Pitbull terrieren i Movia-bussen

Efter næsten to måneder i undtagelsestilstand i Danmark åbner store dele af samfundet i løbet af maj. Men der henstår stadig nogle lukninger,  forståelige eller ej. Tænk blot på de arme zoologiske haver, hvor dyrene fortsat må undvære “larmen” fra de mange besøgende, medmindre der er tale om rene dyreparker.

Det minder den enkelte borger om de stadige restriktioner, som myndighederne fastholder. Og det vil vare – desværre (ordet, som statsministeren gentager i det uendelige) – mindst til næste fase, meget af afhængig af  smittestatistikker i det mellemliggende tidsforløb. Selvom der nu – omsider – er fastlagt ialt 4 faser for genåbning i tidsforløbet forår og sommer 2020, kan smittefaktorer ende med at sætte hængelåse på de døre, der successivt åbnes op. 

Forleden gik mine tanker til det fælles opråb fra transportministeren, Ældre Sagen og Faglige Seniorer. – “Vi står i en alvorlig situation, hvor vi desværre har set flere ældre borgere blive hårdt ramt af coronavirus,” sagde den snart 50-årige transportminister Benny Engelbrecht (S) og fortsatte: “Ældre kan mindske risikoen for, at de bliver smittet, ved at undgå bus, tog og metro. Derfor kommer vi nu med denne fælles appel.” (delcitat fra en pressemeddelelse)

Ovennævnte satte mine tanker i svingninger. Netop i denne uge var jeg (af den overmodne årgang 1949) i København i forbindelse med afvikling af tre kalenderkrydser (aftaler). Et kendt kvartér blev passeret og af uransagelige årsager gav min tankeflugt husly til en tidligere begivenhed i samme område, hvortil blev flettet tanker om nutidens “storpolitik”.

Grønlænderen

Scenen var således netop en Movia-bus i Frederiksberg kommune. En grønlandsk kvinde skulle af. Havde trykket lidt sent på stop-knappen i bussen. Den (af anden etnisk herkomst) Movia-klædte buschauffør lukkede hende ikke ud. Hun bad om at komme ud i en halvhøj tone. Intet skete. Hun skreg så med en sjælden non-feminin stemme kraftigt garneret af års tobaks- og alkoholforbrug samt forurenet byluft: “Jeg vil uuuuud, luk op for helvede…dit dumme..sviin..”

I mine tanker formede sig den logik, at hun i stedet for skulle være kørt med “antabussen”.  Men omsider fandt buschaufføren anledning til at kigge i spejlet og “forbarmede sig over hende”. I en blanding af service-indstilling, (måske) næstekærlighed og kraftig irritation lukkedes bussens midterdør op. Næsten samtidig halvt rejste sig en medpassager og skreg: “Skrub hjem på indlandsisen, din møgso!”. Dette knap så næste-kærlige og relativ racistiske tilråb blev ca. 10 sekunder senere besvaret af den let-påvirkede grønlænder-kvinde, der nu var frosset på nederste trin på vej ud af bussen.

Stadig med den “herlige” ru stemme: “Hold kæft..din asociale spasser-nar” kastedes med tonisk kraft mod den ca. 40-årige mandlige medpassager, hvis venstre øre var tynget ned af diverse ørenringe. Han pustede sig op. Frygtindgydende, for nu sås tydeligt aftrykket af den bidske pitbull på hans t-shirt. Den så frygtindgydende ud (det gør den hunderace!), i nærmest galaksisk afstand fra, hvad han selv nogensinde ville kunne gøre…..

Imellemtiden var dette semi-feminine væsen fra den nordligste del af Rigsfælleskabet omsider trådt helt ud af bussen. Kvinden med anerne fra den nordatlantiske kæmpeø, der fortsat ikke er til salg, men dog netop for nylig har takket ja til 83 mill. kr. fra USA til såkaldte civile formål ifølge den tidligere skuespiller, nu US ambassadør Ms. Carla Sands.

Den grønlandske kvinde så tilbage og op mod bussen, fik øjenkontakt med den råbende mand og truede med en halvbeskidt knyttet næve af “pitbullen”, der fortsat havde rejst sig og gjorde det samme, alt i medens hans medpassagerer (inkluderet denne blogejer, der var strategisk velplaceret i højre side lige ved midterudgangen) kunne nyde eller væmmes (vælg selv) hans intensive tæt tatoverede underarm – “blæk på kroppen”, som nogle si´r.

Bussen fortsatte. Det gjorde “pitbullen” også – verbalt. Med høj stemme underholdte han sine medpassagerer om Grønland og ikke mindst dets indbyggere, der dels afslørede et temmeligt begrænset kendskab til befolkningen samt dets flora og fauna dog serveret i særdeles fjendtligt og semi-racistisk indpakning.

Efterrationalisering

Denne hændelse skete for få år siden. Den kunne sagtens være sket i en københavnsk bus i nutiden, især med den rigelige plads i busserne (og togene) for tiden. Og “linket” mellem pitbullen og grønlænderen fik mig til at tænke fremtid baseret på nutid. F.eks. ved erfaringen af de umådelige nylige velkomne donationer i skikkelser af sundhedsudstyr, der blev modtaget fra Kina i skikkelse af  Kinas (vistnok stadig) rigeste mand Jack Ma, skaberen af det gigantiske multinationale selskab, Alibaba.

Tankerne bevægede sig straks videre til det stadig hårdt ramte Italien, hvortil Rusland nyligt sendte ni militærfly med hjælp af læger og medicinaludstyr. Begge er – isoleret set – smukke eksempler på godgørenhed. ”Dalla Russia con amore”. ”From Russia with love”. Rusland viser italienerne, at de er klar til at hjælpe. Og de russiske myndigheder signalerer også, at EU ikke har samme midler (eller koordinationsevner!!) til at hjælpe, altimedens deres egne smittebaserede statistikker stiger med en kraft, der synes omvendt proportionalt med den russiske præsidents popularitetstal.

Motivfortolkning er unægtelig en sammensat “kunst”

Måske smelter indlandsisen lidt langsommere på grund af Corona-virus pandemiens nedbremsninger af det forurenede globale samfund. Måske kan indbyggerne i Kinas gigantbyer pludselig se himlen  igen, men Grønland vil stadig have en accelererende strategisk betydning for verdens tungeste militære magter USA, Kina og Rusland, der alle tre har tiltagende kraftigt fokus på det arktiske område.

Pitbull-begrebet er storpolitisk ligesom maximeret til størrelser og styrker, hvor ingen “hundesnor” synes stærk nok. Der er flere faser i dette spil end den danske tilpasning til en såkaldt “normal hverdag”.  En meget anderledes virus, der er om muligt endnu farligere end “Coronaen”.

Eller udtrykt mere følelsesbetonet: “Ikke hudsult, men magtsult!”

DEL SIDEN

5 kommentarer til “Pitbull terrieren i Movia-bussen”

  1. Magtsult, ja. Ét er de strategiske overvejelser, noget andet er vel, at profitten sejler i indflydelsens og magtens kølvand, og det batter ikke med mundkurv.

    1. @Eric: “Magtens kølvand” vil naturligt generere bølger, der – som i den maritime verden – kan opføre sig forskelligt. Det ved den erfarne navigatør, der p.t. overvejer, hvorvidt det epidemiske værnemiddel “mundbind” fortsat skal være frivilligt eller lovbundet, alt imedens pandemiens økonomiske effekter forsøges kontrolleret, meget gerne med nytænkning af begrebet “subsidier”.

  2. Helt i forfatterens ånd et sidespring på flere meter: Hvis 70000 mennesker deler 83 mio … kroner? … så er der små 1200 kr. til hver.

    1. @DAX: Sidespring kan have en gavnlig motionseffekt. Således også motion for hjernen, når man finder ud af, hvor meget de 83 mio.kr. fra USA kan gavne hver af de cirka 56.000 indbyggere, vel i omegnen af 1.500 kr. Om de så bliver anvendt til rensespray til kajakken, køb af nye sælskindshandsker eller forsyning af ren sprit, må bero på fremtiden. 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *