
Blandt initiativtagerne til indlægget var den 81-årige pensionerede general og tidligere chef for Fremmedlegionen Christian Piquemal, som tidligere har gjort sig bemærket ved at deltage i en demonstration mod migranter i Calais. Blandt andre medunderskrivere var (ikke overraskende) general François Gaubert, tidligere lokalpolitiker for det højrenationale parti National Samling (Rassemblement National (tidl. Front National)).
Kendere af fransk historie noterede sig, at denne “interessante og indirekte trussel” om et statskup blev fremsat netop på 60-årsdagen for det mislykkede militærkup den 21. april 1961, hvor en række generaler midt under Algier-krigen forsøgte at vælte præsident Charles de Gaulle.
De umiddelbare politiske reaktioner var interessante: Venstrefløjslederen Jean-Luc Mélenchon (La France insoumise, forkortet FI er et fransk venstreorienteret parti) tweetede om ”forbløffende udtalelser fra generaler, der opfordrer til at skride ind mod ’venstrefløjsislamisterne”. Den franske regering ved forsvarsminister Florence Parly anvendte også Twitter til at præcisere: ”Hæren er underlagt to principper: neutralitet og loyalitet”, og kaldte generalernes indlæg for ”fuldstændig uansvarligt”.
Hvorfor nu dette “militære opråb“? Skyldes det den provokerende påstand, at Frankrig snart er en islamistisk forpost for Maghreb?
Som Aske Munck skriver i sin bog (pag. 68) “På den anden side har vide nedslidte og socialt belastede forstæder til Frankrigs sovebyer, ikke mindst de parisiske forstæder af slagsen, der lider under voldsom kriminalitet, narkohandel, fattigdom, omfattende diskrimination og ekstremt høj arbejdsløshed. I en endnu kummerligere liga ligger den franske provins, eller udkants-Frankrig, der lider under affolkning, stigende armod og sundhedstruende langtidsledighed (…)”.
Blogejeren har set det i Paris, men også i det efterhånden om muligt endnu mere kontrastfyldte område Provence-Alpes-Côte d’Azur, Enhver, der f.eks. har besøgt Marseille og Nice (de største af byerne), kan opleve nogle ubehagelige kontraster mellem ufattelig velstand og det absolut modsatte. De muslimsk dominerede områder i nævnte byer er et (sociologisk) besøg værd, dog anbefales det at holde sig væk efter mørkets frembrud. Men i dagslys er de blevet besøgt og ganske som f.eks. EU-hovedstaden Bruxelles´ tilsvarende Molenbeek (og Matongé) giver det metervis af stof til eftertanke.
Gammel vin på nye flasker?
I starten (seneste præsidentvalg 2017) af den nuværende præsident Emannuel Macrons regeringstid troede mange, at et nyt (politisk) Frankrig ville vise sig og fremtrylle løsninger på de mange økonomiske og racerelaterede problemer.
Som forfatteren Aske Munck skriver i bogen (pag. 14): “Som de fleste andre internationale journalister, der var til stede den aften (=valgaften), lod jeg mig nok rive med af stemningen og de franske mediekommentatorers i virkeligheden ubetimelige helgenkåring af Emmanuel Macron (f. 1977), denne drengene intellektuelle charmør med de puerile (barsel, barnlige) pjuskede lokker og den meget ældre hustru (f. 1953). En tidligere rådgiver fra investeringsbanken Rothschild, der tillige var udklækket fra eliteforvaltningsskolen École Nationale d´Administration (ENA) og..(…).”
Et præsidentvalg står for døren i april 2022, hvor den nyopfundne Macron’s La République En Marche i den grad har behov for at genopfinde sig selv for at opnå genvalg. – Uden at dramatisere for meget kan det med statsgaranti forudses, at adskillige geværløb (forhåbentlig kun verbale) vil blive efterset, renset nænsomt og affyret fra venstre- og højrefløjene.
En tidligere general, vel den berømteste af dem alle (sammen med Napoleon I), Charles de Gaulle målte 196 centimeter. Emmanuel Macrons højde er 174 centimeter. Højdeforskellen betyder noget, også i politisk format, selvom Napoleon I med sine 168 centimeter sikkert ville gendrive denne løsagtige påstand.
Den franske “grandeur”
Apropos de tre selvbevidste herrer i forrige afsnit er det nærliggende også at referere forfatterens præcise diagnose (pag.139) på den franske anseelige selvforståelse:
- Den franske atomslagstyrke, der sikrer landets territorium (og permanent plads i FNs Sikkerhedsråd)
- Dets militære tilstedeværelse i klodens brændpunkter (for at forsvare universelle rettigheder som demokrati, ytringsfrihed og mindretalsbeskyttelse)
- Landets righoldige og sprællevende kultur
- Det franske sprog
- Gastronomien (med rigelige mængder vin at skylle ned med)
Refleksion
Det forekommer nærmest umuligt at beskrive Frankrigs aktuelle situation på 160 sider. Men for nogle er det nok med dette “overblik”, for andre giver det stof til eftertanke, såvel ved rejse(r) i landet som for den, der følger la France i medierne.
Forfatteren er “kejthåndet”, men det er ikke venstrehåndsarbejde at kunne komprimere det største arealmæssigt vesteuropæiske EU-lands status på en litterær Maggi terning primo 2020erne. Men som bekendt er bouillonterninger smagsforstærkere og smagen efter noget mere, langt mere, er ønskelig i den nære fremtid. Stof er der (for?) rigeligt af.
“Vive La France, Vive La République!”
Noter:
Frankrig: 643.801 km2, 67.098.824 indbyggere pr. 1. jan. 2020 (EU-oplysningen)
DEN RYSTEDE REPUBLIK, hvad i alverden er der galt med Frankrig?
Forlaget 28B, Skt. Peders Stræde 28, DK-1453 Kbhvn. K.
ISBN 978 87 93982061
God boganmeldelse; nu behøver jeg knap læse den selv, da jeg har forstået kompleksiteten i det franske samfund. Den bør dog nok læses inden valget næste år, som næsten må blive meget spændende.
@Per Jan: Med din internationale indsigt ville du sikkert kunne notere nogle betragtninger, ifald du valgte at læse(skimme) den til præsidentvalget i foråret 2022.
Det er altid interessant, når folk med stor indsigt deler ud af samme. Frankrig har sandelig sine problemer at slås med, og med en statsgæld (i 2019) på 98,1 % af BNP er der ikke megen plads til at slå ud med armene og gyde penge på de oprørte vande. Nemme løsninger gives ikke.
@Eric: Jeg kender ikke den franske glose for “råderum”, men den er hårdt tiltrængt at anvende i denne kontekst.
Det er altid rart at blive klogere, og det lyder som en bog, der absolut er værd at læse. Tak for anmeldelsen!
Michael Seidelin skriver om Frankrig i Politiken, som jeg læser, og tidligere var det journalisten Jacques Berg, der øste af sin viden i aviser, radio og på tv.
@Madame: Så rigtigt, man skal hele tiden lægge et lag af viden på, mens tid er. Også jeg læser Seidelins betragtninger og savner Jacques Bergs bogstaver.
PS. Aktuelt er jeg til en scheduleret årlig sammenkomst i Madames nærhed; så smukt vejret og omgivelserne er. 😉
Vi har ikke den diskussion herhjemme, og når vi får snerten af den med rigeligt xenophobi, så tager mange afstand – men vi er nødt til at tage stilling til kultursammenstød.
Der er mennesker, både lokale og importerede, som ræsonnerer at hvis man kan få kontant hjælp og bor billigt, så behøver man jo ikke at arbejde, og i de mest ekstreme tilfælde får man reelt mindre ved at arbejde.
Mens andre, både lokale og tilkomne, har den mere ærefulde mening at vi bør hjælpe dem, der ikke kan selv.
Men vores kommunale sundheds- og social-systemer var ikke gearet til at afsløre svindel eller blot æreløshed.
Det er min meget korte reaktion (en sen aften).
@DAX: Det danske samfund hænger sociologisk langt bedre sammen end netop det franske. Det er næppe tilfældigt, at præsident Macron har efterspurgt reaktioner på “den danske model”. Modsat det danske er det franske samfund næsten ustyrligt og den øgede andel af selvbevidste muslimer (hovedsagelig fra Maghreb) danner kerner af både frustration og voldsomme spændinger.
Du har ganske ret i, at f.eks. det danske kommunale sociale “sikkerhedsnet” (=serviceloven) ikke – trods ihærdige forsøg i ghettoområder i de største danske byer – reelt er gearet til at håndtere “nydanskeres” kulturelt-betingede forventninger (=krav). Man kan håbe på, at den nye generation af nydanskere (mange gør det) forsøger at tilpasse sig – ikke kun deres forældres forestillinger og krav – men også via samvær med etniske danskere åbner op for en egentlig adaption af danske værdier.
JA, vi må virkelig håbe at der arbejdes på sagen, kald det forventningsafstemning eller modvirkning af misbrug, hjælp til selvhjælp, — det er fantastisk, hvad vi har kunnet med vores samfunds-struktur, og så kommer jeg pludselig til at tænke på at vi så oven i det er heldige at klima-ændringer og extrem-vejr er sjældne på vore kanter. Her til morgen så jeg billeder fra New Orleans, som er oversvømmet igen, men om det så var digerne eller hvad det var, der var årsagen, det ved jeg ikke i skrivende stund.
Når man ser sådanne billeder skal man altid huske at den “gode” fotograf altid finder de værste eksempler frem.
@DAX: Din sidste sætning er spot on. Politikens årlige udstilling af Årets pressefoto er et – af mange – beviser på dette.