Min absolutte TV-yndlingskanal DR2 har hver onsdag en udenlandsk krimi til underholdning. For nylig kørte igen varianter af den franske krimiserie “De blodrøde floder” (Les rivières pourpres); denne gang i to onsdagsafsnit med den noget tunge og glædesløse Olivier Marchal i hovedrollen. Jeg foretrækker klart hans forgænger Jean Reno i hovedrollen fra år 2000-serien.
Men man skal prøve at tilpasse sig til nutiden og i fuld kontrast hertil var netop sidste afsnit omkring nogle vanvittige mord i et fransk munkekloster. Visse af de markante scenerier gav en mental backslash til nogle kolde januardage i det Herrens år 2012, hvor jeg boede i det belgiske munkekloster Monastére Chevetogne under research til bogen “Natten i Nice”.
Intro
I Europa ligger mange klostre fra den mørke middelalder. At Europa er delt i et sydligt katolsk og nordligt protestantisk religiøst baseret område, er bekendt for enhver, der har gennemkrydset den gamle verdensdel samt blot har læst indholdsfortegnelsen i den europæiske historiebog.
Delingen af det katolske og protestantiske Europa ses meget tydeligt i Belgien. Et land, som jeg har lært en smule om gennem nogle rejser over decennier og faktisk sætter ret stor pris på. I samme land ligger der flere klostre. Mange er lukket for offentligheden. Få er åbne efter aftale. Et af disse er ikke bare åbent – og har været det længe – men er samtidig nærmest verdensberømt.
Klosteret i Ardennerne
Dybt inde i Ardennerne ligger dette magnifikante klosterkompleks i en katolsk og byzantinsk blanding (en unik sjældenhed). De to grene af den religøse tro har hver sin øverste leder i såvel Paven i Rom og overhovedet for Den russisk-ortodokse kirke i skikkelse af Moskvas patriak, Kirill af Moskva.
Minderne står markant frostklare om disse solrige januardage 2012 i Ardennerne, hvor den fabelagtige klosterstemning og -stilhed satter sig nogle livsvarige aftryk i blogejerens hukommelse.
En inderlig historisk kontrast til “The Battle in the Bulge” – december 1944, hvor bl.a. fabelagtige (jeg har besøgt hans grav på Hamm soldaterkirkegården i Luxembourg) 4-stjernede US-general George Patton jr. med sin 3die armé udkæmpede nogle voldsomme slag i vinterkulde og høj sne mod de tyske besættelsestropper netop i dette område af Ardennerne.
Monastére Chevetogne
Bygningerne (bill.) er med årene blevet en hybrid af flere stilarter. Indenfor trives munkene i forskellige trosretninger, aldre, livvidde, højde og skostørrelser. Latin, fransk og flamsk er naturlige dagligdags tunger. Hårdt presset kan de yngre af dem også kommunikere frit på engelsk. Der er ikke TV, radio eller musikafspillere eller anden nymodens pjank, når undtages ledsagende musik til andagterne. Gæster, der skal have rytmer for at overleve, må koble noget til øregangene. Kulturelle input via medier sker kun, såfremt gæsten medbringer computer. Efter anmodning skabes adgang til klosterets wifi, der via den semi-venlige gæstemunk bliver aktiveret. Gæsten får da kodeadgang og dermed lejlighed til at være i kontakt med såvel det virkelige som det digitale univers.
Rituelle eksempler
Ritualerne foregik naturligvis på latin og fransk i denne del af verden. Et eksempel på et ritual var måltiderne. De startede med, at en munk ringede løs på en kæmpeklokke (han satte nogle sikkerheds-ørepropper i ørene hver gang). Lyden var gennemtrængende i hele klosterområdet; ja selv Klokkeren fra Notre Dame kunne have behov for noget krisehjælp eller coaching lige efter.
Ved hovedmåltiderne (middag og aften) sad munkene ved et langt bord. For enden sad “chef-munken”, et ældre lang-skægget herre. Bestemt ikke nogen grinebider! Han styrede bønnerne og messesangen, inden- og efter måltidet. Ved siden af ham sad så de få mandlige gæster (som f.eks. denne signatur). Dernæst kom munkene i en turnus-sidde-ordning. Medens vi spiste, var der tavshed mellem munkene (og eventuelle herre-gæster som mig). Andre munke agerede tjenere. Det kørte altsammen i en vagtbaseret turnus. Fade og brød blev budt rundt i et velordnet ceremoniel og tavshedsbelagt orkestreret mesterværk. Vi tyggede maden næsten lydløst, medens postevandet skyllede det ned. 2-3 retter – hovedretten blev budt rundt anden gang, når “chef-munken” var færdig med første omgang.
Hele sceneriet (måltidet) varede næsten nøjagtig 30 minutter; alt imedens en munk sad på en lille forhøjning i det ene hjørne og læste op af skriftsteder i en lind strøm via en mikrofon. – “Chef-munken” afbrød med en bordklokke, når han skulle messe eller bede. Det skete både, når vi startede og til slut efter måltidet. Vi rejste os da. Alle stod bomstille ved deres (inderlig umagelige) træstole med blikket vendt mod et kæmpekrucifix for enden i det aflange spiserum. Der var alvor hos alle, ansigtsmusklerne brugtes kun til bearbejdning af føden.
Maden oplevedes tung, men absolut velsmagende a la “husmandskost”. Søndag aften var den vagthavende messe-underholdningsmunk afløst af en semi-munter klaverkoncert via det beskedne musikanlæg i hjørnet af spisesalen. En velkommen forandring, selvom munkenes ansigtsudtryk ikke viste videre opstemthed i deres ansigter under måltidet.
Alt i alt var vi på alle måder (uden eksorbitant overdrivelse) langt fra en Michelin-stjernet restaurant. Munkene havde navnesignerede servietstofposer og -ringe til deres stivede hvide stofservietter! Min gæstestatus kvalificerede til en træ-servietring, en stivet hvid (stor og dejlig) stofserviet (som i barndommen) samt et visitkort sirligt påtegnet “Mr. Erik Hulegaard”.
Socialt var jeg henvist til mit eget selskab med to undtagelser. To nederlandske præster var også gæster. De bebrejdede mig med kontrolleret ikke overdimensioneret venlighed, at jeg ikke var operationel i fransk; dog kunne vi efter lidt menneskekærlig social optøning i den mørke og grå møblerede lille dagligstue efterhånden – især ved eftermiddagskaffen kun for os tre gæster – føre nogle uddybende dialoger på engelsk.
Butikken
Som ved de fleste regler, var der også her en undtagelse, nemlig butikken. Et lille integreret område med alskens katolsk indhold af såvel religiøs, som nærmest turistagtigt karakter. Området var topmoderne med alarm og elektronisk låsesystem, der kunne aktiveres, ifald nogle skulle finde på f.eks. at stjæle et krucifix, presse den tunge klosterdør op og forsvinde i de store Ardenner-skove. Bortset fra denne signatur sås ingen besøgende i butikken, der blev passet af munke i en turnus, der sikkert så frem til mere intensiv menneskelig trafik i sommerhalvåret, når nysgerrige turister kom forbi.
Hunkøn
Fra mit gæsteværelses fabelagtige Ardenner-udsigt kunne anes Bethania, som var det smukke køns opsamlings-sted. Nogle kvinder kunne bo her under nærmest vandrerhjems-lignende forhold. Ingen kvinder hos munkene? Men, nej da! Jeg så kun en kvinde i hovedbygningen. Dette hunkønsvæsen varetog blandt andet rengøring og nærmest svævede rundt med et listigt smil og og en livvidde, der gjorde det nemmere at hoppe over hende end at løbe rundt om hende, hvis man(d) ville passere hende!
Exit
Alting har en ende. Det har livet også for munkene. Meget praktisk er den sidste rejse kort. Der er indrettet en mindre gravplads i tilslutning til klosteret. Stemningen er både enkel og samtidig temmelig speciel. Jeg satte mig på en bænk (ved illustrationen) og tænkte over stilheden. Den var larmende.
Logistikken
Adkomsten til klosterområdet i Ardennerne er ikke nem, hvilket jo basalt heller ikke er meningen. Det hjælper med en bil. Ellers er der tog fra Bruxelles (retning: Luxembourg), stå af i Ciney. Herefter er der busforbindelse cirka 3-4 gange om dagen (ej søn- og helligdage). At få en taxa svarer nærmest til at vinde i lotto. Det lykkedes mig med inderligt besvær og bistre overtalelser at få fat i en taxa i Ciney, da bussen netop var kørt og der var cirka 5 timer til den næste busafgang. Taxachaufføren satte taxametret til hjemmefra og fortsatte sin kørsel med mig plus bagage i en sær hoppende kørsel, der måske blev afstemt efter reggae-rytmerne i bilradioen. Faktisk imponerende, når det antages, at taxachaufføren ellers virkede tæt på de 80 år (næsten som hans taxa-Mercedes 😉 ).
Ved min afgang en uge senere havde “Guestfather”-munken på min anledning bestilt en taxi. Ganske rigtigt kom den 80+årige trillende igen med sin gamle Mercedes. Han havde for en sikkerheds skyld sat taxameteret til hjemmefra, så taxametret viste 14 Euro, da jeg satte sig ind i den gamle Mercedes. Vognmandens belgiske moustache strittede fortsat, da han i nogle herlige gear- og koblingsskift bragte den gamle “merser” og den klart yngre danske passager til Gare de Ciney. Det var en god dag for den gamle vognmand. Solen skinnede og hans pensionstillæg blev kraftigt adderet.
Post festum refleksion
Stedet ånder af….ja netop klosterstemning langt væk fra “Real Life”. Vi befinder os nærmest i en pseudoverden, omgivet af Ardennernes bakkede skovbeklædte natur, der genererer et både dystert og samtidigt storslået regie. Det kan beskrives kortfattet (som dette indlæg) eller i dusinvis af ord, men skal det virkelig fornemmes, er et ophold et must og konklusionen er enkel:
En oplevelse for livet!
Ønsker læseren at reflektere udenlands – i et internationalt miljø – under særdeles velordnede forhold (undervurdér aldrig den katolske munke-disciplin!), er det belgiske kloster med en enestående “rural” beliggenhed dybt inde i Ardennerne afgjort et kvalificeret sted.
PS: Min meget gode (og nu desværre afdøde) ven gennem > 25 år “døbte” mig efter denne munke-tur til “Broder Erik”, hvorfor overskriften. 😉
PPS: Link til Monastére Chevetogne:
https://www.monasteredechevetogne.com/
Lyder sandelig stemningsmættet! Er der monstro lignende klostre, hvor de serverer det fremragende belgiske øl i stedet for postevand? Nå, spøg til side – jeg har fået lyst til at genlæse Umberto Ecos “I rosens navn”.
@Eric: Altid glædeligt, når der udløses individuelle refleksioner af mine indlæg. Jeg så Sean Connery spille hovedrollen i Rosens navn, vel noget af det bedste, han har præsteret. Og som helt særlig forbrugerinfo kan adderes, at Abbaye Notre-Dame de Leffe, http://www.abbaye-de-leffe.be/fr/biere/ udskænker øl, ifald kommentatoren skulle komme på de kanter. 😉
Det lyder som en oplevelse, og et ophold man aldrig glemmer. Man føler næsten, at man er en flue på væggen igennem beretningen..
@Smølfine: Den beskårede beskrivelse giver således et stemningsindtryk. I slut-1990erne blev jeg anbefalet stedet af en jævnaldrende dansk lærerinde, der i nogle år kom i “Bethania-afdelingen”, når hun trængte til meditative refleksioner langt væk fra privatlivet og ikke mindst det danske skolesystems udfordringer. Man(d) huskede stedet og ca. 13 år senere slog jeg til, da jeg havde brug for en beskrivelse af dette helt særlige miljø. Jeg fortrød det ikke et sekund.
Den tidligere EU-formand, belgieren Greve Herman Van Rompuy (forgængeren til den nuværende tåbelige luxembourgske EU-fmd.) kom regelmæssigt i et tilsvarende sted i det nordlige Belgien og fortalte om det på EU-topmøderne til almindelig morskab for de andre statsoverhoveder – måske nogle af dem kunne have trængt til et ophold. 😉
Uha ja, det er der givet mange der kunne. Om ikke andet, så for at få de små grå i fart igen 😉
@Smølfine: Der er mange med gråt hår, hvor evnen(hvis den nogensinde har været der) til at reflektere og nytænke, er begrænset. Den selvvalgte stilhed til refleksion kan her være nyttig og – måske – samtidig udsætte seniliteten nogle minutter eller gerne mere 😉