Værdikrigeren

Lidt intro

Der er de seneste måneder udkommet et utal af portrætbøger af politikere. Nogle er skrevet (vistnok) af dem, andre er synligt skrevet af en journalist, som nu f.eks. “Værdikrigeren”. Denne bog er forfattet af journalisten Andreas Karker. Over 254 sider forsøger han at give et såkaldt “nærgående portræt af politikeren og privatpersonen Pernille Vermund, der personificerer en ny højrebølge i dansk politik.”

I disse tider skyller nationalistiske højrebølger og miljøbølger (“grønne partier”) som sande holdningsmæssige tsunamier indover de arme befolkninger ikke bare i DK, men også adskillige andre steder på Globen.

Årsager?

Hvad er årsagen? Eller rettere hvad er årsagerne? Denne signatur har naturligvis ikke det komplette (perfekte?) svar, men med en del årringe i bagagen og en oprigtig politisk interesse startende siden midt-1960erne er det interessant at se denne udvikling.  Set i bredere EU-perspektiv har det groft sagt kun været talrige single-matches mellem de liberal-konservative (de kristelig-demokratiske partier) og socialisterne (socialdemokraterne) de første mange år af Unionens formering.

I nyere tid er der dannet såvel nationalistiske partier og miljø-fokuserende partier som alternativer. I Danmark ligeså og det politiske billede anno 2019 er langt mere komplekst – eller “mudret” ville nogen påstå – end den tidligere venstrefløj versus højrefløj.

I nyeste tid har den dubiøse forretningsmand Klaus Riskær Pedersen givet sit tilskud til det mudrede politiske billede med en præsentation af en sammenkogt politisk ret med rød-konservativ smag, der tilsyneladende fængsler nogle vælgeres appetit på alternativer. Samme Riskær har en noget anderledes kommunikationsform end f.eks. den mere uerfarne Pernille Vermund, men der er næppe tvivl om i skrivende stund (ultimo februar 2019), at de begge vil kunne stjæle medieinteresse langt mere, end deres potentielle mandattal berettiger til.

Mon det – blandt andet – er fordi, at de såkaldt etablerede partier ikke har formået at favne den yderst komplekse udfordring, som indvandring, asylansøgning, flygtninge etc. udgør? Balancen mellem den humanitære og den national-egoistiske politiske indfaldsvinkel og så alle mellemregningerne, der i nogen grad også er indbyrdes afhængige.

Mange har en oplevelse af, at modsat asiater fra Fjernøsten og jøder i hovedtræk synes personer med muslimsk tilhørsforhold at udgør en betydelig udfordring i dagens Europa, herunder også i Skandinavien. Enhver, der har rejst i (og holder af) Sverige kan selv med en humanitær klap for det ene øje se nogle eksorbitante udfordringer. Det samme gælder også vores store naboland Tyskland. Selv har jeg også oplevet det især i Nederlandene under mine mange rejser (1970erne og især 1990erne) og såmænd også især i Storbritannien, Frankrig og Belgien.

Nutid og fremtid

I Danmark har landets største parti – Socialdemokratiet – med den nye ledelse i den grad strammet profilen, hvad angår det såkaldte “udlændingespørgsmål”. Dansk Folkeparti har siden sin fremkomst ultimo 1990erne markeret deres – venligt udtrykt – skepsis overfor især tilkomne personer (indvandrere/flygtninge/asylansøgere etc.) fra muslimsk-dominerede lande. I nyere tid er så tilkommet endnu et såkaldt højrefløjsparti, der i yderligere stram retorik markerer deres holdning overfor integration, manifesteret i nogle ultimative krav.

Nye Borgerlige er partiets navn. Den ubestridte leder hedder Pernille Vermund. I foråret 2019 skal der være valg til Folketinget . Det vil så vise sig, om der er plads til også dette parti. Meningsmålingerne peger fortsat på, at det er der.  Partiet kan måske tilmed blive den berømte (efterhånden noget slidte) tunge på vægtskålen.

Vil man forstå lidt af baggrunden for partiets fremmarch, er portrætbogen “Værdikrigeren” udmærket. Den beretter om en selvstændig (meget selvstændig) arkitektuddannet, absolut præsentabel kvinde. Enlig mor med 3 børn bosiddende i det sydlige Helsingør (Snekkersten). Kvinden, der via sociale medier og en absolut lydhør indstilling fra formuende personer i det (gennemsnitlig) velbjærgede Nordsjælland, formår at rejse et alternativ politisk parti; vel mere eller mindre født ud af Konservative i samme område.

Samme parti, der i den tidligere minister, nu konservative Helsingør-borgmester Benedicte Kiær, præger området. Men enigheden mellem dem i længden er til at overse. Det over 100 årige parti har tre fløje, den socialkonservative røde (der inkluderer bl.a. Benedicte Kiær), den sorte (liberal-konservative) og den (nationalkonservative) hvide, hvortil Pernille Vermund tilhører.

Bogen profilerer hendes privatliv, herunder ikke mindst familiebaggrund, børn, par-/kæresteforhold, om hendes politiske relationer, herunder afsøgning af partitilhørsforhold (konservative og Liberal Alliance) og dermed egentlige årsager til ønsket om politisk forandring.

“Året 2015 er skelsættende. “EUs 28 lande havde aldrig før stået over for en lignende folkevandring”, som TV2s internationale korrespondent Svenning Dalgaard udtrykte det. Andre, der betragtede de mange vandrende på den sønderjyske motorvej brugte mere brutale ord som “muslimsk folkevandring” eller “flygtningeinvasion”.  I den forbindelse er der et helt kapitel med en Ungarns-rejse, hvor hun via partiets medstifter Peter Seier Christensens dagbog oplever 20 busser fyldt med flygtninge, der passerer den østrigsk-ungarske grænse.

Pernille Vermund, der (som skrevet) elsker dansk kultur og historiske slotte, blev tydelig påvirket, som tusindevis af andre danskere i den noget udfordrende periode for den danske folkesjæl. At hendes (daværende) parti Konservative ikke var mere aktive i deres afstandtagen gjorde vel nok udfaldet. Hun meldte sig ud. Og så startede en selvstændig holdningsmæssig rejse på vej mod det, der sidenhen skulle blive til Nye Borgerlige.

Personlige refleksioner

Jeg har – og har haft – variable kontakter med mennesker i Nordsjælland. Kommet/kommer meget i visse områder. Nordsjælland – altså det østlige Sjælland nord for København eller historisk dele af de gamle Københavns- og Frederiksborg amter – rummer samlet set det mest velbjærgede segment i Danmark. Mine relationer mangler/manglede bestemt heller ikke noget og kan alle stave til “t-o-p-s-k-a-t”. Nogle hænger solidt fast i det etablerede politiske system, men der er nok ikke så skræmmende langt til at tænke i alternativer, især når betragtes den åbenbare sociale kontrast i visse nordsjællandske områder – ingen nævnt, ingen glemt.

Konklusion

Er Pernille Vermund en værdikriger? Ja! – Er hun en nationalkonservativ populist med en menneskefjendsk politik? Svaret afhænger af synsvinklen! Forstår jeg hende efter at have læst portrætbogen? Ja, i nogen grad! Er jeg ganske enig med hende? Nej! Kender jeg nogen, der er aktivt involveret i partiet? Ja! Er jeg enig med den person? Nej! –  Hvorfor ikke?

Den såkaldte “løsning” på nutidens politik i DK (og EU) er langt mere kompleks. Den politiske radar skal læses med langt større akkuratesse. Chancer skal absolut tages. Der skal være plads til nytænkning, men den grundlæggende navigation for et lille land som DK skal tage hensyn til nogle internationale retningslinjer og kalibreres med en passende blanding af kynisme og realitetssans i respekt for såvel demografi, religion og sidst – men sandelig ikke mindst – de variable forskydninger i den globale magtbalance. Hertil kommer en i nyere tid noget uventet faktor, nemlig den ekstremt labile vestenvind fra klodens stærkeste militærmagt, der stadig (formodes det) er sikkerhedsparaply for Danmark.

I det forunderlige og vidunderlige skakspil forekommer det meget enkelt med kun sorte og hvide brikker, men antallet af kombinationer forekommer at være enorme. 😉  

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Værdikrigeren”

  1. Den politiske tegning anno 2019 kræver det store overblik, og mon ikke en længerevarende uddannelse vil være en hjælp også. Desværre er virkeligeheden også sådan, at mange danskere let faldet til had eller kærlighed når nye politiske partier kommer til verden, eller til Danmark. Det er så let at putte folk i kasser, det er i øvrigt ganske flittigt brugt også i sundheds(u)væsenet. Det kender du jo alt til. Personligt synes jeg det er forfriskende med nye øjne, også selvom jeg ikke er enig. Dog synes jeg, at Riskær burde være klogere.. Den kan man så tolke, som man har lyst. Tak for et indblik i Hr. Hules tanker..

    1. @Smølfine: Jeg er enig i, at det såkaldte “store overblik” er en effektfuld makker i det aktuelle mudrede politiske landskab. Den såkaldte “længerevarende uddannelse” kan også bidrage, men er ikke i min optik en nødvendig følgesvend. Jeg har i mine 36 års karriere i sundhedsverden mødt talrige eksempler på “analysevanvid” og samtidig “manglende beslutningskraft” til skade for såvel projekter som menneskelig omgivelser. Den såkaldte “Djøfisering” møder i disse år reelt sin store udfordring fra forskellige persongrupper, der ikke just er overbevist om “værdien”.

      Apropos “nye forfriskende øjne” kan det blive interessant at betragte den franske præsidents bestræbelser på at lave en turnaround i det klasseopdelte franske samfund. Lykkes det…kan det blive nye tider for EU. Lykkes det ikke, åbnes en massiv ladeport til uroligheder, der vil gøre de gule veste knaldgule… 😉

      1. Ja, og ikke blot de franske gule veste.. Det kan godt blive grimt. I hele europa. Jeg hepper på Macron, selvom det i nuet virker lidt enfoldigt. På den anden side, så er store samfundsmæssige omvæltninger aldrig populære.

        1. @Smølfine: Magtfulde nationer, især dem med lang national historik, kalder altid på stærk ledelse. F.eks. var Macrons to forgængere (Hollande og Sarkozy) skrækkelige eksempler på, hvad der sker, ifald ledelsen er uduelig. Macron har en stor chance, alene af den grund, at han er “partiuafhængig”, men lidt pengegaver og folkelig gruppearbejde gør det ikke alene. Lad se…

  2. Årsager til tsunamierne? Komplekst, men fundamentalt nok enkelt, når vi taler om “almindelige” mennesker a la de gule veste i Frankrig: En berettiget følelse af, at de gamle partier har svigtet på flere måder og flere områder. Følelsen manifesterer sig så på forskellig vis – mest højreorienterede bevægelser, men her og der også med venstreorienterede som fx Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland.
    Hvis Nye Borgerlige vælges ind, vil vælgerne formentlig komme fra DF og andre i blå blok, som vil få endnu sværere ved at formulere en fælles politik, og vi vil se eksklusion af skabsskeletter, når engagerede proselytter kvajer sig med famøse udtalelser på fx Facebook.

    1. @Eric: Jeg er meget enig i analysen, herunder også de franske, græske og spanske eksempler. Vi lever i en brydningstid. Nok kan det forekomme både interessant og spændende, men også med muligheder for at såkaldte “beslutningstagere” kan træffe nogle skæbnesvangre valg.

  3. Hverken Riskær eller Vermund kan fængsle mig, det er jeg for primitiv til.

    At den gamle svindler Riskær kan mønstre så mange underskrifter via nem-id, at han kan stille op, er mig komplet uforståeligt, selvom det nok ikke burde, man havde jo også forsvoret, at amerikanerne kunne vælge Trump til præsident.

    Og har han folk til at bestride posterne, hvis det bli’r aktuelt, han er jo allerede begyndt at fyre dem, før han overhovedet er kommet til?!

    Verden er af lave, men nu er man så klog, at man ikke engang undrer sig, hvis Riskær kommer i Folketinget.

    Men dermed være ikke sagt, at de gamle partier har gjort det godt nok, de har jo snart alle bare mixet hinandens mærkesager.

    Dansk politik er et eldorado for politiske svindlere.

    PS! Dine regnestykker er alt for svære for den politiske ignorant her…;-)))

    1. @Ingelise: Jeg mindes endnu en novembermorgen anno 2016, hvor jeg via morgen-tv erfarede, at Donald Trump havde vundet US-præsidentvalget. Det var som om rundstykket satte sig fast i halsen, selvom jeg skyllede efter med kaffen. Siden er der sket mangt og meget og såvel indenrigs- som udenrigs tyder det på, at det politiske teater spiller lystigt videre med et utal akter og personager 24/7-365.

      I skrivende stund vurderer jeg Vermund til at komme ind med nogle mandater, men ikke “Risiko-kjær”. Og ja….du udtrykker en kraftig portion sandhed i udsagnet: “de har jo snart alle bare mixet hinandens mærkesager”.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

85 + = 91