Rotterdam Skyline med Erasmus broen (foto Skitterphoto)
Jeg har rejst en del i Europa siden 1970´erne. Mangt og meget er registreret; noget er sikkert sammenfaldet med andre rejsendes observationer såsom udvalgte byers absolutte seværdigheder. Men et forhold har undgået manges opmærksomhed, i hvert fald når jeg har spurgt dem, nemlig at….
Den anden største (by) er den største (havn) i landet
I denne kontekst gælder det byer. Mere konkret den største og den næststørste by i et europæisk land. Hvor den største ofte er en hovedstad af nævnte, repræsenterer den næststørste landets største havn.
Göteborg (Stockholm), Aarhus (København), Hamborg (Berlin), Rotterdam (Amsterdam), Antwerpen (Brussel), Marseille (Paris), Barcelona (Madrid). Hertil kommer Istanbul (Ankara), der dog skiller sig ud som landets største by.
Eksemplerne har alle været besøgt. Jeg har sejlet rundt i samtlige af disse havne og kørt relativt grundigt i nævnte hovedstæder (undt. Ankara). Den største af Den anden største – Rotterdam – er besøgt mere end en håndfuld gange og har boet i byen to gange.
I en del år har den (blandt andet) haft prædikatet “Europas kokainhovedstad”, hvilket ikke kan overraske enhver, der har været på “sightseeing” i R´dam (og Amsterdam m.fl.).
I 2007 fejrede Rotterdam et 75-års jubilæum. Der blev ikke sparet på jubilæumskontoen, blandt så meget blev den amerikansk-cubanske verdensstjerne Gloria Estafan hentet over dammen og underholdte på en stor pram i inderhavnen. Hendes dynamiske performance ledte mine tanker i stimulerende baner. Det skal samtidig understreges, at blogejeren nød såvel den dynamiske musik som verdensstjernens udstråling i “seværdig” afstand.
Hotel New York – Rotterdam
Engang var Rotterdam verdens største (travleste) havn. Også på det punkt har Asien overgået Europa. I nutiden duellerer Shanghai og Singapore næsten på skift om titlen, men Rotterdam holder dog stadig en plads på top-10 listen.
Tankskibe og containerskibe fylder mest i havnene. Men det hænder også, at smukke skibe tager kajplads, ja det hænder ligefrem, at disse ikke sejler, men har ændret status fra noget engang hæderkronet, ruten mellem Europa og USA, til hotelskib.
Hotel New York ligger i det tidligere hovedkontor for Holland America Line på Kop van Zuid i Rotterdam. Hvor tusindvis af emigranter før rejste til Nordamerika fulde af håb om et bedre liv, kommer gæster i dag for at overnatte, spise, drikke, blive gift, mødes og feste i en særlig atmosfære. Når man træder ind på Hotel New York, opleves det: det er her, det sker. Og nostalgien kan stadig mærkes overalt. Det er et meget specielt sted, hvor jeg for øvrigt for snart 25 år siden markerede min 50 års fødselsdag. 😉
I maj 2003 udgav hotellet en meget fyldig bog, der omhandler hotellets historie i tekst og billeder:
Hotelskibe er placeret i mange havnebyer. Men bliver vi i Europas største havn, Rotterdam, bør også S.S. Rotterdam fremhæves.
Queen Mary 2 – Cunard Lines
Tiderne for de flotte store linere, der sejlede mellem Europas store havne og USA (New York) er næsten forbi. Den behagelige undtagelse er dog Cunard Lines flagskib Queen Mary 2, idet den på sit årlige schedulerede plan sejler 1-2 dobbelt ture Southampton-New York, helt som de (for nogle) gode gamle dage. Der er udgivet flere bøger om dette prægtige skib.
Queen Mary 2 – Cunard Lines (foto: Erik Hulegaard)
Antwerpen
Europas næststørste havn er belgiske Antwerpen. Den overhaler nu på et væsentligt punkt Rotterdam. En nylig opgørelse (politi- og toldmyndigheder) omkring året 2022 viser, at Antwerpen har overtaget den kontroversielle førsteplads som “Europas kokainhovedstad”. Tallene for beslaglagte kokainforsendelser i 2022 udgør 110 tons kokain for Antwerpen og “kun” 50 tons kokain for Rotterdam.
Flere årsager angives: Det nederlandske politi har strammet grebet over (Amsterdam og) Rotterdam. Hertil kommer en forklaring på Antwerpens nye førerposition gående ud på, at der er meget kort fra det store havneareal til de landbaserede transportveje. Samme belgiske havneby er i nutiden en velhavende, kulturbevidst og samtidig hård by, sidstnævnte som den noget større franske by Marseille. Det fortælles, at kun 1-2 procent af de 12 millioner ankomne containere på årsbasis bliver screenet. Det belgiske politi er p.t. i knæ, lidt som det svenske, hvor begreber som “opgivelse” og “resignation” blinker på de blå-gule lystavler.
Nogle vil også sammenligne de to byer på anden vis, f.eks. jernbane-varianten. Den centrale banegård i Marseille – St. Charles – er bortset fra den høje beliggenhed ikke værd at skrive hjem om. Derimod rangerer Antwerpen-Centraal – kendt som “Jernbanekatedralen” – med sine 185 meter lange og 44 meter høje afgangshal, bygget af 20 forskellige udgaver af marmor og andre bjergarter – på enestående vis som Europas smukkeste og mest imponerende central station.
Jeg holder af Antwerpen “by and large”, hvilket knytter sig til både gode og interessante minder. Jeg har været der flere gange med mellemrum og boet under private forhold knap en måned i byens centrum ganske tæt ved diamantkvarteret.
Diamond Quarter (Diamantkwartier
Byens cirka 500.000 indbyggere kan således bryste sig af en førsteplads i forhold til den “evige” nederlandske konkurrent omkring 100 kilometer i nordlig retning – en kraftig stimulerende en af slagsen…. 😉
Links og noter:
https://en.wikipedia.org/wiki/Queen_Mary_2
https://luposgarage.dk/2007/09/12/qm2-set-i-agterspejlet-rejsebrev-nr-18/
(Min mangeårige blogveninde “Lupo” har sejlet nogle gange med QM2 jf. link “Lupos Garage”)
Bogen Hotel New York – 10 jaar in Rotterdam – ISBN 90-805235-26
Redaktion: Maria Heiden og Andrea Piersma
https://www.youtube.com/watch?v=Np2bmhYcJh8 – Gloria Estefan, Rotterdam havn, 2007.
Det kræver vist en usædvanligt stor viden om og interesse for maritim infrastruktur at se mønstret “næststørste-største”. Det ville aldrig være faldet mig ind, men som altid lærer man noget af dine blogindlæg.
@Eric: Aktuelt indhold i et maritimt nyhedsbrev fik tankerne i sving. Tak for meget venlige bemærkninger. Den friske hav(ne)luft kan både være sund og inspirere til tanker. Jeg har i øjeblikke følt fristelsen til at besøge enten Singapore eller især Shanghai, men den forurenede byluft opvejer ikke fornøjelsen. Den gamle verdensdel EU(ropa) har nok at byde på. 😉
Du har stor viden om havne og om byer (og meget mere). Tak for informationen. Mon hovedstæderne, som fx København, har mistet terræn fordi man hellere har villet bygge boliger/kontorer i stedet for at udvide havnene? Den største havn jeg har oplevet er Hamburg, hvorfra jeg i 1965 sejlede med skibsreder Per Henriksens første skib til Karlsham. “Jernbanekatedralen” i Antwerpen lyder til at være interressant, men det er nok ikke et sted jeg lige kommer forbi. Så skulle det da være, hvis jeg engang tager på Interrail i Europa.
@Per Jan: CMP (Copenhagen – Malmø – Port) er navnet på det nærmest sammensmeltede havnesamarbejde i Ørestadsregionen. Nutidens København er meget anderledes og din A-kammerat Jens Kramer ville sikkert have noget at sige om boligbyggeriet i Københavns havn og omegn.
https://www.cmport.com/
Jeg holder også af Europas 3´die største havn – Hamborg. Har været der flere gange og nydt bl.a. havneturene. Verdens længste, højeste, mest luksuriøse og dyreste passagerskib “Queen Mary 2” ankrede mandag den 1. august 2005 kl. syv morgen op i Hamburgs havn til ”kontrol” på Blohm und Voss. Den lokale presse påstod, at der var ca. 500.000 mennesker i Hamburgs havn den dag. Jeg var der også – en fantastisk oplevelse.
Med dit aktive pensionistliv, herunder morfar-funktionen, får du næppe tid til seniorrail foreløbig. 😉
En gang for nogle år siden læste jeg om Queen Mary 2 og om andre Atlanterhavslinere, det er en mærkelig tid, hvor de var “måden”, man krydsede Atlanten i behagelig luxus.
Men jeg tror ikke jeg får følelsen af at “Det er her det sker”, når jeg træder ind sådan et sted (eller altså andre lignende steder) Det er meget forskelligt, hvad vi har i “bagagen” af erindringer og refleksioner, som giver os den intuitive forståelse af magtens centrer og de vigtigste tider i livet.
Men jeg kan godt forstå at man får en stærk oplevelse ved at træde ind i den store liner i Rotterdam.
Det mærkelige ved mine “automatiske tanker” er imidlertid at bare jeg hører stednavnet “Rotterdam” kommer jeg til at tænke på efteråret 1944.
@DAX: “Det er meget forskelligt, hvad vi har i “bagagen” af erindringer og refleksioner, som giver os den intuitive forståelse af magtens centrer og de vigtigste tider i livet.” Enig! – Og den sætning gælder også for R´dam. Jeg har rejst en del i Nederlandene, herunder Rotterdam. Mit første ægteskab var med en nederlænder.
I 1970´erne mødte jeg (overlevende) folk, der fortalte om netop efteråret 1944. Hele den opbyggede del af Rotterdams centrum fortæller om en total ødelagt by.
Og som børn på Frederiksberg så vi ikke en eneste ruin, kun hørte vi om Shellhuset, og før vi var store nok til at vide hvad det var, var det repareret eller bygget om.
Den Franske Skole på Frederiksberg Allé efterlod en byggegrund, hvor der rejstes pæne boliger. En skolekammerat kom til at bo dér og hans rare far kørte os en tur i sin nye Folkevognsboble – og forældre og lærere inviterede ikke til refleksioner.
Men netop derfor vil jeg egentlig gerne til Rotterdam, Erasmus Broen – åh så flot!
og også Belgien og Antwerpen for at se byerne og arrene. Ikke for at studere narko-handel! eller sjusk med container-inspektioner!
@DAX: Rotterdam er rå, spændende og i nogle sekvenser interessant. Men Antwerpen ville være et bedre valg. Udover “jernbanekatedralen” – vel Europas flotteste – har byen flotte bygninger, flamsk kunst (som kun A´dam kan konkurrere med), spændende havn og diamantcentrum. Så er den nær andre interessante belgiske byer. Afstandene er fornuftige. Belgien er jo lidt mindre end Danmark i areal.
Din kondition er glædeligvis godt på vej. Et fly ml. CPH-Bruxelles er nemt og hurtigt og så en kort togtur.
https://www.annevibekerejser.dk/destination/europa/belgien/10-steder-du-skal-opleve-i-belgiske-antwerpen
Og den Jernbanekatedral – den må være en oplevelse!