Den digitale omelet

Forleden var jeg i Svendborg i et privat ærinde som “chauffør”. Min ledsager skulle scannes på Svendborg sghs. efter en operation. Denne vidunderlige by på Sydfyn, der er besøgt et utal af gange på alle årstider og typer af vejr gennem mit plettede liv. Men netop denne gang oplevedes byen som var den evakueret. Et både uforglemmeligt og trist syn.

Nedlukkede restauranter (der ellers er flittigt besøgt) kunne passeres. To enkelte pizzariaer tilbød “eksotiske retter” på kortet, der kunne sælges som Take Away-koncept. Min ledsager spurgte spontant, hvornår jeg sidst havde “spist ude”.  Hun er bekendt med mine “catering-vaner”. Og svaret var: “Hovedstaden lige før Coronaens indtog, som en “mellemmad” mellem nogle kalenderkrydser.”

Den digitale omelet

Området var Frederiksberg, min gamle jagtmark gennem > 50 år. Stedet var en kæderestaurant (Café Vivaldi).  Og grunden til dette notat er oplevelsen af noget nyt for en gammel erfaren restaurant- og cafégæst som denne signatur.

Bestillingen

Jeg havde taget plads ved et 2-mands bord. Restauranten var kun cirka 25 procent besat med gæster. Serveringspersonalet bestod af unge piger, hvis aktivitet overfor gæsterne var punktvis. Nuvel, jeg er langtfra verdens mest tålmodige menneske, så da ventetiden på servitricens ankomst til bestillingen oplevedes for lang, rejste jeg mig og gik hen til baren, hvor tre af servitricerne stod og snakkede.

Jeg blev nu “høfligt belært” om konceptets bestillingsform. Man kunne ikke bestille maden direkte til servitricerne ved bordene, da det foregik elektronisk (som den unge servitrice forklarede den ældre gæst).

“Har du bestilt via app´en?”  –  Da jeg rystede på hovedet, forklarede hun (jf. illustrationen) fremgangsmåden. Nu er jeg jo ikke helt IT-mongol, men med bedstefaderlig tålmodighed påhørte jeg hendes forklaring og spurgte til slut, om jeg skulle gå ud i køkkenet og snakke med hønsene eller kokken….. eller hun kunne tage min bestilling direkte via indtastning i bar-området.  Omsider kom der gang i det. 😉

Efter cirka 20 minutters venten ankom hun med den bedst tillavede omelet, jeg længe har fået. Æres den, der æres bør! –  Stor cadeau til både hønens ægløsning og kokken!

Men nu har jeg forberedt mig mentalt på fremtidens restaurant- og cafébesøg.  Nedenfor nævnte illustration er også nutid og især fremtid. Så tænker jeg, at eventuelle drikkepenge vel skal afregnes i MobilePay, eller mere sandsynligt bitcoins eller anden digital valuta, måske blot via en indopereret mikrochip i håndleddet.  Egentlig okay, ifald maden er velsmagende og man undgår mave- eller metalforgiftning i døgnet efter……..

På restaurantens kraftige papirserviet stod der trykt med fede typer:

MENNESKER MØDES  på Vivaldi

burde måske ændres til

MENNESKER MØDES DIGITALT på Vivaldi

Velbekomme!

 

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Den digitale omelet”

  1. Intet omeletproblem uden ægløsning.
    Jeg beundrer din bedstefaderlige overbærenhed. Jeg var nok gået i vrede over, at restauranten diskriminerer indehavere af usmarte telefoner.

    1. @Eric: Det var nok et af de mere sjældne tilfælde af bedstefaderlig overbærenhed. Tålmodighed er ikke just min spidskompetence…suk!

  2. Ville de kun servere hvis man havde en mobiltelefon med app-applikations-installations-mulighed?

    Skal vi til at gå rundt med to mobiltelefoner, den der (mis)bruges til at hente allehånde programmer og én, som man kan stole på?

    1. @DAX: Det var tydeligt, at “man” skulle følge konceptet. Men en blanding af bedstefaderlig myndighed krydret med (for dem uforståelig) ironi udvirkede så en “nødløsning” med at bestille via baren, så hønen i ro og mag kunne udføre sin ægløsning.

      Ifald jeg havde foreslået det unge segment af serveringspersonale at gå rundt med to mobiltelefoner, havde de garanteret syntes om idéen. 😉

  3. Fin konklusion: MENNESKER MØDES DIGITALT på Vivaldi
    Ud over det urimelige i, at man skal være i besiddelse af en smartphone, så er det også problematisk hvis man skal have alle mulige apps til forskellige restauranter og butikker – og er der styr på GDPR?
    Og hvis der skulle komme en fælles app, så risikerer vi vel at forretningerne kommer til at betale en høj ekspeditionsafgift, som man ser det med Just-Eat og Wolt, som tager 12% eller mere for at håndtere en bestilling og betaling.
    Selvom jeg ikke bryder mig om den omtalte digitale proces på Vivaldi, så kan jeg acceptere en løsning, som den jeg oplevede på en megastor kinesisk restaurant i Toronto sidste år: Efter betaling for buffeten, fik man udleveret en IPad, med et program med billeder af forskellige stykker sushi, som man herefter kunne bestille til levering ved bordet. Det fungerede fint.

    1. @Per Jan: Toronto-versionen udgør et operationelt kompromis. Og du har ganske ret i dine betragtninger omkring GDPR og adderende “procentregning”. – Medens kokken hjalp hønemor med ægløsningen, tænkt jeg overmodne gæst på, hvor mange apps man efterhånden skal udstyres med på sin smartphone for at klare sig i det såkaldte “samfundsliv”.

      Samtidig gik mine tanker til nogle af de overmodne Frederiksberg-fruer, der sad ved andre borde. Flere af dem var mindst adskillige minutter ældre end mig. – De ville næppe have en digital chance for at blive mætte; en del af “dette segment” anvender kun mobilos som sms-kontakt til børn, børnebørn og oldebørn. 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

17 − = 14