Enhver person, der interesserer sig for politik og samfundsforhold, bør indimellem passere grænserne (de faste og de blå (vand)) i sit land for at få en større helhed og – meget gerne – anstrenge sig for at få en forståelse af, hvad der foregår og hvilken betydning det kunne få for den enkelte. Det gælder både fysisk, men også spirituelt. Og i begge tilfælde er stimuli et nødvendigt brændstof. I førstnævnte er det rejsen, i det andet er det overvejende tanken, refleksionen eller hvad f.eks. en bog/tidsskriftsartikel kan bibringe.
Det giver ovennævnte bog naturligvis ikke en komplet facitliste på, men derimod perspektiverer den nogle interessante (og farlige!) veje, ifald det demokratiske system udfordres og i værste fald eroderes. Forfatteren er bestemt ikke optimist.
Bogens indhold
Den Pulitzerprisvindende historiker og internationalt anerkendte politiske kommentator Anne Applebaum ser opløsningstendenser i den vestlige verdens liberale demokratier. Især regeringerne i Polen, Ungarn, Storbritannien og USA (sidstnævnte med rettet fokus på den (nu afgåede) Trump-regering). Alle steder har de ladet sig forføre af det, hun kalder “demokratiets tusmørke”. Zoner, hvor demokratiske spilleregler sættes ud af kraft, og hvor nationalisme og populisme vinder fodfæste.
Det, der kendetegner disse magthavere,, er en søgen efter entydige og simple systemer. Den ledsages af en ofte meget populistisk tilgang i taler og skrift. Enkelte budskaber, der forekommer “rigtige” og let fordøjelige for vælgerhavet. Modsætningen er det åbne samfund, hvor der er plads til en bred vifte af synspunkter. Resultatet er, ifølge bogens indhold, at den politiske og personlige frihed begrænses.
Magthaverne og deres medløbere bruger her konspirationsteorier, politisk polarisering, nostalgiske forestillinger og sociale medier til at sætte den politiske dagsorden – og ændre strukturen i samfundet.
Bogen starter med omtalen af en større nytårsfest den 31. december 1999, hvor Anne Applebaum og hendes polsk-fødte mand holdt en sammenkomst på en mindre herregård i Chobielen *) et sted langt ude på landet i det nordvestlige Polen.
Applebaum-Sikorskis ejendom i Polen
Med til festen var internationale journalister fra London og Moskva, diplomater, intellektuelle, og venner fra New York og fra Polen. Alle gæsterne havde det tilfælles, at de tilhørte den daværende højrefløj. De var konservative, flere af dem liberale og antikommunister. Gæsterne var alle overbeviste om demokratiet, den frie presse, uafhængige domstole, på retsstatsprincipper, på Polens medlemskab af Nato (1999) – og snart medlemskab af EU (skete senere i 2004 under EU-topmødet i København).
Alle må have været opstemte af den optimisme, der kendetegnede perioden efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Men tiderne skifter også i politik, nogle gange i glidende overgange og ikke sjældent i det skjulte. Hvis vi nøjes med at fokusere på EU, er Ungarn og Polen **) selvlysende eksempler på dette.
Spoler vi tiden frem til i dag, to årtier senere, er virkeligheden en helt anden. I dag vil den ene halvdel af de selv samme gæster ikke kendes ved den anden halvdel og omvendt, skriver Applebaum. ”Jeg ville i dag krydse gaden for at undgå at møde nogle af de mennesker, der var til min nytårsfest. De ville på samme måde ikke blot nægte at komme i mit hjem, de ville være flove over nogensinde at have været der”.
En af Applebaums hovedpointer er, at teoretikere ofte glemmer et vigtigt element, når de skal forklare, hvordan autoritære politikere kommer til magten. Ifølge hende er ”forfatterne, de intellektuelle (…) bloggere, spindoktorer, tv-producere og folk, der laver memes ***)” afgørende, fordi de kan sælge budskabet til vælgerne. Autoritære politikere har som bekendt brug for masseopbakning, men præcis som i 1930’erne, har de også ”brug for de folk, der kan bruge sofistikeret, juridisk sprog, som kan argumentere for, at det er den rigtige beslutning at bryde forfatningen eller tviste loven”.
De har med andre ord brug for en hjælpende hånd fra den intellektuelle og uddannede elite. 😉
Bogens forfatter bringer os også til Storbritannien, hvor Anne Applebaum argumenterer for, at det var nostalgiske konservative med drømme om et britisk imperium og deres løgnagtige kampagne, der var årsagen til, at Brexit for mange vælgere føltes som den eneste mulighed for at redde landet fra undergang. Læserne bliver også taget med til Spanien, hvor intellektuelle fra det højreorienterede VOX-parti har insisteret på, at den kristne civilisation er truet af en ”islamisk fjende”.
I bogen langer hun kraftig ud efter sine tidligere venner og andre fra eliten, der har tilsluttet sig ”fjenden”. Og hun lægger ingen fingre imellem. Man kan måske subjektivt påstå, at netop de personlige fortællinger gør bogens indhold ekstra krydret.
Demokratiets tusmørke er både en indgående analyse af en skræmmende politisk tendens og Applebaums dybt personlige beretning om, hvordan tidligere venner og allierede har vendt demokratiet ryggen. Den politiske splittelse går igen på det menneskelige plan.
Slutningen
“Nogle mennesker bliver skræmt af vor tids usikkerhed, men den har altid eksisteret. (….) Vi har altid vidst – eller burde have vidst – at historien endnu en gang kan gribe ind i vores private liv og omforme det. Vi har altid vidst – eller burde have vidst – at alternative visioner for vores nationer vil forsøge at indfange os. Men ved at vælge vores vej gennem mørket finder vi måske ud af, at vi kan modstå dem, hvis vi står sammen.”
For ingen skal være i tvivl om forfatterens grundige research, slutter bogen med 11 siders “Noter”.
Et interview
I regi Kristeligt Dagblad blev i anledning af bogen afholdt et digitalt arrangement medio februar 2021, hvor historikeren Anne Applebaum blev live-interviewet af redaktør Kerrin Linde fra Kristeligt Dagblad.
Kerrin Linde og Anne Applebaum “varmer op”
Spørgsmålene til Anne Applebaum trængte sig på og kun nogle blev besvaret
Digitale arrangementer på diverse IT-understøttede platforme er blevet hverdag i denne Corona-tidsalder. I starten (efteråret 2020) kunne opleves nogle tekniske begyndervanskeligheder, men min oplevelse er nu i 2021, at det fungerer acceptabelt og udfylder en funktion med de efterhånden mange (ofte gode) tilbud om viden og kulturberigelse.
Demokratiets overlevelse?
“Det var sgu fedt.” – Så bramfrit beskrev det konservative medlem af Europa-Parlamentet Pernille Weiss, at det efter en lang kamp denne uge lykkedes den konservative EPP-gruppe i parlamentet at få smidt den ungarske leder, Viktor Orbán, og hans Fideszparti ud af gruppen. Signalet var for en gangs skyld klart: Der er ikke plads til politiske grupper, der som Fidesz reelt undergraver og udhuler demokratiet i deres hjemlande. Sagen er nemlig, at stærke mænd som Viktor Orbán (en af Anne Applebaums “hadeobjekter”) synes at have for meget medvind i disse år.
Torsdag udsendte den amerikanske organisation Freedom House ****) sin årsrapport om demokrati og frihed på kloden, og det var dybt deprimerende læsning. Det er 15. år i træk, at verden bliver mindre demokratisk, og snarere end at løje af tager den antidemokratiske bølge fart. I 2020 blev 73 lande mindre demokratiske, og kun 28 blev mere demokratiske.
#########
Appendix
Anne Applebaum – f. 1964) er amerikansk journalist, historiker og forfatter samt professor ved London School of Economics, skribent ved The Atlantic og tidligere redaktør på The Economist. Desuden er hun senior fellow ved Johns Hopkins University.
I privatlivet danner hun par med den kendte polske (tidl. udenrigsmin.) politiker Radosław Sikorski. Har både amerikansk og polsk statsborgerskab.
https://www.anneapplebaum.com/
Demokratiets tusmørke (2020) – ISBN 978-87-7467-448-1
#########
*) Chobielin ligger i regionen Kujawsko-Pomorskie. Afstanden fra Chobielin til Polens hovedstad Warszawa er cirka 246 km i fugleflugtslinje.
**) Netop Ungarn og Polen udpensles langt mere i hendes tidligere bog “Jerntæppet Østeuropas fald 1944-1956)” – ISBN 978-87-7467-133-5 (2013) på 797 sider (inkl. noter) – kan varmt anbefales, hvis man er historie-interesseret med fokus på Europa.
***) Et ‘meme’ er et fænomen på internettet. Et meme består typisk af et billede og et stykke tekst over og under billedet. Det særlige ved memet er det tvist, som samspillet mellem billede og tekst giver.
Det er jo et meget spændende emne, som jeg har svært ved at skrive noget kort om. Men jeg er helt enig med Anne Applebaum. Der er opløsningstendenser i den vestlige verdens liberale demokratier i Polen, Ungarn, Storbritannien og USA (under Trump). Nu var vi ellers alle optimister efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Men verden ser ganske anderledes ud i dag. Det er åbenbart en naturlov, at alt forandres hele tiden.
Tak for et spændende blogindlæg!
@Madame: Når vi (med besvær) filtrerer Corona-temaer fra mediehavet, dukker de stadige knopskydninger af politiske alternativer op. Det gælder også i Skandinavien, ikke bare i EUropa og verden. Som kommentatoren så rigtigt præciserer, er emnet svært at inddæmme kort. Jeg har valgt Anne Applebaums bogomtale som et – næsten umuligt – forsøg på dette. 😉
Demokratiske bekymringer bliver ikke en mangelvare foreløbig, ej heller i andedammen DK.
For eksempel ratificerede en gruppe (dengang) velopdragne stater en række konventioner som en slags internationalt ordensreglement, der skulle tjene til at holde snor i nationer med lyst til at skeje ud.
Nu har vi set flere danske partier, som afgjort selv mener, at de er stuerene, argumentere for, at DK skal gå til “grænsen” af disse konventioner eller sågar træde helt ud af dem. Det gælder også enkelte politikere fra andre partier, fx Henrik Sass Larsen (S).
Samtidig er internettet den perfekte grobund for rablende konspirationsteorier, som er mere eller mindre undergravende for demokratiet. Stormen på Kongressen i USA viste, at det er eskaleret fra tågesnak i debatfora til en konkret og farlig trussel. En af QAnon-proselytterne, Marjorie Taylor Green fra Georgia, er nyligt valgt ind i Repræsentanternes Hus – et tydeligt tegn på, at fornuften har trange kår.
Det er i det hele taget lidt for skræmmende.
@Eric: Du nævner nogle (desværre) gode pointer. QAnon-proselytterne f.eks. – hardcore-sossen Henrik Sass Larsens til tider ultra-pragmatiske synspunkter. Begrebet “velopdragen” rimer næppe på politik; mon det nogensinde har gjort det? 😉 – Og konventioner, der i en politisk (øst-vest) skarp fortid i en veldoseret portion humanisme blev vedtaget, er ikke altid i sync med nutidens/fremtidens politiske atlas.
Vores “hjemlige politiske andedam” har de seneste år budt på nogle skarpe politiske hjørner, der mestrer det trafikale begreb “højresving” til mindst et 12-tal.
Det er en trist historie med udviklingen i Polen og Ungarn, som har fundet sted i snart mange år. Det udstiller endnu en gang EU’s manglede evne til at gøre noget ved de store problemer, medens EU samtidig blander sig på områder, som de enkelte EU-lande selv burde tage sig af – og det var vel også en af grundene til Brexit.
Du oplyser ikke noget om hvornår billedet af ejendommen i Polen er taget, men det undrer mig, at man flager med EU-flaget, hvilket vel kan virke provokerende også for polakker.
@Per Jan: Omkring EU: Jeg kan sagtens følge dig; den aktuelle “organisation” af Corona-vaccination illustrerer tydeligvis nogle mangler, eller mere brutalt sagt en konsekvent-virkende skråsikkerhed hos Ursula von der Leyen og hendes kabinet i akademisk fuldkommenhed.
Billedet af ”Sikorski Mansion” er taget fra nettet. Med vilje valgtes ”EU-flaget. 😉 – Hvorfor ? – Radosław Tomasz ” Radek ” Sikorski (Anne Applebaums partner) er en meget kendt polsk politiker og journalist, der er medlem af Europa-Parlamentet . Udover et kort formandsskab for det polske parlament (Sejm) har han været betydende udenrigsminister i Donald Tusk ‘s kabinet (2007 – 2014). Han har også været i spil til flere EU-topposter, dog ikke som Tusk, der “besejrede” Helle Thorning Schmidt som EU-præsident.
Egentligt demokrati forudsætter i sin grundtanke et folkeligt oplysningsniveau, der sjældent er til stede, og derfor er repræsentativt demokrati en god idé. Desværre er vores repræsentative demokrati tydeligvis under pres.
Når populismen har sine kronede dage blandt politikere, skyldes det vel, at de tager pejling efter, hvad der rører sig i folkedybet, for politik er i højere og højere grad blevet et spørgsmål om at få flest stemmer, om det så skal betyde brud med et partis oprindelige principper. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det mon ville være gået så galt uden de efterhånden altdominerende sociale medier og den lette adgang for hvem som helst til at sprede hvad som helst. De sociale medier har gjort alle uden den mindste indsigt eller kompetence til selvbestaltede eksperter inden for alle områder. Enhver kan give sit unuancerede besyv med i alverdens programmer i radio og tv, og jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår jeg sidst har set en tv-avis uden en fordummende voxpop. Hvis jeg skal svinge mig højt op, er resultatet af denne ‘demokratisering’ af medierne en misforstået opfattelse af ytringsfriheden, en fladpandet debatform og et vulgariseret demokrati. Der er givetvis flere faktorer, der spiller ind, når det gælder den tiltagende højredrejning, men jeg kunne ønske mig at få vores repræsentative demokrati tilbage i sin oprindelige, rendyrkede form uden politiske kandestøbere til at forplumre begreberne. Jeg ved desværre godt, at det netop er – ønsketænkning. Nogle vil sikkert også mene, at synspunktet er elitært, men det får være.
SoMe havet er stort i areal, men sjældent dybt i viden og visioner. Men det fylder (for) meget i nutiden og intet aktuelt tyder på, at betydningen er aftagende. Tilstrømningen til Facebook, Twitter, Instagram etc. er massiv.
Demokratiets vogtere/ledere har stort set alle endvidere tilknyttet et akademisk trænet filter af højtbetalte stemningsfortolkere og futurologer, der står i kø for at tilrette og/eller disciplinere udvalgte politiske trosretninger til at bestå næste eksamen (=valg).
Også dit gamle fagområde, medieverden, er ”inficeret”. Man kan ønske og/eller håbe eller forholde sig til nutidens stemningsskred mod yderfløjene, som opleves mere eller mindre synligt i f.eks. Europa i disse år.
De teknologiske muligheder (algoritmer etc.) vil i fremtiden ”hjælpe til” med at spalte meninger endnu mere i forfinede varianter, der inviterer til yderligere stemningsskred. – Dit indlægs substans tyder på en vis pessimisme, der i den grad deles af bogens forfatter Anne Applebaum og en del andre, der har mere end nogle få årringe på deres livstræ.
Dine holdninger om ”vulgariseret demokrati” er du ikke ene om, men opskriften på at afmontere dette er om ikke umulig, så overmåde vanskelig, næsten som at presse det berømte indhold retur i tuben. Autokratiske eller lignende styreformer vil sikkert forsøge at overbevise ukritiske omgivelser om, at det sagtens kan eksekveres, eksemplificeret ved Nigel Farage o.lign.
Den filosofi i indlægget, (og Uffes kommentar) rammer det ømme punkt: Demokrati kræver oplysning; extremist politikere, typisk højrefløj (men også venstre-), som ikke selv har en polyhistors tværfaglige kig på verden vil tro at man bare skal samle stemmer, så får man magt og hvor er de dumme, dem der tror på demokratiet. Det er den fornemmelse man får, når man kigger nærmere på udtalelser som Tumpens “This phone call was perfect” og på 6.Januar “that speech was perfect”, – han er klar over at han går på grænsen, men synes selv han er så god til at holde sig på den rigtige side. Men bemærkningen viser alligevel at han er klar over hvad han gør. Selvfølgelig er han det, vil en klog, erfaren dommer sige hver gang. Og hvor er det uhyggeligt mange gange at US-demokratiet har hængt på en enkelt person (som fx. Raffensperger).
Mens dette skrives er nyheden at Sarkozzy nu er idømt en ubetinget fængselsstraf for at prøve at presse en dommer.
@DAX: Enevælden er måske ikke lige det rette valg…trods alt. 😉 – Stormen på Kongressen kommer frem som tankegods, og det kan jeg ikke bebrejde dig. Også jeg synes, at Applebaum har ramt nogle fundamentale politiske nerver, trods det faktum, at hun selv (jf. kilder) stemmer på Republikanerne (men mod Trump).
Apropos højrefløj – jeg har siden drengeårene fulgt britisk, tysk og fransk politik med stor interesse. Derfor undrer det mig overhovedet ikke, at den lille maniske og indbildte “ungarer” skal fængsles. Så vidt erfaret, formentlig kun med en fodlænke, men formentlig skjult, så model-hustruen Carla Bruni ikke bemærker den i det daglige. Også afdøde Chirac var “straf-egnet”, men slap.
Applebaum ser jo også det let-højreorienterede GOP som et exempel på den tendens til korruptiv degenerering, som man finder så uhyggeligt mange steder i Europa nu. Og jeg ser Trump’s behandling af og i det Republikanske Parti som det værste exempel på at der næsten ingen grænser er for, hvad der kan gå galt. Det hele har faktisk hængt på én stat og én mand, men HELDIGVIS var både Raffensperger og hans medarbejdere ikke villige til at korrumpere.
Chirac husker jeg også som Mayor of Paris: 1977–1995. Han gjorde et politisk tryk på medierne (altså, gjorde sig bemærket), men der dukkede mange sager op, under og efter hans præsidentperiode.
@DAX: Gennem Applebaums polske partner Sikorsky oplever hun bl.a. den overlevende (tvilling) Jaroslaw Kaczynski´s stadige magt i Polen, der er en anderledes skjult variant end Orban i Ungarn.
Konservatisme kan have flere ansigter, som ses i udvalgte lande i EU. I Frankrig tilhørte Chirac den absolutte pragmatiske fløj. Det samme gjorde og gør vel Sarkozy, der nu formentlig kan sidde derhjemme med en fodlænke og tænke over livet, hvis hans maniske tilbøjeligheder tillader det.
US-republikanerne er givetvis delt. En del ser Trump som den dominerende magtfaktor; andre ønsker ham i helvede, så de selv kan positionere sig til US-president-election 2024. Det må forudses, at den politiske opponent bliver Kamela Harris til den tid.
Skal vi tilbage til oplyst enevælde? Var det trods alt ikke bedre? Med håndfæstning og regering af uddannede specialister … Men … nej, vi er nødt til at tænke nye metoder.