Danserinden fra Newcastle

foto: Ivan Sankov

Intro

Kulturelle indtryk serveres dagligt og massivt af medierne. Nogle gange helt uventet associerer disse til oplevelser i en fortid. Således oplevede jeg for nylig et slags krydsspor, da to uafhængige mediesekvenser med vidt forskelligt indhold samme dag gav et interessant og minderigt flash back i min hukommelse.

Krydssporet udgjordes af den nordengelske by Newcastle upon Tyne og en kortere kontakt i nogle sekvenser (ordet “kontakt” kan her opfattes, som læseren ønsker) med en danserinde med samme navn, som en skuespiller i en aktuelt britisk serie.

Newcastle

Newcastle er ikke just den smukkeste by på jorden, i hvert fald ikke den by, der er beliggende i Storbritannien (North East England). Geografisk forekommer der mindst 33 byer i verden med dette navn, hvorfor denne lande-præcisering. Mange forbinder byen med et større indkøbscenter Eldon Square, floden Tyne med fortidens hæderkronede skibsværfter samt det lokale fodboldhold med tilnavnet “Magpies” (Skaderne).

Sidstnævnte er lidt interessant. For nogle år siden blev klubben købt (som så mange andre i Premier League i Storbritannien) af en arabisk domineret fond, der tæller Saudi Arabiens magtfulde kronprins Mohammed bin Salman som egentlig bagmand. Det siges at gøre Newcastle United til verdens rigeste fodboldklub, i hvert fald blandt de allerrigeste sammen med Manchester City, Paris St. Germain, Real Madrid m.fl.

Holdet har således de seneste år fået tilført forstærkninger fra næsten alle hjørner af jordkloden, bl.a. den svenske forward Alexander Isak o.m.a.  –  Kravet er topplacering såvel nationalt som internationalt og med en aktuel 3. plads i den engelske Premier League er holdet automatisk kvalificeret til næste års Champions League, altså godt på vej i hælene på Manchester City, der sammen med Real Madrid i skrivende stund må henregnes blandt verdens bedste klubhold.

Hotelejerne

Talrige af Newcastles indbyggere har – trods fortidens ret magre resultater – altid været stolte af dette hold. Det gjaldt for eksempel også for ejerne af et hotel i byens centrum i en fortid, nærmere bestemt i 1990´erne. Samme hotel tilhørte en stor del af engelske middelstandard-hoteller, klassificeret med få og grå stjerner, der primært bruges af forretningsfolk, enkelte udenlandske turister samt par m/u konception, der forsøger at finde ud af, hvorvidt de passer sammen fysisk uden at fortælle det til de nærmeste (hustru/ægtemand, familie, venner etc.).

Ejerne havde været ægtepar i ganske mange år. De fik en datter sent i livet. Ønsket var naturligvis, at hun en dag skulle overtage dette middelklassehotel. Men denne datter havde helt andre ambitioner. Den unge kvinde var fast besluttet på at få sin egen danseskole. Det kostede og forældrene støttede ikke hendes valg. Derfor sparede hun selv op, altså ikke med et månedlig beskedent bidrag til en Anders And-konto i den nærliggende bank, men noget langt mere potent og resultatorienteret. Og det kommer vi så til nu….

Den særlige dans

I en privat personlig tidslomme mellem to forhold befandt jeg mig en aften i slut 1990´erne på en af Københavns dyreste natklubbers matrikler. På klubbens menukort indgik en særlig danse disciplin, kendt under begrebet “striptease” – i underholdningen. Det var ikke nyt for mig, eftersom jeg på det tidspunkt havde haft adskillige oplevelser med samme gymnastiske og seksuelle ydelse på natklubber i ind- og (især) udland gennem mit plettelige maskuline liv.

Det var således en slags “Vild med dans”, der førte hovedsagelig personer med ulige endenumre i personnummeret til sådanne underholdningssteder; i hvert fald de danske gæster. Det var samtidig (som i nutiden) også et område, hvori ordet “discount” var et fremmedord. Men som i nutidens “Vild med dans”, hvor det professionelle dommerpanel suppleres med tv-publikummets bedømmelser, sker der også ved sådanne besøg en naturlig vurdering og sammenligning baseret på erfaringsmaterialet og den individuelle smag.

Jeg havde oplevet flere absolut sublime oplevelser i nogle af Europas hovedstæder og var ikke forberedt på, at denne aften skulle opleves et absolut højdepunkt af artisteri. Sagt direkte oplevede jeg den absolut bedst koreograferede, intense og nærmest akrobatiske striptease nogensinde! Reelt imponerende, når sammenligningen også inkluderer de absolut bedste natklubber i Paris (derom måske lidt mere en anden gang…).

Nummeret var koreograferet som en svanes dans på vandet, udført kombinatorisk i ballettrin og uautoriserede rytmiske varianter, der illuderede den smukke danske nationalfugl omfavnet af en charmerende feminin performance.

Traditionen tro på sådanne etablissementer “minglede” den optrædende efterfølgende med sit publikum. Kontakten mellem os forekom fra starten naturlig (med tiden meget mere…). Kemien var tilfredsstillende og vores kommunikation fortsatte i et hjørne mellem hendes to andre optrædende sekvenser indtil natklubben lukkede. Vores respektive stemmebånd blev smurt spirituøst med nogle fransk-producerede bobler.

Jane Hamilton

Hun præsenterede sig som “Jane Hamilton”.  Kombinationen af min humoristiske sans og hæderlige historiske viden gav mig straks anledning til at præsentere mig som “Lord Nelson”. Det gav et øjebliks undren hos den særdeles velformende og blonde unge britiske kvinde.  I en længerevarende kommunikation, som skulle vise sig at fortsætte under hendes lejlighedsvise ophold i “Wonderful Copenhagen” i nogle få år, blev vi enige om, at “Lord Nelson” og “Ms. Hamilton” skulle forkortes til hhv. “Erik” og “Jane”.

Blandt så meget supplerede jeg vores samvær med “Jane Hamilton-Lord Nelson-forbindelsen”, hvilket var hende totalt ukendt.  Som hun sagde: “Jeg kender kun Nelson’s Column på Trafalgar Square i Londons city!”  Historien om og geografien omkring “Slaget ved Trafalgar” ud for Atlanterhavskysten, nordvest for Gibraltarstrædet var hende (og sikkert også mange andre) helt ukendt, hvilket jeg nogle år senere tænkte på, da jeg med hænderne fast på (leje-)bilens rat passerede området på vej til spanske Cadiz.

Hun foretrak som samtalestof nutiden og den umiddelbare fortid, hvori der blandt andet flere gange indgik navnet “Alan Shearer”.  Jeg har fulgt engelsk (og tysk) fodbold hele mit voksne liv og kunne derfor straks respondere, at handlen med kendte centreforward Alan Shearer på det tidspunkt for sit seneste skifte fra Blackburn til netop Newcastle Utd. gjorde ham til verdens dyreste fodboldspiller (sammenligningen med nutidens saudiarabiske gigantiske pengeindsprøjtning i klubben til eftertanke).

Gaven

Relationen mellem os stod på med lejlighedsvis kontakter i cirka to år, når hendes kontrakter førte til korte ophold i København, afbrudt af andre opgaver i såvel Storbritannien som på det europæiske fastland. Under et af vores møder fortalte hun mig om sine mange (betalte) rejseoplevelser, der inkluderede Concorde-fly fra London til New York samt Cunard lines daværende flagskib og luksusliner Queen Elisabeth mellem Southampton-New York.

I starten tvivlede jeg på rigtigheden, men diverse research og ikke mindst “afklarende spørgsmål” (ikke forhør, men næsten 😉 ) overbeviste mig om rigtigheden. Hun betragtede sig som “international”, hvilket jeg by-and-large kunne medgive hende, når disse og andre tilsvarende oplevelser blev beskrevet i detaljer; naturligvis altid finansieret og faciliteret af en ledsagende mandlig bekendt oppe i de mere modne årgange.

Med tiden betroede hun mig sit rigtige navn, der netop var identisk med den britiske skuespiller, som jeg for nylig så i en serie. Ligeledes udvekslede vi fødselsdata. Og det førte mig til – med stort besvær via Fona-kæden – at skaffe en CD med hendes relativt ukendte favorit britiske popband, som jeg med ledsagende kort henlagde i natklubbens garderobe (hun var selv på sin fødselsdag i Storbritannien).

Refleksionen

Opfyldelsen af en ny danse-kontrakt nogle måneder senere i samme københavnske natklub førte igen til reunion. Efter showet ved midnat trak vi os tilbage til et mere roligt sted. Og så kom overraskelsen for mig:

Denne hardliner af 30-årig kvinde så på mig og med ægte våde øjne fortalte hun, hvor glad hun havde været for at modtage denne CD. Glæden blev – som hun udtrykte det (og gentog flere gange) – faktisk større ved tanken om, at jeg havde husket hendes ord (sagt for måneder siden i anden anledning), gjort mig den ulejlighed at skaffe den hjem fra Storbritannien og ledsage denne CD med nogle (forsøgt) velvalgte sammenklistrede engelske sætninger. 

I nutiden ville man nok have anvendt modeordet “autenticitet” som dækkende; trods rige oplevelser på verdensscenen formåede Jane Hamilton alligevel at visitere den beundring og de oftest dyre gaver, som hun til stadighed modtog fra det modsatte køn.

##########

Videnskaben påstår, at dansen og den ledsagende musik udløser dopamin, som er hjernens velbehagsstof. 

 

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Danserinden fra Newcastle”

  1. Det hører vist til sjældenhederne, at engelsk topfodbold er samtalestof for umge, smukke kvinder, men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at jeg med min dybe fodbolduvidenhed har misset en chance.
    Efter endt læsning tænker jeg på, om hun mon fik sin egen danseskole, eller om opsparingen til samme fik hende til at ændre mål?

    1. @Eric: Ganske mange briter er vilde med fodbold uanset alder og køn og de er gudskelov ikke hooligans alle sammen. Læseren kan selv fantasere sig til, hvorvidt hendes hede drøm gik i opfyldelse. Forbindelsen mellem os ophørte omkring årtusindeskiftet og en grundig research på nettet på mine ældre dage har ikke givet svaret.

      I netop samme tidslomme i medio/ultimo 1990´erne havde jeg også fornøjelsen af at møde/kende andre af forskellige racer, men ingen betog mig som Lord Nelsons elskerinde.

  2. Interessant historie, som godt måtte have været længere, dvs. “essays formatet”.

    Fin historie om at en CD kunne gøre lykke hos en som er vant til Concord ture og krydstogter.

    ps. kunne desværre ikke finde en skuespillerinde på nettet, som var fra Newcastle og som passede med alderen.

    1. @Per Jan: Tankevækkende kommentar! – I mit første udkast var blogindlægget noget længere, men i respekt for det (måske?) smalle emne skar jeg det ned til en passende størrelse (ligesom f.eks. Siegfried Martens-indlægget).

      Jeg aflagde højtidlig ed overfor Jane Hamilton på, at jeg aldrig ville røbe hendes rigtige navn og fødselsdata. Men den nævnte britiske skuespillerinde var næppe fra Newcastle. Og tro mig – jeg har grundigt researchet Jane Hamilton i nutiden. Måske har hun giftet sig til et andet efternavn, måske lever hun ikke mere, hvilket også gælder for flere af mine tidligere “maskuline erfaringer”.

      Apropos sidstnævnte blev mit erfarings materiale suppleret i den periode med forskellige racer “i den dyre ende”, men ingen af dem besad Ms. Hamiltons samlede talenter såvel vertikalt som horisontalt. 😉

  3. Privat personlig tidslomme, undskyld mig undskyld undskyld undskyld, jaja.

    Bortset fra det så er det smukt skrevet.
    Og det er så levende, autentisk at man savner ord.

    1. @DAX>: En sjælden gang dukker der således en “privat, personlig tidslomme” frem i skikkelse af et blogindlæg, dog altid anonymiseret. Indholdet er nøje overvejet. Det tilstræbes, at bloggens indhold er rimelig varieret i indhold og det er således i den kontekst, at indlægget er lagt på.

      Indholdets substans er en del af livet, der kan serveres mere eller mindre direkte og sprogligt poleret. Og mit liv har budt på en del (nok anderledes) oplevelser i ind- og udland. – Men dine venlige ord til sidst tyder på, at du alligevel følte dig “underholdt”.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 + 4 =