I det sene efterår 2020 døde min tidligere mangeårige herrefrisør. Han havde haft en lille frisørsalon i 44 år på et hovedstrøg i Frederiksberg Kommune. Sin helt egen scene. En sand individualist med rødder fra Odense, hvilket også kunne afkodes af hans verbale øvelser, især når hans store sortiment af vittigheder blev fyret af.
Salonen var en klassisk gammel herrefrisørsalon, der næppe findes mange af mere. Medens man(d) ventede på sin tidsbestilling, var der “litterær” adspredelse indeholdende lave lix-tal og god underholdning af såvel Anders And som Playboy samt diverse motormagasiner og lokalaviser. Med tiden kom også Euroman som supplement. Nymodens pjank, herunder tidsbestilling på nettet, kaffe med avec o.l., var ikke inkluderet i sortimentet og priskalkulationen.
Med årene indså han dog fornuften i at indføre tidsbestilling eller som det hed på hans klingende fynske “tisbestilling”. Når telefonen ringede i salonen, var en af hans standardbemærkninger “Så er der en rotte i fælden!”.
Jeg var blandt hans mange recidiverende kunder. Det blev faktisk til nøjagtig 40 år. Trofasthed var en værdsat dyd for os begge, men humoren og refleksioner var ligeså nogle parametre, der indgik i vores korte “klippefaste” samvær cirka 6 gange årligt.
Hans kendskab til gadens omgivelser og personer var fænomenalt. Og hans anseelige kundekreds kunne så bidrage med “viden” i mere eller mindre fortrolige verbale indpakninger. Samme kundekreds spændte over næsten alle sociale lag fra ufaglærte arbejdere, mandhaftige kvinder, hjemmeklipning af “has-been” ældre frederiksberg-borgere (både de fragile og de let forkælede), rockere og til en (daværende kendt konservativ) minister; i sidstnævnte kundeeksempel skete det indimellem, at frisørmesteren og saksene m.m. tog rejsen til Borgen.
Eksemplets magt
“Der var hun igen….eller han!” – så vidste vi begge, hvem der var kommet valsende forbi i en semi-feminin hoftemotorik støttet op af høje hæle og fuld krigsmaling. Jeg var altid forsigtig med at dreje hovedet mod salonens vindue, især hvis saksen arbejdede intensivt med min frisure. Mange frisører har udviklet evnen til at kunne sidekigge ud af salonens gadevindue samtidig med “onduleringen” eller barbering.
Frisørmesterens udråb skyldtes en transseksuel ( i nutiden “transkønnet”) forholdsvis repræsentativ kvinde m/k – der netop passerede salonens vindue. I perioder havde jeg en lettere kontakt med hendes m/k nære veninde og det bibragte selvklart supplerende “afklarende” informationer om et emne, hvis substans er relativ underfrankeret i offentligheden, dog årligt afbrudt af den regnbuefarvede Copenhagen Pride sædvanligvis i august måned, hvor betydningen af de sammensvejsede bogstaver LGBTQ pludselig bliver livagtige.
Hamborg
En af Tysklands rigeste byer er den dynamiske gamle hansestad Hamborg. Europas 3die største havneby. Jeg har været der mindst en håndfuld gange på forskellige årstider. Ved mit seneste besøg i slutningen af 00erne var årsagen ret speciel, nemlig “et studie”, omskrevet en nærmere research omkring “transseksuelle” eller “transkønnede” til min første bog (Magien i Magdeburg).
Nu vil nogle læsere med erfaring i dette emne (hvis de findes?) sikkert tænke: Hvorfor rejste han ikke til Napoli eller Barcelona? Begge byer er kendte for et stort kontingent af transkønnede, ligesom sydkysten af Gran Canaria (Playa del Inglés) ville være et særdeles velegnet studiekammer. Jeg har oplevet nævnte steder (dog undtaget Napoli). Men Hamborg er nem at komme til og så blev det.
St. Pauli-kvarteret tæt ved den store og meget seværdige havn omtales i diverse tyske turistfoldere som “en kulturel perle”. Nu rummer begrebet “perle” som bekendt både de ægte og de kunstnerisk fremstillede; “anyway” er bydelen kendt for sine mange natklubber med yderst varieret indhold og adskillige numre på det biologiske spisekort. I absolut digital fortrolighed (det må understreges! 😉 ) kan oplyses, at jeg har besøgt adskillige med dette vareindhold, også i mange andre europæiske spots. Således lykkedes det også at finde den “rette studieplatform” i netop det nordtyske havnekvartérs “eksklusive område”.
Det blev forøvrigt en meget vellykket oplevelse. Jeg vil livet ud mindes mit “interview-offer”. Min erfaring fortæller mig, at personer i disse miljøer ikke altid besætter de første pladser på “pålidelighedssskalaen”. Men i dette tilfælde blev oparbejdet en stemning af sær fortrolighed og personen m/k var bestemt ikke nærig med informationer og visuelle beviser – selvklart til en “fornuftig timeløn”, hvis fagretlige aftalemæssige substans ikke var indeholdt i nogen officiel overenskomst (så vidt vides…).
Refleksion
For nylig læste jeg ved en tilfældighed, som man ofte oplever på nettet, om en social repræsentant udi samme fysiologiske felt. “Direktør Caroline Farberger har fundet hjem i sin rolle som kvinde(…)” . Temaet er også her det transkønnede issue. Den detaljerede historie kan læses af linket nedenfor. I min optik en god historie med en (tilsyneladende) vellykket udgang.
Den tidligere verdenskendte mandlige atletikstjerne Caitlyn Jenner (ex. atletikverdensstjernen Bruce Jenner – jf. link nedenfor) er nok det mest kendte eksempel i offentligheden. Hendes/hans skæbne har været en udfordring i ordets virkelige dna.
Ved “baggrundslæsning” og med tanker for Hamborg-oplevelsen er min erkendelse, at det lykkes for nogle at få et rigtig godt liv, medens der modsat for rigtig mange (flertal?) har formet sig et liv i helvede og selvmordet har været deres et punktum.
Links:
Caroline Farberger:
Caitlin Jenner:
https://da.wikipedia.org/wiki/Caitlyn_Jenner
Transkønnet:
https://da.wikipedia.org/wiki/Transk%C3%B8nnethed
Dansk Sprognævn:
https://dsn.dk/noid/?q=LGBTQ%27er
Selvmord blandt transkønnede, studie RUC sept. 2015
https://core.ac.uk/download/pdf/43032371.pdf
Det var virkelig spændende at læse om din tidligere herrefrisør. Jeg er flere steder stødt på de nye, moderne herrefrisørsaloner – vist kaldet barbershops.
Du ved meget mere om transkønnede, end jeg gør. Jeg har dog i bekendtskabskredsen et ungt menneske, der fremstår som en kvinde, men afviser at skifte køn. Jeg mindes filmen om den danske kunstmaler Lili Elbe (oprindeligt Einar Wegener) – og mange artikler om Christine Jorgensen.
Det er som om, at opfattelsen af at tilhøre et bestemt køn, er mere flydende i vore dage.
@Madame: Christine Jorgensen (født George Jorgensen) fik som den første i verden en vellykket kønsskifteoperation i København i 1952. Det gjorde hende “verdenskendt” (også som samtaleobjekt i DK). Jeg overvejede at medtage dette, men fokus skulle holdes på frisørmesteren og så den logiske research-orienterede Hamborg-linie.
Modsat kommentatoren har jeg ingen i mine private cirkler med denne særlige fysiologiske observans, men har mødt dem i natklubmiljøer i ind- og udland, herunder nævnte i Hamborg. Jeg har bevidst forsøgt med links-eksempler at afdække positive og negative vinkler på dette særlige emne.
Herlig frisørbeskrivelse! Frisører af den kaliber er der nok (desværre) ikke mange tilbage af – om nogen.
Udi det transkønnede har jeg ingen erfaringer, så vidt jeg da ved, og jeg så heller ikke nogen, så vidt jeg da ved, da jeg var i Napoli. Det kan skyldes, at de hverken kommer i byens gamle kvarter eller på nationalmuseet, eller også var de så veltransede, at jeg ikke kunne gennemskue hamskiftet.
På den græske ø Leros blev jeg i 2008 klippet af en dygtig salonbøsse, men det er en anden historie, og salonen eksisterer ikke mere.
@Eric: Korrekt: Jeg er kommet hos den sidste af den ædle slags (uddøende) frisørmestre på Frederiksberg siden 2004 (hvor den gamle i indlægget nævnte frisørmester lagde saksene i skufferne).
Glosen “veltranset” burde indgå i LGBTQ-vokabulariet ifm. førstkommende info om Copenhagen Pride. 😉 – Og endelig – der findes et utal af “salonbøsser” i frisørfaget, flere af dem mestrer kronisk at være i offentlighedens søgelys og mange quinder eeeeeeeelsker dem!
Det må være et stort tab, at du har mistet din frisør gennem 40 år. Udover klipping har du sikkert få mange gode historier gennem årene. Jeg selv kom for mange år siden på en fin frisørsalon på Amagertorv (Frisør Heinze), som desværre lukkede da lejemålet blev opsagt. Udover klipning kunne man også få behandling med igler. Det er en skam jeg ikke nåede at blive klippet hos din gamle frisør. Jeg håber du har fundet en god afløser.
@Per Jan: Tabet havde været næsten ubærligt ;-), hvis jeg ikke havde kunnet skifte til min nuværende herrefrisør med (næsten) samme koncept. Det skete i 2004 og vi har siden haft en “klippefast” frisørmester-kundeforhold; imidlertid er han samme (fantastiske 😉 ) årgang som mig selv og det betyder, at jeg inden længe må forudse et skift til anden salon, måske på Fyn.
Det skal adderes, at ingen af de to nævnte herrefrisørmestre havde/har igler på prislisten.
Mit kendskab til non-binære miljøer og de efterhånden talløse forskellige kønsidentiteter er yderst begrænset, så jeg skal kke forsøge bidrage med nye vinkler, men mange tak for indblikket.
Jeg husker også de ‘rigtige’ herrefrisører. Det var vist nok en kortere uddannelse end damefrisørernes (hvilket også forekommer helt logisk og rimeligt). Herrefrisørerne var altid mænd – altså mænd med både kone og børn, og som kunne være så hår(d)hændede, at de fik en til at sidde og tvivle på, om man mon ville have noget hår tilbage efter en vask. Jeg kan også nikke genkendende til blogejerens beskrivelse af den tilgængeligle litterære adspredelse i ventehjørnet, men husker især tegneseriebladet Hudibras med Anni Lipperts tegninger af letpåklædte kvinder med altid struttende attributter, ledsaget af vittigheder, som i dag ville have forårsaget lynchstemning blandt den politiske korrektheds forkæmpere!
@Uffe Jerner: Med en 40 års anciennitet hos den (afdøde) fynske herrefrisør kan der sagtens være passeret nogle sekvenser af Hudibras-udgaver gennem mine små hænder. Jeg erindrer mest Anni Lippert fra Se og Hør. Det kunne være interessant at høre, hvad samme professionelle tegner nu – i en alder af 92 år – mente om “den politisk korrektheds forkæmpere”. 😉
Min første tanke var at det nok ikke var den frisør, som jeg brugte. Jeg har lagt mærke til den salon med to vinduer på nordsiden af Peter Bangsvej lige før man kommer til Dalgas Boulevard, men jeg brugte en frisør på den anden side. Ja – det var en fantastisk bydel vi havde dengang, og jeg ønsker somme tider at jeg kunne bo dér nu; men jeg ville ikke kunne spille klaver om natten i én lejlighed på Hattensens Allé.
Det at se en transkønnet i området dengang, det oplevede jeg ikke. Men jeg kender selvfølgelig til fænomenet og deler dine tanker om at udfaldet ved rolleskift, transformation, eller, som man siger i dag, transition. Jeg tror jeg har set nogle sex-workers i Berlin, da min kusine viste mig rundt en aften i et kvarter lige i nærheden af flod-kanalerne og Friedrichstrasse; jeg kan forstå på video’er på YouTube at mange må skabe sig en indtægt i denne branche.
Forleden så jeg så en DR udsendelse om “De Danske Only-Fans Piger”, som gav mig en tanke: De piger havde og ville få samme “kunde-problemer” og “karriere-problemer” som en transkønnet sex-worker. Jeg tænker at vi alle kan opleve en stærk trang til sex (som Hegeler sagde: Den er stærkere end sult) og det kan medføre at man ser helt anderledes på tingene, men når den tilstand af den ene eller anden grund slår fra/skifter (jeg vil ikke skrive “til normaltilstand”) så reflekterer vi på en helt anden måde på de krav, som samfundsnormerne stiller. Hvis jeg har en lille smule expertise på området, så er det at man BURDE undre sig over så mange forventninger der er til udseende og hvor mangelfuld den akademiske diskurs er vedrørende dette område. DR’s Tændt redaktion gjorde et godt arbejde for at komme dybere i emnet.
Sproget i indlægget fik mig flere gange til at smile indforstået; virtuost er det.
Ja det ville være morsomt — nej interessant, at høre Anni Lippert fortælle om sine billeder og om politisk korrekthed.
@DAX: Det er korrekt, at der i mange år har ligget en typisk herrefrisør-salon tæt ved krydset Peter Bangsvej og Dalgas Blvd. Nogenlunde samtidig med min afdøde frisørmesters professionelle ophør (2004) skiftede ejerforholdet fra dansk til tyrkisk(så vidt vides stadigvæk). Mine omtalte frisørmestre skal begge findes øst for den kendte “postnummer-grænse” på Frederiksberg.
Jeg har selv oplevet Berlins natteliv (både før og efter Murens fald), dog uden at møde transkønnede, hvilket den tyske hovedstad helt sikkert også kan byde på (som så meget andet). Stadig nulevende og på Frederiksberg Alle bosiddende Steen Hegeler havde sine pointer, bestemt! 😉
Glæder mig (altid), ifald mine bogstavklistringer kan fornøje læseren. Anni Lippert-bemærkningen kan videresendes til din gamle DR-kollega i den nordsjællandske nabokommune. 😉