Tanker under vandoverfladen

Tanker kan opstå tilsyneladende af ingenting og så i forbindelse med en oplevelse, hvor de grundet nogle omgivelser ruller retrospektivt. Vi har vist alle oplevet det. Også, at være sammen med personer, der har vækket negative følelser, ja i sjældne øjeblikke aggression eller ligefrem utilgiveligt had. 

Hospitalsverden, hvori jeg professionelt (administrativt) befandt mig i 36 år, giver mildt sagt adgang til at møde meget forskellige mennesker; dels bliver vi alle (ihvertfald de fleste) syge, dels inkluderer branchen > 20 forskellige personalegrupper med hver deres interessante historik og for de flestes vedkommende stærke kultur.

Det er derfor “næsten umuligt”, at man ikke møder mennesker, hvis egenskaber sætter negative tanker i sving, ja i visse tilfælde langt mere end det. Jeg oplevede det i 3 tilfælde. De er alle døde, men den ene af personerne adskilte sig væsentlig fra de andre ved, at vi med tiden nåede til en indbyrdes accept og ligefrem anerkendelse af hinandens psyke og væremåde. 

Ret forskellige omgivelser har over tid ofte udtalt, at jeg er sindbilledet på “venners ven og fjenders fjende”. Jeg er ikke just nogen tilgivende sjæl, men i denne beretnings tilfælde var det faktisk overmåde nemt, da jeg med ungdommens styrker og svagheder “finally got the picture” (som briterne siger, når man synes at have fået det fulde overblik over en situation m.m.).

Benny Lindskov

Mandens navn  var unikt. Derfor er det i respekt anonymiseret i overskriften. Han var en lille altid sirlig klædt mand. Hans sorte hår var tilbagestrøget uden skilning. Bevægelserne var hastige, som det ofte ses hos mennesker med lav højde.  I dette tilfælde ca. 170 centimeter. Hans job var en slags lagermedarbejder. Funktionerne blev udført i kælderen med kopiering, stencilering og arkivering. Tiden var 1960erne og 1970erne.  Benny boede i en lille 2-værelses lejlighed i et af de københavnske brokvarterer og havde (vistnok, ingen var helt klar over det) en “grim veninde”.

Det var mandens temperament og ikke mindst manglende samarbejdsvilje, der gjorde det negative udslag for mange. De fleste, også nogle af cheferne, undgik ham og en del var ligefrem bange for ham. Han kunne være næsten aggressiv, ret voldelig, skubbe til folk, råbe af dem, smide med rekvisitterne nede i sit “domæne”, der omfattede nogle lager- og arkivrum.

I perioder var det nødvendigt at mit arbejdsområde inkluderede et samarbejde – eller som minimum – en personlig kontakt med ham.  Jeg prøvede den friske, den venlige, den imødekommende, den forstående og til sidst den truende version. En gang var det tæt på et slagsmål, da ordene – og ikke mindst min ungdommelige tålmodighed – slap op. Han havde ikke haft chance. Det vidste han godt, men modet til at prøve var tydelig. Egentlig var han frygtløs. Livets oplevelser havde formet dette mod.

I mine unge år var jeg så priviligeret at have nogle meget stærke, samtidig også livskloge, chefer. De var alle rundet af ungdommens udfordringer under Anden Verdenskrig, som de havde overlevet på forskellig vis. Enhver, der har hørt eller læst om besættelsestidens ofre og Modstandsbevægelsens udfordringer, vil kunne tænke sig til resten.

Samme personer havde – hver på deres måde afhængig af forskellig temperament – kastet noget absolut mere end venlig interesse på min karriere. Det betød, at jeg en dag tilbragte en rum tid på det ene chefkontor, hvor personen bag skrivebordet i en ret detaljeret version fortalte om “tilfældet Benny Lindskov”.

Kokken Benny Lindskov havde stået i kabyssen på et mindre britisk fragtskib, der netop i konvojer besejlede den farlige rute i Nordatlanten mod Murmansk. Han overlevede de mange eksorbitant mildt sagt spændingsøjeblikke, hvor udfordringerne fra tyske ubåde, Atlanterhavets bølgegang og diverse mandskabers spændingsmættede hverdage var “dagens ret”. 

PTSD (Posttraumatic Stress Disorder) var ikke en (aner-)kendt diagnose på den tid.  De relativ få unge danske, der op- og overlevede Anden Verdenskrig i aktiv allieret tjeneste, blev i behandlingskrævende grad (mere eller mindre synligt) allieret med denne lidelse på livstid.

Benny Lindskov fortalte kun til få (bl.a. min nærmeste chef) om sine oplevelser. Om han også blev medicineret, afviste han stolt at fortælle. Man kan jo så med en vis rette påstå, at han afreagerede på sin arbejdsplads i ganske mange år.

Museet for Søfart – Helsingør

Ovennævnte tanker gled forbi, da jeg for nylig i den grad nød mit besøg på det fondsbetalte, imponerede og spændende Museet for Søfart, der over nogle år blev opført på dele af den gamle grund, som mange kender som det tidligere Helsingør Skibsværft (1882-1983).

De mange rekvisitter var spændende at se og læse om. Noget – indimellem mere end det – kendes af enhver, der har været aktiv interesseret i skibsfart (især færgefart) siden drengeårene.  Skibsmodeller og skibsrekvisitter vekslede med forklarende plancher. Og så var der et afsnit, der på fabelagtig vis illuderede konditionerne for de allieredes konvojer i Atlanten under Anden Verdenskrig (illustrationer ovenfor).

Jeg vil ikke trætte eller glæde læseren med museets historiske baggrund (som jeg har fulgt). Derimod kan interesserede med stor fordel nyde visuelle indtryk og basale informationer fra https://mfs.dk/

Der var også gemt lidt af en perfektionist i “Benny Lindskov”. Hans arbejde var altid af en uafviselig kvalitet….netop ligesom Museet for Søfart i Helsingør!!!

 

 

DEL SIDEN

4 kommentarer til “Tanker under vandoverfladen”

  1. Man er, hvad man gør, og hvad man gør har i en eller anden grad rod i ens fortid.

    Man kan måske nå til forståelse af, hvorfor en Benny gør, som han gør, men der kan være meget langt fra forståelse til accept. På en arbejdsplads hjælper det dog gevaldigt, hvis arbejdet er af uafviselig kvalitet. Er det ikke det, er det næsten usvigelig sikkert, at Benny ryger ud ved næste “organisationsændring”.

    1. @Eric: Den første sætning er smuk i sin filosofiske præcision. De sidste er i den grad gældende i nutiden (og fremtiden). Som det måske anes af indlægget, var Benny “dækket ind” af chefer, der selv i større eller mindre grad var medlemmer af Modstandsbevægelsen. Sådanne samarbejdsscenarier var kendt på mange arbejdspladser i efterkrigstiden (ligesom afslørede stikkere fik sparket…det hårde af slagsen). I nutiden er mindre arbejdsduelige institutionaliseret ind i “flex-job-ordninger”. I min professionelle tid ansatte jeg selv adskillige (slut-1980erne og 1990erne). På det tidspunkt var den manglende accept og tolerance allerede tydelig, selv ved “uafviselig kvalitet”.

  2. Det var en god erindring, og ja, jeg tror at manden har haft en slags PTSD – der er sikkert mange varianter.

    Konvojer med de hurtigt fremstillede billige “Liberty” skibe var langsomme og det var netop deres sårbarhed, som du skriver.

    Der var så mange liv, der gik tabt ved fragtning af materiel til russerne og til England – men det var nødvendigt.

    1. @DAX: WW2 var en frygtelig tid, som vi nulevende knap forstår, trods at vi har fået fortalt af slægtninge og set på film, museer etc. – Du burde overveje næste gang, f.eks. når du har været til tandlæge i Hbg, at besøge museet ved det gamle skibsværft. Superflot indretning og disponering.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

12 − = 9